Kapitel 7
Autisten
Arken
retur Huset var kommet til at hedde ’Arken’ fordi Noa havde skabt det som et sikkert sted for forliste hjælpeløse mennesker der håbede på en sikker havn en gang i fremtiden. Det var et navn stedet havde fået af kvikke psykologer dengang det var blevet ibrugtaget som bofællesskab for en gruppe patienter, man mente ikke behøvede opholde sig på en institution længere. Nogle af de anbragte blev nu betragtet som så velfungerende, at de kunne klare sig uden for institutionsmiljøet, hvis blot der var en smule opsyn i hverdagen.
Det var ikke uden problemer, bygningen var blevet indrettet til at huse dette klientel. Beboerne i det omkringliggende parcelhuskvarter havde været skeptiske. Man måtte påregne, at der kunne ske et fald i ejendomsværdien, hvis man boede i nærheden af et asyl for sindssyge. Ejendomsvurderingerne ville ikke blive mindre, men man kunne risikere ikke at få så meget for sit hus hvis man af en eller anden grund skulle flytte.
Det var selvfølgelig ikke god tone at slå på en materialistisk grund til modvilligheden, så det blev mere anført som et spørgsmål om, hvor sikre man og specielt børnene ville være, hvis man havde en horde gale mennesker rendende frit rundt i nabolaget.
Institutionerne blev tvunget til at komme i forsvarsposition og slå fast, at der aldeles ikke var grund til bekymring, og at det ikke var farlige psykotiske eller psykopatiske patienter man havde tænkt at lukke ud fra hospitalerne. Det var godhjertede og ufarlige mennesker, der ikke ville gøre en kat fortræd.
”Husk nu at liste.”
”Hvorfor det?”
”Jeg tror de andre sover.”
”Så tidligt?”
”Der er et soveskema, vi prøver at overholde.”
”Soveskema? Har du fået det indført?”
”Nej, det ligger i fundatsen.”
”Det passer dig sikkert glimrende, jeg mener med at alt er lagt i faste rammer. Hvem holder øje med, om I følger reglerne?”
”Så firkantet er det heller ikke. Men ’Kon-tanten’ holder øje med os.”
”Hvilken tante?”
”Det er et kælenavn. Det er en ansat fra institutionen, som kommer forbi engang imellem og spørger, hvordan det går. Hun skal også føre regnskab og holde øje med, at vi holder budgettet.”
”Så det er nødvendigt?”
”I grunden ikke. Men vi kan også bruge hende som en slags konsulent, vi kan tilkalde, hvis et eller andet går i fisk.”
”Og der skal vist ikke så meget til, før du synes det?”
”Tværtimod, jeg holder faktisk sammen på tingene.”
De var gået op ad trappen og befandt sig nu i gangen, der førte hen til gavlværelset, hvor Bertil boede.
”Hvad er der i alle de kasser, der står ude i siden?”
”Åh, det er nogle af mine samlinger. Man kan alligevel ikke gå oprejst der ude under skråtaget, og derfor valgte jeg dette rum, så jeg fik lidt ekstra arkivplads.”
”Hvor stod det tidligere?”
”Hjemme hos mine forældre. Men det er jo lidt bøvlet, når der skal ske en opjustering af samlingerne.”
”Sker det ofte?”
”Ja, det sker i grunden jævnligt. Når jeg har været en runde hos marskandiserne kommer jeg som regel hjem med nogle bidrag, der skal indføjes i en eller flere af samlingerne.”
De var nu nået ind på Bertils værelse, og Emma så sig om. Det var nok ikke så spændende med listerne på de skrå vægge, der fik stedet til at ligne en cigaræske.
”Du har meget nips.”
”Jeg beklager, men det er desværre en af mine svagheder. Hvis jeg finder en sjov ting kan jeg ikke lade være med at købe den.”
”Hvad er det her?”
Hun skød en lille plade til side for at se, hvad den smalle boks gemte.
”Uh!”
En sort slange fór frem og bed hende i fingeren. Hurtigt fattede hun sig dog. Slangen var kun af træ.
”Du er udspekuleret og væmmelig.”
”Så skal du ikke vende pappet der.”
Bertil pegede på et omhyggeligt udfærdiget hængeskilt hvorpå Bertil med sirlig skrift havde prentet en advarsel ’Vend dette kort i tilfælde af brand!’
Hun gjorde det alligevel. På bagsiden havde Bertil skrevet den selvfølgelige besked. ’Kun i tilfælde af brand, din idiot!’.
”Du er ikke bare udspekuleret men også fræk.”
Emma rystede på hovedet men smilede dog.
”Jeg har den mest hængende for at kunne demonstrere over for eventuelle besøgende, at selv alvorstunge autister kan besidde en vis form for humoristisk sans.”
”Hvem er det?”
Emma havde fået øje på et af filmbillederne på skråvæggen.
”Det er Divaen.”
”Du mener…?”
