Prøvekapitel
Drengen, der elskede Carl Barks

BESØG AF BARKS

retur

                 Jeg havde troligt udgivet mit magasin 'Carl Barks & Co' i tyve år, da Carl Barks omsider selv besøgte Europa. Jeg samlede bidrag fra hvert land som Barks besøgte og det blev til et 56 siders Europe Tour 1994, nummer 22 i rækkefølgen og denne gang udgivet på engelsk.
            Jeg skrev selv den danske reportage.

            'Blandt de presseklip fra Barks' besøg i Danmark er der særlig ét jeg husker. 'BarksDonaldister vil mene, at et besøg af Carl Barks rangerer på højde med at H C Andersen pludselig skulle vise sig, selv om overraskelseselementet ville være større i sidstnævnte tilfælde'. Begge er eventyrfortællere i verdensklasse.

            I en alder af 93 ville man ikke tro, at han turde begive sig ud på en Europa turné, der ville vare to måneder, specielt fordi Barks ikke var en person der rejste meget.
            Adspurgt om, hvad han anså får en af sine største svagheder, sagde han 'Tilbagetrukkethed'. Da jeg selv spurgte, svarede han 'Det er først nu jeg har råd til at rejse'.
            Det fik mig til at trække på smilebåndet og tænke 'Det her er afgjort Joakim von Ands skaber'. De manglende penge kunne alene gælde de mistede arbejdsindtægter i perioden, for alle vidste, at dette triumftog, der kunne være en konge værdig, helt og holdent var bekostet af Disney-koncernen, som i årevis havde prøvet at overtale ham til denne rejse. De havde nok også haft det store regneark fremme og vurderet, hvad det hele var værd i øget PR og marketing værdi. Hvad det angår er jeg sikkert på, at marketing folkene ikke blev skuffede.
            Den lokale afdeling havde lagt et spækket men veltilrettelagt program, men det afholdt ikke Barks fra en ytring ved et velbesøgt møde i en tegneseriebutik 'Det her tror jeg er det hyggeligste møde jeg hidtil har oplevet'.
            Jeg kender den dedikerede fan, som arrangerede mødet, og jeg tror han i det øjeblik følte sig mindst en tomme højere.

            Barks har altid været god til at udtrykke store og enkle følelser i få ord, og dette blev også tydeligt under et andet møde i Det kulørte Bibliotek, hvor Barks skulle møde udvalgte gæster og give en signeringsrunde.
            Han kom ind ad bagvejen og var pludselig til stede i lokalet, hvor folk trådte til side for at gøre plads. En næsten andægtig stemning opstod et øjeblik, hvor man ville have kunnet høre onkel Joakims første 25-øre falde på gulvet, hvis det ikke havde været for en summen af videokameraer, der hurtigt kom i optagestilling. Tavsheden varede kun et øjeblik men måske længe nok til at nogen nåede at opleve den som lidt pinlig.
            Så gik Barks rundt of gav hånd til alle. Jeg sammenfattede den fælles glæde vi alle følte over at Barks omsider var kommet over til os, hvilket ikke overraskende fik Barks til at svare, at han også var glad for at han var kommet.
            Så kiggede han sig omkring og sagde 'Jeg tror måske at jeg har flere venner her i dette lokale end derhjemme'.
            På denne måde enkle måde fik han os til at føle på en lidt sentimental måde, at vi var noget særligt. Bemærkningen føltes skam spontan, og det er sandt, at der markedsføringsmæssigt gøres en større indsats i Europa end i USA.
            En af Barks' kommentarer til nogle af gaverne var 'Jeg kan næsten ikke vente med at komme hjem og vise det her til min rengøringskone'.
            Der verserede også en historie om en dame fra en velgørenhedsinstitution, der var blevet sendt over til ham for at vurdere, om han var et værdigt offer til fundraising. Hun kiggede sig omkring i hans arbejdsværelse og sagde så 'Det lader til at De er ganske optaget af ænder, hr. Barks?'

