Dania og Rød Front
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton.
retur
I denne bog har du valgt at gå tilbage i tiden til halvfjerdserne…
Det lå ligesom i kortene, fordi jeg ville give min personlige vinkel på nogle forhold i det årti, som jeg kender fra min ungdom og som bød på noget, man ikke finder på samme måde i andre årtier. I mine øjne et meget spændende årti.
Hvad var det, som inspirerede dig?
Kernepunktet var det forhold, at nogle unge mennesker gav frivilligt afkald på den frihed, de på flere måder havde tilkæmpet sig under ungdomsoprøret i slutningen af tresserne for at underkaste sig kampen for en anden ideologi.
Er det relevant i dag?
Det mener jeg, det kan være til alle tider. Et klassisk problem om, i hvilken grad man vil underordne sig en valgt autoritet og ofre noget personligt i arbejdet for en højere sag. Det kan være af spirituel karakter men også som i dette tilfælde noget politisk. Lige nu ser vi unge muslimer engagere sig i en voldelig kamp flere steder i verden. De ønsker heller ikke noget demokrati.
Interesserer det læsere i vore dage?
Det kan jeg heller ikke tage for givet, så min vinkel er to børns ønske om at finde ud af noget mere om deres forsvundne far. Den personlige vinkel er så magtfordelingen i den enkelte familie, hvor de føler sig som ofre for forældrenes konflikt og beslutter, at de ikke vil finde sig i det længere. Altså et oprør mod en autoritet på det nære familiære plan, der komplementeres af de unges fælles oprør mod en selvbestaltet større samfundsmæssig autoritet, de vælger at sætte spørgsmålstegn ved. Dermed bliver der tale om en form for parallel mellem noget individuelt og noget kollektivt.
Og det interessante er så magtspillet på begge fronter?
Ja, det har altid undret mig, hvorfor folk, og især unge, i halvfjerdserne var villige til at give afkald på demokratiet til fordel for en autokratisk styreform, som kommunismen jo var.
Besvarer du så det spørgsmål i bogen?
Hvis jeg kunne komme med et fyldestgørende svar på det, ville mange historikere uden tvivl være mig taknemlig, så det er naturligvis mere en redegørelse for nogle faktorer, der var i spil i det tidsrum. Og det i sig selv synes jeg er en messe værd.
Hvilke faktorer mener du?
Kollektivt set var den unge generation, der fik sin frihed i tresserne, endnu ikke moden til at tage ansvaret for at skabe sig et nyt livsgrundlag. Jeg mener det er en væsentlig grund til, at mange unge i halvfjerdserne blev grebet af en usikkerhed om det at tackle den nye frihed, og en del reagerede med resignation og depression. De fandt intuitivt ud af, at de kollektivt savnede den sikkerhed, der lå i at læne sig op af et etableret system. Men da de ikke kunne acceptere kapitalismen, der havde kompromitteret sig gennem Vietnamkrigen, blev marxisme-maoismen så det alternativ, der lokkede med en anden organiseret oplevelse af sikkerhed, og derfor fik den ideologi medvind i det årti. Dengang kendte man ikke til alle kommunismens uhyrligheder fordi det var et lukket samfund. Det er faktisk først i vore dage, at man kollektivt set er ved at blive klar over, at man i fremtiden må bygge på et andet samfundssystem, som respekterer bæredygtighed og balance i produktion og forbrug. Men nu er der jo også gået lang tid siden halvfjerdserne. At indse den slags store perspektiver tager sin tid.
Kan man ikke let blive offer for bagklogskab?
Det skal man naturligvis passe på med. Men det jeg derimod ikke kan undgå at forundres over, er at der i dag stadig findes gammelkommunister, der ikke vil justere deres holdning efter alt det vi senere har fået at vide, specielt i lyset af, at folk inden for det system ublodigt lagde det fra sig, da de omsider fik lejlighed til det. Marxismen-Leninismen var en fin ideologi, men den krævede bare, at folk opførte sig mere uselvisk og solidarisk end de var i stand til. Den var simpelthen for god til menneskene. Sovjetunionen formåede ikke at levere varen, og den forstenede i topstyret betonkommunisme. I Kina havde Mao som Stalin også millioner af menneskers liv på samvittigheden.
