Fort Europa
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton.
returSå blev det alligevel til en historie om Undergangen…
Jeg ved hvad du mener. I Mathias og Undergangen blev det ikke til en rigtig undergang, kun forestillingen om det. Men motivet med at sidde i en overlevelseskælder efter en atomkrig havde jeg brugt. Jeg kunne dog ikke slippe det tema, så jeg blev nødt til at lave min egen virkelige version af emnet.
Det er jo også lige dig, det der med spørgsmålet om liv og død.
Netop, og jeg har tænkt over motivet længe, men jeg måtte vente til jeg kunne finde en personlig måde at vinkle det på. Selve ideen om en verdensomspændende katastrofe er jo ikke original, det er prøvet før, både i film og i bøger. Det ligger på en måde til højrebenet, det der med apokalypsen.
Hvad har du selv af ’gode’ oplevelser med undergangen?
Faktisk er det mest det, jeg husker fra min barndom. Det er naturligvis H G Wells’ Klodernes Kamp men også den senere engelske forfatter John Wyndhams Da trifitterne kom. Jeg oplevede den som en serie radiohørespil med Lene Tiemroth som Josella Playton engang i tresserne. At høre den der smælden af trifitternes pisk var virkelig skræmmende for mig, der ikke var så kendt med skræk-effekter dengang. Kun at høre disse trifitter var nok også bedst, for at forestille sig dem er mere effektivt end at se dem. Senere læste jeg bogen, som jeg syntes var for langtrukken. Filmudgaverne er ikke vellykkede. Men en anden film om at alle bliver blinde er lavet, og Viggo Mortensen slæber sig også gennem et sammenbrudslandskab i den dystre On the Road.
Men mest af alt husker jeg Shelter, en episode af science fiction serien ’Twilight Zone’ af Rod Serling fra 1961, hvor en familie har bygget et overlevelsesrum i kælderen og skal finde ud af, om de vil tillade at naboerne også får lov at bo hos dem. Det bliver et hundeslagsmål om retten til at overleve på bekostning af andre. Den er kun på 25 minutter men er meget bedre end Independence Day og alle de andre udstyrsfilm om verdensomspændende katastrofer.
Du har en cadeau til trifitterne i din bog.
Det faldt helt naturligt for mig, hvor talen er om et hegn. Den historie har efterladt et uudsletteligt indtryk på mig, så det var uundgåeligt, at jeg på et tidspunkt blev nødt til at skrive min egen sammenbrudsversion, der naturligvis har et andet og mere plausibelt motiv som baggrund.
Kunne undergangen ikke også skyldes noget andet, som for eksempel klimaforandringerne, man taler så meget om?
Jo, men så ville det være en længerevarende proces, hvor menneskenes ansvar og forsøgene på at imødegå konsekvenserne blev mere diffus. Jeg ville bruge en model, hvor menneskenes uforbederlige selviskhed kom i fokus og hvor jeg kunne skabe en relativ hurtig undergangsstemning, der var mere tillokkende at bruge, rent dramaturgisk.
Det var altså ikke tilfældigt, at det blev et spørgsmål om Jordens ressourcer?
Nej, jeg har læst bøger om det og set dokumentarfilm om en bæredygtig strategi for samfundsudviklingen. Det ligger muligvis ikke mange årtier ude i fremtiden, at vi kommer til at mærke manglen på visse råstoffer, og Jordens befolkningstal vokser samtidig. ’Hvad nu hvis…’ er et spørgsmål science fiction forfattere ofte bruger, og her er det ganske oplagt. Hvad nu, når alle Jordens milliarder af mennesker opdager, at der ikke er ressourcer nok til at de selv kan få det så bekvemt som de velhavende vesterlændinge? Tænk nu hvis hver kinesisk familie skulle have deres eget flotte parcelhus med sprinkler på græsplænen og to biler i garagen? Nu ser kinesere måske ikke mange amerikanske film og serier, men det gør de fattige andre steder i verden, og de håber måske på, at de kan få det lige så luksuriøst eller noget der ligner, hvis blot de får chancen for at arbejde sig op til det. Hvis det håb slukkes, kan det få katastrofale følger. I USA har man længe haft ’Den amerikanske Drøm’ om at man også selv har chancen for at komme på den grønne gren, men den utopi er ved at visne for de fleste.