”Ja, jeg har en svaghed for hendes film. De er så… oprigtige, eller virker i alt fald på den måde. Jeg er mest tryg ved gamle film fra en verden, der er mere overskuelig, og hvor folk prøvede at opføre sig anstændigt.”
”Anstændighed er groft overvurderet.”
”Du har muligvis ret, skønt jeg ikke rigtig forstår hvorfor.”
”Det er ellers meget enkelt. God tone og beleven opførsel er med til at holde folk nede. De bliver afskrækket fra at vove noget nyt og afprøve grænserne, og hvis de forsøger på det, bliver de ofte straffet i de gamle bøger og film.”
”Sådan har jeg ikke set på det.”
”Nej, for du lader til at ha det udmærket med indskrænkede former for udfoldelser, men du er jo også noget speciel.”
”Og alligevel lader det til, at du har i sinde at omgås mig.”
”Ja, det er i grunden også besynderligt.”
”Skal jeg føle mig smigret?”
”Det behøver du ikke. Det kan også være jeg mest af alt betragter dig som en forsøgskanin. En eksotisk anderledes skabning, jeg observerer med nysgerrighed blandet med undring og vantro.”
”Tak, det er aldeles unødvendigt at udvikle den tankerække.”
”Det behøver du vel ikke tage dig så nært. Efter hvad jeg har forstået, adskiller den synsvinkel sig ikke så meget fra den tilgang du selv har til tilværelsen.”
”Bortset fra, at for mig ser hele verden ud på den måde.”
”Ja, du er godt nok noget afvigende. Måske er det det, jeg synes er lidt fascinerende, på sin egen syge facon.”
Bertil stod og blev usikker og mistede troen på sig selv. Sådan havde Bertil det ganske vist ofte, men det var hårdt at blive analyseret og få sat ord på det af en anden person. På den anden side lå der også en bekræftelse i, at det var sådan det forholdt sig, så hans egen oplevelse ikke var et fordrejet blændværk men ganske relevant.
Bertil havde nu heller ikke regnet med andet, men det blev som man kunne forudse. Emma sov på sofaen, og Bertil måtte bestyre sin ensomhed på sin Lama madras som han plejede. Det var dog noget nyt at have et damemenneske til at overnatte, så en form for sejr i projektet omkring udvidelse af hans sociale virkefelt var der trods alt tale om. Hun ønskede Bertil god nat.
”Sov sødt og lad utøjet bide.”
”Hvad mener du?”
”Det er noget man siger i udlandet. Det er ment positivt.”
”Som når man ønsker for en skiløber at han brækker et ben?”
”Noget i den retning. Hvornår står vi op i morgen?”
”Vi får nok lov at snue til klokken syv.”
”Hvilken luksus.”
”Men jeg sætter ikke vækkeuret til at vække, så måske lader de andre os sove længere.”
Det gjorde de dog ikke. Klokken syv kiggede Allan ind. Det måtte han godt, og hvis nogen ikke ville forstyrres låste man bare døren.
”Kykelikyyy!”
”Tak, Allan, det er godt.”
”Der er morgenmad.”
”Hvad skulle det ellers være på denne tid af dagen?”
Allan lukkede døren efter sig. Emma gabte og gned øjnene, akkurat som man gjorde i gamle film for at pointere, at nu vågnede man altså. Hun lod dog være med at klø sig rundt omkring på kroppen. Bertil smækkede benene ud over sengekanten.
”Jeg går lige ned og pjasker lidt vand i hovedet.”
”Okay. Så gør jeg det bagefter.”
Bertil mødte Allan på vejen, eller rettere så var det nok nærmere ham, der øjensynligt rent tilfældigt mødte Bertil.
”Tog jeg fejl eller har du pige på værelset?”
”Det er en kusine jeg har på besøg.”
”En kusine. Du har da ingen kusine.”
”Nu har jeg!”
Bertil lukkede døren til badeværelset for at afskære yderligere inkvisitoriske bemærkninger.
Da Bertil kom op på værelset igen var Emma klar. Bertil rakte hende en ny tandbørste.
”Værsgo. Den har ikke været brugt.”
”Hvor betænksomt. Så du har altid en frisk tandbørste klar til de piger du har på besøg?”
”Jeps, min snut. The Shadow knows.”
“Så tror jeg at jeg vil vente til efter morgenmaden. En regulær ’bed and breakfast’ er det vel nærmest.”
”Det bedste huset formår.”
”Sikkert godt nok.”
”Men du må trækkes med de andre tumper.”
Emma nikkede.
”Jeg skal betragte hele den zoologiske have med andægtig interesse.”
Da de kom ned til morgenbordet var de andre allerede samlet. Bertil noterede sig, at de ikke havde fanget an.
”I er ikke gået i gang?”
”Nej, det er ikke gode manerer.”
”Når vi har gæster.”
”Nå ja, det er også sandt. Det her er altså min kusine, Emma.”
Flere af dem hilste i kor.
”Hej, kusine Emma.”
”Vi vidste ikke Bertil havde en kusine.”
”Nå, men det har jeg altså.”
