Kapitel 1
Fort Europa 4: Flugten

Massakren

retur

            Mina og Daran var på vej tilbage til deres landsby. Det var med betænkelighed de havde taget afsked.
            "Måske skulle vi være blevet lidt længere hos vores onkel."
            "Du mener det er et mere sikkert sted?"
            "Der har ikke været så mange bombninger hos dem."
            "Så er det måske tegn på, at den region netop står for tur."
            "Måske. Det er ikke til at vide."
            Det kunne dog ikke nægtes, at besøget havde været afslappende. Tilværelsen gik næsten uforandret med alle de daglige gøremål, som de kunne huske fra tidligere besøg. Ingen tilfælde af lyden af flyvemaskiner, der kunne gøre folk bekymrede.
            Det havde de også fået at vide ved afskeden.
            "I må hjertens gerne blive her lidt længere."
            "Nej, vi må hjem og se, hvordan mor har det."
            "Jeg tror måske hun er mere tryg ved, at I er her."
            "Det er hun måske, men vi kan ikke blive ved med at overlade hende til sig selv. Hun har det ikke så godt."
            "Jeres far kommer måske snart tilbage."
            "Det er ikke sandsynligt efter så lang tid."
            "Regeringens tropper kan vel ikke blive ved mad at tilbageholde ham."
            "Det tror jeg desværre. Husk på, at de mistænkte ham for at være terrorist."
            "Det kan de jo ikke bevise."
            "Beviser betyder ikke så meget. Mistanke er nok for dem. Og selv om tilbageholdelsen er ubegrundet, kan de bilde sig ind, at det lægger en dæmper på oprørernes aktiviteter."
            "Der sker nærmere det modsatte."

            Så var afskedens time kommet.
            "Nå, men så vil vi I alt fald ønske jer held og lykke på tilbageturen."
            "Mange tak."
            "Og hils fra os."
            "Naturligvis."
            "Send endelig bud, hvis I får brug for hjælp."
            "Det skal vi nok."
            Med disse ord begav de sig på vej.
           
            Efterhånden som de nærmede sig hjemegnen hørte de i det fjerne den velkendte lyd af de frygtede bombefly.
            "Lad os gå bort fra stien."
            "Hvilken forskel skulle det gøre?"
            Fra luften ses stierne tydeligere, og det samme gælder dem der bruger dem.
            "Nå ja, hvis du synes."
            De gik en times tid, så hørte de dem igen. Samme ildevarslende lyd af flyvemaskinerne.
            "De kommer denne vej."
            "Vi hører dem jo så ofte."
            "Det er lige slemt hver gang."
            "De er på vej nordpå."
            "Der har de været før."
            "Men ikke overalt. Og ikke så ofte."
            Mina havde ret. Mange af byerne var blevet bombet. Men ikke dem alle.
            "Hvornår bliver det vores tur."
            Det var ikke et spørgsmål Daran kendte svaret på. Og Mina forventede heller ikke noget svar. Det var sådan noget som kun de øverste magter vidste. Og så naturligvis landets ledelse langt borte mod syd.
            "Kom."
            De søgte i skjul bag nogle klipper. Men hvis de blev opdaget, ville flyene nok ikke ofre ammunition på så ringe et mål.
           
            De vidste godt hvorfor de blev bombet. De tilhørte en anden befolkning, som magthaverne ikke brød sig om. Allerhelst ville indbyggerne selv bestemme over deres eget land, men deres folk var delt op i flere grupper, der boede i bjergområdet. Et spørgsmål om kultur.
            De ønskede deres egne skoler, hvilket var ulovligt. De skulle i stedet gå til de officielle skoler og undervises på et andet sprog, men myndighederne havde ikke lige deres egen godkendte lærer der på stedet.
            Så havde nogle aktive medborgere sagt, at de da bare kunne lave deres egen skole og undervise på deres eget sprog. Man behøvede ikke tale højt om det, og ellers kunne man kalde det noget andet end en skole. Timerne i skolen var rare at mindes. Mina tænkte ofte over den lykkelige tid de havde tilbragt der…