            Før hans ankomst til Danmark ringede en journalist til mig, siden det var meningen han skulle interviewe Barks på landsdækkende TV. Hvor var det nu han havde set det æg, som Anders var kommet ud af? Jeg kørte hurtigt gennem min donaldistiske paratviden men måtte opgive at svare. Det var vist ikke hos Barks.
            I udsendelsen sagde Barks 'Jeg tror han kom fra et æg, der blev købt i en købmandsbutik'. Nu er journalister jo kvikke folk, så et andet spørgsmål dukkede op 'Har Anders og Andersine noget sexliv?' Dertil svarede Barks 'Åh, jeg vil mene at man hos Disney har gjort hvad man kunne for at holde dem fra hinanden'. Tonen var tydeligvis humoristisk og ironisk.
            Da han ringede til mig ville førnævnte journalist også vide, at hvis Barks virkelig var far til tegneserieudgaven af Anders And, hvem var så hans mor? Der havde jeg det rette svar. Det var uden tvivl Sonja Rindom. Og hvem var hun så? Jo, det var hende, der i mange år havde oversat Disneys serier til dansk. Men nogle af berigelserne af det danske sprog skylder hun Barks. Langtbortistan hedder således Farawaystan i originaludgaven.
            Heldigvis havde den lokale afdeling husket at invitere hende til en reception på forlaget, og hun ankom klædt helt i hvidt. Vi omtaler normalt ikke en dames alder, men hun var tre år yngre end Barks, og som ham holdt hun sig også ganske godt.
            Man fortalte Barks hvem hun var inden præsentationen, og da de mødtes kiggede Barks op og ned på hende og så udbrød han 'You're looking GOOD!'
            Nu har Barks altid påskønnet et godt skår, og det ville journalisterne også grave lidt i. Året før havde Barks begravet sin tredje kone, og de ville gerne vide, om han stadig jagtede pigebørn. Han svarede 'Åh, jeg vender mig stadig om efter dem, men jeg er holdt op med at løbe efter dem'.

            Interessen for Barks var mærkbar på mange måder, men ikke overraskende især hos den midaldrende generation, der var vokset op med tegneserier som hovedkilden til underholdning da de var børn. Så for at være sikre på, at der også var nogle helt almindelige børn til at modtage Barks, da han ankom med Oslobåden, havde Egmont været forudseende og kørt et par busser med børn ned til kajen, så de kunne vifte med flag og hylde kongen af Andeby. I bussen var de sikkert blevet briefet om, hvem denne alderstegne amerikanske fyr virkelig var.
            Det er sikkert og vist, at vi alle følte et historisk vingesus og mærkede et pust fra hans vingefjer da Barks passerede forbi på sin triumftur.
            Uden tvivl var han en af de få virkeligt store skabere fra de fortællende tegneseriers guldalder som stadig var i live. At være sammen med Barks gjorde selv de mest finkulturelle bureaukrater til børn på ny.
            Efter at have foretaget grundige interviews var de kisteglade for en signatur i et af de gamle klenodier fra deres barndom i halvtredserne.

            En avisredaktør med speciale i litteratur fra et førende dagblad prøvede at få Barks til at tegne en lille and til ham og lovede at det ville blive trykt på forsiden af avisen, men Barks' manager afslog høfligt, selv om Barks selv havde været til at overtale.
            Når et Barks maleri kan blive solgt for 200.000 dollars og skitserne indbringer yderligere en klatskilling, så ville det være illoyalt over for investorerne at forære gratis andetegninger væk! Det var den slags rygter der viste, at Barks omsider var gået fra en position som Anders And til en status som Joakim von And. Jeg udviklede den tanke i et filosofisk spørgsmål til Barks, at hvis man forestillede sig der blev oprettet et Barks fond, hvilket godt formål kunne man så tænke sig det ville fremme?
            Det var et spørgsmål, det var svært at få et svar på, så det blev i stedet slået hen med en spøgefuld henvisning til den gamle bemærkning om et hjem til hjemløse brevduer.
            Selv om det virker som om Barks ender med at blive en holden mand, så er det stadig andre som har scoret den store fortjeneste på hans kreativitet.

            Ærlig talt ville Barks have foretrukket, at produktionen af andeserier var ophørt, da han trak sig tilbage, og tilkomsten af nye serier, der hovedsagelig skylder deres opmærksomhed den anseelse, som Barks har opbygget, er bestemt ikke Barks' glas limonade!
            Han ønsker heller ikke at blive fanget i en PR situation, der kan blive tolket som om den gamle mester giver faklen videre til nogen som helst navngiven efterfølger.