Hvordan håndterer du så det selvmodsigende i halvfjerdserne?
Jeg sammenstiller nogle forhold, der i den konkrete sammenhæng ikke i virkelighedens verden er blevet påvist, men som meget vel kunne tænkes. Heri ligger min tilføjelse til historiens gang i en drejning, som absolut kunne være ganske logisk og naturlig, og som samtidig er klimaks i historien, hvor paradokserne kommer frem i lyset. Jeg blev ganske godt tilfreds med den samstilling, da jeg kom frem til den som en tilføjelse til plotudviklingen.
Er det derfor, du ikke sætter konkrete genkendelige navne på visse personer, steder og begreber fra halvfjerdserne?
Ja, min dystopi foregår i en parallelverden, som er genkendelig, men hvor man lige selv må foretage den sidste tankemæssige parallelvurdering i sit eget hoved for at komme frem til pointen. Det er imidlertid ikke svært, det ligger lige til højrebenet.
Tager du dermed selv en politisk beslutning omkring indholdet?
Nej, ikke entydigt. Jeg lader flere holdninger komme til orde og giver spalteplads til varierede synspunkter. Specielt de holdninger, man ikke selv tilslutter sig, har man et særligt ansvar for at fremføre på en vederhæftig måde, for de har måske historiens gang imod sig, hvad angår forståelse og sympati. Jeg føler, jeg må prøve at udvise en høj grad af ansvarlighed, siden jeg kommer ind på noget ideologisk og samfundspolitisk.
Det virker lidt abstrakt. Hvordan gør du historien appellerende for nutidens læsere?
Ved at bygge på nogle nedslag i perioden, som er kuriøse, morsomme eller tankevækkende på et helt jordnært plan. Der er jo noget meget karakteristisk specielt i halvfjerdserne omkring boformer, musik, det sociale liv, kollektiv frigørelse og opposition til forældregenerationen på mange områder. Det var jo det årti, hvor tressernes naive oprør blev afløst af mere konkrete tanker og handlinger om, hvordan folks liv i praksis burde eller kunne forandres. Det var nok det årti, hvor der blev eksperimenteret mest med opbrud og ændring af menneskers daglige tilværelse. Tresserne var optakten, men i halvfjerdserne så man konsekvenserne, også de alvorlige.
Du trækker måske på egne oplevelser fra din ungdom?
Ikke direkte, for jeg var ikke på barrikaderne som så mange andre, ja, jeg var vel dårlig nok i opposition til en hjemlig autoritet. I mine personlige prioriteringer forekom det ikke at opponere mod gængse måder at forholde sig på, som min familie ikke kunne tolerere. På den måde var jeg som ung i halvfjerdserne måske ganske atypisk. Men jeg fulgte med i, hvad der skete omkring mig, og jeg har en levende erindring om den tid, både min egen virkelighed og den som andre unge valgte at forsøge sig med.
Og det var ikke alt sammen alvorligt?
Nej, det kan man ikke sige. Også andre har forsøgt sig med tidsbilleder fra det årti, og noget af det mere underholdende var jo kollektivbevægelsen med alternative boformer og de den ivrige satsning på det naturlige, man havde arvet fra hippiebevægelsen, med biodynamisk mad og hønsestrik, grupperelationer og partnerbytte samt eksperimenter med euforiserende stoffer og demonstrationerne mod krig og atomkraft. I udkanten af det spektrum kom så de mere farlige aspekter som ekstremistgruppers terrorristaktioner og narkomanien med hårde stoffer som meskalin og LSD. Alt skulle afprøves, og nogle gik til yderligheder og måtte betale en høj pris i retning af et ødelagt liv for dem selv og deres nærmeste.
Det var svært at forstå i samtiden?
