Facebook Forbandelsen: Fortroligheden
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton
returHvad satte dig i gang med denne bog?
Jeg skrev en kronik, ’Big Data’ som også kom til at indgå i bearbejdet form som et kapitel i bogen. Først af alt var det bekymringen over hvad der sker på nettet omkring de oplysninger der ligger om os dér. Men den vinkel alene sælger jo ingen billetter som en roman.
Hvad sælger så billetter?
At sætte fænomenet med brug af de sociale medier ind i en sammenhæng, hvor tingene går grueligt galt på en helt overbevisende og næsten uundgåelig måde.
Bruger du selv de sociale medier?
Jeg blev i tiden inden jeg skrev romanen selv mere optaget af Facebook. Jeg havde været med i nogle år men var ikke videre aktiv. Når nogen ønskede at være ven med mig dér accepterede jeg det, og senere var jeg inde og kigge en gang om ugen. Det udviklede sig til et dagligt fænomen, og inden længe brugte jeg ofte en time hver dag.
Hvorfor udviklede det sig med tidsforbruget?
Mest fordi jeg havde tid i overskud og for få sociale kontakter i dagligdagen. Så man kan sige det kom til at fylde et tomrum med hensyn til kommunikation. En slags samværssubstitut. Man kan jo ikke se sine børn og skrive bøger hele tiden.
Er der ikke meget med gentagelser på Facebook?
Jo, men det er megen kontakt i den fysiske verden også. Der var dog yderligere en ting, der satte gang i idéen til den bog.
Hvilken?
Jeg har også lige set en dokumentar, ’Catfish’. Den gav dog et mere sympatisk billede af falske sociale relationer. Senest har en TV serie om datasvindel omkring forførelse via nettet udbredt kendskabet til fænomenet.
Så det måtte du også lave en intrige om?
Ikke på samme måde, men jeg så også forleden en glimrende amerikansk film, ’Disconnect’, der over tre parallelhandlinger beskriver de problemer man kan få på nettet ved at besøge obskure chatrooms, både for unge og voksne. Man kan skabe sig en fiktiv identitet og afskyelige klassekammerater kan narre en ensom dreng til at tro på, at han chatter med en følsom pige og dermed udleverer sig selv. Man kan på nettet ikke blot skabe sig fiktive identiteter, man kan overtage andre personers identitet. Motivet med identitetstyveri bliver dog ikke udviklet i ’Disconnect’, men nogle taber her alle deres penge til svindlere og cybersex og cybermobning er stærke temaer i filmen. Desuden omhandler den problemet med journalistisk kildebeskyttelse samt risikoen ved selvtægt, som ellers sjældent betvivles i amerikanske film, snarere det modsatte. Alt i alt en usædvanlig anbefalelsesværdig film, som jeg var ekstra glad for at se sammen med min teenagedatter, som kunne være mere i risikogruppe end jeg selv. Heldigvis er hun kvik og omhyggelig med alt hvad hun foretager sig og håndterer ansvarlig sit sociale netværk. Som far bliver man lidt stolt, når ens børn er socialt robuste og opfører sig fornuftigt.
Der har været en del i pressen på det seneste om digital sikkerhed og svindel.
Det har der, og alle fulgte med forargelse den læk af kreditkortoplysninger omkring kendte personer der var sket til ’Se og Hør’. I virkeligheden var der mest tale om kriminel adfærd hos en ansat hos Nets. Der må udvikles sikkerhedssystemer, så selv kriminel adfærd ikke kan finde sted.
Folk er stadig ret naive omkring brugen af internettet.
Det er de. Forleden hørte jeg et foredrag i ’Copydan’ om overvågningssamfundet på nettet og de store mængder tilgængelige data der, som ingen lader til at ha kontrol med. Alt i alt gav det mig det indtryk, at der her var noget som kunne gi anledning til en bog med et nutidsrelevant indhold.
Hvad med whistleblower lækagerne?
Det var også en bidragende omstændighed. Men det intrigemæssige faldt først på plads da jeg fik kombineret emnet med noget tilbageskuende.
Og det var?
Jeg havde også fulgt Godhavn-drengenes forsøg på at få en accept af, at de var blevet dårligere behandlet på det drengehjem end det var tilladeligt selv på det tidspunkt de var anbragt der. De kunne ikke få en undskyldning fra det offentlige. Den slags er meget svært at opnå, for så er det næste træk muligvis krav om erstatning, og det vil myndighederne helst undgå. Blot det at vedgå tidligere tiders forvaltningsfejl er en vanskelig sag.
