Kapitel 1
13 uger

KONTAKT

retur

 

           Hun så ham med det samme. Han kom over mod hende. Den hvide lægekittel og stetoskopet om halsen. Hun var alene i venteområdet. Det var måske derfor lægen havde lagt mærke til hende.
            ”Hvad er der galt?”
            Hun så ned.
            ”Åh, ikke noget.”
            Han lagde hovedet på skrå.
            ”Der ser ud til at være noget der bekymrer dig?”
            Det var vel ikke uventet netop på dette sted. Men siden han nu spurgte.
            ”Jeg har været inde og besøge min mor.”
            ”Hvad hedder hun?”
            ”Rigmor Hansen.”
            ”Så hun ligger her på afdelingen?”
            ”Ja, hun har det… ikke så godt.”
            ”Det gør mig ondt. Har vores system opgivet hende?”
            Han vidste godt hvad det var for en afdeling. Hun nikkede.
            ”Ja, det ser sådan ud.”
            ”Den slags er altid hårdt.”
            Hun så op og fik tårer i øjnene.
            ”Det er uretfærdigt.”
            Han nikkede.
            ”Det er sygdom ganske ofte. Man synes sjældent man har fortjent en hård skæbne. Og de pårørende er det lige så slemt for.”
            ”Og så netop min mor, der altid har levet sundt og afholdende.”
            ”Det er jeg ked af.”
            Det lød som om han mente det.
            ”Nu overvejer hun alternativ behandling.”
            ”Folk som jeg siger, det kun er at udskyde tingene.”
            Hun så op på ham. Lød han en smule engageret?
            ”Men selv om det er tilfældet, vil folk jo gerne holde fast i livet så længe som muligt. Også selv om det koster ekstra.”
            Han nikkede igen. Han beholdt hænderne i kittellommerne, men tommelfingeren stak frem.
            ”Det vil man jo. Har hun så råd til det?”
            ”Måske. Et stykke hen ad vejen.”
            Han så op.
            ”Det alternative interesserer mig.”
            Han satte sig også ned på bænken og vendte sig skråt mod hende.
            ”Allan.”
            ”Nina.”
            De gav hånd. Hun syntes alligevel mødet var lidt overraskende.
            ”Har du tid til at være her?”
            Han kiggede på sit ur. Et gammeldags armbåndsur, men det så dyrt ud.
            ”Jeg har en pause. En patient udeblev fra sin aftale.”
            ”Det er også for dårligt.”
            ”Vi overvejer, om det skal koste bøder som det allerede nu gør hos visse speciallæger.”
            ”Det ville kun være rimeligt. Så du går ind for alternativ behandling?”
            Han tøvede lidt.
            ”Det kan man ikke sige, men jeg har medvirket i nogle undersøgelser hvor læger vurderede effekten af såkaldt alternativ helbredelse.”
            ”Jeg har vist hørt om det. Man kunne ikke sige noget præcist?”
            ”Det stemmer, og det er netop problemet. For nogle virker det, for andre ikke. Og det er svært at afgøre, hvor meget der er placebo-effekt.”
            ”Placebo?”
            ”Ja, troen på at man modtager en behandling der burde virke og som behandleren selv går ind for. Når det gælder traditionel medicin indebærer det som regel, at en gruppe forsøgspersoner får piller med det nye præparat mens andre får kalktabletter.”
            ”Virker kalktabletterne så?”
            ”I nogen grad, men man kan som regel afklare hvad der virker eller ej.”
            ”Kan man så ikke bare gøre noget lignende med alternativ behandling?”
            ”Nej, desværre. Der er så mange parametre. Det drejer sig som regel om behandlingsformer, hvor man er i tæt kontakt med en behandler i et forløb over flere konsultationer, og bare det at en behandler er personligt sammen med en patient i længere tid kan påvirke resultatet.”
            ”Du mener at patienten er så taknemlig over at nogen viser interesse for hans lidelse at han nødig vil skuffe behandleren ved at sige, at det ikke virker?”
            ”Netop. Reaktionen er sikkert ubevidst. Men vi brugte forsøgspersoner, som det etablerede system havde opgivet, som for eksempel smertebehandling, og visse former for alternative kure lod til at virke, man ved blot ikke hvor længe og på hvilken type patienter.”
            ”Det burde man vel undersøge mere systematisk?”
            ”Det burde man, men det er dyrt, og hvis man ikke kan sige noget generelt, er myndighederne ikke indstillet på at støtte det. Det bliver også dyrt, for en længere række konsultationer bliver bekostelige, meget mere end at ordinere piller eller medicin. Lige nu overvejer vi her, om vi skal fyre ansatte for at få råd til den nye dyre kræftmedicin. Bevillingerne skal jo overholdes.”
            Lægen skrev noget ned på en blok. Han rev sedlen af og rakte den til pigen.
            ”En Facebook adresse?”
            ”Ja, jeg ved godt det ikke virker seriøst, men jeg er ved at opsamle lidt statistik helt personligt, og hvis jeg bruger den officielle kontakt vil jeg måske blive set skævt til her på stedet. Men jeg vil gerne høre hvad din mor beslutter sig til.”
            Hun kiggede på sedlen.
            ”Det vil jeg da gerne hjælpe med.”
            Han så på sit ur.
            ”Mange tak. Ja, jeg må gå nu. Min næste patient skulle møde op nu.”
            ”Så håber jeg hun ikke har glemt aftalen.”
            ”Det er nu en mand, men ja, det gør vi så.”