Ja, afgjort, og også nu. Når de unge flippede ud, blev forældre opfyldt af selvransagelse og sagde forvirrede ’Hvad har vi dog gjort galt, siden vores børn opfører sig sådan?’ Det var let at tage sig tingene personligt, selv om den udløsende årsag var en hel generations forkerte prioriteringer, men bød så også på den mulighed for de unge, at de fik lov at protestere og forsøge sig med at gå nye veje. På den måde var det trods alt et åbent samfund i vesten, der havde råd til den slags sociale eksperimenter, og tak og lov for det. Den slags tillod kommunismen ikke.
Det var vel heller ikke en given sag?
Nej, nogle steder i verden var det ikke muligt i begyndelsen, og i USA havde man jo meget mere alvorlige emner på dagsordenen, som kampen for borgerrettigheder og modstanden mod krigen i Vietnam. Opgørene blev også hjulpet på vej af, at flere af disse kritisable forhold havde udlevet sig selv og mest af alt behøvede en kollektiv stillingtagen for at et flertal indså det berettigede i, at nogle gammeldags ting blev lavet om.
Hvorfor den vinkel med ’Troldmanden fra Oz’?
Jeg behøvede noget uskyldigt og naivt som modvægt til det mere alvorlige, der efterhånden dukker op. Desuden er der i det eventyr en guru eller vismand, som ikke er helt fin i kanten, men som folk tillægger store evner, og da jeg selv kommer frem til at stille spørgsmål ved en selvbestaltet Mester og hans evner for at samle tilhængere, var det en oplagt naiv vinkel at indlede med.
Du har også andre ting, som mere opleves som detaljer.
Det er klart. I redegørelsen for at miljø eller nogle personer bruger jeg elementer, som mest har en signalværdi. Det er nødvendigt i processen med at gøre baggrunden nuanceret og plausibel inden den mere intrigemæssige udvikling tager fart. Det er en naturlig del af historiefortællingen, og den må afvejes, så den tilpasses det omfang, der er nødvendig og tilstrækkelig uden at skygge for hovedtemaet i historien.
Det virker hårdt, det der med udsætningen af Danias familie.
Jeg så en udsendelse og hørte faktisk også et radioprogram om det emne. En foged fortalte om sit job, og det gjorde et stort indtryk på mig. Der var en case story om en kvinde, der måtte forlade sin lejlighed fordi hun havde for stor huslejerestance. Det var meget hårdt at se på, for hun havde gjort meget ud af indretningen af sit lille hjem, som hun holdt så meget af. Den præsentation glemmer jeg aldrig. Måske fordi jeg også selv er nært knyttet til det sted hvor jeg bor. At have orden i den daglige økonomi har altid været meget vigtigt for mig. I Danias tilfælde tager de faktisk situationen med ophøjet ro. Jeg blev ganske overrasket over at jeg formåede at beskrive den holdning troværdigt, for det lå helt uden for mine egne prioriteringer.
Du har også lidt referencer til den teknologiske udvikling.
Det forekom naturligt, for i halvfjerdserne herskede stadig den analoge tidsalder, hvor der ikke fandtes computere eller kun ganske svage tidlige udgaver af dem. Således foregik al reprografisk arbejde i mørkekamre, og teksten blev skrevet på skrivemaskine og dernæst på satsmaskiner. Hvor har jeg dog belyst mange ark negativt fotopapir i et reprokamera, sammenlagt det med et stykke positivpapir og kørt dem gennem mørkekammerets fremkaldersektion med flydende fremkalder, når vi skulle lave layouts færdige til tryk. Den slags har man næsten glemt i dag, og helt sundt var det mørkekammermiljø heller ikke, for det var ikke altid man havde udsugning. Jeg har også gnubbet mange overskrifter op med Letraset. I løbet af halvfjerdserne dukkede fotosatsen op, og så kom konflikterne med typograferne på aviserne, der så deres arbejdsområde truet af papirmontagerne, og det var ganske relevant, for deres fagområde forsvandt jo.
Hvad med henvisningen til ’Den lille røde bog for skoleelever’?