            "Nå, børnlille, hvad skal vi så få tiden til at gå med i dag?"
            "Fortæl en historie."
            "Jeg tror I har fået dem alle sammen."
            "Der er nok et par stykker, du endnu ikke har fortalt os."
            "Lad mig se."
            "Dem med dyr er som regel de bedste."
            "Har I fået den om de to æsler og vandløbet?"
            "Nej, lad os høre den."
            "Hør så godt efter. I bliver hørt i den i morgen."
            "Vi skal nok holde ørerne stive."
            "Ser I, børnlille. To æsler blev enige om at gå ud for at finde noget dejligt, frisk græs at æde. De snusede op i luften og kunne lugte vand i nærheden. Det var et godt tegn, så de løb i den retning.
            Lidt efter kom de til et vandløb. På deres side af vandløbet var jorden stenet og leret og der var kun lidt plantevækst. Men på den anden side var der en smuk, mørkegrøn farve, som viste, at der var vidunderligt græs i massevis.
            Vandløbet var ikke bredere end at de med lethed kunne svømme over. Det ene æsel var ivrig.
            'Kom, vil du med? Der er ikke noget at betænke sig på.'
            'Ikke tale om. Hvorfor i alverden skulle jeg gøre mig våd? Jeg venter.'
            'Venter? På hvad?'
            'På at vandet er løbet forbi. Det kommer jo et eller andet sted fra, og når der ikke er mere, holder det op. Og så kan vi gå over uden at blive våde.'
            'Det vil jeg ikke vente på. Du er dum og doven. Vi kan lige så godt med det samme svømme over den smule vand, så vi straks kan æde løs af det saftige græs. Men du er måske vandskræk?'
            'Ikke ligefrem det. Men jeg bryder mig ikke om at få vand på mig. Svøm du bare over, så venter jeg her. Jeg kommer så snart vandet er løbet forbi. Man skal aldrig gøre noget overilet.'
'Nå ja, det må du selv om. Nu svømmer jeg i hvert fald over.'           
            Et øjeblik efter så det æsel, der ikke ville overile sig, det andet æsel gå og græsse nok så veltilfreds på den anden side. Det så ud til at nyde det saftige græs. Det råbte tilbage over vandløbet.
            'Kom dog herover, dit fjols. Her er dejligt!'
            'Nej, jeg bliver her.'                     
            Nu var æslet blevet stædigt, som æsler jo kan blive. Og dermed er denne historie forbi. Æslet, som overvandt den lille ubehagelighed og svømmede over, fik det dejligt. Det andet æsel, som var stædigt, måtte nøjes med den sparsomme plantevækst på tørre side af vandløbet.
            I gamle dage endte sådan en fabel som regel med, at man fik en forklaring på, hvad man skulle lære af sådan en historie. Det kaldes 'en morale'. Man kan let få det indfald, at sådan en historie er lavet med et påskud om at præke moral. Og det er den måske også."
            "Hvad er så moralen?"
            "Behøver jeg komme ind på det?"
            "Vi vil gerne være sikre på, at vi har fået det hele med."
            "Men så må I love mig, at I ikke bagefter brokker jer over, at jeg har været alt for belærende."
            "Det lover vi så."
            "Nuvel. Siden I selv har bedt om en udlægning af teksten, så skal I også få den. Men måske er det bedre, at vi venter med den del til i morgen, så I har fået tid til at tænke lidt over indholdet?"
            "Nej, det orker vi ikke. Hvis det ikke er en god forklaring, så kan vi glemme historien med det samme og ikke spilde tiden med at tænke mere over det."
            "At tænke over en historie er aldrig nogen dum idé. Hvis den er dårlig, kan man måske finde ud af, hvordan den i stedet skulle have været."
            "Ja, det er godt med dig. Men fortæl os nu, hvad der er meningen med de to æsler."
            " Ja ja, da. Ser I, børnlille. De to æslers vandring skal forestille livet. Vandløbet er tidens strøm, som ustandseligt glider forbi uden nogensinde at høre op. Hvis man ikke tager en rask beslutning og kaster sig ud i tidens strøm og overvinder vanskelighederne, så opnår man aldrig lykken. Det nytter ikke at vente, til det måske bliver lettere.
            Det var såmænd det hele."
           