Lige nu er der dog millioner på verdensplan hvert år, der kommer op over fattigdomstærsklen og ind i den lavere middelstand.
Netop, så udviklingen går den vej. Kineserne køber råstoffer overalt i verden for at holde hjulene i gang. Hvad nu, når det ikke kan fortsætte og det kinesiske lokomotiv bliver tvunget til at bremse op af mangel på råstoffer?
Nogle bliver utilfredse?
Det kan man afgjort frygte. Og hvem bliver lagt for had? Vesterlændingene, som i tide fik opbygget en høj levestandard. Lokale herskere, der oplever intern uro, er ikke sene til at finde en årsag uden for landet, man kan rette sit had imod og dermed bevare magten internt. Det så vi med Muhammedkrisen, der flere steder blev brugt med det formål at styrke sammenholdet internt. Så jeg mener mit postulat ikke er helt i skoven. Jeg tror vi skal være glade for, at der ikke er atomvåben i Afrika. Det ender med, at vi bliver taknemlige over, at de afrikanske diktatorer ikke skaffede sig atomvåben med nøjedes med at fore deres egne lommer med korrupte penge.
Og vi kan ikke deles om goderne, så vi får mindre og de andre lidt mere?
Også det kommenterer jeg i bogen. En eventuel god hensigt i den retning fra de rige nationers side vil blive ledsaget af krav om respekt for individuelle menneskerettigheder, specielt kvinders ligeberettigelse og behandling af børn samt demokratilignende tilstande uden korruption, og det vil de fattige landes styreformer ikke kunne imødekomme.
De største økonomiske aktører Kina og USA, og de er jo efterhånden blevet forbundne kar. Kina ønsker ikke, at USA går konkurs, fordi det vil save den økonomske gren over, de selv sidder på.
Det tror jeg også vi skal være lykkelige for. Det at USA skylder Kina så mange penge og må betale renter af gælden gør, at Kina ikke er interesseret i at USA går bankerot. Og kineserne skal jo kunne komme af med deres produkter, så de bliver nødt til at fortsætte med at låne USA penge, så de kan få råd til at købe Kinas godtkøbskram. Amerikanerne har alt for længe finansieret deres overforbrug for lånte penge. De kunne simpelthen ikke indse, da det begyndte at gå dårligere, at de burde forbruge mindre i stedet for at gældsætte sig, men det ligger ikke i tråd med den amerikanske selvforståelse. Der mener man at have lov og ret til at fråse og overforbruge, og ingen skal fortælle dem noget andet. Det ender med at de må lære det på den hårde måde. Nu er Detroit jo gået konkurs, og det bliver nok ikke den sidste amerikanske storby der når dertil. For at sløre den virkelige økonomiske tilstand opfandt man en masse spekulationsmodeller for at hente penge ud af den blå luft. Den slags pyramidemodeller er dømt til at ramle sammen før eller senere, og det skete også her.
Den der boble-effekt blev bakket op af den digitale børshandel?
Der er kommet et nyt skud på den spekulative stamme. Jeg så en dokumentar om High Frequency Trading på børsen. I vore dage lader man computere handle med hinanden på millisekunder, og hvis man nogle sekunder senere kan trække sig ud og sælge med nogle hundrede dollars i profit er det okay, for handlen foregår hurtigt og kontinuert, så det er en ren pengemaskine, alene på grund af hastigheden. Det er på alle måder umoralsk og har intet at gøre med den tilgrundliggende rentabilitet eller soliditet i produktionssektoren. Det er varm luft i en ny form, der lukrerer i den løbende fluktuering af kurserne på værdipapirer. På alle måder systemundergravende, og det er bankerne som udøver den maskinelle spekulation. En bankmand sagde: ’Vi må hele tiden prøve at udvikle nogle spekulationsprogrammer, der ligger et skridt foran de andre bankers computere’.
