retur

Kapitel 1
Mathias og Undergangen

Undergangen

”Hvornår kommer far?”
”Snart.”
”Det sagde du også sidste gang.”
”Det er jo ikke til at vide nøjagtigt. Men han plejer at kommer på denne tid.”
”Jeg savner ham.”
”Du så ham jo i morges.”
”Ja, men alligevel.”

Gustav kom hurtigt til at savne far. Men det var der vel ikke noget at sige til, når vi kun var os selv hele tiden.

”Har du lavet dine regnestykker?”
”Ikke helt.”
”Så gør dem færdig først. Far kommer sikkert mens du får dem lavet.”
”Det er kedeligt.”
”Sådan er det med den slags. Man bliver nødt til at øve sig til man får det lært. Der er ingen vej udenom.”
”Hvad skal man bruge det til?”
”Alle kan komme ud for at skulle regne noget ud.”
”Ja, tidligere, måske, men ikke sådan som det er blevet.”
”Vi regner jo heller ikke med, det skal fortsætte sådan som det er lige nu.”
”Nej, det må vi da ikke håbe.”
”Netop. Og bagefter ser tingene helt anderledes ud. Så får du brug for at kunne regne noget ud.”
”Det kan være du tager fejl.”
”Selvfølgelig gør jeg ikke det. Vi må håbe på, alt bliver bedre engang. Det er vi nødt til.”
”Ja, det er vi vel.”
”Få nu klaret de regnestykker.”
”Så laver du bare nogle flere til mig.”
”Ja, men det gør man altså også i skolen.”

Vi hørte lyden på samme tid. De tre bank i gulvet ovenover. Gustav rettede sig op på stolen.

”Det er far!” Gustav hoppede ned fra sædet og løb hen til stigen, hvor fars fødder allerede var på vej ned.

”Hej, far! Hvor er det dejligt at se dig igen.” Far kiggede ned på Gustav. Jeg stod lidt i baggrunden.
”Hej, Gustav! Jeg er skam også glad for at se jer.”
”Hvorfor blev det senere?” Far var nu kommet helt ned.
”Jeg måtte passe på og se efter, om der var flere mutanter.”
”Forfulgte de dig?”
”Ja, de kom lige imod mig. Jeg måtte bruge blæselampen for at holde dem på afstand. Jeg troede den ville skræmme dem bort, men det gjorde den ikke. Jeg blev nødt til at nedlægge en tre, fire stykker inden de andre indså, de ikke kunne få ram på mig. Så udstødte de deres høje hyl og vendte om for at luske ind i vildnisset.”
”Var det de samme uhyrer som forrige gang, far?”
”Jeg tror det, men det kan godt være de her var muteret lidt mere. Jeg syntes også de var større nu, men ingen ved hvor meget de kan vokse.”
”Hvordan fik de færten af dig, når du havde beskyttelsesdragt på?”
”Jeg tror simpelthen de fik øje på mig. De plejer ellers ikke at komme på den tid af dagen. Det var på det åbne område inden jeg kom tilbage fra gården. Det skal jo holdes ryddet så man kan se hvem der færdes der.”
”Var alt som det skulle være ovre i kollektivet?”
”Ja, der var heldigvis ikke sket flere farlige sammenbrud siden sidst. Men det er jo ikke til at vide hvor længe det går. Al teknik skal repareres før eller siden.”
”Er himlen stadig rødflammet?”
”Den er ved at blive blålig igen som inden undergangen. Og strålingen aftager også. Måske vil man prøve at lukke nogle husdyr ud for at se hvordan det går. Hvis det viser sig muligt, kan vi inden længe selv lægge beskyttelsesdragterne.”
”Lad os håbe det, far.”
”Vi beder Vorherre om det hver aften. At han vil skåne os så livet på Jorden trods alt kan få lov at fortsætte. Måske var bomberne kun en advarsel til os tåbelige og uværdige mennesker om at besinde os og søge fred og forsoning inden det for alvor er for sent.”
”Men ellers så er det ikke så forfærdeligt at dø. Vi hører jo til dem, der bliver frelst uanset hvad.”
”Ja, det gør vi, Gustav. Og vi skal altid takke vor skaber for at vi blev omvendt i tide, så vi undgik den fuldkomne fortabelse som flertallet af de gudløse skabninger.”