            Han er dog også klar over, at hele det her copyright halløj er et spørgsmål om at give og at modtage. Hans malerier med ikke-Disney figurer har ikke opnået samme påskønnelse som dem med ænderne.
            Skulle et Barks fond blive oprettet, burde det nok rettelig ske ved at de pengemænd, der har tjent store summer på hans kunst i årenes løb, gik sammen om at gennemføre det.
            I den forbindelse spurgte jeg, om det ikke havde været svært at sammensætte udstillingen af 30 Barks malerier i Nationalmuseets foyer i anledning af Barks' besøg?
            Jo, det havde ikke været så let, men ikke som jeg troede fordi billederne var spredt rundt omkring. De pågældende malerier blev ejet af kun to rigmænd! Jeg benyttede lejligheden og hev mine egne tre børn ind for at beundre herlighederne og de var tilpas tilfredse med, at dette galleri-besøg ikke hørte til de kedelige.
            Og malerierne fremviste faktisk dette særlige lysskær, som jeg havde hørt om og som ikke kommer med i reproduktionerne. Nu har andre kunstnere også forsøgt sig med motiver fra Disney uden sort kantstreg hvor man leder efter en tredimensionel virkning uden dog at fange den samme glød og sprødhed og livfuldhed som Barks har formået.

            Jeg fortalte Barks, at hvis han havde været i branchen i halvfjerdserne eller firserne var han måske blevet presset til at lade sine skitser blive rentegnet af en eller anden glat spaniol i ensartethedens hellige navn. Barks gøs ved den tanke og var taknemlig over at han havde fået lov til at følge sin skabelsesproces hele vejen fra idé til færdigt rentegnede originaler. Jeg kunne forsikre ham om, at det var der masser af fans som også var taknemlige for.
            Danmark var det land, der blev velsignet af det største antal dage på turneen, og Egmont havde inviteret andre Disney tegnere til at møde Barks, som Marco Rota fra Italien, Vicar fra Chile og Tello fra Spanien. De havde lavet lykønskningstegninger til Barks for at fejre anledningen.
            Barks kiggede på en tegning fra Vicar, hvor en guddommelig Barks giver liv til en ugidelig and på en nabosky, ikke ulig en kendt fresko af Michelangelo fra det Sixtinske Kapel i Rom.
            Barks klukkede over den idé, og Vicar, der kun var en årsunge omkring de tres, lyste op over den påskønnelse og kom flere gange med sit 'Maestro Barks' på tværs af den anglo-spanske sprogbarriere. Barks kommenterede 'Så du er den gut, der tegner ænderne bedre end jeg?'
            De fans, der ikke nåede at få en signatur fra Barks, måtte så lade sig nøje med en fra de andre tegnere på et senere møde på Det kulørte Bibliotek. Og her kunne det måske lykkes at få en lille andetegning? Men nej, Egmonts manager var til stede og kontrollerede, at det ikke skete. Man kunne få en signatur, ikke andet. Måske så Egmont et muligt fremtidigt boom i prisen for tegninger fra denne anden generations andemænd?

            Den største oplevelse for mig var, at Barks var blevet spurgt, om der var nogen i Danmark som han gerne ville hilse på, og så huskede han på mig. Derfor blev Egmont nødt til at invitere mig og det skete ved et morgenmadsmøde på Hotel Phoenix den sidste dag han var i Danmark. Jeg fik lov at tage en gæst med, og det blev Gorm Transgaard, som selv var begyndt at levere manuskripter til Egmont.
            Der sad vi så, tre generationer af andemænd og snakkede hyggeligt i over en time, helt afslappet og hyggeligt, siden vi ikke behøvede at have nogen båndoptager kørende. Hvad vi snakkede om kan jeg faktisk ikke huske, for det hele var så spontant. Men vi bemærkede, at Barks tog en skive skinke på sit wienerbrød.
            Gorm og jeg var blevet enige om, at vi ikke ville opføre os som simple fans, så vi holdt kameraerne skjult. Til sidst blev vi så spurgt, om Barks kunne få lov at tage et par billeder af os til sit fotoalbum, og ja, det kunne han skam!
            Derefter havde vi heller ingen problemer med at få vores egne kameraer frem tage et par snapshots med Den gode Tegner. Billederne han fik taget af os sammen med ham blev vist også gode, så nu havde han også dem, som han kunne vise til rengøringskonen derhjemme…'

            Nu pryder et billede af mig og Barks banneret på min Facebook side. Jeg har åbenbart vovet at lægge armen på Barks' skulder og smiler. Det samme gør Barks. Jeg er nok kommet til at aflevere en kvik bemærkning, men jeg kan ikke huske hvad det var…

retur