Referencer til 'Fort Europa'

retur

Forleden snakkede jeg med min gamle ven Søren Olsen i Asserbo. Han er på min alder. Det er ham, der hverken har TV, smartphone eller computer og derfor kan blive fri for at betale medielicens. Det blev han glad for at høre, da jeg fortalte ham det, for så sparede han da de penge. Og radio kan han så høre helt gratis, for radiolicensen er afskaffet. Han har så også god tid til at læse bøger, blandt andet mine.
I Sverige har retten underkendt lignende licensplaner, så hvis man afskaffer sit TV kan man også blive fri for at betale licens derovre. Jeg hører dog til dem, der betaler min DR licens med glæde. Det har jeg tidligere har skrevet en kronik om.

Forleden  kunne jeg fortælle Søren at jeg var ved at lægge sidste hånd på ’Fort Europa’. Jeg fortalte om min lange referenceliste.
            ”Har du ’På stranden’ med?”
            Det havde jeg ikke.
            ”Hvad er det nu lige det er?”
            ”Det er Nevil Shutes roman om menneskehedens undergang efter atomkrigen.”
            ”Nej, den kender jeg vist ikke.”
            ”Den er værd at læse.”
           
Senere kiggede jeg efter på min reol. Jo, den stod der faktisk ved siden af en masse andre ’Stjernebøger’ udgivet af ’Vintens Forlag’. Det var de hvide pocketbøger med flap, som kom i tresserne. Vinten udgav en snes titler af Nevil Shute, der blev betragtet som en meget læseværdig forfatter i fyrrerne og halvtredserne. Han døde i begyndelsen af tresserne. Han var brite med tilknytning til flyveindustrien inden han blev forfatter, men han flyttede på et tidspunkt til Australien og boede der resten af sit liv.

Jeg gik i gang med romanen, og jeg genkendte den lidt omstændelige langsomt fremadskridende stil, som hørte tiden til. Den var ikke kommet til at føles mindre besværlig i årenes løb, tværtimod. Beskrivelsen var agtværdig og sober, med typisk britisk understatement. Den mest saftige situation var en jolle, der kæntrede, så historiens femme fatale mister toppen til sin bikini. I bogen er hun ikke meget fatale, men hun har en hang til brandy, som i oversættelsen bliver til cognac, hvilket nok ikke har været tilfældet i Australien i 1964, der er et fremtidsbillede.

Bogen er skrevet i slutningen af halvtredserne som en af forfatterens sidste. Det betragtes også som en af hans bedste titler, uden tvivl fordi den nøgterne beskrivelse her kontrasteres af, at den radioaktive støv er på vej til den sydlige halvkugle efter at der har været atomkrig på den nordlige halvkugle.
Set i det lys er det naturligvis påskønnelsesværdigt, at Shute holder beskrivelsen så nøgtern, men i de af hans bøger der ikke har den baggrund vil hans stil nok virke for kedelig på en nutidig læser.

Det var faktisk først efter at have brugt to eftermiddage på at læse romanen, at jeg kom på den idé at slå titlen op på ’Imdb’. Og jo, den og så to andre af Shutes romaner var faktisk blevet filmatiseret, og jeg måtte så da lige se, om jeg også havde strimlen.
Det havde jeg faktisk, overspillet fra et gammelt VHS bånd, hvor kanalen havde været ’Filmnet’ i sin tid. Den var lidt kornet og i sort hvid men med to timers veldisponeret spilletid. Filmen var fra 1959 og altså næsten samtidig med romanen.

Jeg må sige, at historien ved tilbageblik vandt ved den omplantning. Der blev strammet op på storyline og to rekognosceringstogter med atomubåden blev reduceret til en enkelt, hvor hovedpersonen, amerikaneren kommandør Dwight Lionel Towers spillet af Gregory Peck, på afstand fra bugten ser det mennesketomme San Francisco i periskopet.
Tilbagekommet til Australien kan han så affinde sig med tabet af sin hustru og sine to børn og tillade sig en affære med den brandy drikkende Moira, effektivt spillet af den lidt bedagede men stadigt attraktive Ava Gardner.

Den anden hovedperson, Lt. Peter Holmes fra den australske marine, spilles af Anthony Perkins, og han har en hustru og en lille datter, som giver anledning til en slutscene, hvor de må tage giftpiller for at undgå at dø af strålesygen. Det ser vi dog ikke direkte. Man havde god smag i filmkunsten dengang.
Det hele styres sikkert på skinner af instruktøren Stanley Kramer, der lavede en del gode film i de år.
En lille ekstra krølle er der omkring en videnskabsmand, Julian, som tilmed var med til at udvikle atombomben. Han kommer også med de tekniske og moralske indspark, der skønnes nødvendige. Han spilles af en ældre Fred Astaire, som gør god fyldest som en resigneret forsker, der prøver at glemme virkeligheden ved at deltage i motorløb med sin Ferrari.