Vi sad i det lille kælderrum og takkede Gud for, at far var kommet uskadt tilbage fra sin seneste tur over til gården hvor han fik forsyninger med tilbage, så vi ikke skulle dø af sult. Hans hjælp i forsyningssektoren gav ham lov til at få del i fødevarerne, så vi stadig kunne holde os i live mens vi ventede på, vi forhåbentlig engang kunne vende tilbage til Jordens overflade.
Gustav var spændt på, hvad far havde med til os, og jeg lod ham stille spørgsmålet.

”Har du noget spændende med hjem, far?”
”Ja, jeg har faktisk en overraskelse.”
”Noget nyt?”
”Ja, se her.” Far tog noget op af rygsækken og lagde det på bordet. Det lod til at være et slags dyr.
”Hvad er det?”
”Ja, prøv nu at gætte. Jeg har fortalt jer om det.”
”Jeg tror det har levet i vandet.”
”Det har det lige netop. Og hvad hedder de skabninger?” Gustav vidste det godt.
”Fisk.”
”Ja, det er det. Godt gættet.” Gustav var stolt. Men jeg var betænkelig.
”Er det nu sikkert, vi kan spise det?”
”Ja, de har haft held til at opdrætte fisk i nogle vandtanke, og de udsender ingen farlig stråling.”
”Hvor er de altså dygtige.”
Gustav var fuld af beundring.
”Det er også nødvendigt, for det bliver sværere og sværere at finde lagre af fødevarer der stadig ligger urørt fra før undergangen.”

Vi sad lidt og kiggede på fisken, far, Gustav og jeg. Vi foldede hænderne og takkede for fisken.

”Vorherre i det høje, tak og lovet være dig fordi du stadig sørger for mad på bordet til os. Lad os vise os værdige til din overbærenhed og beskyttelse, så vi kan udrette det, som er meningen med vores overlevelse på Jorden. Amen.”

Efter at have siddet stille lidt endnu i det lille rum, hvor vi kun hørte den lave summen fra anlægget til fornyelse af luften, vovede jeg at sige noget.

”Hvordan gik det med deres tur til nabobyen?”
”Både godt og dårligt.”
”Fortæl om det.”

Hvor havde jeg ofte stillet det spørgsmål. Det var den største oplevelse min lillebror og jeg havde, når far kunne fortælle spændende nyt fra det sparsomme og farlige liv, der trods alt stadig udfoldede sig nogle steder oppe på overfladen.

”Ekspeditionen nåede ganske vist byen, men den var raseret for længst. Heldigvis opdagede de en kælder, da de fik fjernet nogle brokker fra et sammenstyrtet hus, og der fandt de noget konserves og en del drikkevarer. Det var først da de skulle hjem, ulykken indtraf.”
”Hvad skete der?”
”De fik et uheld med bilen og mens de reparerede den, dukkede der en gruppe strejfere op og angreb dem.”
”Var det mennesker?”
”Det havde de været en gang, men de havde ikke beskyttelsesdragter på, så strålingen havde forandret dem. Mange må være døde, men nogle har trods alt overlevet.”
”Havde de våben?”
”Ja, det havde de.”
”Blev nogen såret?”
”Folkene fra kollektivet nedlagde tre strejfere, inden angriberne trak sig tilbage, men desværre havde et skud ramt benzintanken. Så de mistede en del benzin inden hullet blev stoppet.”
”Kunne de så nå tilbage til gården?”
”Ikke helt. De måtte gå det sidste stykke og hente mere benzin, inden de kunne få bilen kørt helt hjem.”

Jeg blev nødt til at spørge om noget, som bekymrede mig meget.

”Hvordan er det med reserverne af benzin?”
”De er meget sparsomme, så de vil helt være opbrugte om nogle måneder.”
”Hvad så?”
”Ja, i yderste nødsfald må man bevæge sig til fods, selv om det er ubekvemt med beskyttelsesdragterne, men man eksperimenterer også med brændselsgeneratorer, man vil sætte på bilerne.”
”Hvad går det ud på?”
”Det er en slags brændeovne, hvor man bruger energien til at drive køretøjet. Det har man faktisk prøvet tidligere, når man under krige ikke kunne få nok benzin. Det burde kunne komme til at fungere igen.”
”Så det bliver ligesom med elektriciteten, der laves med brændsel eller vindkraft?”
”Ja, noget i den retning. Kom, drenge, vi må have stegt fisken.”
”Skal den steges?”
”Ja, det synes jeg. Så smager den bedst.”

