Kapitel 1
Ella

HJEMME

retur

            Jeg måtte vente lidt på transporten. Det skete jævnligt. Der kan let opstå forsinkelser. Heldigvis regnede det ikke. Jeg kunne holde øje med bussen fra udhænget, og han vidste hvor jeg ventede. Mon det ville blive Viggo eller Henning? Så var der også Dragan der kom fra Serbien og havde armene fyldt med tatoveringer.
            Viggo var den sjoveste.
            "Jeg kunne have lyst til at kalde dig Vakse Viggo."
            "Er jeg da det?"
            "Det ved jeg ikke, men min Vakse Viggo er sjov."
            "Fortæller han sjove historier?"
            "Han er selv den sjove historie."
            "Med det han laver?"
            "Ja, han kommer altid galt af sted og er noget af en prøvelse for de andre på forlaget."
            "Hvordan?"
            "Specielt med de mange skøre opfindelser han gør."
            "Som mislykkes?"
            "Også i dén grad. Men han slipper som regel selv. Det er de andre, det går ud over."
            "Så er de vel sure på ham?"
            "Det er de, men han er svær at blive rigtig vred på, for han gør det ikke med vilje. Han er så godtroende og naiv at det hele går hen over hovedet på ham."
            "Jeg kan godt forestille mig en type som ham."
            "Virkelig?"
            "Jeg har selv haft en masse ideer til opfindelser, men jeg har aldrig fået dem lavet."
            "Det er nok osse svært."
            "I dag laves den slags nok i teamwork i store tænketanke."
            "Jeg tror du har ret."

            Nå, det var ikke Viggo i dag. Det var Dragan.
            "Er der en historie bag alle dine tatoveringer?"
            "Det er der."
            "Du må ha været ude for noget meget dramatisk."
            "Det stemmer."
            "Var det derfor, du måtte flygte?"
            "Det kan man godt sige."
            "Borgerkrigen på Balkan?"
            "Netop. Dem der fik de største problemer, var dem der havde skaffet sig familie på tværs af de etniske grænser."
            "Og det havde du?"
            "Det havde jeg lige netop. Men jeg vil ikke snakke mere om det, for så får jeg det dårligt."
            "Det kan jeg godt fortstå."
           
            Minibussen var fremme. Chaufføren gik om til bagenden af vognen. Jeg var den sidste på ruten. Jeg var klar. Det var en rutine, og jeg havde selv løsnet bæltet.
            Jeg hørte pladen komme i position. Så kørte jeg ud på den og bremsede. Chaufføren tjekkede og sænkede mig ned. Vi havde en tradition.
            "Hele familien er ude at køre en tur, da sønnen spørger: - Far, hvem fortalte dig forresten, hvordan du skulle køre bil, før du mødte mor?"
            Chaufføren smilede.
            "Hvor får du dem fra?"
            "Åh, den er så gammel som Metusalem."
            Han hjalp mig over trappestenen.
            "Så nu kan du vist selv."
            "Tak, Dragan."
            Jeg er på fornavn med alle chauffører. Til Viggo fortæller jeg vitser om svigermødre, til Henning vitser om pædagoger.

            Jeg fik elevatoren kaldt ned. Den var gammel men tilsynsskiltet var nyt. Det var godt vi havde fået bevilget en lejlighed med elevator.
            Jonna var på vej ned. Jeg kom med en bemærkning som jeg altid gør.
            "Hvordan har din far det?"
            "Det går ikke så godt. Han siger han ligger på det yderste."
            "Så må du skubbe ham længere ind."
            "Det siger han også selv."
            Hun gik over til postkasserne og åbnede også for vores.
            "Værsgo."
            "Tak."
            På vejen op tjekkede jeg bunken. Der var ikke noget særligt. De sædvanlige reklamer. Men ugeavisen plejede jeg at bladre igennem.