            Nina forlod sygehuset. Hun var blevet i bedre humør, men hvorfor i grunden det? Lægen havde jo ikke lovet hende noget. Men han havde virket interesseret og engageret. Der var nok noget om det han havde sagt. Bare det at nogen viste interesse for ens bekymringer kunne hjælpe på humøret, måske også selv om det ikke var en sygdom. Ren placebo, altså.
            Hun gik forbi foyeren med kiosken og receptionen og over mod svingdøren. Folk snakkede om det forestående valg til Folketinget, der netop var blevet udskrevet.
            Nina ventede til en gangbesværet var kommet forbi, så gik hun ind i slusen og befandt sig snart ude i den blæsende og klamme eftermiddagskølighed. Hvor ville det være rart hvis sommeren snart viste sig. På kalenderen burde den være begyndt, men endnu manglede det stabile højtryk med temperaturer op mod de tyve grader, den høje sol og klare blå himmel med næsten vindstille vejr. Længslen var sikkert et spørgsmål om vitaminer. Solen ville forsyne folk med de vitaminer der kunne fortrænge forårstrætheden og det triste humør.
            Det med det alternative var kommet til at optage Nina en hel del. Faktisk var en af behandlingerne mod kræft en ekstremt stor overdosis af vitaminer over længere tid. Det lod til at hjælpe på nogle patienter, som havde fået det bedre. Der var tilmed eksempler på, at kræftpatienter, man kun havde givet få uger at leve i, havde overlevet i årevis, og man kunne måle, at udviklingen af kræftceller var sat i bero. Vel det man kaldte et mirakel. Den slags mirakler som alvorligt syge altid håbede på.

            Nina tog hjem. Hun havde også fået eftermiddagen fri men skulle så arbejde ekstra en anden dag. Man måtte holde fast i sit job på fuld tid. Det der med nedsat tid brød fagforeningen sig heller ikke om. Deres tankegang var gammeldags. Enten er man fuldtidsansat med alle lønmodtagergoderne eller også er man arbejdsløs. Freelancere brød man sig ikke om at håndtere i lønningssystemet. Her var kontrollen med arbejdstiden for lemfældig. Det kunne misbruges. Men de måtte snart til at tænke i nye baner i de gamle faglige organisationer, for der stod folk parat som ikke insisterede på arbejdstidsregler eller forsikringer.
            I udlandet havde man lavtlønnede løstidsarbejdere eller vikarer, såkaldte ’working poor’, og med EU-reglerne var det svært at holde dem ude af det danske arbejdsmarked. Lige nu ventede man på arbejdsrettens afgørelse, hvorvidt fagforeningerne måtte konflikte i sympati mod alt for ringe arbejdsvilkår i et luftfartsselskab, som var kommet ind på det danske marked.

            Nina skulle ikke vente længe sammen med de andre sygehusbesøgende ved busholdepladsen. Flere busser kom forbi hospitalet, som i gamle dage havde heddet et sygehus. Der var plads til alle passagerer, også ham med gangstativet.
            I bussen var der en kørestol og et gangstativ. Der ville ikke have været plads til en barnevogn. Der kom stadigt flere og flere folk med skavanker, men det var vel forståeligt nok, når levealderen blev forlænget. Ninas mor var vel i grunden en af dem. Hun havde også nået den alder, hvor man ved hendes død ville sige, at det selvfølgelig var trist, men det var ingen tragedie.
            Nina talte op, og denne gang var der otte, der sad og kiggede på deres smartphone. Den rutine var Nina ikke kommet ind på. Hvis hun skulle surfe rundt på nettet ventede hun til hun kom hjem og kunne se tingene på en større skærm. Det var som altid unge mennesker, der var opslugt af deres telefon. Hvis man var halvtreds eller derovre sad man blot og ventede på at transporttiden blev overstået.
            Nina kom til at tænke på den gamle vittighed med en afdød, der stod til regnskab hos Sct. Peder, der havde hovedbogen slået op på skranken foran den ankomne sjæl. ’Ja, Karl-Bertil, du har jo ikke fået så meget ud af livet, for jeg kan se du har siddet og kigget på din smartphone det meste af tiden’.

