13 uger
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton

retur

Det er din første kærlighedshistorie…

Det er det, så det må vel være på tide. Filminstruktøren Francois Truffaut sagde, at hvis ni ud af ti film var kærlighedshistorier ville det endda ikke være nok.

Det var jo mig der fortalte dig om den historie, der ligger til grund for bogen.

Ja, og det skal du have tak for. Derfor tilegnelsen. Jeg havde lavet et kapitel i en kommende bog, ’Facebook forbindelsen’ der refererede samme sag, men så fandt jeg ud af, at det eneste rigtige ville være at skrive en hel bog om det forløb i stedet.

Så den bog, ’Facebook Forbindelsen’ skulle være udgivet først?

Det skulle den, men nu kom der en ekstra anledning til at trække ’13 uger’ frem i udgivelsesrækkefølgen, og så blev det sådan.

Hvor meget følger du den oprindelige historie?

Jeg har brugt andre navne, og Allan er læge. Hans hovedrige baggrund er her en medicinalvarekoncern. Der er også referencen til alternativ behandling. Og så er handlingen sammentrængt til om sommeren. Men hvis der skal være en mening omkring referencen til et eksisterende forløb, så må en del af intrigeforløbet være det samme.

Og det er ikke en hvilken som helst sommer?

Nej, handlingen er henlagt til akkurat denne sommer, og der er sat datoer på som en dagbog. Jeg ved ikke engang om de senere posteringer er overstået når bogen udkommer, så den må siges at være meget aktuel.

Hvordan viser du det?

Det gør jeg naturligvis ved at kommentere på hvad der er foregået denne sommer, specielt omkring Folketingsvalget. Og så samtaler der inkluderer emner, som er oppe i tiden.

Gider folk læse om det?

Nu er det meget generelle henvisninger, og disse faktuelle ting tjener kun som klangbund for intrigen. Et eller andet skulle der være af den slags for at brede fortællingen ud på et genkendeligt tidsforløb. Alene det at to forelsker sig i hinanden er ikke nok til at fastholde interessen i længden. Der må være en baggrund for forløbet, det ved alle forfattere.

Det er første gang du prøver det med aktualiteten?

Det er det. Men jeg tror et dansk publikum vil påskønne det. Tidligere har jeg ofte undgået brugen af danske locations og begivenheder så historierne er kommet til at foregå i deres eget rum uden speciel dansk lokalkolorit. I ’Dania og Rød Front’ var der et genkendeligt dansk tidsbillede fra halvfjerdserne, men det var samtidig en parallelverden omkring steder og begivenheder. Denne gang skulle det være anderledes.

Du har tilføjet en personlig synsvinkel i og med at Allan selv kommenterer på historien?

Jeg syntes det var naturligt og tilmed nødvendigt. Der er på realplanet en del referencer til noget, som ellers kun fortælles gennem henvisninger, og det er til ganske betydningsfulde forhold. Det ville være utilfredsstillende kun at skulle opleve det fra sidelinjen, når meget af det dramatiske indhold faktisk foregår der i baggrundslaget. Med Allans kommentarer kom disse vinkler til at fremstå med større styrke.

Nu afslører vi vel ikke for meget ved at vedgå, at Allans vinkel ikke er ganske nøgtern og neutral?

Nej, vi må indrømme at han har lyst til at overdrive og pynte på nogle sagsforhold. Det er en svaghed han har. Men for så vidt ikke ganske ukendt for visse mænd, der gerne vil gøre et positivt indtryk på de piger, de lægger an på.

For mange er det vel mest en undladelse af at fortælle hele sandheden om deres tidligere liv?

Det er i så fald gensidigt. Begge parter vil gerne prøve at viske tavlen ren, når man går ind i et nyt parforhold så man kan opbygge noget nyt der ikke skal påvirkes af de fejl man synes man tidligere har begået. Man har ikke lyst til, at det skal påvirke den nyfundne lykke negativt.

Som nu Ninas tidligere fyr, der kommer tilbage og stalker det nyforelskede par?

