3 dage - en mordhistorie
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton
returSå kom der alligevel en krimi.
Det gjorde der. Jeg ved godt jeg har sagt, at jeg ikke ville skrive en krimi fordi alle andre bruger den genre, men jeg kom på en vinkel, som var anderledes og som jeg syntes ville være interessant at benytte.
Hvad går den ud på?
Det kom sig alt sammen af, at jeg med tre af mine børn var på besøg på slottet Højriis på Mors. Det var min yngste datter som havde foreslået det, fordi hun havde været der sammen med min søn for fire år siden og hun ville gerne samle os til en familietur. En slags forsinket samværssituation kan man sige, som børnene ikke havde oplevet gennem længere familieudflugter i deres barndom fordi vi ikke havde bil eller råd til at betale for rejser da min kone efter eget valg var hjemmegående. Min ældste datter havde ikke tid til at deltage, men min søns tvillingesøster var med. Vi rejste til Mors med tog og bus.
Så det var værd at rejse efter?
Det var det. Danske godser har ofte brug for at øge indtjeningen, specielt dem der ikke har store jordbesiddelser, og på et tidspunkt var Højriis ret forfalden. Men for cirka otte år siden kom den kvindelige ejer på en original idé som Højriis vist er ene om at praktisere her i landet.
Hvad går det ud på?
Hvert år udtænker man et nyt krimimysterium og entrerer med et tysk firma om at skaffe de rekvisitter man har brug for. Jeg har indtryk af, at man oftest benytter tyverne som den periode, hvor man lader rollespillene foregå.
Rollespil?
Ja, man hyrer også nogle unge skuespillere til at gå rundt på slottet og optræde som de figurer, der er med i krimigåden. Dem møder publikum undervejs, når de går rundt og leder efter spor. De figurer improviserer samtaler, der har med intrigen at gøre. Man skal ikke henvende sig til dem, for de formodes at befinde sig i en anden tidsdimension. Det er ret morsomt.
Hvordan går man til værks, når den krimigåde skal opklares?
Ved indgangen får man en mappe med politirapporter om forhør af potentielle mistænkte. Der findes også nogle billeder samt grundplaner over slottet, der viser hvor beboerne og de besøgende bor. Når man har læst rapporterne går man rundt og leder efter spor på slottet. Det kan være breve, notater, remedier eller fotografier. Man skal så kombinere oplysningerne for at finde frem til den skyldige.
Og når man så mener man har gjort det?
Så går man tilbage til receptionen og får udleveret en folder i stort format. Forsiden er hæftet fast med et klistermærke, hvor der står 'Fortroligt'. På forsiden er der en række spørgsmål, og besvarelsen lettes noget ved at der kun er tre valgmuligheder. Når man har udfyldt rubrikkerne kan man bryde seglet og åbne folderen. Der kommer så først en liste over de rigtige svar. Hvis man har et vist antal korrekte svar, kan man kalde sig detektiv, og hvis man har de fleste svar korrekt besvaret må man kalde sig mesterdetektiv. Der findes så et lille bord bagest i cafeteriet, hvor ungerne kan udfylde deres diplomer og stemple dem med nogle gummistempler.
Det lyder underholdende.
Det er det også, og det er en leg for hele familien, hvor man kan være sammen om at vurdere sporene og deres betydning. Hvad det punkt angår, nemlig aktivt samvær, hører dette familietilbud til blandt de bedste, jeg har oplevet. Rundt omkring i landet er der udstillinger, forlystelsescentre og dyreparker, også i forbindelser med slotte, og det er dem som har det mest varierede tilbud til voksne og børn der er populærest. Jeg besøgte senere Egeskov, og det er et unikum af varieret tilbud. Der har man både udstillinger, primært af transportmidler, samt aktiviteter for børn og flere forskellige haver. På Egeskov har man meget at byde på, men der har de også været i gang længe og lagt store investeringer i opbygning af samlingerne. I Egeskov er der sjovt nok et dukkemuseum i enden af hallen med veteranbiler. Så har pigerne det at kigge på mens drenge i alle aldre beundrer benzinslugerne.
Hvad gjorde du efter det vellykkede besøg?
