Kapitel 7
Dania og Rød Front
DEN LILLE RØDE
returSommerferien nærmede sig, og jeg havde afleveret min sidste stil. Vi havde skullet skrive en sammenfatning og vurdering af bogen ’Fluernes Herre’ som vi havde læst forinden. Ja, det var ikke alle som havde nået det, men de fik et resume af kammeraterne, og så måtte de nøjes med det.
I det hele taget var det svært at få taget sig sammen til at få læst en bog fra ende til anden. Man gik i gang med en roman i håbet om det ville blive en spændende oplevelse men som regel blev man skuffet og fik ikke læst bogen færdig. Enten var det fordi emnet ikke fængede eller også var tingene skrevet på en gammeldags måde med kringlede sætninger og overflødige indskudte bemærkninger.
Det værste var man ofte ikke følte man kom nogen vegne, eller at det tog hundrede år og en dag at komme videre i handlingen. Tingene stod stille eller tog for lang tid at komme igennem. Det var virkelig ikke noget at sige til, at folk var begyndt at se mere TV, nu hvor der var lejlighed til det. I en film skete der ofte en masse i hurtigt tempo, og klimaks i fortællingen kunne nås i løbet af halvanden til to timer. Så kunne man komme videre til noget andet og ikke blive hængende i første del som hvis man havde brugt tiden på at læse det samme i en bog.Men ’Fluernes Herre’ var jeg kommet igennem, og det havde ikke været nogen pine, selv om bogen var gammel. Historien kunne man også forholde sig til, fordi det var en spændende og provokerende idé.
En flok elever fra en engelsk kostskole forulykker og redder sig i land på en øde ø, hvor de skal lære at klare sig. Altså en opbyggelig Robinson Crusoe historie, kunne man tænke sig, hvor man efterhånden overvinder modgangen og finder ud af at leve i pagt med naturen. Denne historie var gennem årene blevet til en klassisk fortælling for børn, om overlevelse under svære vilkår.
Men i ’Fluernes Herre’ går det anderledes. Der er det ikke én person, men en hel klasse som skal få tilværelsen til at fungere fra bunden af, og det er noget helt andet. Jeg vidste det fra os selv. Når vi havde gruppearbejde, gik det heller ikke altid lige let. Nogle ville helst køre frihjul og overlade arbejdet til andre som var mere engageret i emnet.
På øen skete der naturligvis også det, at der var nogle få elever der havde sans for at lede andre. De slog sig op og tog magten, og da de to anførere blev uenige, flyttede de hver for sig og tog deres tilhængere med sig. En af grupperne var mere aggressiv end den anden, og de udviklede sig til regulære krigere der truede med at tage magten på øen.
De værdier som blev hyldet af krigerne, havde naturligvis med vold og undertrykkelse at gøre. Den stærkestes ret, og alt det der, meget primitivt. Det var lige før de udryddede hinanden inden situationen i sidste øjeblik blev reddet af, at nogle folk fra omverdenen fandt dem og forhindrede det endelige blodige opgør.
Forfatterens holdning var, at det altid ville være de brutale og krigeriske forhold som ville herske hvis en udvikling startede fra bunden og fik lov at fortsætte uden indblanding.
Hans udgangspunkt var engelske kostskoleelever som i forvejen var vant til at leve under et formynderisk system, men var det derfor det gik så galt? Ville almindelige mennesker vælge at gøre det samme hvis de skulle starte forfra? Ville der være nogen værdier fra et tidligere civiliseret samfund som kunne overleve hvis mennesker igen skulle begynde fra bunden af?
Vi var blevet bedt om at forestille os den truende atomkrig var blevet til virkelighed. Vestmagterne og Østblokken havde jo mulighed for at virkeliggøre det. Hvis nogen i toppen trykkede på den røde knap, hvad så? Masser af mennesker ville dø, men nogle ville måske overleve på fjerne steder. Ville de så begynde at kæmpe om de sidste rester af det der var nødvendigt for at holde sig i live, også selv om de måtte dræbe andre undervejs?
Det var et dystert spørgsmål, og jeg havde givet mit bud på en mulig udvikling. Jeg gad vide hvad vores dansklærer ville sige til det?
