Kapitel 11
3 dage - en mordhistorie
MADSEN
retur”Er det her?”
”Det skulle det være, ja.”
Den røde Mustang kørte op foran typehuset i gule sten. Det lå i et kvarter udstykket i 1970erne og havde mange andre lignende typehuse som naboer. Men postkassen sagde Madsen.
”Er han hjemme? Erik var det vist?”
”Det mener jeg. Jeg fik svar på min SMS.”
”Så er det nok i orden.”
Allan trak håndbremsen. Charlotte steg ud og smækkede døren lidt vel hårdt. Det fik Allan til at rynke brynene.
”Hov, hov. Husk på hun er en ældre dame.”
”Undskyld. Kom, vi går ind.”
Allan tøvede.
”Vil du være mig bekendt, Charlotte?”
”Naturligvis. Ellers havde du ikke fået lov at være min chauffør.”
”Tak. Men unge har det somme tider svært med voksne i nærheden, når de dyrker det sociale.”
Allen stod ud af vognen og tog sin hat på. Den havde han ikke haft på under køreturen. Ellers ville den nok være blæst væk undervejs i den åbne sportsvogn. Det var solskin og kalechen var slået tilbage.Der var perlegrus på stien op til hoveddøren. Nogle steder var ukrudt dukket frem. Et sundhedstegn. Er omgivelserne for prydelige kan man blive nervøs for karakteren af parforholdet. Det er heller ikke for ingenting man har udtrykket 'Edderkopper bringer lykke'. Det er ganske vist en ombytning af årsag og virkning, men det har folk accepteret.
Klokken var den gammeldags med en stang, der slår an mod to metalplader. De hørte der kom trin i retning af døren, som blev åbnet. Erik var benovet.
”Hvad er der, Erik?”
”Du er i sikkert selskab.”
Charlotte kiggede sig tilbage over skulderen. Allan havde beskedent holdt sig i baggrunden.
”Det mener jeg også. Hentyder du til min bodyguard?”
”Nemlig. Han ligner The Shadow.”
Allan førte hånden op til hatteskyggen og hilste.
”Jeg mener Skyggens frakke var sort.”
”Så er du agent af en slags. Det er lige så godt.”
Charlotte fingerede en smule bekymring.
”Du burde have genkendt Allan fra Gran Canaria. Men måske tror folk så også, at jeg er en betydningsfuld pige.”
Erik fortsatte tankegangen.
”En rigmandsdatter, der ikke må blive kidnappet.”
”Noget i den stil. Ikke at det bekymrer mig gevaldigt.”
"Nej, jeg vil nærmere tro at du soler dig i den uvished."
Moderen dukkede op bag Erik.
”Vil I ikke indenfor?”
Den slags venlighed, som hos mødre også skal aktualisere behovet for at kunne få noget mere at vide. Charlotte førte an.
”Jo tak. Det her er Allan. Han er min chauffør i dag.”
Igen en berøring af hatten.
De gik ind i det kønne hjem, der også indvendigt virkede halvfjerdseragtigt med relieftapet og parketgulv. Der havde nok været væg-til-væg tæpper, men de var fjernet. Inventaret lod til at være udsøgt. Møbler, som nu kunne indbringe pæne beløb, hvis designeren var kendt. Allan havde fået øje på tremmesofaen.
”Børge Mogensen.”
”Ja, og vi har gyngestolen i den anden stue.”
Allan kiggede over teaktræsspisebordet.
”Det er vist også en ægte P H lampe.”
”Det er det. Den gode lysmand var måske nok fremsynet men altså også for tidligt ude. Hvis den lampe skal lyse ordentligt op kan man ikke klare sig med mindre end en 75lys pære.”
Allan nikkede.
”Hvis ’Antikduellen’ kom forbi ville der nok være et par ting der kunne friste på en auktion.”
Moderen var allerede charmeret og imponeret. Det havde kun taget Allan to minutter at nå dertil.
”Jeg ser også ofte de udsendelser. Det er morsomt med dansk design. Så det interesserer dig?”