Jeg ringede til ejeren af Højriis og spurgte, om jeg måtte bruge slottet som baggrund for handlingen i en bog. Det måtte hun lige vende med 'juntaen' som hun kaldte dem. Det var det kollegium af folk, som styrede arrangementerne og i fællesskab skrev intrigerne hvert år. Hun ville vende tilbage, når de havde klaret arbejdet med at instruere det nye hold skuespillere. De har åbenbart ikke tid til at optræde hele sæsonen, så der sker et skift undervejs. Da det var på plads og de havde vendt skråen fik jeg det svar, at de helst ikke så Højriis optræde i en roman. Det blev ikke sagt direkte, men de syntes vel ikke de kunne give den tilladelse uden at have bestemmende indflydelse på udformningen, så de kunne være sikre på at stedet blev omtalt positivt, og hvis de ønskede det burde de måske betale et honorar for den redigeringsret, og det havde de så ikke lyst til.
Hvad gjorde du så efter det afslag?
Jeg gjorde det som jeg også havde nævnt i kommunikationen, at jeg i så fald måtte opfinde et parallelunivers med mit eget rollespil, og det blev til Bøgelund i stedet. At lave en parallel til virkelighedens verden er jo det jeg i forvejen er vant til, så det var ikke noget problem.
Er det så helt fiktivt, dette opdigtede slot?
Det er det på en måde, men jeg havde brug for en voldgrav, så jeg lagde mig op ad Spøttrup, der befinder sig tæt på Højriis men inde på fastlandet. Det er en endnu ældre borg som tilmed har landets største galleri af spøgelser. Jeg har tidligere besøgt den borg.
Men det er altså ikke helt Spøttrup i din udgave?
Nej, for så havde jeg måske fået andre problemer. Jeg har ændret en masse i historikken med opdigtede navne, men det er jo også lige meget. Motivet er bare at skulle have et gammelt slot som ramme for plottet, og det viste sig at være en fordel at stå helt frit så jeg kunne træffe mine egne valg.
Er din udgave så forskellig fra Højriis modellen?
Jeg har valgt en intrige, hvor en grevinde introducerer ideen med en slotskrimi, som publikum inviteres til at opklare, men i min version vælger hun en sag, som faktisk er foregået på slottet nogle årtier tidligere.
Og så?
Ja, dermed har jeg mulighed for at give den gamle sag en nutidig overbygning, der tilføjer nogle nye krøller i sagen, som går dybere end det man viser i selve rollespillet. Hermed hæver intrigen sig op til mere seriøse højder med alvorligere motiver, der afslører flere skeletter i slottes skabe og viser en dybere skandale end det man ser fremført rollespillet.
Så man har både nogle unge skuespillere og så deres levende forbilleder i historien?
Det har man.
Er det ikke svært at vinkle?
Ikke hvis man venter med den moderne udbygning af intrigen til vores identifikationspersoner mener at have opklaret sagen. Så bliver det blot en opklaring i flere trin.
Er der andet i historien?
Det er der. For inden man kommer til slottet er der et forløb, en slags roadmovie, hvor jeg fokuserer på gæsterne på vej i bil til slottet og så skiftevis har kapitler fra Bøgelund i fortiden som optakt til den forbrydelse, der senere skal opklares.
Så man ved lidt mere om personerne i forvejen?
Akkurat. Og disse kapitler er så i sig selv små separate intrigeforløb, der afsluttes efter hvert kapitel.
Det er måske også krimiintriger?
Det er det lige netop, hvad angår Bøgelunds forhistorie. Jeg har bygget på nogle kriminoveller jeg skrev i min ungdom. Så inden hovedintrigen afvikles har jeg en række kriminoveller, som bliver løst undervejs af en kvik beboer på Bøgelund.
Hvem er personerne i vor tid?
Det er nogle vi kender fra tidligere. De har optrådt i '13 uger – en kærlighedshistorie'. Det er Allan og teenagerne Charlotte og Erik. Eriks far er politimand, og sammen med inspektør Holm optræder de som et opdagerpar i flere af mine andre romaner. Jeg har en henvisning til deres uopklarede sag fra 'Randis Rastløshed'. Måske får det nogle læsere til at grave den bog frem.
Men det er ikke det opdagerpar der er på banen her?