Ja, eller Allans datter, som han har forsømt at være sammen med, og som Nina får ham til at indse, at han må gøre noget ved, hvis hun ikke skal havne i samme rolle som han selv, som et barn der ikke får nogle følelsesmæssige tilknytninger til de voksne familiemedlemmer.

Det er også Nina, der får Allan bort fra den betænkelige flirt med narkotikahandel, som er ved at true hans eksistens.

Du har ret. Selv om Allan er en rigmandssøn, har han begået risikobetonede handlinger, mest af alt for at få lidt kulør på en ellers kedelig overklassetilværelse. Men med Ninas fremkomst får han den følelse af ansvarlighed som han tidligere har savnet.

Så Ninas rolle er i grunden meget betydningsfuld.

Det er den uden for enhver tvivl. Hun får rettet op på en del skævheder undervejs. Og det oplever hun også selv som en stor tilfredsstillelse, i og med at Allan ikke modsiger hende men tværtimod giver hende ret.

Det er vel sådan mange kvinder gerne vil opleve det? At de afstikker og holder kursen så manden ikke begår letsindige ting?

Akkurat. Og Allan forstår det skam også. Ninas opdukken betyder en omvæltning i hans liv, men på en behagelig måde. Han indser, at han har haft behov for dette korrigerende element i tilværelsen, hvor der har været for mange overfladiske pigebekendtskaber.

Men Allan lægger også planer for hvad der kan tænkes at ske?

Ja, og han kommenterer tilmed på det under besøget på den svenske ødegård, hvor han begynder at skrive dagbog omkring mødet med Nina. Jo, Allan har afgjort sine planer for hvad der bør ske, så drømmeagtige kapitler om bryllup, fødsel og barn indgår også i hans forhåbninger til fremtiden.

Nu er det omkring forestillinger om fremtiden vel noget begge parter gør sig. Det er måske ikke almindeligt at skrive det ned på forhånd, men Nina har sikkert også forestillet sig noget lignende, i sit stille sind?

Det har hun givetvis. Hun har bare ikke systematiseret sine tanker i den grad som Allan har gjort det. Hvad planlægning angår er han uden tvivl noget ganske specielt.

Hvor meget af dig selv er der i Allan?

Ganske meget, må jeg indrømme. Jeg har ikke haft svært ved at sætte mig i hans sted, og derfor er min oplevelse og accept af ham også tydelig.

Det er ikke en helt ny boldgade for dig?

Nej, det er ikke første gang jeg har beskrevet mandlige drømmere. I ’Mathias og undergangen’ har vi en meget fantasifuld person, som tilmed opfinder og gennemfører et spil omkring Jordens undergang som forvirrer læseren i en stor del af bogen.

Og nu har du lige udgivet ’Silver Cross’?

Ja, i den er der også en umoden mand, der hele livet er flygtet fra at tage ansvar i virkelighedens verden og leve op til det. Det får han ved børnenes hjælp rettet op på inden det er for sent, i alt fald i det ene af de to parallelle tidsforløb.

Hvad med dig selv?

Jeg kan ikke sige mig fri for noget lignende. I hele min barndom og ungdom brugte jeg meget tid på at færdes i min egen drømmeverden og fantasere med at skrive fortællinger og tilmed illustrere dem. Så i tresserne og halvfjerdserne hvor andre unge på min alder slog sig løs på alle fronter og ikke bare indhentede men overdrev alle de drømme, forhåbninger og tilskyndelser som vores forældregeneration havde afskrevet eller resigneret over for, ja, så sad jeg med næsen i papiret og lod mig forføre af et tegneserieunivers, hvor jeg havde kontrol over tingene og lod selv de mest fantasifulde ting ske.

Og det er også det du gør nu, som forfatter?

Netop. Allan er også en form for forfatter og tilrettelægger, der drømmer sig til en bedre livshistorie end han i grunden kan leve op til i længden. Og han prøver sgu’ at gennemføre det! Der ligger på en skæv måde en vis storhed i den beslutning, som ikke kunne undgå at fascinere mig, det må jeg tilstå. Men han magter ikke at skelne mellem fantasi og virkelighed.