Du har tydeligvis gjort dig nogle strategiske og fordelingspolitiske overvejelser. Kan det ikke tynge din underholdende trusselshistorie?
Man må virkelig passe på, at man ikke fiser ud af tangenten i moraliserende og filosofiske overvejelser. Derfor optager disse passager kun et par sider ad gangen de steder, hvor det forekommer. På den anden side er de nødvendige som argumentation for det plausible i min konstruktion. Det er det fundament, jeg bygger min vision på, og jeg bliver nødt til at gøre rede for de forskellige konsekvenser. Der er tale om en fremtidsbeskrivelse, hvor publikum ikke kan forventes at kende til tingene fra deres eget liv. I sædvanlige historier kan man forlade sig på publikums kendskab til en fælles kulturbaggrund, men nu trækker jeg mine læsere ud på dybt vand, og så må jeg sørge for at have mine præmisser i orden. Nok er det på mange måder en action thriller, men det skulle gerne hvile på et troværdigt grundlag.
Du har også et ubehageligt elektrisk hegn om Fort Europa.
Min skrivende slægtning, Jens, der er over 90 år gammel, inspirerede mig til det billede. Han kunne godt forestille sig, at man stod ved Middelhavet og skød mod de bådflygtninge, der kom fra Afrika og gerne ville gå i land. En italiensk ø nær Afrika, Lampedusa, bliver jævnligt invaderet af disse flygtninge. Jeg så også en dramadokumentar om det emne, at der havde været ekstrem tørke i Afrika, og at folk i stort antal vandrede nordpå for at komme til Europa. Det er også en af de visioner, der har gjort et dybt indtryk på mig.
Nu har du overbevist mig om nødvendigheden af at beskrive denne truende skrækvision. På det helt personlige plan er du vel også forarget over menneskenes ubetænksomhed?
Jeg er som sagt bekymret og afstandtagende. Jeg selv en person, der hylder mådehold og sparsommelighed. Jeg har aldrig brugt mere end hvad jeg synes er rimeligt, og mode og design som anledning for at skifte velfungerende tøj og ting ud med nyt ligger ikke til mig. Tværtimod har jeg en glæde ved at udbedre og reparere slidte ting så de kan bruges lidt længere, en indstilling jeg arvede fra mine forældre.
’Man skal ikke købe hvad man har brug for, men hvad man ikke kan undvære’.
Netop. Det var et credo der var relevant til langt op i halvtredserne, men så kom velfærdssamfundet, og vi lærte at bruge og overforbruge uden at tænke os om. Det er først nu betænkelighederne dukker op, men vi lukker øjnene for dem, fordi de modarbejder systemets krav om stadig vækst, hvilket kræver øget produktion og afsætning. Enhver kan sige sig selv, at det ikke kan fortsætte, fordi vores Jord ikke er uudtømmelig for råstoffer. Vi har i forvejen på hundrede år brugt hovedparten af de ressourcer det har taget Jorden millioner af år at opbygge, så på et tidspunkt må vi tage en ny økonomisk model i brug. Ingen tænker på at levne noget til vores efterkommere.
Du nævner næsten ikke ordet ’kapitalisme’ i bogen?
Nej, for jeg vil ikke henlede opmærksomheden på en gammel debat der er blevet uaktuel, fordi kommunismen brød sammen. Men i virkeligheden skete det samme med kapitalismen omkring 1990. Den måde vi udregner bruttonationalproduktet på er ikke korrekt. Der har i realiteten ikke været nogen reel vækst i den parameter siden 1990 hos vestlige industrilande. Det var kun fordi den famøse bobleeffekt i verdensfinanserne forsinkede den erkendelse, at det først gik op for folk 18 år senere da boblen brast. Nu har politikerne travlt med at berolige befolkningerne om, at vi blot skal komme ud af krisen, men den afslørede ubalance vil fremkalde nye kriser hyppigere end før på grund af det uholdbare i vækstgrundlaget. Det skal politikerne nok holde for sig selv, og de krydser fingre for, at den hemmelighed kan bevares lidt endnu.