Nej, det er Allan, Charlotte og Erik, der tager på tur. I kapitlerne i den røde Mustang sportsvogn bliver Allan konfronteret med personer fra fortiden, og det er lidt ubekvemt for ham, nu hvor han prøver at leve et bedre liv.
Så vi får noget mere at vide om Allan?
Det gør man, og det opfylder et behov jeg havde, da jeg var færdig med at skrive '13 uger'. Jeg ville gerne have mere at vide om Allan og de bekendtskaber han havde haft tidligere og hvilke omkostninger det havde haft. Der var krøller omkring den person, som jeg syntes var interessant at få belyst og udbygget.
Så man bør have læst '13 uger' først?
Det er ikke nødvendigt. Denne nye bog kan sagtens læses separat, og genremæssigt er det en form for krimi, som ikke har samme struktur som den foregående kærlighedsroman, men den udvider perspektivet omkring Allan. Jeg har faktisk en vis godhed for den figur, som er en af de bedste jeg har skabt.
Det lader til at være en bog, der spiller på flere strenge.
I så fald et det ikke min første bog af den slags. Ganske mange af mine bøger har parallelle handlingsforløb, som ender med at understøtte hinanden i noget jeg håber bliver opfattet som et klimaks. Det er i alt fald den hensigt jeg har haft. Måske tilmed en slags varemærke.
Du er svær at placere i en eksisterende genremæssig skuffe?
Ja, og jeg mærker ofte, at lektørerne føler sig usikre på den oplevelse. Ofte er kvindelige lektører, og dem lader der til at være flest af, ganske uvidende om genrekonventioner, selv de mest oplagte, og lader sig distrahere til at nå en anden konklusion i deres vurdering end rimeligt er. Der findes virkelig helt uvidende kvindelige lektører, der ikke har en pind forstand på fantasy og ikke burde have fået lov at udtale sig om for eksempel mine Pamfilius bøger. Hvis lektøren slet ikke bryder sim om genren er det let for hende at affeje bogen, og det gør mig ked af det. Også ærgerlig. Hvad ligner det at blive beskyldt for at der er for mange overflødige sidehandlinger i 'Spøgelsesjægerne', når handlingen er fuldkommen retlinet og alle kapitler er nødvendige for at føre handlingen fremad? Ret surt.
Er lektørudtalelsen den eneste officielle tilbagemelding du får?
Det er det, og det gælder mange andre danske forfattere. Og så skal man være taknemlig for overhovedet at få én. Min skrivende morfar på 94 har lavet en vigtig erindringsroman fra sin opvækst omkring Horsens, og den fandt lektørsystemet ikke anledning til at håndtere. Så mange biblioteker ved nok ikke engang at den er udkommet. Det er for galt, for ingen andre skrivende folk i dag har en hukommelse, der går så langt tilbage som hans. Han er et unikum hvad det angår.
Men han er ikke en anerkendt forfatter?
Nej, hvis man ikke er kendt i forvejen gider ingen beskæftige sig med ens bøger. Jeg gik rundt til alle avisredaktioner i København med et eksemplar til litteratursektionen af min i øvrigt påskønnede og relevante dystopiske fremtidsroman 'Fort Europa', men ingen gad anmelde den. Heldigvis fik den en mandlig lektør til bibliotekerne, og han var positiv, så den bog blev købt ind i et acceptabelt antal. En kvindelig lektør ville nok være blevet forvirret og vendt tommelfingeren nedefter. Den bog er nemlig også på flere måder grænseoverskridende. Aviserne overså helt den titel.
Du overlever trods alt som forfatter.