            På reposen lukkede jeg døren op. Der havde ikke været indbrud. Mor var hunderæd for indbrud. Det forstod jeg i grunden ikke. Vi havde ikke noget af værdi. Det eneste var min computer, og den skubbede jeg ind under sofaen, når jeg ikke var hjemme. Betrækket hang ned og dækkede for indsyn under sofaen.
            Andre har hunde eller katte, der byder folk velkommen, når de kommer hjem. Det ville vi ikke byde dyr, at de skulle være alene det meste af dagen.
            Jeg øjede ugeavisen igennem. Pligtrapporter om kvikke lokale sportshold, der havde ydet en særlig præstation. Forretningsdrivende med nye initiativer. Skjulte reklamer. Lokalpolitikere med en mening om ditten og datten. Ikke noget videre. Ind til de andre i bunken på sofabordet.
            Jeg kunne vist lige så godt se at få klaret de lektier. Heldigvis ikke så meget. Lidt tysk stil. An, auf, hinter, in, neben, über, unter, vor, zwischen.
           
            "Er det dig, Mor?"
            Nøglen blev drejet i låset på det nøjagtige tidspunkt.
            "Sagde du noget, min skat?"
            "Nå, jeg spurgte bare om det var dig, mor."
            "Hvem skulle det ellers være?"
            Hun fattede ikke min ironiske bemærkning. Den slags var spildt på hende. Endnu et oplivende element der var forulykket.
            "Måske var du blevet overfaldet på vejen og forbryderen havde stjålet dit nøglebundt, hvor du meget bekvemt har vedhæftet et skilt med adressen. Lidt risikabelt, vil jeg mene."
            "Det er for at man kan håbe på at få dem tilbage, hvis man er så uheldig at tabe dem. Det er trods alt det sandsynligste. Og nogle mennesker er stadig hjælpsomme."
            "Hvis det havde været en overfaldsmand, ville han nok heller ikke møde op på lige præcis det tidspunkt du altid kommer hjem."
            "Nej, det ville han nok ikke."

            Jeg rullede hen til entreen. Mor havde hængt overfrakken på sin vante plads, og hendes rummelige taske var stillet på det lille bord under spejlet. Hun vendte sig mod mig og smilede.
            "Nå, har du haft en god dag?"
            "Tja, ikke anderledes end ellers, hvis det er godt."
            "Det er det. Man skal være taknemlig for alle de dage der er normale."
            "Har din dag været normal, mor?"
            "Jo, det må man sige. Ganske normal, ja. Intet usædvanligt."
            "Og ingen af plejehjemspatienterne er afgået ved døden?"
            "Nej, det er vi blevet forskånet for."
            Hun tog Irma-posen frem. Det var en mulepose fra dengang Irma uddelte den slags, men nu handlede vi i den nye Rema 1000, der var åbnet lige om hjørnet. Vi måtte jo også spare hvor vi kunne med al den dyre medicin der skulle være råd til, og Irma er en dyr butik.
            "Der var tilbud på spareribs. Det er jo noget, du godt kan li."
            "Ja, uhm, det er en af mine livretter."
            "Det ved jeg, selv om der er mere lødig kost end industrigrise."
            "Og jeg er dygtig til at gnave benene helt rene."
            "Det er du. Helt utrolig dygtig, min pige."
            Hun var gået ud i køkkenet og stillede en bakke med æg og yoghurten i køleskabet. Der var også Kærgården og en pakke med røget filet. Så tændte hun for ovnen og klemte barbecuesovsen ud af plastikposen og fordelte det over kødet, som tidligere hed revelsben.
            "Hørte du nogle sjove historier på jobbet?"
            "Sjove historier?"
            "Ja, som den med de tre pensionister."
            "Den har jeg ikke hørt."
            "Det ved du vel ikke. Der er jo masser af den slags historier."
            "Så lad mig høre."
                "Jo, altså. Tre mænd sidder og snakker om deres problemer. Den første beklager sig.
            "Jeg står op hver morgen klokken otte for at pisse, men som regel går der mindst en time før der kommer en dråbe."
            Så er det den andens tur.
            "Det er da ikke noget at tale om. Jeg står op klokken ni for at skide, men må alligevel sidde i flere timer, før der sker noget."
            Til sidst kommer den tredje.
            "Nå, så I tror I har problemer. Hver morgen klokken otte pisser jeg som en flodhest og klokken ni skider jeg som en ko."
            "Det lyder da fint."
            "Ja, men problemet er blot, at jeg først vågner klokken elleve!""
            Jeg sad lidt. Ingen reaktion.
            "Var den ikke sjov?"
            "Helt ærligt, så skal jeg klare for meget af den slags til daglig til at jeg synes det er sjovt."
            "Det lyder unormalt. På operationsstuerne har de stor fornøjelse af at fortælle skrækhistorier om patienterne."
            "Der er jo flere mænd. Det gør nok en forskel."
            "Så kvinder har mindre humoristisk sans?"
            Hun kiggede op.
            "Jeg tror nærmere kvinders humor er anderledes."
            "Hvis de da har nogen?"
            "Netop."