”Professionel interesse.”
Allan lagde hatten fra sig på bordet. Der havde beklageligvis manglet en stumtjener i entreen.
”Åh, er du vurderingsmand?”
”Nej, jeg sælger stilmøbler.”
”Jaså? Stein Bagger?”
”Nej, Lars Bagger, men han er konkurrenten. Emil Højholt er mit firma.”
”Nå ja, Stein Bagger var jo ham den væmmelige svindler. Var det ikke også for galt som han snød alle og forsvandt med millionerne?”
Allan måtte lige vinkle svaret.
”Han var for grov. Manglede det subtile. For hjerteløs. Men i den forløjede IT-branche fungerede hans primitive nummer åbenbart.”
For at komme bort fra den prekære vinkel tog Allan en brochure frem. Den var i vandret B4 format trykt på mat krideret papir. Sort-hvid med en tone af okker. Det var nu ikke fordi man havde sparet på farvetrykket, for gennem et gulv til loft motiv med storsprossede vinduer på et opslag kunne man ane en bygning i det fjerne i gule sten med røde tegl, men diskret. Opmærksomheden skulle fastholdes på stålmøblerne med de sorte formstøbte sæder.
”Værsgo.”
”Ih tak.”
Allan voksede yderligere i moderens anseelse.Charlotte syntes ikke Allan skulle løbe med al opmærksomheden. Hun henvendte sig til Erik.
”Hvad bestiller din far i dag?”
”Han graver lig op.”
”Uha da. Der er altså tale om mere end ét lig?”
”Det er der vist. Ret forfærdelige omstændigheder.”
"I vores civiliserede samfund?"
"Folk bliver altid chokerede, når det viser sig de har været nabo til en farlig kriminel, som altid har opført sig pænt og ordentligt."
”Det har vi da ikke hørt noget om?”
”Det kommer nok i nyhederne i aften eller i morgen.”
”Så en regulær massemorder?”
”Det ser sådan ud.”
”Noget indvandrerrelateret?”
”Nej, en etnisk dansker, lader det til.”
”Jamen er du ikke bekymret? Hævn og den slags? Fængselsbetjente føler sig ofte truet.”
”Far og Holm er et godt team. De klarer sig nok.”
”Så er det nok mere spændende at blive her og høre nyt end at tage på tur med mig og Allan.”Moderen havde hentet kopper. Småkagerne blev også sat frem.
”Ja, så er der kaffe, selv om det er lidt sent.”
Erik blandede sig.
”Vi vil nok hellere ha en cola.”
Han kiggede på Charlotte. Hun nikkede.
”Og vi behøver ikke at få rom i… i dag.”
Moderen var mystificeret.
”Rom i? I dag?”
Charlotte begyndte at grine.
”Var det sjovt?”
Erik måtte forklare udbruddet.
”Et citat fra vores møde på ferieturen, mor. Gran Canaria, hvis du husker?”
”Åh ja, nu er der noget der dæmrer. Du skal måske også ha cola, Allan?”
”Nej, almindelig kaffe fra konens bryghus er godt nok til mig.”
Han skænkede op. Moderen hentede de to colaer.
Erik var trods alt lidt nysgerrig.
”Du var noget hemmelighedsfuld, Charlotte. Hvad har du tænkt dig?”
”Jeg havde forestillet mig, at vi skulle opklare en mordgåde sammen.”
”Og helt naturligt kom du til at tænke på mig?”
”Måske har du særlige evner gemt i generne?”
”Det tror jeg ikke. Hvor ligger der sådan en uopklaret mordgåde og venter?”
”På Bøgelund.”
”Er det ikke et gods?”
”Jo, og der er begået et mord.”
”Det opklaringsarbejde vil politiet nok helst holde for sig selv.”
”Det gjorde de nok også, i sin tid.”
”Så hvordan er sammenhængen?”Allan brød ind.
”Jeg har hørt lidt om det. Disse gamle godser mangler ofte penge i vore dage og prøver at finde på et eller andet, så de kan tjene lidt ekstra til vedligeholdelsen. Det kan være et museum med gamle veteranbiler eller en dyrepark eller noget andet.”