Så kommunismen ville ikke være noget alternativ?
På ingen måde. Den var behæftet med helt utilgivelige fejl og mangler udover selve foragten for det enkelte individ. Der skal skabes noget nyt byggende på bæredygtighed og harmonisk udvikling, hvor vækst som motor for udviklingen skal reduceres. I Kina har man nu en topstyret kapitalisme, og vi skal nok være glade for, at der måske er lidt mere kontrol med den model i stedet for den fritvoksende vestlige form for kapitalisme, der indbyder til ekstrem grådighed, spekulation og overforbrug. Til gengæld er der større risiko for korruption og nepotisme i den topstyrede kinesiske model, fordi den manglende åbenhed giver mulighed for det. Men hvis menneskerettigheder og individualisme blev praktiseret i Kina som i vesten, ville derouten mod sammenbruddet blive yderligere fremskyndet.
Selv om du ikke bygger dit globale sammenbrud på atomkrigssyndromet, så har du nogle ubehagelige detaljer om fødsel af deformerede børn?
Det blev inspireret af en dokumentar jeg så fra det område, hvor USSR foretog atomprøvesprængninger. Her havde man ikke evakueret civilbefolkningen. Man ville bevidst finde ud af, hvordan disse atombomber påvirkede mennesker, og nogle af dem blev syge og fødte deforme børn. Som bekendt har totalitære stater ingen respekt for det enkelte individ. Det er kun statens fælles behov, der betyder noget, bestemt af det selvsupplerende partiapparats topledelse. Enkeltpersoner eller grupper af mennesker kan uden betænkelighed ofres for almenvellet, som partiet afgør. Der er afskyelige eksempler på det.
Det lyder som inspirationen til en anden bog?
Ja, det er Mesteren, der foregår i halvfjerdserne, hvor mange unge i vesten af uransagelige grunde bekendte sig til kommunismen, formentlig fordi det blev anset for det eneste alternativ til den amerikanske kapitalisme, hvis ubehagelige krig i Vietnam man blev nødt til at signalere en afstandtagen til. Når man konfronterede kommunisterne med Stalins skueprocesser og Gulag fik man det overbærende svar, at det nok bare var ’børnesygdomme’ i systemet. Man havde en utilgivelig overbærenhed med det system understøttet af uvidenhed på grund af lukketheden, der gjorde at ikke ret mange reelle oplysninger slap ud derfra. Og Mao Tse-Tung blev jo årsag til endnu flere millioners død end Stalin gjorde, og ham betragter kinesere stadig med stor velvilje. Kommunisters tankesæt er i sandhed ekstremt ukritisk, men det ligger vel indbygget i det system, at man ikke stiller spørgsmål. Et held vi slap af med det vildskud i ideologiernes jungle inden der skete for store katastrofer på verdensplan. Den bog udkommer nok næste år.
Nå, det var et sidespring til en anden bog. Hvad er så det originale bidrag i din sammenbrudsvision?
Det at sammenkøre det med eftertiden. Jeg tog udgangspunkt i det gamle skrækbillede fra Den kolde Krig med at en atomkrig ville ’bombe os tilbage til stenalderen’, så det billede genbrugte jeg.
Først ved man ikke, at Romeks og Yullas verden ligger efter Sofia og Markus’ tid?
Nej, og det går et stykke tid inden vi og de finder ud af det. Men skønt der er problemer, så lever stammerne trods alt i en form for balance, som man kunne tænke sig i stenalderen før overbefolkningen og de forskellige stadier af civilisationens udvikling satte ind.
Så menneskeheden uddør altså ikke, som man undervejs i handlingen med Sofia og Markus kunne forestille sig?
Nej, men det gør civilisationen. Også i den grad, at det senere stenaldersamfund har glemt alt om den, og så må der dog være gået en del generationer.
Der er trods alt også nogle sjove scener. Hvordan kom du på genbruget af personerne fra ’90års Fødselsdagen’?