            Jeg rullede ind i stuen
            "Det er åbenbart ikke dig, man skal henvende sig til, hvis man trænger til at blive muntret op."
            "Til gengæld er jeg ansvarlig. Apropos, skal vi så ikke se at få den første medicin overstået?"
            Jeg sukkede.
            "Det må vi vel hellere, så..."
            "Vi tager vi nogle af pillerne nu, så kan vi vente med resten til vi går i seng. Det er bedst der er lidt afstand i tid."
            Mor fandt pillerne frem.
            "Vi skal analysere et eventyr i dansk. Hvilket eventyr synes du jeg skal vælge?"
            "Det skal vel være noget H C Andersen, kan jeg tænke?"
            Hun fandt et sted der stadig var blødt.
            "Ikke nødvendigvis. Jeg havde tænkt mig Askepot eller Snehvide."
            "For at kunne analysere på en dominerende mor, der vil undertrykke sin smukke datter?"
            "Ja, lige akkurat. Og jeg vil ikke lægge fingrene imellem."
            "Folkeeventyr er meget banale."
            "Nej, de er tværtimod meget troværdige."

            Mor havde også lagt en pose kartoffelbåde i ovnen. Vi brugte ofte halvfærdige retter. Når man kommer hjem fra arbejde, har man ikke så meget overskud. Men salaten huskede hun. Og der var ofte avocado, nødder og jordbær i den. Dressingen rystede hun selv.
            "Du forkæler mig."
            Jeg havde allerede fire sirligt gnavede ben på siden af tallerkenen.
            "Jeg har jo ikke andre at forkæle."
            "Nej, jeg må vel regne mig selv for heldig, alt taget i betragtning."
            "Det håber jeg."
            "Godt jeg har dig."
            "Det er den slags en mor gerne vil høre."
            "Jeg tror vi får spist op."
            "Ja, hellere revne end levne, som grisebassen sagde."
            "Nu er der jo heller ikke så meget kød på hvert ben."
            "Netop, så jeg ta'r ét til. Der er stadig tre til os hver."

            "Er der noget vi skal se?"
            "Ja, Kontant."
            "Hvad handler det om denne gang?"
            "Om identitetstyveri."
            "Hvad er det nu lige det er?"
            "Misbrug af de personlige oplysninger, som folk har været så letsindige at lægge ud på nettet."
            "Bliver svindlerne så ikke straffet?"
            "Nej, efter sigende skulle det være risikofrit, selv om vores nabolande har været længere fremme i skoene med at indføre sanktioner."
            Programmet tonede frem, og den faste vært gik frem mod kameraet og slog beklagende ud med hænderne mens han forklarede. Det havde han også kunnet gøre hvis han stod stille, men i vore dage har tilrettelæggerne lært, at man skal have bevægelse i billederne. Det førte ofte til, at værten skyndte sig af sted mens han snakkede og kiggede sig tilbage over skulderen for at se, om kameramanden nu også fulgte med, og det gjorde han naturligvis.
            Denne gang var det gået ud over en stakkels tumpe, der havde gjort i nælderne og videregivet personlige data over nettet. En anden havde ikke modtaget de livsstilssko, som han havde bestilt, og da han så tjekkede hjemmesiden, var det blevet nedlagt. I et tredje tilfælde havde politiet fundet frem til den skyldige, men i udsendelsen undlod man at gå videre med sagen, da svindleren var mindreårig. Drengestreger altså, men dyre streger for de stakkels ofre.