Charlotte havde orienteret sig.
”Men frem for alt skal der være underholdning til børnene. Hvis man ikke lige har et badeland i nærheden må man stille hoppeborge eller karusseller op eller indrette naturlegepladser med præstationsbaner. Og i dette tilfælde er det altså en mordgåde som skulle appellere til både børn og voksne.”
”Så er den nok ikke særlig svær."
”Den er vel netop så svær som den rigtige udgave af den gamle mordgåde, der udspandt sig der på slottet for nogle årtier siden.”
”Hvad har man så foretaget sig, rent konkret?”
”Man har lavet et skriftligt oplæg, som de besøgende får ved ankomsten. Så går man rundt på slottet og finder flere spor. I sæsonen er der hyret nogle unge skuespillere som på slottet opfører et delvist improviseret rollespil, der henviser til mordet.”
”Og så skal man finde ud af hvilke spor der er de rigtige?”
”Netop. Og hvis man er i stand til det, kan man til sidst få lavet et diplom, hvor man bliver udnævnt til detektiv.”
”Noget for ungerne.”
”Men hele familien snakker nok sammen omkring motiverne og sporene.”
”Naturligvis. Det er der det underholdende ligger. At man foretager sig noget sammen. Den slags er der mangel på i moderne familier.”
”Lyder spændende.”
Charlotte smilede.
”Det syntes jeg nemlig også.”
”Ved du mere om det?”
”Jeg har set deres video på YouTube.”
”Nå ja, den slags er jo oplagt i vore dage.”
Moderen tænkte over logistikken.
”Jamen kan I da nå det i dag?”
Charlotte tøvede.
"Det kommer nok til at knibe. Vi blev jo forsinket undervejs."
"Kø på vejen?"
"Flere ting. Men først og fremmest en fødsel."
"Nå da. Mødte i en gravid, der skulle køres til hospitalet i huj og hast?"
"Nej, hun lå der i forvejen. Min mor."
"Nå dada. Så du er blevet storesøster i dag?"
"Det må man sige, ja."
"Men så til lykke med nedkomsten. Faderen må vel også være glad?"
Charlotte kiggede på Allan.
"Det går jeg da ud fra."
Moderen blev forvirret.
"Han har måske endnu ikke fået noget at vide?"
Allan skar igennem.
"Det har han. Og han er overmåde stolt og lykkelig."
Charlotte kneb ikke uden om.
"Allan er farmanden."
"Jeg vidste ikke I var i familie?"
"Det er vi heller ikke sådan rigtig."
"Åh, javel. Ja, jeg skal ikke blande mig."
"Der er ikke noget sært i det. I vore dage finder man somme tider ud af, at et parforhold ikke fungerer. Men det går alligevel."
"Ja, det gør det vel."
Moderen så alligevel lidt bekymret ud.
"Om morgenen fødsel, og så mordgåde bagefter."
Hun skiftede spor.
"Jeg synes I skal overnatte her. Så har I hele dagen i morgen til at løse mysteriet. Det er jo weekend. Hvad siger du, Erik?"
"Vi har et gæsteværelse og en ekstra madras."
"Var det noget?"
De to gæster nikkede begge to.Lidt senere kom faderen hjem. Selv i hjemmet hed han Madsen. Grunden fortabte sig i fortidens tåger men havde vist noget at gøre med en humoristisk hovedperson i en TV serie, hvis udseende dengang havde mindet om kriminalassistentens. Han var nysgerrig efter at have set ekvipagen foran huset.
"Har vi har fået fornemt besøg?"
Moderen rejste sig.
"Det har vi nemlig. En repræsentant i designmøbler."
Madsen gik over og gav hånd. Allan rejste sig halvt.
"Allan. Jeg er dog kun chauffør i dag."
"Alle kalder mig Madsen. Så hvem er hovedpersonen?"
"Det må være mig. Charlotte."
De gav også hånd. Madsen kiggede en ekstra gang. Det fik Charlotte til at tilføje noget.
