Amalie og Skytsånden
Interview med Freddy Milton Larsen
af Ingo Milton

retur

Hvad fik dig til at skrive bogen ’Amalie og Skytsånden’?

Der er selvfølgelig flere ting, som spiller sammen, men først og fremmest fordi jeg interesserer mig for grænseoverskridende fænomener og flere forskellige planer at eksistere på.

Hvad handler den om?

Det er i virkeligheden et eventyr om livet på Jorden og menneskenes opførsel, der er ved at ødelægge kloden som fremtidigt opholdssted for mennesker, hvis vi forventer den luksus vi er vant til nu i den vestlige verden. Dermed er det også den mest omfattende symbolske fortælling jeg nogensinde kommer til at skrive, og samtidig den morsomste. Nu har jeg skrevet flere bøger, men sammenlignet med denne er de jo de rene navlepillerier. Den blev inspireret af mit gamle tegneseriealbum ’Den gamle gartner’, men så fik jeg sat turbo på, da det skulle blive til en mere omfattende bog.

Den er ret tyk. Og så i to dele.

Ja, der var kun første del med i den gamle udgave, men da den havde ligget et år fik jeg ideen til anden del, som heldigvis kom med. Det supplerer og udvider begreberne fra første del på en måde, jeg blev ganske godt tilfreds med.

Hvad er så forskellen på at forfatte tegneseriealbum og bøger?

Der er mange forskelle, men kompleksiteten er det væsentligste. Vi var til et foredrag om manuskriptskrivning på Filmskolen, og foredragsholderen sagde noget meget præcist. På et tidspunkt sker der et skift i arbejdsgangen med at skrive en historie. Først er det fortælleren, der styrer forløbet, men på et tidspunkt vil den gode historie tage over og forlange at blive fortsat på en bestemt måde, hvor man som forfatter så mest bliver det instrument, der fører trådene på plads efter det mønster, som historiens indre logik forlanger. Det kan jeg godt skrive under på. Og det er en meget tilfredsstillende opdagelse at gøre under skriveprocessen. Det sker som regel for mig, og jeg mener det er fordi mine fortællinger i deres grundstruktur er ret enkle.

Her opererer du med to planer, og det andet plan er altså en form for åndeligt plan, hvor sjælene formodes at komme hen, når man dør?

Det er sandt, men det meste af bogen foregår i et limbo, et mellemplan på vejen over til den anden side, sjæleplanet. Jeg har nemlig i historien en 10-12årig pige, der nægter at acceptere, at hendes tid er kommet, og så må den ledsagende skytsånd overbevise hende om, at det skam er rigtigt nok. Det har han bare en hulens besvær med, og det kommer der så en masse fis og ballade ud af, som jeg provokerende plejede at sige til dem, der spurgte, hvad jeg var i gang med at skrive om. Jeg kan ikke nære mig. At nævne liv og død sammen med en sjov vinkel stiller tingene i en grotesk belysning. Skæve vinkler har jeg altid haft en svaghed for, og så i det hele taget fortællinger, hvor et barns synsvinkel er indgangen til historien.

Du breder temaet med eksistensplaner endnu mere ud. For du indfører et sideplan, hvor du kommer ind på vilkårene for liv og død, ikke bare på Jorden men i hele universet...

Ja, og det synes jeg klædte hinanden godt i dramaturgisk sammenhæng. Der skal helst være elementer med en vis nærhed og intimitet, og her kommer en piges kamp for et fortsat liv på Jorden ind som et tema, der er let at identificere sig med. Samtidig er menneskenes kollektive liv på Jorden som bekendt blevet nok så problematisk på det seneste, og folk er efterhånden ved at få øjnene op for det. Så den del af konsekvenserne af livets måde at udfolde sig på, ville jeg også gerne have med, og der er i mit perspektiv en nøje sammenhæng mellem disse elementer, hvilket jeg gør rede for undervejs.

Kan det ikke risikere at blive tungt og besværligt?

Det er en oplagt risiko, og jeg ville da heller ikke have vovet mig derud, hvis jeg ikke mente at have fundet en holdbar struktur, hvor jeg syntes, at det kom til at flyde let og underholdende, både mystisk og farligt, spændende og morsomt, rørende og tænksomt. Hvis jeg altså selv skal sige det.

Hvorfor mener du, at det er lykkedes?

Fordi jeg kom frem til, at jeg kunne inddrage science fiction som en genremæssig ramme omkring problemernes præsentation i den store skala. Kendere plejer at sige, at ’fantasy’ er sandsynliggørelsen af det umulige, mens ’science fiction’ er muliggørelsen af det usandsynlige. Science fiction har uanede muligheder for skæve vinkler, groteske perspektiver og morsomme detaljer.