            Mina var kommet i det tænksomme hjørne. Deres folk havde altid boet i det hjørne af landet hvor der var uvejsomme bjerge. Det havde måske været en fordel, for det var ikke en attraktiv region for landets dominerende befolkning.  Man havde derfor ladet dem være i fred. Et mindretal var de under alle omstændigheder, så de udgjorde ikke nogen trussel mod magthaverne.
            Men deres folk var i virkeligheden større. Der var bare det, at bjergene dannede grænsen mellem tre forskellige lande, og i hvert land udgjorde de et mindretal. Hvis de havde boet sammen i et fælles land, ville det være lige så stort som så mange andre lande, ja befolkningsmæssigt faktisk større. Men sådan var det ikke.
            På en måde var de måske selv ude om det. Mina havde tænkt en del over det, og de havde også snakket om det i den hemmelige skole, hvor de nogle timer om dagen mødtes og fik en smule undervisning på deres eget sprog, og hvor de så også fik lejlighed til at synge deres egne sange og høre de gamle fortællinger.
            Folk der tidligere hovedsageligt var nomader, har det svært. De har ikke brug for et bestemt område som bønder og jordejere, så de har ikke haft behov for at forsvare det i tidens løb. Desuden sker der det at bjergene skaber skel mellem folk. Man føler ikke det samme fællesskab som folk der bor et sted uden bjerge. Ja, faktisk bliver man sommetider uenige, og de enkelte familier kan ligge i stridigheder med klaner fra en anden bjergdal i årevis. Men nu var tiden ved at løbe fra den livsform, både klanvældet og nomadetilværelsen.
            Desuden var der så kommet spørgsmålet om undergrunden. Der var nogle særlige værdier i jorden, og dem ville andre gerne have fingre i, specielt naturligvis dem der havde magten i landet. Man prøvede derfor at gøre livet så surt for mindretallet i bjergene, at de måske flyttede til nabolandet, der endnu ikke forfulgte folk af deres slags så heftigt, og det var da også sket.
            Den ene familie flyttede efter den anden, og nu da skolen var lukket havde man heller ikke den som et fælles samlingspunkt. Men Minas og Darans mor skrantede, så de var blevet boende. Det var alt sammen meget sørgeligt. Mira ville gerne gøre noget, men det var ikke til at se hvad det skulle være.
            Ingen af de lande, som havde magten i bjergene ville opgive dette landområde, så dette folk kunne få deres eget land. I desperation var der opstået en befrielsesbevægelse, som arbejdede for at indbyggerne skulle blive anerkendt som et eget folk. Det var der forståelse for uden for regionen, men ikke af landene, som havde et territorium beboet af dette folk. Og da der som en følge af de mislykkede forhandlinger var opstået militante grupper, var det hele blevet endnu mere besværligt.

            Da Mina og Daran havde holdt sig skjult et stykke tid og der ikke lod til at dukke flere flyvemaskiner op, vovede de sig videre i retning af landsbyen.
            "Der er utroligt stille."
            "Ja, det virker nærmest uhyggeligt."
            I udkanten af byen stødte de på en hyrde. Han lå livløs på jorden sammen med gederne.
            "Så skete det samme her."
            "Det var kun et spørgsmål om tid."
            De ventede nogle timer inden de gik ind i byen. Her var situationen den samme. Folk var faldet om og lå døde der hvor de nu havde befundet sig da bomberne var faldet.
            "Husene står endnu."
            "Ja, det var ikke den slags bomber."
            De nåede hen til moderens hus. Alt var stille.
            De gik ind i huset. Moderen var faldet sammen nær ildstedet.
            Mina knælede ned og græd stille. Daran havde lyst til det samme, men han kunne ikke tillade sig den slags.
            "Lad os trække hende over til sengepladsen."
            De halvvoksne børn hjalp hinanden.
            "Vi burde begrave hende."
            "Og alle de andre fra byen. Men det magter vi ikke."
            "Vi lægger nogle store sten hen over liget."
            "Ja, det må vi hellere."