”Det er lige meget hvad I vælger, men I skal argumentere for jeres valg, det er det vigtigste. Hvorfor går det som I beslutter? Og hvad er konsekvenserne på længere sigt. God appetit. Lad os nu se om I kan fordøje den mundfuld.”
Med disse ord havde han afleveret det sidste stileemne i dette skoleår, og vi fik som sædvanlig god til at tænke tingene igennem, men det var også sikkert, at en del ville vente til sidste øjeblik inden de fik taget sig sammen til at besvare opgaven. Det var vist i det hele taget noget meget dybtliggende hos mennesker. At vente til sidste øjeblik og ikke foretage sig noget før det hele brænder på og man bliver nødt til at gøre et eller andet.
’Mange af jer siger til jer selv ’Det kan ikke nytte noget. Vi kan aldrig få noget gennemført. De voksne bestemmer det hele, og vores kammerater er bange eller ligeglade’.
En tiger kan se skrækindjagende ud. Men hvis den er af papir, kan den ikke æde nogen. I tror for meget om de voksnes magt, og I tror for lidt om jeres egne muligheder.
De voksne har stor magt over jer. De er rigtige tigre. Men på længere sigt kan de ikke få magt over jer. De er papirtigre.
Børn og voksne er ikke naturlige fjender. Men voksne har selv meget lidt magt over deres egne forhold. De føler sig tit i klemme, fordi økonomiske og politiske kræfter har magten over dem. Det går ud over børnene. I de tilfælde, hvor de voksne selv er blevet klar over det og er begyndt at gøre noget ved det, er der en mulighed for samarbejde. Hvis I ved mere og diskuterer med hinanden, kan I gennemføre meget mere end I tror.’Der var en sammenstimlen i et hjørne skolegården. Frode havde en bog med, han var faldet over derhjemme. Det var hans storebror der havde skaffet den i sin tid, og nogle af os havde godt hørt om den.
Bogen var lille og rød og i salmebogsformat. Men nogen salmebog var det ikke. Kirkelige bøger opregner nogle regler og påbud som man skal følge, ellers falder der brænde ned. De hylder nogle begreber om man skal underkaste sig en åndelig leder, en højtstående gud man tror er almægtig og har lov til at bestemme alt.
’Den lille røde bog for Skoleelever’ var noget andet. Det var en håndbog i det at være elev, og i stedet for at rette sig efter autoriteterne skulle man faktisk modarbejde dem og nedbryde dem hvis man kunne.
Den var inspireret af en tilsvarende bog for voksne som kom langvejs fra. Ovre i Kina havde man haft en revolution hvor fattige arbejdere og bønder havde taget magten. Deres leder hed Mao Tse-Tung, en lille tykhovedet smilende mand som så meget rar og venlig ud. Han havde skrevet en bog, ’Maos lille Røde’, hvor han fortalte hvordan han mente folk skulle opføre sig, nu hvor han var blevet den store rorgænger. Den var også blevet oversat til mange sprog.
Men så for nogle år siden, da der startede et oprør blandt unge over hele verden, kom nogle på den idé, man da også kunne lave en håndbog for skoleelever. Og for at vise sammenhængen med den kinesiske bog, trykte man den i samme lille format og samme farve. Rød var blevet farven der symboliserede oprør og samling omkring socialismens idéer, der havde fået mange tilhængere blandt unge i alle vestlige lande.”Hvad særligt er der ved den?”
Poul var lidt skeptisk.
”Den fortæller, lærerne bare er systemets forlængede arm.”
”Hvad vil det sige?”
”At de går storkapitalens ærinde.”
”Og hvad betyder så det?”
”Hele vores samfund styres af pengemagten, og det er der nogen der mener vi bør gøre op med, altså afskaffe. Og lærerne burde hjælpe til og vise vejen. Men da de ikke gør det, er det op til os at forandre tingene. Det er nemlig os der har magten.”
”Hvordan?”
”Må jeg se.”
Bernhard fik bogen og bladrede i den. Nogle så ham over skulderen. Frode fortsatte.
”Hvis timerne er for kedelige, er det i orden at dagdrømme, læse pornoblade eller selvfølgelig ’Den lille Røde’. Vi kan også skrive anonyme sedler om læreren og sende dem rundt i klassen.”