Var det svært at håndtere?

Nej, i grunden mindre end jeg havde frygtet. De science fiction betonede elementer kom ganske let til mig, når jeg stod og havde brug for dem som rammefortælling, men jeg tror det skyldes, at jeg i min underbevidsthed har et stort lager af motiver og modeller på den slags beskrivelser. Nu har jeg lige skrevet en fortsættelse om en sjæl, der er frosset fast i limbo og ikke vil derfra, men det bliver ikke bog nummer to, som bliver mere alvorlig.

Hvor har du det fra, det med interessen for science fiction?

Det går nok tilbage til min ungdom, hvor jeg i en årrække havde stor fornøjelse af at læse science fiction. Jeg var meget optaget af forfattere som Dick, Asimov, Clarke, Bradbury, Ballard, Aldiss og Vonnegut. Dette selskab af ekstraordinære gentlemen spænder jo vidt, og så har jeg tilføjet en del humor. Noget af denne humor kommer også af sig selv, når man kontrasterer høje filosofiske eksistentielle motiver med en gammel cykelsmedsteknologi fra halvtredserne til afvikling af sjæletransporten. Som historien udvikler sig går de dog i Sjælehåndteringen over til ny digital teknologi, og den del er også ret sjov at skrive om.

Man er under læsningen noget usikker på, i hvilken retning historien går?

Det er skam helt bevidst. Man skal ikke vide, om man er købt eller solgt eller hvor vi i grunden er på vej hen eller hvorfor. Der skal være et mystisk element i intrigen, og der skal være truende perspektiver. Selv om læserne vel nok har luret, at det nok ikke går helt så galt, som det ser ud til undervejs, så skal det helst komme som en overraskelse, hvordan tingene bliver hevet i land til sidst. En lille sløjfe får jeg vel også bundet på de røde tråde, selv om den måske nok er lidt flosset i kanten.

Har du måttet foretage en del research?

Nej, jeg har holdt mig til emner, som jeg følte jeg kendte til i forvejen, og som jeg har et engageret forhold til. Det spænder fra det helt hverdagsrealistiske, som en fraskilt fars oplevelser med sin datter i præpuberteten, og så til de spøgelsesagtige fænomener fra ’Åndernes Magt’ og ’Klarsyn’ som jeg fulgte med i hver uge på kanalen ’Zulu’ i sin tid, og så hele moletjavsen med tankerne omkring sjælevandring. Hertil kommer så de fantastiske indslag fra den science fiction betonede ramme og den semireligiøse mytologi.

Så du tror måske selv på disse teorier om sjælevandring?

I høj grad. Hvis jeg ikke gjorde det, tror jeg ikke jeg ville kunne have mobiliseret så omfattende et engagement som er nødvendigt, hvis man skal få det til at virke tilstrækkeligt overbevisende.

Apropos det religiøse islæt, er du så ikke lidt nervøs for, om din behandling af disse elementer kunne vække anstød i visse kredse?

Nej, for jeg er skam ikke negativ eller skeptisk over for begrebet religiøsitet som sådan. Men visse grupperinger har i tidens løb gjort sig skyldige i nogle meget kritisable følgevirkninger af deres kollektive religionsudøvelse, og den slags tager jeg naturligvis afstand fra.

Jeg tænker også på den muntre afslappende holdning du udviser i dit koncept.

Det er aldeles uproblematisk. Masser af Hollywood film har haft en afslappet folkelig holdning til spirituelle ting som Gud og Himmerige, og hvis der er nogen, som i tidens løb har sørget for kun at føre den slags vinkler til torvs, som man vurderede ikke ville støde religiøse grupper, så har det været Hollywoods mediemaskine. Hvad det angår lægger jeg mig kun i slipstrømmen af en god gammel fortælletradition.

Den realistiske del kan godt virke lidt selvbiografisk. Er den det?

Det kan man godt sige. Jeg har været glad for under skriveprocessen at have haft en nær kontakt med min datter på alder med Amalie, så jeg er sikker på, at min beskrivelse af skilsmissebørns samvær og hele vore dages sprogtone og omgangsform klinger rent. Det kan jeg garantere, for jeg har selv været der lige nu. Masser af dialogen er mundret, som den også foregår mellem hende og mig, og min datter er næsten lige så kvik som Amalie. Så jeg kan ikke acceptere læseres forbehold, hvis de synes Amalie er lidt for gammelklog. Den slags unger findes altså. Jeg har selv en af dem. Desuden er unge brugere glade for at læse om en identifikationsfigur, der måske er en tand mere skarp og intelligent end de selv. Man kan godt lide tanken om at man giver de voksne et kvalificeret modspil.