            Mor blev hurtig træt. Sommetider faldt hun i søvn så jeg måtte vække hende. Hendes arbejde var krævende.
            "Du må hellere gå i seng nu."
            "Åh, sov jeg?"
            "Du tog dig vist en lille morfar."
            "Hvad med pillerne?"
            "Dem har jeg taget."
            "Godt. Vi skal jo ikke risikere noget."
            "Nej."
            "Du går vel også i seng?"
            "Jeg tjekker lige computeren."
            "Kan du selv klare at komme til køjs?"
            "Ja, det ved du da."
            "Nå ja, men så godnat.
            "Godnat."
           
            Jeg satte mig over til bordet og pløkkede min laptop til. Man skal ikke lade en computer med batteri være tilkoblet stikkontakten konstant, for det ødelægger batteriet.
            Jeg var ved at blive bevidst om noget spirituelt. Det er vel ikke usædvanligt blandt unge. Jeg var stødt på et begreb, som jeg måtte vide noget mere om, de opstegne mestre. Så jeg gik ind på Google og prøvede at finde mere. Det var en interessant vinkel
            'De opstegne mestre er mennesker, der har mestret alle livets udfordringer og prøvelser og derfor er blevet det, som vi kalder helgener. Disse mennesker er igennem en lang række inkarnationer endelig kommet tilbage til det som - i den spirituelle verden - antages at være menneskets udgangspunkt, nemlig at vi oprindeligt er født som guddommelige væsener. Det er en kristen overbevisning og missionen er 'at bringe hele racens niveau til en ny bevidsthedsdimension, som er Kristendom på de Syv Strålers vej'.
            Det antages at mennesket som udgangspunkt er skabt som et guddommeligt væsen med altoverskyggende visdom og klarhed og at mennesket er på vej tilbage til denne tilstand. Der anlægges følge anskuelsesvinkel: Mineraler, planter, dyr og mennesker - kort sagt alt - har en guddommelig kerne kaldet 'Monaden'.
            Umiddelbart efter fødslen starter Monaden en bevægelse med at synke ned igennem de syv eksistensplaner. For hvert plan iklædes den et nyt grovere lag, hvis kvaliteter tilegnes. Når Monaden har nået det groveste plan; det fysiske, er involutionen til ende, og evolutionen (den fremadskridende udvikling) indtræder.
            Monaden starter sin rejse fra det laveste plan i det fysiske plan - mineralriget. Efter flere inkarnationer i mineralriget har Monaden opnået de erfaringer fra mineralriget, der er nødvendige for den videre udvikling, og inkarnere derefter i hhv. planteriget, dyreriget og menneskeriget. Menneskeriget består igen af flere planer, der skal gennemleves, førend Monaden er klar til at inkarneres i højere, åndelige planer. Mennesket ses som et udødeligt bevidsthedsvæsen, som mens det er i den fysiske verden, midlertidigt har 'glemt' sin guddommelige oprindelse. Og Mestrene er således mennesker, der igennem reinkarnationer har opnået genforening med deres oprindelse, har mestret livet, realiseret deres guddommelige potentiale og opnået enhed med Gud.'
            Et interessant indspark. Når jeg fik mere tid, ville jeg prøve at sætte mig ind i Martinus' kosmologi. Der var mange spørgsmål man kunne blive klogere på.

retur