Kapitel 1
Facebook Forbandelsen: Fortroligheden
UPDATE
returHvad skulle jeg vælge? Skulle det være turen i Det høje Tårn med Esben hvor vi grinede vildt da Mona tog billedet nedefra med sus i skørterne? Eller skulle det være der hvor jeg helt udtørret var ved at slæbe mig gennem ørkenen, som altså kun var Råbjerg Mile? Der var ingen der kunne se hvor langt sandet strakte sig, og jeg så virkelig ud til at dø af tørst. Men det der med skuespil er jeg ret god til.
Jeg kunne selvfølgelig også gå tilbage til den tænksomme Pia, der næsten skjult bag bunker af bøger foregav at studere for fulde gardiner for at klare den næste prøve?
Nej, så seriøs følte jeg mig ikke. Måske billedet af gyngen, hvor jeg var ved at nå himlens kant, som Sanne sagde. Jo, det var ikke så dumt, og jeg havde ikke før brugt det som profilbillede. Andre skiftede ofte profilbillede. Jeg kendte en nørd der skiftede profilbillede på Facebook hver dag.
På med gyngen. Formatet var også helt fint. Så højt oppe at man kunne blive nervøs. På et tidspunkt var grenen i mirabelletræet faktisk knækket, men da jeg var også blevet for stor til den fornøjelse. Somme tider er jeg stadig pjattet.
Der var svar med det samme.Ulrik Bredal: ’F**k hvor er du højt oppe!’
Han syntes også godt om billedet. Det måtte jeg gi igen på straks, siden vi nu begge sad ved tasterne.
Pia Heide: ’Ja, man skal række højt for at nå mig.’ J
Ulrik Bredal: ’Det stemmer. Du hører ikke til de lavt hængende frugter.’
Pia Heide: ’Nej, det har du jo fundet ud af.’
Ulrik Bredal: ’Og flere andre.’ LDet måtte være nok. Sjovt, så man kunne affyre disse replikker fordi der var en skærm imellem. Sammen med ham face to face ville det være utænkeligt. Men man får jo også lige tid til at tænke sig om. Ligesom replikforfatterne i film, der er god til det der med ’oneliners’.
Nå, de andre måtte være offline. Det var også naturligt nok på denne tid af dagen. Jeg havde ellers fået mange Facebook venner i den sidste tid, og det var selvfølgelig en bekræftelse, at det mest var andre, der gerne ville være venner med mig.
Jeg afslog ikke venskab. Der var nogle stykker jeg godt kunne ha undværet, men måske ville jeg skifte mening hvis vi havde været sammen på Facebook et stykke tid.
Britta Tang Lauritsen: ’Nå, det var dig, der hængte vindharpen op. Jeg havde spekuleret over, hvem det kunne være.’Det var referencen til det billede jeg havde posteret forleden hvor jeg hang den der vindharpe med bambusstængerne op i træet ved terrassen.
I grunden påfaldende. Hun boede på kollegiets etage ovenover og kunne ha spurgt en af os på gangen direkte, men det gjorde hun ikke. Nu sås vi heller ikke ret ofte, for de studerende deroppe havde vi ikke så meget at gøre med. Faktisk var det kun os på vores etage som sås jævnligt til sammenkomster, men nu delte vi også det store spisekøkken, det største på kollegiet.Pia Heide: ’Støjer den for meget?’ K
Det måtte jeg trods alt vide. Jeg havde tænkt der nok kom noget brok. Ikke alle bryder sig om konstant offentlig lydfrembringelse, men det var altså ikke sket.
Britta Tang Lauritsen: ’Nej, det er bare hyggeligt.’ J
Godt så. Harpen havde været en gave til min fødselsdag. Jeg havde tidligere haft én med nogle glasstykker, men den var faldet ned i vinterens løb.