Er du så også lige så gammeldags og nostalgisk som Amalie beskylder sin far for at være?

Ork, jeg er meget værre!

Og du har måske selv en svaghed for egnsmuseer, folkeminder, dialekter og gammelt håndværk?

Ja, jeg er meget optaget af historie, og alle detaljer i ’Amalie og Skytsånden’ er udtryk for noget, som interesserer mig personligt.

Hvem er publikum?

Jeg synes, jeg er kommet dette spørgsmål i forkøbet ved at dele intrigeelementerne op rent læsermæssigt, som jeg har en note om allerførst i bogen. Hvis man er en læser på en alder, som min hovedidentifikationsfigur tilhører, så kan man nøjes med de kapitler, der først og fremmest hører til hendes lille kerneproblem, og så kan man starte med at læse dem. Det kan man nemlig godt, for jeg har holdt den del af intrigemønstret inden for bestemte kapitler. De står ganske vist blandet i bogens kronologi, men man kan godt tage dem ud og læse historien om Amalie først. De er sat med deres egen typografi. Hvis man så er mere nysgerrig, kan man bagefter læse de kapitler i rækkefølge, som man sprang over i første omgang. Til sidst har man så alligevel hele historien, men den omgivende rammehistorie er nok mere krævende, så det kan være, at nogle yngre læsere går i stå i det forløb, men så har de i alt fald læst delen med Amalie, og hendes rolle i det endelige klimaks bliver jo kolossalt betydningsfuld. Det kan simpelthen ikke blive større. Nu siger jeg ikke mere.

Er denne opdeling noget, du har overført fra dit arbejde med spillebøgerne i tegneserieform?

Ikke bevidst, men da jeg havde skrevet bogen, så jeg bare det som en ekstra mulighed, en anden måde at opleve historien på. ’Amalie og Skytsånden’ er for så vidt ikke svær at læse, men det kan godt tage sig sådan ud, fordi der foregår nogle gevaldige science fiction-agtige kvantespring undervejs. Når man for eksempel har læst første kapitel og starter på andet kapitel, får man noget af et chok. Hvordan skal de to vinkler nogensinde komme til at virke sammen? Men det sker, selv om læseren må have tålmodighed et stykke tid. Man kan godt sige, at jeg har draget nytte af mine erfaringer fra spillebogsstrukturen, for her hopper man jo fra én klimakssituation til den næste, og det gør man også i science fiction delen af ’Amalie og Skytsånden’. Desuden er der den fordel, at man med parallelhandlinger kan dække over, at der undertiden går lidt tid, inden man vender tilbage til den første handling efter er besøg på det andet plan.

Har du haft inspirationskilder denne gang?

Mens jeg sad og skrev bogen, så min datter og jeg den computeranimerede ’Coraline’. Den er fantastisk, og jeg noterede mig med tilfredshed, at en historie virker endnu stærkere, når den har en klangbund i forståelige menneskelige svagheder, som de negative konsekvenser af overdreven omklamrende moderkærlighed. Det var også det konfliktstof, Oscarvinderen Børge Ring høvlede af på syv minutter i perlen ’Oh my Darling’. Så det bedste er, hvis der også er den slags med i surdejen, og det havde jeg også allerede sørget for til min intrige.

Men inden du gik i gang, havde du så nogle forbilleder?

Der er jo altid paralleller, om børn der falder i søvn og drømmer sig ind i en fantasiverden, hvor der dukker genkendelige elementer op fra deres hverdag, som i klassikerne ’Alice i Eventyrland’, ’Peter Pan’ ’Troldmanden fra Oz’ og vel også ’Narnia’, men ellers har det mest været film, jeg har set i min barndom og ungdom, som Wim Wenders’ tænksomme ’Himlen over Berlin’ og Frank Capras vidunderlige ’Det er herligt at Leve’, som jeg har set flere gange siden, og som de plejer at genudsende omkring jul på en af kanalerne. Fra min barndom husker jeg også Vincente Minellis musical, ’Cabin in the Sky’, hvor alle skuespillerne er sorte. Vi havde en running joke efter visningen på TV omkring 1960 angående udtrykket ’asbestvognen er klar’ hvor Fandens hjælper står parat til at bringe den tilsyneladende fortabte sjæl over i Helvede. Den situation ledte jeg efter i min DVD kopi, og den replik var afleveret på to sekunder, og vi ser ingen asbestvogn i filmen. Denne erindring om en herlig fantasifuld vision afleveret på to sekunder, som åbenbart har fæstnet sig dybt i min erindring, gør det tydeligt for mig, at jeg allerede dengang havde en forkærlighed for det humoristisk groteske, men i det hele taget er der jo en hel tradition for film i Hollywood med Paradis og Himmerige centralt placeret. Således har skuespilleren George Burns spillet Gud flere gange i ’Oh God!’ trilogien. Den seneste Vorherre, jeg oplevede på film, var Morgan Freeman i ’Evan Almighty’. En særlig svaghed har jeg for filmen ’Delivering Milo’, hvor en sjæl er tøvende med at acceptere sin nye reinkarnation, og den gravide mor derfor må gå længe over tiden inden det hele falder på plads. Det gav mig ideen til protestaktionerne i afdelingen for genfødsel i det hinsidige, og det udviklede jeg til et universelt problem i ’Amalie og Skytsånden’.

