Ella
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton
returHvad satte dig i gang med denne historie?
Jeg så en amerikansk dokumentarfilm om en pige, der var offer for den psykiske lidelse 'Münchausen Syndrome by Proxy'. Lidelsen ligger hos moderen men rammer barnet. Det var en trist historie.
Så du ville lave en dansk modsvarighed?
På en måde. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at denne case story ikke kunne overføres. Forløbet var afhængig af et lemfældigt sundhedssystem og forsømmelighed hos de sociale myndigheder, som heldigvis ikke får lov at udvikle sig uhæmmet i Danmark.
Hvorfor ikke?
Moderens lidelse går ud på, at hun har et barn, der lader til at være offer for en lidelse, som hun søger behandling til. I USA har man ingen faste sygekasselæger i byerne. Hvis en overbekymret mor ikke får medhold hos en tilfældig læge på ét hospital, kan hun gå videre til et andet hospital, og hun kan ende med at få den diagnose hun ønsker og medfølgende medicin.
Og det sker ikke hos os?
Nej, for en fast læge vil have bedre kendskab til sine tilknyttede patienter.
Men er barnet ikke sygt?
Nej, moderen har forgiftet barnet kortvarigt, så de ønskede symptomer opstår. På en skæv måde er hun vel klar over sine handlinger, men hun vedkender sig dem ikke. Derfor kan hun optræde såre overbevisende med sin bekymring.
Hvad får hun ud af den opførsel?
Hun opnår medfølelse hos omgivelserne over at have et sygt barn, og lidelsernes omfang kan hurtigt stige. Barnet bliver psykisk helt afhængig af den overbeskyttende mor.
Men fatter barnet ikke efterhånden sammenhængen?
Jo, det er det forfærdelige. Barnet tør ikke træde ud af den symbiotiske sammensværgelse, fordi det så vil frygte moderens repressalier. Der er eksempler på at mødre har lagt sig hen over barnet og presset det ned i sengen til det næsten blev kvalt. Der var en optagelse fra et overvågningskamera af sådan en situation.
Så moderen er afhængig af den sygelige overbeskyttende rolle?
Netop. Det er en psykisk lidelse og særlig ubehagelig ved, at det går ud over hendes eget barn, som også bliver psykisk belastet og føler sig underlagt denne overbeskyttende omsorg. Det er moderkærlighed gået helt grassat.
Så denne situation kan foregå over flere år?
Ja, den opdages måske først, når moderen frakendes forældremyndigheden og barnet bliver anbragt uden for hjemmet. Så 'helbredes' barnet mirakuløst.
Det er godt nok en gyserhistorie af de slemme.
Det er det, og det satte mig i gang med at prøve at finde en mulig dansk variant af problemet, så det ikke kom til at virke som en case story.
Men Ella sidder jo i kørestol.
Det gør hun, selv om hun er ved at finde ud af, at hun måske ikke behøver den. Hun er begyndt at tvivle på nogle ting men følger alligevel sin mors anvisninger for husfredens skyld. Men oprøret er på vej, som det også var i dokumentarfilmen. Her blev moderen dræbt, men helt så galt går det ikke her.
Ella er tilsyneladende en livsglad pige?
Det er hun, og det var også det mest slående af klippene med pigen i filmen. Pigen smilede og vinkede i ét væk selv om hun lod sig klippe skaldet for at illudere patient i en kræftbehandling. Det tager altid kegler hos filmreporterne. 'Se, her har vi en multihandikappet pige, men alligevel har hun overskud til at smile og vinke. Er det ikke kært og livsbekræftende, kære publikum?'
Manipulation i en ubehagelig sammenhæng.
Unægtelig. Der var mange presseklip. Og moderen fik yderligere opmærksomhed ved at danne en patientforening mod en lemfældig patientbehandling i sundhedssystemet. Det gav jævnligt pressedækning, og selv da svindelnummeret blev åbenlyst fortsatte hun kampen som den forfulgte uskyldighed, som sundhedssystemet ville have ned med nakken fordi hun havde handlet kritisk mod myndighederne.
Men den tangent fiser du ikke ud af?
Nej, det ville ikke virke sandsynligt i vores land, og tak og lov for det. Den amerikanske hyldest af individualiteten åbner mulighed for dramaturgiske vinkler, som vi ikke har i et gennemreguleret system her i Europa.
Hvad gør du så?
Det kan jeg ikke røbe her, men jeg opridser nogle omstændigheder, hvor noget lignende kan gennemføres, som samtidig virker mere sandsynligt.
Er din moderskikikkelse så klar over sin dobbeltrolle?
Det lader jeg til en vis grad stå åbent. Jeg synes det er bedre at antyde, at hun måske er offer for et selvbedrag, som lige så meget påberåber sig vores medfølelse som vores afstandtagen.