            Derhjemme var Charlotte kommet hjem. Hun havde igen kylet rygsækken op på stuebordet selv om Nina havde bedt hende om at lade være. En lettelse hun ikke længere skulle hentes og bringes i institutionerne. Nina havde dengang haft en bil, men den havde hun nu sparet væk. Charlotte havde efterhånden sit eget liv, men hun spurgte dog opmærksomt, da hun kom ud fra køkkenet med en marmelademad.
            ”Nå, hvordan har Bedste det?”
            ”Åh, det er vel næsten det samme.”
            ”Så beholder de hende vel ikke længere på afdelingen?”
            ”De er ved at indkøre en ny medicinsammensætning, så indtil de har fundet ud af hvordan den virker, beholder de hende lidt endnu.”
            ”De regner nok ikke med, hun holder så længe.”
            ”Det har de ikke sagt.”
            ”Har de ikke nævnt et antal måneder eller uger man kan forvente?”
            ”Nej, ikke endnu, men det kan måske komme.”

            Charlotte kom over til hende.
            ”Hvad sidder du med, mor?”
            ”Åh, jeg ville slå noget op på Facebook.”
            ”Hvilket?”
            ”En person, jeg mødte på ventearealet.”
            ”En anden der ventede?”
            ”Nej, en læge, der fik øje på mig.”
            ”Gav han dig sin adresse på Facebook?”
            ”Ja, faktisk.”
            ”Hvorfor dog det?”
            ”Han ville gerne høre om den alternative behandling som Bedste måske vælger.”
            ”Den slags plejer da ikke at interessere læger.”
            Hun kiggede op på datteren.
            ”Nu er du vist lidt fordomsfuld, min pige.”
            ”Nå ja, det skulle da glæde mig, hvis de er ved at åbne op for nye behandlingsformer.”
            ”Det var heller ikke officielt, at han interesserede sig for det, så derfor fik jeg en Facebook adresse i stedet. Ja, her er han.”
            ”Er det ham?”
            ”Allan Laurholt.”
            ”Han er da køn.”
            ”Ja, det er han da.”
            ”Så han er faldet for dig, mor?”
            ”Åh, lad nu være, Charlotte.”
            ”Var der ingen vibes?”
            ”Vibes?”
            ”Vibrationer. Impulser. Samklang. Kemi?”
            ”Det var der måske nok, men jeg ved nu ikke.”
            Charlotte slugte den sidste bid og fortsatte med mad i munden. Men den uskik havde Nina påtalt så ofte, så hun orkede ikke mere.
            ”Nej, brændt barn skyr ilden.”
            ”Uanset hvad, så er jeg vist ikke klar til et nyt forhold.”
            ”Jeg tror han har kigget dig ud.”
            ”Du fabler, min pige.”
            ”Hvorfor skulle en flot læge pludselig henvende sig til dig mens du sad og ventede, hvis det ikke var fordi han lige ville lodde stemningen? Sådan er mænd jo.”
            ”Han lagde mærke til, jeg sad og var lidt trist oven på besøget hos Bedste.”
            ”Åh, altså, en slags medfølelse? Nej, ved du nu hvad, mor! Venteværelser er jo fyldt med folk der ser modfaldne ud. Han er garanteret faldet for dig.”
            ”Har du ikke nogen lektier?”
            ”Jo jo, nu skal du nok få fred til at dykke ned i hans profil.”

            Det lod ikke til at Allan var særlig hemmelighedsfuld, for der fremgik meget af hans profil. Han havde over tre hundrede venner, og der var ganske rigtigt henvendelser omkring oplevelser med alternativ behandling, som han indsamlede erfaringer med.
            Allan lod til at være af en adelig familie, selv om det var et stykke ude i slægten, og der var også andre læger i familien. I den familie lod de til at være velhavende, men det var vel ikke så mærkeligt når han og flere andre var læger.
            Ninas sendte ham en besked og takkede for hans interesse. Hun ville vende tilbage, når hun vidste mere.