Det var tilfældigt. Jeg havde jo valgt at kalde pigen Sofia, hvilket var det mest brugte navn at give piger sidste år. Tidligere har folk brokket sig over mine navnevalg som værende for utidssvarende. Da hun og Markus ville genoplive tidligere tiders formelle ritualer og man forestiller sig de engelske herregårdsserier, så lå det engelske Miss Sophie lige for. Da det navn dukkede frem, var det ikke svært at finde Mr. Winterbottom frem af skuffen, og senere Sir Toby. Men samtidig er det jo en kommentar til de klasseforskelle og samfundsforhold, der førte til kolonialismen og udbytningen af andre folkeslag, som igen er der hvor levevilkårene på verdensplan for alvor fjernede sig fra hinanden. Men det at kombinere humor og alvor er nærmest et af kendetegnene på min tilgang til emnerne.
Det er vel ikke tilfældigt at de unge elskende hedder Romek og Yulla?
Selvfølgelig ikke. De er min interne joke, der spiller på Shakespeares ’Romeo og Julie’. Lige som i hans drama er der to unge fra forskellige familier, som ikke må få hinanden. Et universelt problem, som også eksisterer i de fasttømrede klansystemer, som stammesamfundene er.
Men stammernes talsmænd er dog ganske velartikulerede og fornuftige i deres overvejelser.
Det fandt jeg naturligt. Jeg ville ikke hænge dem ud som primitive. Det ville blive for billigt. Stammerne har jo heller ikke så meget på spil, fordi de under alle omstændigheder lever på et eksistensminimum. Der ligger ikke nogen større økonomisk magtbalance bag konflikten. Derfor har jeg måttet spille på et prestigemæssigt problem i dramaturgien.
Siden der nu ikke er tale om en verdensomspændende atomkrig, hvor sandsynligt er det så, at vores civilisation går under?
Ja, det er det store spørgsmål. Mit postulat er altså, at lokale krigsherrers efterfølgende interne kampe og udbredelsen af sygdomsepidemier som tyfus og kolera får lov at gribe om sig som følge af manglen på distribution af lægemidler, hvilket yderligere decimerer befolkningen i så høj grad, at det er lige før der er så få individer tilbage, at de ikke kan gendanne en reproducerbar population. Men så lykkes det åbenbart alligevel skønt fødslen af en del deforme spædbørn. Jeg er jo som bekendt grundlæggende en menneskevenlig forfatter.
Men at de nye stenalderfolk helt skulle have glemt alt om deres fortid, er det ikke, undskyld udtrykket, utroværdigt?
Derfor mener jeg også, der må være en bevidst fortrængning inde i billedet. I generationer har man simpelthen ikke villet videregive erindringen om det gamle samfund. Dels fordi man skammede sig over den klare erindring om den fejlslagne civilisations følger, dels fordi man ikke ønskede at stammerne skulle begynde at udvikle ambitioner, der kunne genoptage den forliste type civilisation, der havde udspillet sin berettigelse. Menneskene kan jo faktisk leve på stenalderniveau og, som jeg siger, måske føle sig lige så lykkelige i sådan et samfund, ja, måske tilmed i højere grad, fordi distraktionen og fristelserne ved at stræbe efter udvikling af materiel velstand er tåbelig, overflødig og i sidste ende umoralsk.
Örvar er en hovedperson…
Det stemmer. Han er den vigtige person i den halvdel af bogen. Han er ulykkeligt forelsket i Yulla og må finde sig i sin umyndige rolle. Men han er også helten, der trodser alle farer og rygter for at komme sin elskede til hjælp, også efter at han må indse, at hun elsker en anden. Det er gribende. Men det ser jo ud til, at han får en stor rolle at spille i udviklingen af stammesamfundet i fremtiden.
Du har i afsnittet med Sofia og Markus brugt en fortællemodel, som bærer mindelser om John Wyndhams bog?