"Gran Canaria."
Madsen lyste op.
"Aha. Du var hende, der ikke behøvede rom i sin cola."
Nu grinede Erik og Charlotte igen.
"Nemlig. Det er mig."
Madsen smilede også skævt.
"Men i dag tror jeg faktisk vi har lidt rom."
Charlotte protesterede.
"Nej, det var ikke sådan ment. Heller ikke dengang."
"Ikke?"Madsen havde dog fået en tanke.
"Nå, men jeg kunne faktisk godt selv behøve en lille opstrammer oven på en dag som i dag."
Allan tilføjede hvad han havde hørt.
"Der var vist noget med opgravning af lig?"
"Netop."
Madsen gik over i det indbyggede skab i teak med en dobbelt jalousilåge. Allan noterede sig, at det fine håndværk ville have kunnet indbringe en pæn sum på en auktion en dag, hvis det ikke netop havde været et indbygget skab der ikke kunne flyttes.
Madsen skænkede op i de farvede slebne likørglas. Han læste op fra etiketten.
"Captain Morgan Black Label Rum, Produce of Jamaica, Guyana and Barbados."
"Så slapper vi af og leger pirater."
De lod være med at tømme glasset men det gjorde Madsen.
"Åh, nu glemte jeg det med førerbeviset."
Allan beroligede ham.
"Fruen har tilbudt at huse os for natten."
"Hvor betænksomt af hende. Så kan vi godt tillade os et glas til."
Madsen skænkede op. Allan var nysgerrig.
"Bliver man ikke hårdhudet af at se alle de døde mennesker?"
"Det er sjældent så slemt som i dag."
"Hvad fandt I?"
"Liget af en kvinde og en dreng. Begravet samme sted men med flere år i mellem. Og så yderligere to gamle lig et andet sted i baghaven."
"En massemorder?"
"Det må man sige. Og så har vi kun gennemgravet baghaven. I morgen skal vi gøre noget lignende i forhaven."
Charlotte sukkede.
"Det siger godt nok spar to til det vi havde tænkt os."
"Har I også tænkt jer at grave efter lig?"
Charlotte gik ind på tankegangen.
"Ja, men vores er en del ældre."
Erik tilføjede noget.
"Og så er der nok kun en enkelt."
Madsen undrede sig. Han kiggede over på sønnen.
"Jeg troede du fik nok af at omgås mig i det daglige når det kommer til ubehagelige forbrydelser."
Charlotte greb ind.
"Erik er helt uskyldig hvad det angår. Der mig, der er kommet med indbydelsen."
"Aha? En slags underholdning?"
"Mordet på Bøgelund."
"Bøgelund? Er det ikke et gods?"
"Det er det, men for tiden er det også et gerningssted."
"Aha. Noget rollespilshalløj?"
"Netop. Genopførelsen af en gammel mordgåde, som foregik der på stedet for en del år siden."
"Måske en tillokkende oplevelse?"
"Det må man formode, når man tænker på alle de krimier der bliver solgt i bogform og alle de TV serier man viser hver uge med kvikke opdagere og skrupelløse gerningsmænd."
"Men så nok også et tegn på at folk lever et fredeligt liv til daglig, og det bør vi vel i grunden være taknemlige for."Inden de gik til ro måtte Allan lige spørge Madsen om noget.
"Er der så en mordgåde blandt jeres gamle sager, som du og Holm ikke har fået opklaret?"
Madsen tænkte sig om.
"Ja, det er der faktisk. En ubehagelig person blev dræbt i en kælder, og der forelå tilmed en båndoptagelse af hændelsen. Men den eneste person der kunne have begået mordet var en pige ved navn Randi, og hun var selv omkommet nogen tid i forvejen."
"En hævnende engel?"
"Det virkede sådan, men jeg er noget skeptisk med hensyn til overnaturlige forklaringer."
"Nå, det kan være løsningen dukker op lige pludselig, når man allermindst venter det."
"Måske. Godnat."
"Godnat." *)------
*) Se 'Randis rastløshed'