Det gør jeg, men kun fordi jeg er pensionist og ikke behøver betaling for mit nutidige arbejde. Det samme gælder min udgiver. Trykkeriet skal jo have betalt, og det får det så også. Desuden modtager jeg stadig bibliotekspenge for de gode år, hvor bibliotekerne havde en honnet ambition om at have mange titler stående lokalt, når publikum kom for at 'græsse' blandt reolerne. Den ambition har de ikke længere, nu hvor den nye digitale teknik fortæller, hvilket generelt behov man har på landsplan. De lokale brugere må ofte nøjes med at bestille deres titel på www.bibliotek.dk og med det effektive håndteringssystem får man alligevel titlen i løbet af få dage, selv om den skal hentes hjem udefra. Det er en fordel for bibliotekerne, rent indkøbsmæssigt, men trist for forlagene og forfatterne. Forklaringen på modellen hos bibliotekerne er, at forbrugsmønstret har ændret sig. Et færre antal lånere føler behov for at gå hen på deres lokale bibliotek for andet end at hente det hjemkomne materiale fra andre biblioteker. Også den praksis føles lidt vemodig at opleve for en gammel biblioteksbruger som jeg. Mit lokale bibliotek synes ikke engang de behøver at købe mine bøger fordi de har en praksis hvor de retter sig efter biblioteksadministrationens anbefalinger om at de ikke at behøve at indkøbe blandt andet mine titler.
Og alligevel bliver du ved med at skrive? Hvorfor?
Af samme grund som mange andre danske forfattere, hvis nutidige udgivelser heller ikke kan svare sig. Fordi man synes det er sjovt at skrive bøgerne. Man er i skriveperioden hensat til en anden dimension hvor man lever et mere anderledes og ofte spændende liv. Og at mærke intrigen udvikle sig og ender med at falde på plads på en god måde er meget tilfredsstillende. Jeg bor alene og har tid til at koncentrere mig om arbejdsprocessen. Jeg kan virkelig fordybe mig i arbejdet uden at blive distraheret, og som pensionist er jeg i en situation, hvor jeg ikke har brug for en indkomst af mit arbejde. Det er en privilegeret situation, som jeg føler jeg bør udnytte, så længe jeg får bæredygtige ideer. Og hidtil har jeg afprøvet mange forskellige former for fortællevinkler. Der er faktisk ikke to af mine bøger som ligner hinanden. Læserne ved ikke helt hvor de har mig, når de begynder at læse en af mine titler, og det har jeg det godt med.
Du er på forkant med udgivelsesplanen?
Det må man sige. Jeg har flere titler at vælge imellem, når jeg skal beslutte, hvilken bog, der skal udkomme næste gang, og det kan godt være et problem.
Hvordan? Det må da være et ekstra privilegium?
Det er det naturligvis. Men jeg skrev en bog om en begivenhed i Danmark i slutningen af 2014, som faktisk burde være udkommet i 2015 for aktualitetens skyld, men det nåede jeg ikke, da andre alternative titler til udgivelser stillede sig i vejen, og så blev den udgivelse udsat. Nå, jeg tror ikke andre forfattere hugger ideen, for det var ganske upåagtet i offentligheden da det skete.
Har du svært ved at få nye ideer, siden det nu ikke skal være strukturelle gentagelser?
Det har heldigvis ikke vist sig at være et problem. Hver gang man har skrevet en ny bog tænker man ganske vist. 'Det her er måske den sidste. Det kan være jeg ikke kan komme op med flere nye gode ideer'. Men så viser det sig alligevel i løbet af nogle måneder, at jeg får en ny ide, som viser sig at være bæredygtig og værd at bruge tid på.
Det er jo også sådan du har arbejdet hele livet.
Det er det. Tidligere var det tegneserier, som jeg prøvede at opgradere rent indholdsmæssigt til et niveau med højere fortælleambition end det man forventede, og nu er det så i stedet tekstbøger. Om man på parnasset vil kalde mig forfatter ved jeg ikke, men jeg er under alle omstændighed en fortæller af nutidsrelevante fortællinger, og min fortælleglæde skinner åbenbart igennem. Det var i alt fald en tilbagemelding fra en anmelder i min ungdom, som jeg kan huske og som stadig gælder. Så længe jeg kan komme op med ideer, der er værd at søsætte, bliver jeg ved.
Er der fordele ved ikke at være en kendt forfatter?
Det kan meget vel tænkes. Det er et skrækscenarie for mig at have skrevet en bestseller og så skulle leve op til forventningerne til at skrive en efterfølger. I så fald kan jeg godt forestille mig, at jeg ville kunne få en skriveblokering. Den risiko slipper jeg i alt fald for, og det er en stor beroligelse. Jeg skal kun tilfredsstille mig selv og kan så tillade mig noget, som jeg selv går ind for uden at tænke på, hvor mange der vil påskønne det.