Inden længe bredte der sig en ny og spændende duft i kælderen, og vi kogte nogle rodfrugter til. Dem kunne man stadig bruge. Det var kun grøntsagerne over jorden, som endnu var så forurenede af strålingen, at de var for farlige at spise. Men så kom der lyde fra ventilationssystemet.

”Hvad er det vi kan høre deroppe?”
”Jeg tror det er nogle af de vilde hunde der kan lugte fisken. De er jo altid sultne.”
”Er de også muterede af bestrålingen?”
”Ja, men det er ikke det vigtigste. De er mest farlige fordi de er så glubske at de overfalder alle de kommer i nærheden af. Jeg tror ikke mutationerne gør megen forskel i den sammenhæng.”

Efter måltidet var vi meget glade og tilfredse. Men far lod os ikke i fred.

”Nå, drenge, har I lavet jeres matematikopgaver?”
”Jeg vidste, du ville spørge om det.”
Gustav var lidt slukøret.
”Det gør du hver dag, far.”
”Næh, sommetider er det også andre fag.”
”Behøver vi vide den slags nu?”
”Hvad mener I?”
”Når vi skal bo i en kælder, får vi ikke brug for det.”

Jeg pegede over på væggen hvor far havde hængt er verdenskort. Der var landene markeret som forskelligt farvede pletter.

”Nå ja, det der med landene betyder selvfølgelig ikke noget nu, det kan jeg godt se, men en del steder bliver forhåbentligt beboelige igen på et tidspunkt, og måske kommer vi til at opleve det.”
”Så vil folk bare begynde at slås igen.”
”Det gør de måske, men det kan også være, de har lært noget af sammenbruddet. Og når der er færre mennesker tilbage, er der også bedre plads til dem. Så behøver de ikke føre krige, som den der blev udløst af, at der var blevet alt for mange mennesker her på Jorden… Hør, jeg tror I prøver at snakke udenom, børn. Det gjorde vi også i skolen i min tid.”
”Hvordan?”
”Når der var udsigt til et eller andet kedeligt eller svært, prøvede vi at stille nogle spørgsmål om det, vi vidste interesserede læreren mest. Så kom vi til at snakke om noget andet, og så kunne vi blive ved med at stille nye spørgsmål til emnet, som læreren så også blev nødt til at besvare. Sommetider gik hele timen med det. Der var især en af kammeraterne, der var dygtig til at distrahere læreren på den måde.”
”Hvad skal vi spørge om for at distrahere dig, far?”
”Det må I virkelig selv finde ud af.”

Jeg kom på et godt emne.