Han er måske i virkeligheden en tragisk figur?

Det er så meget sagt, men givetvis et underholdende indslag. Jeg betragter Allan med stor ømhed og overbærenhed, fordi han forsøger at tilrette sit liv sammen med Nina på en måde, der har store momenter, som desværre ikke kan fortsætte i virkelighedens verden.

En slags gamemaster?

Akkurat. Jeg kom faktisk til at tænke på min ungdoms brætspil, hvor nogle unge nørder samledes ved et spillebræt med sekskantede felter og hver havde en fantasy figur, som de skulle forvalte. Spilmesteren tilrettelagde så en handling, som kun han kendte til, og så måtte deltagerne med de mangekantede terninger få det bedste ud af det med deres figurer, der havde bestemte karakteregenskaber.

Det, som i mere konkret form blev fortsat da computerspillene kom frem?

Ja, det er også derfor jeg har en henvisning til en dreng i kørestol, som sidder og spiller sit foretrukne computerspil, Questland. Drømmerejser kan foregå på mange planer gennem flere medier. Og det interaktive i computerspillene er altid spændende.

En reference til dine egne bøger om Questland?

Naturligvis. Jussi Olsen foreslog tilmed, at jeg skulle henvende mig til et spilfirma for at prøve at gøre dem interesseret i at omsætte dem til computerspil. Det har jeg så ikke fået gjort. Jeg er altid i færd med at forberede den næste bog, men der kommer faktisk et tredje bind i den serie.

Drømmespil på mange fronter.

Ja, specielt computerspillene er jo en flugt ind i et mere spændende liv end virkelighedens verden, der ikke kan opfylde folks behov for eventyr og spænding. Allan gør absolut et hæderligt forsøg på at stable er fungerende alternativt liv på benene, men det er bare ikke så let at gennemføre i længden.

Du har også en sjov reference til en anden form for rollespil, Cosplay?

Ja, og den er selvoplevet. Det indslag foregår netop på den weekend hvor der er tegneseriefestival i København. Der mødte jeg Peter Pan og Tornerose i levende live, og den tegner som Charlotte henviser til, er mig.

Men tre måneder er i grunden forbavsende lang tid at holde spillet kørende?

Det er det. Nina kunne sagtens tænkes at have stillet nogle gode spørgsmål undervejs, der ville have forkortet spillet, men det gjorde hun så ikke, måske fordi hun også havde det ganske bekvemt med at rollespillet blev ved med at fungere. Forelskede personer taber efter sigende realitetssansen.

Men Allan er jo også forelsket?

Det er han. Han er den første til at gøre alt hvad han kan for at spillet kan fortsætte og dermed forelskelsen. Hvis der sker noget, der får luftkastellet til at revne, er han klar med de reparationer, der kan få spillet til at køre lidt længere. Han er på mange måder en forfatter, der udlever sin fantasi, og som sådan har jeg stor ømhed og overbærenhed med ham og har let ved at sætte mig i hans sted.

Men uansvarlig er han jo unægtelig.

Det er han. Heldigvis har jeg i mit eget liv formået at skelne mellem fantasi og virkelighed. Desværre overkompenserede jeg min egen forsigtighed på grund af manglende selvtillid, så der gik mange år, hvor jeg ikke fik et naturligt socialt liv. Heldigvis skete det til sidst, så jeg ikke kom til at havne i den tidslomme som Augusts parallelle eksistens viser os i ’Silver Cross’.

Har du selv besøgt alle de locations, du henviser til i bogen?

Det har jeg, selv om jeg må indrømme, at jeg endnu ikke har fået besøgt Korsbæk på Bakken. Jeg omtaler det som et udflugtsmål, men så koncentrerer jeg mig om hestevognsturen i Dyrehaven og Eremitageslottet, som tilmed lige nu er kommet på Verdenskulturarvslisten over bevaringsværdige lokaliteter.

Det gamle DR hovedkvarter i Gyngemosen?