Hans var ikke imponeret.
”Det ku vi strengt taget godt finde ud af helt af os selv.”
”Ja, men bogen her siger det også er helt i orden, og at vi ikke behøver skamme os over det.”
”Okay, det er selvfølgelig rart at vide man har opbakning et sted hvis man flipper ud.”
Frode fortsatte.
”Hvis det ikke virker, kan man omgå systemet ved at lave de kedelige lektier i fællesskab og læse andet materiale end det vi får udleveret.”
Bernhard havde fået øje på noget.
”Her står noget om toiletter.”
”Ja, hvis toiletterne er uhumske, skal vi bare bruge lærernes toilet i stedet.”
”Fedt nok. De er nemlig ofte helt grisede til med lort og pis.”
”Det er nu rent faktisk vores egen skyld.”
”Det er svært at styre, når man får dårlig mave fordi læreren mobber én i timerne.”
”Her er noget andet. Vil man af med en lærer, kan man bare prøve at gå i seng med ham. Det er en stensikker vej til afskedigelse.”
”Den bog lægger ikke fingrene imellem.”
”Der står her ’Man anser det for mere forfærdeligt, at en lærer går i seng med en elev end at han piner og plager eleverne’.”
”Det er faktisk værd at tænke over. Hr. Jacobsen ville jeg gerne af med.”
”Der har du vel ikke store chancer, Martin.”
”Nå ja, men hvis man alligevel ku lokke hr. Jacobsen på glatis, ville det måske være ekstra pikant.”
”Nu styrer du dig, Martin. Ku du ikke nøjes med at lægge an på frøken Halvorsen?”
”Halvorsen?”
Martin skulle lige overveje situationen.
”Ja, hende ville jeg godt ønske hen hvor peberet gror.”
”Er det for resten ikke der ovre i Kina eller der omkring?”
”Nej, jeg tror nu ikke, jeg vil binde an med frøken Halvorsen.”
”Åh, hvorfor dog ikke?”
”Hun er altså noget af det mest usexede, man kan forestille sig.”
”Så har hun sikkert er udækket behov. Hun er jo ikke gift.”
”Du ku sikkert få hende til at gå temmelig langt, tror jeg.”
”Jo, men som en fyr skal man jo også tænde på dullen, ellers… du ved… fungerer dummernikken jo ikke.”
”Du ku jo forestille dig, hun var Sylvia.”
”Ja, det ville naturligvis hjælpe…”
”Hvad siger du så?”
”Der er jo bare det, at vi sikkert begge to ender med at blive bortvist, og så har jeg jo ikke jer kolossalt charmerende kammerater omkring mig længere.”
”Nej, det er selvfølgelig et bagslag, klart nok.”Bogen var vandret videre i kredsen.
”Her står noget om stoffer.”
”Har de bevidstgjorte fyre også en mening om det?”
”Der står man bør være forsigtig med stoffer som LSD fordi virkningen er uforudsigelig og måske dødbringende. Så de synes, det er sikrest at advare mod det.”
”Det havde jeg nu heller ikke tænkt mig at eksperimentere med. Jeg har hørt om nogle der er blevet dumme i låget af stoffer som meskalin og LSD.”
”Hvad står der om hash?”
”Hash og marihuana betegnes som stof der giver langt mindre tømmermænd end alkohol. Det er kun socialt vanedannende, på lignende måde som spiritus og tobak. Faren ved hash er den kriminalitet som forbuddet fører med sig. De fortæller også noget om hvordan man får det bedste ud oplevelsen af hash.”
”Det er ellers noget af en brugsvejledning.”Bente havde fundet noget mindre eksplosivt.
”Forfatterne er også imod, at skoletiden strækker sig ind i fritiden. ’Da lektier keder de fleste, er de timer du bruger af din fritid til det som regel spildte’.”
”Det går jeg ind for. Når man endelig har fri fra skole er der ikke noget mere surt end lektierne derhjemme.”
”Jeg udsætter dem også til sidste øjeblik.”
”Ja, og så er det meningen man skal have dårlig samvittighed og skyldkomplekser.”
”Men det behøver vi altså ikke.”
Bente citerede.