Det var meget oplagt at tage den med, for den viser meget præcist, at tankerne om forandring var meget udbredte i det årti. I grunden er der set med vore dages øjne ikke noget særligt provokerende i indholdet, men da det kom frem var det ganske kontroversielt. Det var også i det årti, Danmarks Radio blev beskyldt for at være venstreorienteret og have for mange røde lejesvende, som Erhard Jacobsen udtrykte det. Min gode kampfælle Jesper Klein fik selv ørerne i maskinen på det tidspunkt i DRs ungdomsredaktion med ’Peberkværnen’ og ’Klyderne’.
Som modvægt har du også et ældreoprør med i bogen…
Det var et kapitel, jeg citerede fra en tegneserie, jeg tidligere havde lavet. Her blev det til en reportage, som en af mine hovedpersoner blev indblandet i. For at bakke op om temaet lod jeg ham være optaget af de vilkår, der var gældende for institutionsanbragte, et emne, som også blev taget op til revurdering på dette tidspunkt af udviklingen inden for socialsektoren.
Afsnittet med de kvikke bønder, der narrer byboerne er også genbrug fra ’Dekalog over Janteloven’…
Der er også brug for lidt humoristiske indslag i sammensætningen, og det her var oplagt. Desuden lader jeg Asger et sted henvise til en ’Dekalog over Janteloven’ suite, han er i gang med at skrive. Det er selvfølgelig min egen interne joke.
Din vinkel på narkotika og euforiserende stoffer er mere sporadisk…
Den tråd kunne naturligvis godt være udviklet, men det blev for meget. Narkotika skulle dog berøres, for det var også i halvfjerdserne, at det misbrug voksede til et alvorligt problem, og nogle havde svært ved at finde grænsen mellem det harmløse og det farlige. Her var ovennævnte røde bog faktisk også en hjælp for de usikre unge.
Afslører du ikke adressen for din parallelbeskrivelse, når du nævner den store vindmølle?
Det er muligt, men det gør heller ikke noget. Der er flere detaljer som indikerer, hvor vi er henne i vores parallelverden, men jeg vil gerne fastholde et mere generelt syn på spørgsmålet om en alvidende og karismatisk leder. Faktisk var det der, min oprindelige inspiration lå, og jeg overvejede en overgang, om det skulle være en historie, der indeholdt kommentarer til en religiøs frikirkelig lederskikkelse, hvoraf der jo har været masser i tidens løb. Folks fascination af den slags ophøjede spirituelle guruer er også et besynderligt fænomen. Men den valgte vinkel endte med at føles mere naturlig, specielt fordi det mest var unge, der blev involveret i denne særlige sociale konstruktion, og emnet har også været diskuteret en del i tidens løb. Og så havde jeg også det motiv at lade guruen blive konfronteret med de negative voldelige elementer, der ligger i en sand venstreorienteret revolutionær tankegang. Dem slap man for i virkelighedens verden hos os.
Du har kapitler, der bygger på helt konkret erindringsstof.
Ja, jeg har været inspireret af nogle artikler, hvor unge fortæller om deres oplevelser med sådan et samfund, og deres beskrivelser tilføjer autenticitet til præsentationen. Det har gjort et stort indtryk på mig under arbejdet med bogen. De er dog tillempet i nogen grad.
Er det ikke et usympatisk træk med den beskrevne overvågning?
Det må i så fald gælde begge sider af overvågningen. Det bidrager i alt fald med et spændingsmoment, foruden at vise det element af spionvirksomhed, der professionelt var oppe i tiden som udtryk for den kollektive paranoia, der herskede hos magthaverne under den kolde krig.
Hvordan har det været at skulle håndtere større grupperinger i fiktionsmæssig sammenhæng?
Jeg var lidt betænkelig, for det kunne godt gå ud over oplevelsen af nærhed og identifikation, men jeg mener jeg løste det ved at lade nogle enkeltpersoner komme med deres personlige oplevelser undervejs og så lade en enkelt talsmand komme med de afgørende argumenter, da konfrontationen spidser til.