Så det blev alligevel noget om unges vilkår?
På en måde, ja, men dog sådan, at børn ikke er målgruppen for historien. Både unge og voksne burde kunne få noget ud af at læse bogen, som jeg har tilrettelagt på en thrilleragtig måde, så der er store udsving i virkemidlerne og spændingskurven. Desuden kan publikum ikke forudse, hvordan bogen ender, men det er jo et forhold jeg ofte benytter.
Hvorfor ikke holde dig til et enkelt emne?
Jeg vil gerne dække flere aspekter af et konfliktområde på den måde. Det er svært at kommentere på det her uden at røbe for meget af bogens handling. Men unges opvækstvilkår ændres som tiden går, og så alligevel gentager tingene sig. Nye tider, nye vinkler, men substansen er den samme. Det er også en del af historien.
Hvad går temaet ud på?
Der er på den ene side betænkelighederne ved de risikomomenter der er forbundet med digital kommunikation. Min ene hovedperson er en pige der er studerende og hun modtager noget der minder om en trussel over nettet. Det føler hun, hun må følge op på, og hendes halvdel af historien kommer til at gå ud på at afklare, hvad der ligger bag den henvendelse.
Og det andet?
Den anden halvdel af bogen foregår hovedsagelig for en del år siden og berører børns opvækst på et børnehjem. Jeg har længe ønsket at skrive om det emne men har først nu fundet en måde, så jeg kunne gøre emnet mere nutidsrelevant. Det var først da det punkt faldt på plads, at jeg kunne tilrettelægge bogen.
Bliver det ikke en noget fragmentarisk præsentation?
Jeg kan sammenligne den med ’Randis Rastløshed’. Den virkede også noget sammenstykket undervejs, men som læsningen skred frem og de enkelte brikker blev sammenføjet steg spændingskurven. Noget tilsvarende sker her. Livet består af løsrevne stykker, hvor man først aner sammenhængen på afstand som tiden går. Læserne er med i den afdækning.
Er der mange personer med?
Der er flere medvirkende her end i visse andre bøger, jeg har skrevet. Den bliver derfor ikke så tæt i perspektiveringen men mere bredt og episk anlagt. Man bliver ført rundt til mange lokaliteter og forskellige personligheder i flere aldersgrupper og sociale lag. Jeg påskønner, når det kan lykkes at få det moment med i historien.
Skifter det dramatiske tyngdepunkt?
Der sker en drejning, så andre personer kommer i fokus, men så vender de tilbage senere og bidrager med et mere nuanceret syn på nogle omstændigheder. Faktisk har jeg to generationers skæbne med i den tilbageskuende del af fortællingen.
Er det en spændingshistorie?
Det kan man sige, ja. Der er afgjort noget thrillerbetonet over konstruktionen, men samtidig er det et skæbnedrama. Jeg har svært ved at sætte genrenavne på romanen, for intrigemønstret er mere sammenfiltret end som så, men den udbygger noget jeg har arbejdet med tidligere og som jeg nok vil vende tilbage til.
Er der referencer til andre bøger?
Der er en journalist, Asger, som også optræder i en anden titel, jeg skrev for nogen tid siden. I den bog, ’Dania og Rød Front’ er han en hovedperson, men i den foreliggende titel er han kun en biperson.
Hvad får dig til at beslutte det med rækkefølgen?
Det kommer an på, hvad titlen kan bidrage med af noget nyt. De seneste titler har været ret forskellige, men ganske nutidsrelevante, og den linje vil jeg følge lidt på vej. Indslaget af voksenrelaterede forhold er også højere nu, hvor man ikke bare kan affeje mig som en ungdomsforfatter. Der er indslag, hvis intensitet man vil undgå i beskrivelser henvendt til en yngre aldersgruppe.
Noget med sex og vold?
Absolut. For år tilbage ville det ikke være god tone at udpensle den slags, men nu er det okay. Ja, mere end det, det er tilmed blevet noget man tilstræber for at lokke voksne læsere til. Jeg har dog ikke disse ting med for effektens skyld.
Ikke det?
Nej, for de gange hvor det normalt sker i genrebøger, bliver der lagt op til det i beskrivelsen, så publikum nærmest forventer noget grænseoverskridende og skuffes, hvis de ikke får det. Jeg beskriver derimod forhold, hvor det voldsomme virker overraskende når det dukker op, men måske af den grund mere chokerende, netop fordi publikum ikke forventer det og med den styrke.
Er det ikke en skønssag?