Det var ikke noget bevidst valg, og desuden er den struktur meget naturlig. Vores identifikationsfigurer tvinges til at bevæge sig gennem det nedbrudte samfund og derigennem får vi også et indblik i konsekvenserne af sammenbruddet. Sofia og Markus er på flugt for at overleve under den løbende undergangsproces, der udvikler sig gennem historiens forløb. Da de tror de er nået til vejs ende og aner en mulighed for overlevelse, bliver også dette tilflugtssted ramt af ødelæggelse. Til sidst er der kun bunkeren tilbage.
Den bunker er du vel også blevet inspireret til ud fra noget konkret?
Det er klart. Jeg så en glimrende række udsendelser under fællestitlen ’Alt Forladt’. Her besøgte et par journalister nogle lukkede anlæg og institutioner, specielt nogle underjordiske rum. Blandt disse var også den store bunker i Rold Skov, hvor landets øverste ledelse var tiltænkt at skulle søge tilflugt og opholde sig hvis en atomkrig truede. Det var en spændende udsendelse og det bidrog også som inspirationskilde til mit klimaks på historien.
Er du nu færdig med apokalyptiske dramaer?
Det ved jeg virkelig ikke, men jeg har også skrevet en Pamfilius-titel der ikke er udkommet endnu, Andreas og de forsvundne Sjæle, som inddrager en planet, der er blevet affolket gennem en omfattende krig fremkaldt af manglen på ressourcer til at fortsætte en umulig ekspansionsstrategi. Så jeg har været omkring det tema set i forskellige belysninger.
Allerede nu kan man se, at der er en fælles linje og holdning over dine udspil. Fra starten havde du også en fællestitel ’Mellem Liv og Død’.
Jeg mener også, at jeg er ved at opbygge en forfatterprofil som er helt min egen, og på sigt er det det bedste grundlag for en mulig accept engang i fremtiden. Når der om et par år er udgivet en halv snes titler, vil man kunne se en klar linje hen over mit forfatterforløb, for jeg holder mig til det overliggende tema Mellem Liv og Død. Jeg kan nu også målrette en oplagsstørrelse, så jeg ikke behøver tabe penge på projektet. Det ville et større forlag gøre, hvis det stod for udgivelsen.
Bekymrer det dig ikke, det med at eksistere som en upåagtet bogforfatter med små oplag?
Ikke synderligt. Jeg er nødt til at lave de bøger, det falder naturligt for mig at skrive og som jeg føler noget for, og økonomisk behøver jeg ikke nogen succes for at klare mig. Jeg har allerede nu flere bøger på bedding til de kommende års udgivelser. Måske kan det faktum, at de nu også udkommer på andre sprog gøre, at jeg kan nå et internationalt publikum hvor smagspræferencerne er anderledes eller i det mindste repræsenterer så store sprogområder, at jeg blot gennem tilgængeliggørelsen på disse sprog kan opnå et antal læsere fordi det potentielle publikum er større.
Er der alligevel ikke en orm der gnaver? En honnet ambition om at mærke, at man er accepteret af et publikum for det man laver? I vore dage anmelder dagbladene jo næsten ikke litteratur.
Hvis jeg havde været yngre, så måske nok. Men nu er jeg blevet ældre, og jeg ved hvordan klaveret spiller og jeg kender markedsmekanismerne og de indskrænkede forbrugsmønstre, som er indarbejdet hos publikum. Der er mange andre glimrende forfattere, der forbliver upåagtede, fordi bogmarkedet er blevet så fokuseret på de storsælgende krimiforfattere, der skal få forlagene til at overleve. I gamle dage kunne andre typer forfattere få plads i forlagenes sortimenter fordi der var luft i budgettet til det, men den mulighed er blevet kraftigt indskrænket. Desuden skal man som forfatter med succes i dag have en udadvendt og promoverende personlighed for at nå ud over rampen og få et publikum i tale. Det er desværre ikke rigtig mig, selv om jeg er føler mig tvunget til at prøve at gøre opmærksom på mig selv gennem de nye sociale medier. Heldigvis har der åbnet sig den mulighed, at man selv udgiver sine ting som e-bøger, og det gør jeg nu med mine udenlandske versioner, som man kan følge på www.questland.org.