Du kan ikke rigtig være gennemført ondskabsfuld.
Åh, jo, det mener jeg nok jeg kan. I parallelhistorien er der en handikappet dreng, der kommer skrækkeligt af dage tidligt i historien.
Så dit opdagerpar Holm og Madsen kan komme på banen?
Netop. Det var jo fra starten en cadeau til Storm P, der havde et team af to opdagere med de navne. Men jeg bruger dem til noget mere alvorligt.
Vi lærer dem efterhånden bedre at kende.
Ja, vi møder også Holms far, der er ved at blive dement og måske skal på plejehjem.
Det der med plejehjemspatienter er en sidehistorie.
Der foregår nogle mystiske dødsfald på det sted, hvor Ellas mor arbejder, og selvfølgelig er det ikke nogen tilfældighed. Så jeg får også en vinkel på spørgsmålet om hjælp til selvmord. Det er også aktuelt fordi en læge er blevet anklaget for at have fortalt nogle patienter hvordan de begår selvmord. En praksis, som er lovlig i Holland.
En modsvarighed til spørgsmålet om legalisering af hash, hvor en dansker blev tiltalt for at fremstille hasholie til medicinsk brug.
Ja, min historie er aktuel omkring emnet medlidenhedsdrab.
Men du har som sædvanligt to parallelhandlinger, hvis tråde bliver forenet som handlingen skrider frem.
Det lader til at være et kendemærke på mine historiekonstruktioner.
Er spørgsmålet om kidnapning ikke mest af alt tilføjet for at skabe lidt elementær spænding i historien?
Det kan du godt mene. Jeg syntes der skulle være noget i den retning med i fortællingen for at skabe fremdrift under forløbet. Og krimier er jo vældigt påskønnede, så hvorfor ikke inkludere det element?
Du har også bankrøveriet…
Ja, men det er ganske kort, og det er placeret i forhistorien.
Der er meget samtale...
Det er der. Vi skal jo have Ella præsenteret på en nuanceret måde, og at møde sin far for første gang giver naturligt nok anledning til en del overvejelser.
Fodlænken bliver ikke rigtig brugt, rent handlingsmæssigt...
Det viste sig, at det blev for meget at inddrage den på en aktiv måde som anledning til en slags forfølgelse, hvis den nu blev brudt. Så det undlod jeg. Man skal også passe på ikke at overbrodere på intrigeforløbet.
Der er en del referencer til Questland…
Det lå lige til højrebenet. Det kunne øge spændingsniveauet i delen med fritidsinteresse, og jeg kunne reklamere lidt for den idé, der satte mig i gang med at skrive bøger i sin tid.
Og du er jo heller ikke færdig med den regulære Questland suite...
Nej, der kommer et tredje bind, og noget af referencen viser faktisk tilbage til det bind.
Hvad med Pamfilius?
Den serie henviser jeg også til, og der kommer faktisk også et bind til i den serie på et tidspunkt.
Du nævner også nogle regulære turistmål…
Det var naturligt. Fædre der har samvær med deres børn, tager ofte i zoologisk have, men her er barnet noget ældre. Så det faldt naturligt at nævne Egeskov Slot og Fregatten Jylland.
Hvordan kom DeLorean 2 ind i billedet?
Det var tilfældigt. Når man er i skrive 'mode' dukker der inspiration op, mens man sidder ved computeren, og det var et af de tilfælde. Det blev hængende i baghovedet, så jeg henviste til det flere gange senere.
Hvor meget af indholdet dukker op, når du sidder med kapitlerne?
Det meste, faktisk. Jeg har en meget løs synopsis, som er blevet løsere jo flere bøger jeg har skrevet. Jeg vidste i grunden ikke helt, hvad der skulle ske i mellemstykket, men jo flere brikker der kommer i spil, jo flere vinkler får man til at udbygge billedet.
Du foretrækker måske den usikkerhed?
Det kan man godt sige. Inspirationen får bedre mulighed for at blomstre, når historien ikke fra starten er fastlagt i detaljer. Jeg ved ikke om den analyse af processen holder, men hver dag er jeg blevet overrasket af den mængde af detaljer jeg er kommet på mens jeg har siddet ved computeren. Det er en meget rar oplevelse. Mange af indfaldene kommer også af den samtale der finder sted, og den udtænker jeg jo ikke på forhånd.
Du lader dig ikke distrahere?
Nej, jeg er meget koncentreret, når jeg skriver. Det hjælper også, at jeg er alene, så jeg kan regne med at få arbejdsro i den tid hvor en bog bliver til. Da jeg havde besøg en måned i sommer sørgede jeg for at lave noget, der ikke krævede så megen koncentration.