Faktisk havde det været en positiv oplevelse at flytte ind her. Det var ikke så tjekket som det gamle sted, hvor hver kollegielejlighed havde eget køkken, men det gjorde også, at man ikke fik de der bekvemme anledninger til at støde ind i hinanden sådan helt tilfældigt, og det var ganske hyggeligt.
Britta havde været ude at rejse, så det var nok derfor hun først havde set mit billede nu. Andre opdaterer konstant over deres smartphone, men Britta havde nok haft en tur med oplevelser der tog hele hendes tid, og godt for det.
Men ikke alle kan lægge deres smartphones til side i længere tid. Forleden var der delt et billede, hvor tre fyre med anorakker og skihuer stod ved siden af hinanden med ryggen til en naturudsigt med birkestammer i forgrunden. Bag birkene var der en slugt med en flod i bunden og skovklædte skråninger mellem klipperne.
De tre fyre var meget koncentreret om deres mobiltelefoner og hen over dem var der skrevet ’Anybody have any plans to stare at their phones somewhere exciting this weekend?’
Facebook er fyldt med den slags ironiske kommentarer til folk, der foretager sig noget helt almindeligt eller måske lidt kikset. Hvis du mangler noget slagfærdigt til din opdatering, så kan du også altid finde noget på YouTube, som kun er blevet set af 100.000 mennesker i forvejen, og måske er dine venner ikke blandt dem, og så kan du bidrage med et billigt grin eller en tænksom moralsk pointe.
En af mine veninder er henført over disse moralske leveregler, og hun finder nogle nye næsten hver dag.
’People push you to your limits but when you finally explode and fight back… you are the Mean One!!!’
Eller hasselmusen på håndfladen.
’Having a soft heart in a cruel world is courage, not weakness’.
Som regel er der dog smukke harmoniske landskaber i lyse pastelfarver som baggrund på disse bonmots skrevet med hvidt.
Der er også de styrkende.
’Every wound, physical or emotional, leaves a scar. Those scars say ‘I am strong. I have survived’. Eller ‘Sometimes when things are falling apart they might actually be falling into place’.Sommetider er disse citater ledsaget af et link til en eller anden hjemmeside, som nok gerne vil tage sig betalt for at hjælpe dig med at håndtere dine personlige problemer. ’Be strong because things will get better. It may be stormy now, but it never rains forever’ og ‘I am thankful for the difficult people in my life. They have shown me exactly who I don’t want to be’ samt ‘Every day is a new beginning. Take a deep breath and start again’ eller ‘Stop letting people who do so little for you control so much of your mind, feelings and emotions’.
Disse og en bunke andre bedrevidende sentenser var citeret fra en dame, der hedder Annetta Powell. Jeg gik ind på hendes hjemmeside. Hun havde et coachingfirma. Øverst på hendes side stod ’Let me teach you to skyrocket your profits in 90 days’.
Tak for kaffe. Så meget for de bløde værdier.
Hun måtte ha ustyrligt med check på sit velordnede liv eller ønske hun havde det. Var det ikke også sådan at man fandt den største skilsmisseprocent netop hos psykologer? Det er åbenbart ikke nogen garanti for at kunne støtte andre i deres problemer, at man selv kan klare tingene. Men måske er det fordi psykologer bare er så meget mere krævende?Jeg scrollede tilbage for at se, hvornår det nu var jeg havde posteret det billede med ophængningen af vindharpen.
Så var det jeg kom forbi et billede jeg ikke huskede at ha set. Det var en brønd i et grønt område og en træstub ved siden af. I baggrunden var der en gammel bygning i to etager. Det var åbenbart noget jeg havde delt, men hvorfor dog det? Et motiv fra en gyserfilm, måske, men det ringende ikke lige nogen klokke? Kunne det være den aften jeg havde været fuld sammen med nogle andre, der snakkede om en film med en video, der dræbte alle, der så den?