            Nu var det desværre ikke noget nyt at møde krigsofre, der ikke var blevet begravet. De var stødt på flere af den slags tilfælde. Om det var gasangreb eller biologiske våben kunne de ikke altid afgøre. Ligene havde den samme lugt.
            "Jeg tror ikke det var de fly vi så i dag."
            "Nej, det er nok sket for et par dage siden. Kroppene er allerede begyndt at tiltrække insekter."
            Daran slog ud med hånden for at jage nogle fluer væk.
            "Onkel Bimal advarede os inden vi tog af sted."
            "Han vidste, at vores landsby lå på et sted hvor der havde været mange luftangreb."
            "Men det ville ikke have gjort nogen forskel."
            "Vi undgik i det mindste af blive nogle af ofrene."
            "Kom, vi går."
            "Vent."
            "Hvad nu?"
            Mina gik over i hjørnet og rodede i kassen med småting. Hun tog noget op. Hun drejede på det lille håndsving og behøvede ikke at svare.
            Den sprøde klang af en spilledåse brød stilheden. Det var en kendt sang hos dem. Mina vendte blikket mod Daran.
            "Vi sang den ovre i skolen."
            Daran så bort. Det her blev for følelsesladet.
            "Det ved jeg godt."
            "Jeg tager den med."

            Daran var gået udenfor.
            "Vi kan ikke blive her."
            "Nej. Måske er der stadig giftstoffer i luften eller på jorden."
            "Derfor tror jeg heller ikke vi tør slagte nogle dyr og tage kødet med."
            "Men vi kan nok risikere at lave en æggekage til madpakken."
            "Så gør vi det."

            Der var stadig strøm fra generatoren. Daran tændte for fjernsynet. Der var nyheder om, at regeringsstyrkerne nu efterhånden havde fået kontrol med den oprørske provins nordpå. Terroristerne var ved at være nedkæmpet.
            Daran havde ikke kendskab til, at der havde været åbent oprør i provinsen. Ganske vist var der en undergrundsbevægelse, men derfor behøvede man ikke lade det gå ud over civilbefolkningen, der ikke havde sat sig til modværge, når soldater var kommet for at gennemføre deres udrensninger. At der var tale om angreb med bakteriologiske våben skulle regeringen nok holde for sig selv, og der var ingen journalister, der kunne bringe oplysningerne videre. Men på en eller anden måde skulle omverdenen nok få det at vide. Især i betragtning af, at det var gået ud over så mange landsbyer.
            Da programmet skiftede til en ny episode af en af de uendelige serier med problemer i familien, slukkede Daran for modtageren. Han kendte til hudløshed de banale fortællinger, der skulle forhindre folk i at tænke nye tanker, der kunne være farlige for styret.
            Ude bag huset fandt Darek Osroks døde krop. Han havde været familiens vagthund, og den havde uden tvivl glammet højlydt, da flyene var kommet over byen og havde ladet bomberne falde. Han ville heller ikke røre ved den. Måske ville der være rester af giftstoffer, som stadig kunne smitte.

            De pakkede et par rygsække og forlod landsbyen.
            Oppe fra højdedraget kiggede de tilbage.
            "Det er nok sidste gang vi ser vores hjem."
            Mina ville ikke opgive håbet.
            "Sig ikke det. Der kan ske så meget."
            "Måske. Men det gør der nok ikke."

            De to unge fortsatte mod nord mod en usikker fremtid.

retur