Var der punkter, du havde under overvejelse, men lod være med at udvikle?
Ja, historien om Elmers gamle kæreste og hendes skæbne. Den havde jeg på et tidspunkt planer om at gøre mere ud af, men så endte den som en krølle til slut i stedet. Som tingene skrider frem finder man ud af, hvad man bør prioritere for at styrke dramaturgien og hvad man bør lade ligge. Det er et tilbagevendende spørgsmål, når man tilrettelægger tingene. Det kan man ikke beslutte på forhånd, men bliver først klart i takt med, at man får elementerne til at falde på plads i puslespillet.
Det er også noget nyt, at du har en reel og markant faderfigur, der næsten er en form for helt?
Det glædede mig også, at der blev brug for det. Jeg har haft en del fraværende eller svage faderfigurer i mine bøger, og det har pint mig lidt, ud fra en overordnet betragtning. Det hænger nok sammen med, at jeg nærer en vis skepsis over for den slags personer, så jeg har svært ved at beskrive dem med en ægte følt sympati. Men her havde jeg så en større og mere tvivlsom højerestående generel faderfigur i historien, så der blev plads til en mere sympatisk mindre udgave af den patriarkalske rollemodel, og det føltes tilfredsstillende.
Til gengæld har du en noget tvivlsom kvindelig moderrollefigur.
Det var på samme måde uundgåeligt. Jeg blev nødt til at have en person, som min teenagepige Dania på en forståelig og naturlig måde kunne opponere imod med den sympati, læseren på det tidspunkt havde mobiliseret for børnenes skæbne. Alt i alt er det også mest af alt synd for moderen, at hun har så få og ubekvemme sociale brikker at flytte rundt med. Jeg har som regel ingen grundlæggende negative personer i mine bøger. Jeg ønsker af forstå alle mine personer, også de mere problematiske. Men spørgsmålet om forældremyndighed er stadig et betændt tema, når familier bliver opløst og børnene bliver de virkelige tabere.
Lille Mads er vel en slags comic relief?
Han er nødvendig som den finurlige naive følgesvend, som ser på tingene med et åbent sind og kommenterer det helt spontant. Det gav et rart tilskud af umiddelbarhed, som var godt at få med som en jordnær klangbund til det magtfilosofiske. Ham blev jeg rigtig glad for, som fortællingen skred frem. Desuden gav han anledning til at Dania kunne udleve sin de facto moderrolle som den ansvarlige person i familien.
Og Dania bliver selv klar over, hvorfor hun er så ansvarlig…
Det blev en form for selverkendelse, som hun gennemlevede sammen med så mange andre ting undervejs. Jeg har ofte en meget fornuftig ungdommelig identifikationsfigur i mine historier, som måske er lidt mere kvik end gennemsnittet. Men det accepterer læserne, som jo gerne vil have, at den figur, de mest relaterer sig til, også har tjek på nogle ting, som de gerne vil opleve hun har, når nu så mange andre punkter er svævende, usikre eller står til diskussion. Dania er det pålidelige sikre referencepunkt vi ønsker at sætte vores lid til i den usikre verden, der omgiver hende.
Måske er det noget af det mest typiske for halvfjerdserne? Usikkerheden?
Det tror jeg. Dengang var den kolde krig koldest. Ingen kunne jo ane, hvor det hele ville ende. Om en atomkrig kom til at afslutte det hele eller om et totalitært styre ville afløse det kapitalistiske som den eneste verdensorden, eller hvor skævt det ville gå på længere sigt. Nu ser vi tilbage og har noget svært ved at sætte os ind i den usikkerhed, der var udbredt omkring stort og småt på den tid, og som vi trods alt er ved at arbejde os ud af, med hjælp fra den senere tids teknologiske udvikling på kommunikationsområdet. I halvfjerdserne var der endnu ingen computere eller internet, ingen mobiltelefoner eller sociale elektroniske netværk. Den globale landsby har ændret sig kolossalt i løbet af de sidste tredive år.