Nå, det måtte vel være nogen på den våde aften, som havde fået mig til at postere eller dele det sære billede på min tidslinje.Jeg var blevet lidt småsulten. Jeg gik ud i køkkenet for at smøre en mad. Der er flere køleskabe med hver deres lås. Dem der deler køleskab deler også nøgle. Man må ha kontrol med tingene, for ellers kommer der svind i ens proviant på et kollegium.
Det der med at dele køkken er som regel ganske rart, men det kan også gi ærgrelser. Ikke sjældent er der rod i køkkenet fordi folk blot har taget nyt service i brug i stedet for at vaske op. Man kunne selvfølgelig ha sit eget service på sit værelse og så kun vaske de gryder op, man selv brugte, men dertil er jeg endnu ikke kommet.Lisa stod og vaskede op.
”Du tager opvasken?”
”Ja, jeg syntes jeg ville optjene lidt bonuspoints.”
”Har du brug for det?”
”Måske ikke, men så kan jeg vel skeje ud næste gang det går vildt for sig.”
Jeg tog viskestykket. Opvaskemaskine var der ikke, for det var et gammelt kollegium, og de bevilgende myndigheder havde nok vurderet, at det var et sundt karakteropbyggende element at lade de studerende klare den slags i hånden.
”Hvad laver du lige nu?”
”Jeg er ved at opdatere mig på Facebook.”
”Så har du åbenbart god tid.”
”Faktisk ikke, men jeg må jo følge op, siden man nu er med dér.”
”Det er en tidsrøver af de stygge.”
”Er det derfor du ikke er med?”
”Åh jo, jeg har da en profil, men det er så sjældent jeg åbner fjæsbogen.”
”Er du ikke nysgerrig?”
”Det var jeg i starten, men det drev over.”
”Hvis man er nysgerrig, så er man vel nysgerrig?”
”Jo, men omkring hvad? Det meste er gentagelser af det samme om og om igen. Man bliver ikke klogere. Når man har brugt en time, så er den på en måde spildt.”
”Du kommer med kommentarer. Sender signaler ud i verden om hvad du mener. Nogle af posteringerne er ret fornuftige.”
”Men det er så overfladisk og kortfattet. Man burde skrive noget mere omfattende. Noget kronikagtigt.”
”Så skulle du vel ha dig en blog?”
”Det orker jeg ikke. Jeg vil hellere være direkte sammen med mennesker.”Jeg fortsatte med at tørre af.
”En af mine venner er meget ordrig. Han lægger sommetider essays på flere sider op.”
”Gider folk læse det?”
”Det spurgte jeg ham også om.”
”Vidste han det så?”
”Han fik ikke så mange reaktioner, men det gør man som regel ikke på alvorlige indlæg, med mindre de er politiske.”
”Det er netop sagen. Tingene skal være korte og slagfærdige og helst sjove eller ironiske.”
”Det er ikke engang løgn. En ven havde en kort kommentar til et par fødder med sokker og sandaler, og det genererede over fyrre skrevne replikker foruden et hav af likes.”
”Var du misundelig?”
”På en måde. Men det er klart, folk vil helst underholdes og ha det sjovt. Det er ikke lige et forum til at være dybsindig. I det hele taget er tænksomhed vist en sjælden vare.”
”Karin har mere end fire hundrede Facebook fæller.”
”Men hvor meget kender hun dem?”
”Det ved jeg ikke, men der er nok ikke så mange der er aktive.”
”Nej, så ville døgnet ikke ha timer nok.”
”Det er problemet. Folk har ikke tid til det hele i vore dage.”
”Forleden var der en ven der takkede af.”
”Hvorfor?”
”Han ville gå i skriveskjul og få færdiggjort den roman han altid gerne ville ha skrevet.”
”Har han arbejdet længe på den?”
”Flere år.”
”Så bliver den enten ustyrligt ringe eller ustyrligt god.”
”Virkelig?”