Siden du nu har undladt at illustrere historien, kunne jeg godt tænke mig at vide, om du stadig forestiller dig billederne som om du havde lavet det som en tegneserie eller hvordan?

Nej, det gør jeg ikke. Jeg må indrømme, at jeg mere tænker mig billederne som i en live action film med indslag af computeranimation, og jeg har jo haft frit spil uden risiko for at støde på et loft med budgetoverskridelser. Alt det, jeg har med i min bog, ville man næppe kunne få plads til i en filmversion, og de indre billeder på nethinden er højtbudgetteret, hvis det skulle være en film. Her ville der virkelig være tale om ’production value’! Det er meget tilfredsstillende. Det at opdage, at jeg rent faktisk kan male med en bogstavpensel på et stort lærred, har været en meget spændende ny oplevelse for mig. Men hvis første del nogensinde bliver lavet til en film er det meget rart at vide, at der er en lige så magtfuld intrige til film nummer to i bogens anden del.

Er der indslag i bogen, som du holder særligt meget af?

Det er der. Det som gør størst indtryk på mig, både under skrivning og genlæsning, er de passager, hvor man kommer til at sidde med en klump i halsen, og dem er der et par stykker af. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om det også gælder andre brugere, men jeg fornemmer, at det er et godt tegn, hvis jeg formår at skabe et eller andet, som fremkalder ægte rørelse. Så ved jeg, at der er noget som rækker opefter, men man kan aldrig være sikker på, at det lykkes. Det sker heldigvis en sjælden gang, og hvis jeg så også får en klump i halsen under genlæsningen, så er jeg sikker på at have berørt noget vigtigt.

Amalie og Skytsånden skal også være din litterære debut i USA?

Ja, jeg vil næste år starte med at lægge fem titler ud, hvoraf de to er hver sin del af ’Amalie og Skytsånden’. De to øvrige bliver ’Sasjas sidste Chance’ der udgives i 2012, og så to bind af ’Questland’. Den kan nemlig også henregnes under samme serie. Apropos sidstnævnte, så blev jeg jo i den anledning nødt til at skrive den bog færdig, fordi der var en række løse ender i slutningen på første del. Det blev dog kun til en halv bog, så totalt set er ’Questland’ nu en bog af tykkelse som ’Amalie’, der på engelsk bliver delt i to på nettet. Men efter indførelsen af mit nye litterære forfatternavn kommer der nok ikke mere trykt ’Questland’ på dansk, så jeg ender nok med at lægge den danske afslutning ud på min hjemmeside under næste opdatering.

Hvorfor slå ind på det engelsksprogede E-bogsmarked?

Fordi jeg har den opfattelse, at mine ideer ikke er specielt danske men internationale. ’Sasjas sidste Chance’ vil tilmed passe bedre på en amerikansk baggrund. ’Questland’ kan jo også forstås overalt. Den fortælletradition jeg knytter an til, hvis man kan bruge det udtryk, ligger mere på linje med noget man har dyrket i den engelsksprogede litteratur, nemlig fantastiske fortællinger med børn, hvor der er en overgang mellem vores verden og noget overnaturligt. Og det er vel at mærke bøger, der også læses af voksne. Her til lands er den slags ikke videre påskønnet og det skulle ikke undre mig om mine trykte danske titler falder i et afsætningsmæssigt sort hul. Jeg passer ikke i en eksisterende skuffe i bogsystemet, og at få en trykt udgave af en europæisk bog ud i USA sker kun hvis den har været et hit i sit europæiske hjemland. Dertil når jeg sikkert aldrig, jeg er for aparte.

En grim ælling?

retur