            Siden hun nu var inde på Facebook skulle hun også tjekke, hvad der ellers var dukket op, selv om det meste var posteringer som hendes venner havde delt, for det meste fordi de var sjove. Men siden der lige var udskrevet valg til Folketinget, bemærkede hun, at det lod til at de fleste af hendes bekendte havde sympati for den røde fløj.
            Som en provokation havde en ven delt en postering ’The problem with socialism is that you eventually run out of other people”s money’ og så et billede af Margaret Thatcher. En anden debattør havde sluttet sig til ytringen gennem posteringen ’Anything the government gives you was taken from somebody else’ over et billede af Det hvide Hus.
            Mange af vælgerne i vore dage kom fra grupper, der modtog overførselsindkomster, og de mest yderligtgående partier der forsvarede deres interesser viste ikke synderlig ansvarlighed i retning af  at understøtte de firmaer som skulle tjene de penge andre skulle tildeles.
            Der var også den satiriske tegning af en rigmand, der stod oven på et bjerg af penge og forarget pegede ned på en lille fyr med at skilt ’Raise the minimum wage’. Rigmanden peger ned på fyren og råber ’Your greed is hurting the economy!’.
            Selvfølgelig var meningen tydelig nok, men folk glemte, at der var hundredtusinder af de små fyre for hver af de meget rige.
            Selv holdt Nina sig ude af disse ordvekslinger, der kunne blive ganske hårde i tonen. Men sådan var det i vore dage. Folk havde lyst til at slå sig løs, og når det skete med en skærm imellem tillod man sig gerne overdrivelser og forenklinger, som man ville have modereret, hvis man stod ansigt til ansigt med vedkommende.
            Forfatteren Mark Twain dukkede op med sit karakteristiske kontrafej, hvorunder der stod et citat fra ham. ’If voting made a difference they wouldn’t let us do it’.
            I en vittighed spurgte en opinionsmåler en vælger ’Hvad gør vi med dem, der modtager penge fra det offentlige uden at gøre nytte?’ hvortil en dame med korslagte arme i døråbningen svarede ’Ud af Folketinget med dem!’.
           
            Det var næsten blev dagligt, Nina var på Facebook. Det var for det meste afslappende, for hendes vennekreds holdt sig som regel til mere fredelige og afslappende posteringer, og Nina kendte ikke så mange mennesker personligt, at det kunne opfylde hendes sociale behov.
            Man kunne ikke andet end blive fredfyldt over at se en dragefestival med hundreder af lette plasticdrager, der som vindposer i kolossalt format og med alle mulige former fyldte himlen.
            Det var også interessant med det forsøg, der gik ud på at stille et mange kvadratmeter stort spejl op ude i junglen og så se, hvordan dyrene reagerede på deres egne spejlbilleder.
            Hun studerede også den video der var om en lille abe, der var lammet efter at have rørt ved en elektrisk køreledning. Det lykkedes en anden abe at vække den til live igen. Den postering stammede vist fra Indien og var blevet delt tusinder af gange.
            Dagens høst bød også på bommerter i trafikken og dødsforagtende køreture på snævre bjergstier. Cyklisten havde tydeligvis en af de nye små minikameraer på hjelmen, som kunne følge turen i vidvinkelperspektiv.
           
            Så var der flere videoer med dygtige cirkusartister eller vidunderbørn, der kunne bruge instrumenter på en imponerende måde.
            Der var et billede af en muslim, der tydeligvis lige havde giftet sig med en barnebrud. På det sted i verden var pædofili åbenbart ganske lovligt, lige som kvinder og børn ikke havde nogen rettigheder. På den baggrund var det forståeligt at Danmarks kvinder var taknemlige, da de for hundrede år siden sammen med mindrebemidlede havde fået stemmeret og valgret. Der var også nogle posteringer, der kommenterede på det jubilæum.
            Heldigvis havde Facebook også en modvægt til disse alvorlige posteringer. Vittigheder var der nok af.
            ’Da jeg var barn kunne man gå ind i en kiosk med fem kroner på lommen og komme ud med en pose Haribo Piratos, to Yankie Bar, to pakker Stimorol og en Champagnebrus samt det nye nummer af Anders And… Det kan man ikke mere… I dag er der sgu videoovervågning alle steder…’

                      Så var der endelig en postering, der gjorde grin med hele Facebook fænomenet. ‘Please copy this and post it if you know someone, or have heard of someone that may have known someone who knows anyone. If you don’t know anyone or even if you’ve heard of anyone who doesn’t know anyone that doesn’t know someone, then still copy this. It is important to spread the message. Oh, and the hearts. Don’t forget the freakin’ hearts.’

retur