”Han har ikke fortalt om dig før.”
Nu var Emma finurlig. Hun ville ikke gennemhulle Bertils alibi, men hun ville godt drille ham lidt.
”Det er fordi han skammer sig over mig.”
”Skammer Bertil sig over dig?”
Det var totalt ubegribeligt for alle tilstedeværende at nogen kunne skamme sig over sådan et unikum af perfektion som Emma så ud til at være. Det var også hensigten.
”Ja, jeg kan ikke leve op til hans strikse regler for god opførsel.”
Et par af dem nikkede gudhjælpemig til Bertils ærgrelse.
”Det er sandt. Bertil er ret striks.”
Emma fortsatte sit drilleri.
”Han skal helst have spist og fordøjet maden i forvejen inden han tør sætte den til livs.”
Der var tre sekunders tavshed. Så var der et par der slog en latter op.
”Det er nemlig rigtigt. Alt skal være nøje afprøvet og kontrolleret.”
”Og hvis det ikke er det i forvejen må det hurtigst muligt ske før Bertil er tilfreds.”
Det var lige før Bertil fortrød, at han havde inviteret Emma med hjem, men på den anden side var de alle sammen venner som han kendte godt og som mente ham det vel. I denne forsamling kunne Bertil godt acceptere, at grænserne kom til at flyde lidt.
”Skal det være ymer med mysli eller cornflakes med mælk?”
”Du kan også få havregrød.”
”Ja, og med rosiner.”
”Men så går der lige fem minutter.”
Emma vurderede udbuddet.
”Jeg vil gerne have cornflakes med mælk.”
Helmer rakte hende kartonen.
”Det er også et godt valg. Det er nemlig rigtigt valsede kerner og ikke det jask de klistrer sammen af majsmel.”
Emma hældte op.
”Jeg kan høre vi har et kvalitetsbevidst og krævende klientel her.”
”Det er nemlig sandt. Kun det bedste er godt nok til os.”
”Hvis vi ikke går over gevind.”
Emma smagte på en mundfuld.
”Gør i sommetider det?”
”Det hænder.”
”Rent undtagelsesvis.”
”Men så har vi jo Kon-tanten.”
”Hun hanker op i os og giver os en omgang.”
”Når vi har fortjent det.”
Emma så sig om.
”Det har jeg svært ved at tro. I ser da alle sammen så flinke ud.”
De kiggede ned men også lidt på hinanden.
”Åh, vi kan godt være ret slemme.”
”Vi har heller ikke altid så let ved at se, hvor grænsen går.”
”Ligesom dig.”
Emma rankede sig.
”Men så lader det jo til, at jeg er kommet i det rette selskab.”
Hele forsamlingen var benovet. Her sad alle tiders attraktive normale pige og indrømmede, at de var det rette selskab for hende. Hvor stort kunne det blive?
”Jeg synes ikke du spiser ret meget, Bertil?”
Emma vendte sig mod ham.
”Jeg er ikke så sulten.”
Forsamlingen vidste ikke alt det, de ville gøre for Emma.
”Vi har også kaffe og te.”
”Ja, og ristet brød med pålæg. Ost og marmelade, ja tilmed jordnøddesmør. Mumsfilibaba.”
”Og knækbrød.”
Emma lød overvældet.
”Det er fabelagtigt. Jeg tror jeg vælger det her som mit foretrukne spisested.”
Nu vidste de andre ikke rigtig om hun nu også mente det, selv om det ville være storslået. Der var også en smule betænkelighed.
”Jeg er bange for budgettet ikke holder.”
”Så bliver du nødt til at lade dig indskrive her.”
”Og det er ikke så ligetil, desværre.”
”Nej, det kræver faktisk nogle specielle kvali… forudsætninger.”
”Vi er jo i den grad privil… udvalgte.”
Emma nikkede.
”Så meget har jeg også forstået. Bertil har fortalt mig at I er de bedste venner han nogensinde har haft og at han ville have svært ved at undvære jer.”
”Har Bertil?”
Emma nikkede.
”Det har han aldrig fortalt os.”
”Nej, den slags holder han for sig selv.”
”Også i den grad.”
”Nå, men nu ved I det altså. Han mener det i alt fald. Gør du ikke også, Bertil?”
Bertil nikkede og bøjede hovedet. Hvorfor skulle han sidde her og skamme sig over at han ikke selv kunne finde på at sige noget så enkelt? Når det nu var noget han faktisk mente og som han burde vide at de andre også gerne ville høre, bare en sjælden gang? Emma fangede hans forlegenhed.
”Bertil er jo en smule genert, ved I. Han tager ikke munden for fuld, og han siger sjældent mere end det allernødvendigste.”
De andre nikkede.
”Vi har skam også vores fejl.”
”Og begrænsninger.”
”Vi er en sørgelig samling psyko… tabere.”
Emma rystede på hovedet.
”Det er de andre der er taberne, hvis de ikke vil åbne øjnene for hvem I virkelig er.”