”Et skoleskema er noget man bliver underlagt for at skolen bedre kan styre de unge, men børnene kan selv mærke om undervisningen er dårlig og reagere på det. ’Netop fordi de fleste lærere gerne vil være populære, er det jer der har magten. I kan blot gøre læreren upopulær’.”
”Nok værd at overveje.”Hans blev tænksom.
”Noget siger mig vi burde have en kammeratlig samtale med vores klasselærer om denne ophøjede lille skriftsamling.”
”Nej, det fraråder forfatterne i bogen.”
”Hvorfor dog det?”
”Vi bør ikke diskutere disse ting med læreren for ikke at blive jordet med usaglige argumenter.”
”De har virkelig tænkt tingene igennem.”
”Rart at mærke der er nogen som holder med os, når vi skaber os helt tosset.”
”Måske er tiden inde til en bekvem lille revolution.”
”Du får bare røven på komedie.”
”Jeg vil naturligvis fremføre, det er et indlæg i skabelsen af et nyt og bedre samfund, så fremtiden kan komme til at virke lys og lykkelig for os alle, inklusive de undertrykte lærere der er det etablerede systems ubevidste håndlangere.”
”Problemet er at overbevise dem om det.”
”Ovre i Kina er der ikke tale om at overbevise nogen om noget som helst, man griber bare magten, sådan, og så er det de nye paroler der gælder, og dem har alle bare at rette sig efter, for der er ikke noget alternativ.”
”Jeg har på fornemmelsen Kina er lidt anderledes end her hos os.”
”Det tror jeg du har ret i, Katrine.”RIIING!
”Så, nu ringer klokken. Så skal vi have kasserollekasus hos Fru Martinsen.”
”Lad os starte med at afskaffe alle de kasus.”
”Så bliver tyskerne kede af det.”
”Og finnerne. De har vist hele femten eller atten af slagsen.”
”Kuinka kallitt olohuoneen uudet tapetit olivat.”
”Lige mine ord igen.”Vi gik op til næste time. Frode havde ladet ’Den lille Røde’ ligge fremme. På et tidspunkt havde Fru Martinsen fået øje på den.
”Hvad har du der, Frode?”
”Den lille røde.”
”Maos lille røde?”
”Nej, ’Den lille røde for Skoleelever’.”
”Nå, den.”
”Ja, den.”
”Er det noget, du går ind for?”
”Bogen tilråder man ikke diskuterer indholdet med lærerne.”
”Nå ja, det var der vist noget om. Men hvorfor i grunden?”
”Fordi vi kan risikere lærerne kommer med usaglige og manipulerende argumenter der betvivler bogens konklusioner.”
”Er I da ikke selv i stand til at gennemskue den slags?”
”Problemet er, at lærernes argumenter bygger på den logik der er gældende i det senkapitalistiske samfund.”
”Aha, der er altså tale om systemkritik?”
”Det er sikkert uundgåeligt.”
”Så diskussion er af det onde?”
”Bogen vil nok mene det er formålsløst.”
Fru Martinsen gav ikke op.
”Så enten går man ind for at systemet skal ændres, eller også gør man ikke?”
”Ja, sådan har jeg forstået det.”
”Men lige som det nuværende system har sine fejl og mangler, så har det nye system det vel også?”
”Det kan godt være, men det er svært at gennemskue på forhånd.”
”Der sagde du noget vigtigt, Frode. For lur mig, om ikke samfundet efter revolutionen også har sine ulemper, men det opdager man først bagefter.”
”Ja, og så?”
”Så er det for sent. Så har man nemlig afskaffet demokratiet der er en sikkerhed for, at man kan blive fri for det der ikke er flertal for som tiden går. Efter en autokratisk magtovertagelse er der ingen vej tilbage, og man må leve med det et-parti system der så eksisterer, for det vil ikke lade sig afskaffe igen, dårligt nok tillade kritik.”
”Det kommunistiske spøgelse?”
”Kald det hvad du vil, Frode. Rækker du Fanden en lillefinger, tager han hele hånden og armen med.”
”Jeg kan forstå, klassekampen vil komme til at foregå uden Deres loyale opbakning?”
”Ja, det kan du lige bande på, Frode. Og vil du så lige nævne mig de ord der styrer akkusativ?”