Nej, for jeg udpensler heller ikke detaljerne og trækker beskrivelsen ud. Det optræder pludseligt men er så overstået uden overdreven følelsesmassage. Her adskiller jeg mig fra thrillerforfatterne, der kan blive hængende i afskyelige forhold side op og side ned.
Er der noget selvbiografisk med i bogen?
Ikke direkte, men min søn mistede faktisk en vigtig fil til sin eksamensopgave, da en ekstern harddisk gik i stykker. Han boede også på et kollegium, hvor nogle af detaljerne kan minde om dem i bogen. Det er dog kun generelle ting, som en forfatter helt naturligt griber til, når han har brug for noget eksempelstof. Det selvbiografiske element med mig selv handler mest om mine oplevelser på nettet.
Som tidligere kan du godt li at besøge gamle lokaliteter.
Det kan jeg. Minderne omkring mine bedsteforældres miljø og livsform er stadig meget nærværende. Utvivlsomt en form for nostalgi, men alle mennesker har jo deres præferencer. At jeg hænger ved fortiden kan også mærkes af dem, der besøger mig. En af mine døtre synes at jeg burde skille mig af med mange ting, som imidlertid bærer på minder fra mit liv. Havde jeg ikke den glæde, kunne jeg ikke få den vinkel med i mine bøger.
En del af din personlighed?
Afgjort. Jeg føler mig ikke hjemme i hightech miljøer med indbo i sort og hvidt og krom og glas. Hvis der så også mangler gode bøger i reolen forstærker det kun oplevelsen af distance. Et miljø hvor man kan se, at folk lever eller har levet vil jeg altid foretrække. Det må man forvente af min generation, men hvis folk på min alder også i hjemmets indretning kun omgiver sig med moderne ting synes jeg der mangler noget væsentligt.
Hvad har du foretaget af research på drengehjemsafsnittet?
Jeg ville gerne ha set DRs dokumentar, men kun ti minutter lå på YouTube. Men bogen ’Godhavn-rapporten’ fortæller meget om tiden på børnehjemmene, ikke kun det i Godhavn. Jeg har dog ikke anført konkrete navne eller lokaliteter, da min udgave er fiktion, hvor jeg måske har tilladt mig at spidsvinkle nogle ting.
Referencelisten er også ganske omfattende.
Ja, og det overraskede også mig. Men da jeg fik gået mine digitale arkivalier igennem kunne jeg se, hvad jeg havde om emnet, og der var i grunden en hel del, som jeg havde set i årenes løb og opbevaret at samme grund. Det har naturligvis også ligget i min erindring og styrket motivet til at skrive denne bog.
Afsnittet med Theis’ farbror er måske næsten selvbiografisk?
Det er det i høj grad. Jeg har også rigtig mange kaninæsker med DVD’er med spillefilm og dokumentarfilm, og med min fine registrering kan jeg finde frem til en hvilken som helst optagelse på et par minutter, hvis jeg har det rette søgeord.
Der må gå meget tid med at ajourføre sådan en samling?
Der kommer mindst to nye skiver hver dag. Men nu opbevarer jeg også en masse dokumentarer fra DR2 og DRK, så alene fakta skiverne udgør nok en fjerdedel af hele samlingen.
Læser du bøger?
Da jeg var ung læste jeg masser af bøger. Jeg har over tusind romaner og lige så mange genre bøger med humor, krimier, science fiction og antologier. Desuden en masse fagbøger, som jeg sjældent bruger nu hvor alt ligger på nettet. Det er faktisk skiverne, som fylder mindst.
Men læser du bøger i dag?
Døgnet har for få timer. Jeg vil i dag nok vælge noget på en skive i stedet for en bog. De få bøger jeg har læst på det seneste syntes jeg ikke var noget videre. Lidt gammeldags i formen. Man får selvfølgelig gennem en bog en enkelt persons kreative udtryk i stedet for et helt kollektiv, som det oftest er tilfældet med film. Alle de klassiske forfattere før og under min ungdom har jeg dog læst. De forfattere som er kommet til de sidste tredive år siger mig ikke så meget.
Er der en anden grund til at det nu er billedmedierne du bruger tid på?
Jeg har altid været billedorienteret. For mig er det som om interessen for film som bærer af noget nutidsrelevant rent dramaturgisk har taget over efter litteraturen. I min ungdom var tilgængeligheden af film sparsom og de digitale medier ikke eksisterende. Nu har mit forbrug på disse platforme skubbet det skrevne i baggrunden, akkurat som det er sket overalt med forbruget af aviser, magasiner og min egen gamle udtryksform, tegneserierne.