”Ja, de bedste bøger bliver lavet i en rus af inspiration og koncentration, hvor man er opslugt i en anden verden og først slipper fri, når man har sat det sidste punktum.”
”Men hvad med grundigheden og bearbejdningen?”
”Det kan så komme senere, men det bliver sjældent bedre end det du har skrevet første gang. Det er derfor jeg er skeptisk over for din vens metode.”
”Han siger processen er som at lave en skulptur i granit. Med masser af små fliser der skal hugges af og former der skal poleres.”
”Så bliver bogen nok bastant som en skulptur.”
”Et mindesmærke, måske.”
”Tiden er løbet fra mindesmærker. Alt skal være hu hej vilde dyr nu til dags.”
”Wham, bam, thank you ma’am.”
“Akkurat. Livet er kort og døden lang.”Vi fik ordnet opvasken. Den situation er ganske frugtbar til meningsudveksling. Måske var det fortidens Facebook eller Twitter vi var havnet i. Nu kunne jeg samle mig om det jeg var kommet for.
”Nå, jeg skal ha en ostemad.”
”Vil du smage min norske myseost?”
”Nej tak, den smager af karamel.”
”I så fald er det vel bare en ekstra kvalitet.”
”Fandt du et sted den kunne købes, den ægte myseost?”
”Ja, jeg troede der var importforbud, men det er i så fald ophævet, så nu behøver jeg ikke importere den. Så er den lidt billigere.”
”Vores oste er også dyre længere nordpå. Det er næsten kun ’Gamle Ole’ vi kan slippe af med i Norge.”
”Er det så den du spiser?”
”Nej, jeg holder mig til en sædvanlig dansk gummiost.”
”Men med kommen?”
”Ja, ’Hvor mon den er kommen fra?’ som min far altid sagde.”
”En kop te?”
”Ja, tak.”Lisa ville lige ha en mundtlig opdatering.
”Går det godt med specialet?”
”Det håber jeg da.”
”Er det ikke lidt diffust, det der sociologi halløj?”
”Det er ikke så slemt. Er det ikke lidt diffust det der psykologi halløj?”
”Det er i så fald det interessante.”
”Skræmmende.”
”Ja, i grunden. Man skulle tro man efterhånden lærte sig at finde ud af tingene, så meget som folk snakker og analyserer på kryds og tværs.”
”Livet er en proces, hvor tingene udvikler sig. Hvis man bliver hængende i fortiden står man i fare for at tabe i det lange løb.”
”Ja, der er meget koks vi slæber med fra alle de fejl vi har begået.”
”Måske et spørgsmål om dårlig samvittighed.”
”Eller et underliggende ønske om at pine sig selv i stedet for at komme videre.”
”Nok det de gamle troende kaldte skærsilden.”
”Hvis den eksisterer, må det være her på Jorden.”
”Vi tror vi har det forkromede overblik, men alligevel sylter vi rundt i de gamle fordomme.”
”Arvesynden.”
”Nu styrer du dig. Tænk i stedet på Sartre og Malraux, der lærte folk at tage ansvar for deres eget liv.”
”Hvorom alting er, så kan vi ikke fedte ansvaret for vores forspildte liv af på en højerestående magt.”
”Sagde den principfaste psykologistuderende.”
”Det ville jeg ha sagt alligevel.”Vi havde fået spist hver vores ostemad. Lisa ville drille lidt.
”Kunne vores snak ha fundet sted på Facebook?”
”Med de rette udvalgte venner.”
”Måske skulle man skifte Facebook vennerne ud med mere seriøse af slagsen.”
”Det kan man vist ikke. Man sidder med den suppedas af venner man nu engang har.”
”Man kunne oprette en ny profil.”
”De gange det er sket har det vist mest været for at trække tingene ned, rent moralsk.”
”Det tror jeg du har ret i.”
Det begyndte at lufte udenfor og vindharpen spillede ivrigt i den lette brise.