Det valg er ikke tilfældigt. Jeg lavede som et bind i ’Dekalog over Janteloven’ en historie der foregik derude, så jeg fik en rundvisning derude i det daværende TV byen. Jeg gik også rundt i kvarteret i Gladsaxe for at tilrettelægge jagten på den danske King Kong. Så jo, jeg har tidligere lavet henvisninger til konkrete danske lokaliteter.

Og Bonbon Land?

Der var vi sammen med ungerne da de var små. Mine svigerforældre havde en gård i Lov ved Næstved, som vi ofte besøgte. Det var den oplevelse af kontakt til det gamle danske landboliv, som jeg i høj grad påskønnede dengang. Ganske vist stod stald og grisehus tomme i de sidste år, men atmosfæren i de gamle bygninger var der stadig, og der var gamle træpaneler og fyldingsdøre i stuehuset som vidnede om gamle dage med langbord og slagbænke. Siden har en svigersøn shinet stedet op og tilføjet isolering og gulvvarme og hvidt væv på væggene som er stilen i vore dage, men lidt vemodig er det altså at gense det sted nu mange år senere. Der er flere interiørs fra den gamle gård gengivet i albummet ’Dybbøl Mølle maler…’

Hvad med Ninas Naturcafé?

Ja, den har jeg besøgt, dog ikke lige i denne sæson. Men spadsereturen omkring Store Donse Dam har jeg gennemført masser af gange med familien da børnene var små. Vi havde jo ikke bil og kom ikke på ferierejser som andre familier, så vi måtte ty til de nære udflugtsmål. Allan omtaler et besøg i Linnés have i Helsingborg, og det var så langt som vi kunne komme på heldagsudflugter. Jeg kan stadig med glæde mindes den eftermiddag, hvor de gamle veteranmotorcykler fra Skåne Rundt kom tilbage og parkerede på pladsen foran det lille landsted. Jeg må have været cykelsmed i en tidligere eksistens.

Du har måske også besøgt en svensk ødegård?

Nej, men jeg har sammen med Jussi Olsen været med til at restaurere et typisk rødt træhus i Blekinge, som han købte allerede inden han blev velhavende og begyndte at købe ejendomme flere andre steder.

Så ham kender du stadig?

Absolut. Nu får vi ikke tid til at ses så ofte, men vi bytter bøger, og i ’Dania og Rød Front’ skrev jeg, at jeg nu havde lige så mange bøger ude som ham, og at jeg nu kun manglede volumen i oplag. Nu skal jeg ud i haven og nyde julis sommervarme og læse Jussis seneste bog, som jeg har ladet vente, så jeg kunne nyde lidt sommersol samtidig. ’Silver Cross’ har jeg ikke fået afleveret til ham endnu, men han er også svær at træffe. Han må bruge meget tid på rejse verden rundt og promovere sine bøger, så jeg har humoristisk foreslået, at han burde hyre en ghostwriter til at skrive bøgerne. Jeg har jo alt den tid, jeg kan ønske mig og har ro og fred i huset til daglig, så jeg har ikke svært ved at kunne få ro til at koncentrere mig.

Lektørudtalelse?

Noget af et chancerytteri, for man får kun den samme. Alt afhænger af den pågældende lektørs smag. Denne bog er meget centreret omkring replikker, hvorudfra den kløgtige moderne læser danner sig billeder af karakterernes personligheder og tankesæt. Måske som en slags film hvor man selv danner sig billederne og oplysningerne om personerne. Men kommer bogen i hænderne på en gammeldags lektør, der vil have gennemtyggede personlighedsbeskrivelser og den alvidende forfatters vurdering af de optrædendes måde at tænke og handle på vil vedkommende blive skuffet, fordi jeg overlader det til læseren selv. Jeg mener nok en moderne læser kan danne sig det indre billede, men som sagt kan jeg støde på en modvillig lektør, der sværger til den traditionelle måde at formulere bøger på.

Somme tider er lektørerne flinke til at gøre opmærksom på at du tidligere har lavet tegneserier.

retur