”Du har ikke fortalt om din familie, far.”
”Det har jeg da. Om jeres mor og søster, der ikke klarede sammenbruddet.”
”Jeg mener dine forældre og søskende.”
”Nå, dem. Ja, de er også døde.”
”De var da lige så troende som dig, ikke sandt?”
”Jo, det var de. Måske tilmed mere end jeg.”
”Hvordan kan det så være, det var dig der fik lov at overleve?”
”Det er noget som kun Gud ved. Han har vel hjemkaldt dem, han syntes havde gjort nytte nok på Jorden, og så ladet dem blive tilbage, der stadig havde en opgave at udføre, som nu det at beskytte jer. Hvem ved? Vi dødelige kender ikke til den almægtige Guds planer, og det er nok godt det samme.”
”Var alle i slægten troende?”
”Nej, jeg havde en bror, der var frafalden.”
”Hvorfor forlod han skaren af retfærdige?”
”Han lyttede til de ulyksalige, som mente at vide bedre. At mennesker selv kunne klare tilværelsens problemer uden at bryde sig om Gud. Den slags blev der stadig flere af, så det er ikke sært, Gud tabte tålmodigheden med menneskene og måtte straffe dem på denne voldsomme måde.”
”De har altså fortjent det?”
”Ja, afgjort. Den skæbne er man selv skyld i ved at have fjernet sig fra Herrens vej. Men trøst jer, drenge, vi hører til de frelste, så vi er udset til at opnå lyksalighed i det hinsidige.”
”Hvornår sker det?”
”Det er ikke op til os mennesker at kende til den slags. Der har været grupper af troende, som troede det ville ske på et bestemt dato, men de tog fejl.”
”Så de blev skuffede?”
”Tja, den dag, det virkelig skete, havde ingen forudset. Men der står noget i den hellige bog, som heller ikke er helt præcist. Mange har prøvet at tolke, hvad de forskellige ting betyder, men de er ikke altid enige.”
”Du har jo sagt, der findes forskellige hellige bøger rundt omkring i verden. Er alle de mennesker så fordømte, hvis de ikke tror på Gud på den måde vi gør?”
”Det er ikke til at vide, Mathias. Vi bør ikke dømme om den slags. Vi kan ikke udelukke, der også findes enkelte fromme mennesker andetsteds i verden, som ikke er blevet præsenteret for Guds ord, og det er jo ikke deres skyld.”
”Nej, det ville også være for hårdt.”
”Måske. Men derfor var det også en smuk opgave at drage ud i verden og oplyse de uvidende om den rette tro, så de i det mindste fik en chance for at få en plads hos Gud i Himmerige.”
”Falder der flere bomber?”
”Det er heller ikke til at sige, børn, men jeg tror, menneskene har fået sig så stærk en advarsel, at de ikke vil prøve på mere af den slags. Og måske er vi faktisk på vej mod udslettelsen. Der er jo ikke født flere levedygtige børn efter sammenbruddet, så når vi dør, på en naturlig eller unaturlig måde, kommer der nok ikke flere mennesker på Jorden, og så er løbet kørt. Så er Jorden blevet en død planet som så mange andre.”

”Ja, nu tror jeg godt nok, det er lykkedes for mig at gøre det samme som din gamle skolekammerat, far.”
”Hvad mener du?”
”At distrahere læreren så meget, at skoletimen bliver brugt på noget helt andet.”
”Nå, det tror du! Men du tager fejl, min fine ven! Her har vi ikke nogen skoleklokke der ringer når timen er forbi.”
”Det er heller ikke nødvendigt, far. Du har sat et punktum, der er grundigere end lyden af alle skoleklokker.”
Far tænkte sig lidt om.
”Ja, du har måske ret, Mathias.”
”Det har jeg. Hvem kan være interesseret i matematik, hvis vi aldrig får brug for det alligevel?”
”Jeg må indrømme det er lykkedes dig at distrahere mig godt og grundigt, din udspekulerede rad!”
”Nemlig, far!”

Da vi var kommet i seng læste far ’Bittens Aftenbøn’ for os som han plejede. Den passede ikke helt til os nu, men Gustav holdt så meget af den. Man kom til at tænke på, hvor lykkelige familier havde været før i tiden, inden det hele brød sammen.

’Tak for min mælk og tak for brød.
Tak for min seng som er så blød.
Vogt mig i nat Vorherre kær så under himlens stjernehær jeg ligge kan foruden frygt og sove trygt.
Velsign min dukke, Vaps og Bjørn, de er jo mine egne børn.
Velsign når jeg er lagt til ro også de stakkels trætte sko som løber, hvor jeg vil.
Og stolen som jeg leger på, du heller ikke glemme må.
Vogt lampens lys og arnens ild.
Og hænderne som hjælper mig og også ber for mig til dig.
Tak for den kat jeg leger med og tak for havens gemmested.
Velsign min far, velsign min mor og hele huset hvor vi bor.
Og Per og Lis og lille bror og alle børn på denne jord.
Befri hver én for sorg og savn – så sover jeg i Jesu navn.
Amen.’

Inden vi faldt i søvn huskede far på noget vigtigt.

”Hov, nu var vi jo lige ved at glemme det. Vitaminpillerne.”
”Er det så vigtigt?”
”Ja, det er det skam. Når vi lever her under jorden uden friske grøntsager kan vi ikke undvære dem. Kom herover.”

Vi fik vores to piller hver, så vi kunne holde os sunde og raske.

retur