Der er altså punkter til at hænge nogle action scener op på, og filmen flyder tilfredsstillende mod sit dystre klimaks. Og temaet var tidssvarende. I slutningen af halvtredserne levede verden stadig i skyggen af den kolde krig, og frygten for atomkrigen blev tilmed turneret dygtigt af de militære komplekser i USA og Sovjet, så de kunne opnå maksimale bevillinger til det stigende antal arbejdspladser i rustningsindustrien.
Den kollektive paranoia var også med til at bidrage med noget at stå sammen om. Der er intet som frygten for en ydre fjende til at styrke det indre sammenhold. Efterretningstjenesterne kunne nok bidrage med et mere realistisk billede, men hvem tør komme frem med et ædrueligt responsum, når hele forløbet kører på kommunistforskrækkelse på den ene side og foragten for kapitalismen på den anden.

Heldigvis skete det så ikke dengang, det med menneskehedens undergang, selv om nogle mener Cubakrisen i 1963 kom tæt på, men det var dog et bud på en udslettelse som menneskene selv var skyld i, og det respekterer jeg. Dermed distancerede genren sig til de kulørte science fiction historier fra begyndelsen af halvtredserne, hvor det er farer fra det ydre rum, som helt uretfærdigt rammer menneskeheden.
I min undergangsvision er det også menneskene selv, der forårsager katastrofen, men på en ganske anden måde, som er i tråd med den tid vi nu lever i.
           
En anden historie med lignende tema som Nevil Shutes roman er skrevet af Ray Bradbury. ’Last Night of the World’. Det er kun en novelle, men den blev trykt i USA i et magasin allerede i 1951. Den er også udkommet i en antologi på dansk. Her er det en familie, som venter på at atombomberne falder. De er på vej men kan ikke standses. Jeg har lagt den ud på min hjemmeside under titlen ’En underlig Drøm’.

Selv om ’På Stranden’ kom med på referencelisten i sidste ombæring og altså ikke er nogen inspiration til ’Fort Europa’, så er der en anden bog, der har sat den opmærksomhed i gang hos mig for mange år siden. Den hed ’Day of the Trifids’ men jeg læste tidligt den danske udgave fra halvtredserne. I min bog lader jeg tilmed en kollektivist fortælle mine oplevelser til hovedpersonerne.

            ’De kørte op mod den firelængede gård.
            ”Er det en stor gård?”
            ”Ja, det er næsten en proprietærgård. Vi kan snildt overleve lidt længere end de fleste andre, hvis vi er påpasselige, men vi kommer nok til at savne kaffen på længere sigt.”
            ”Det er rørende, at der stadig er nogen der tænker langsigtet.”
            ”Tanker kan man jo altid gøre sig. De hjælper med at holde modet oppe, når tingene ser triste ud.”
            ”Vil omgivelserne lade jer i fred?”
            ”Tja, sommetider er der lidt for mange trifitter, der læner sig op ad hegnet.”
            ”Trifitter?”
            ”Nå, dem kender I ikke?”
            ”Er det nu en ny fare?”
            ”Nej, den er meget gammel. Det var nogle genmanipulerede planter, som blev opfundet af en fremsynet englænder, der hed John Wyndham. Han var nu så tidligt ude, at han måtte fremelske dem uden at kende til genmanipulation, men havde han levet halvtreds år senere havde han brugt genteknologi. Så behøvede han ikke forklare mere, hvis han havde kunnet bruge det udtryk.”
            ”Som om vi ikke havde nok at trækkes med.”
            ”Ja, for de forbistrede trifitter er ganske vist planter, men de kan alligevel bevæge sig omkring på deres tre fødder, deraf navnet. Og der er også indikationer på, at de kan tænke, i alt fald kollektivt, for der skal i alt fald nogen tankevirksomhed til at konkludere, at man lettere kan vælte et hegn ved at skubbe i flok.”
            ”Hvad gør I så?”
            ”Vi må jo skyde hovedet af dem med vores trifitbøsser, og hvis det ikke rækker, må vi brænde dem med flammekastere. Endnu har de dog ikke bredt sig så meget, at vi må søge tilflugt på en af kanaløerne.”
            ”Det lyder ækelt. Kan det ikke blive værre?”
            ”Jo, alle mennesker kan blive blinde ved at kigge op på et lysfænomen på himlen.”
            ”Er det sandsynligt?”
            ”Nej, men sådan er det med science fiction. Det er noget usandsynligt, som i fiktion gøres muligt, mens fantasy er noget umuligt, der gøres sandsynligt.”
            ”Aha, det er altså noget opdigtet?”
            Andreas rakte ind under sin skudsikre vest og hev et laset eksemplar frem af ’Da trifitterne kom’. Han gav det til Sofia.
            ”Jeg hørte en dramatiseret udgave af historien i radioen, da jeg var knægt, og jeg blev hunderæd, de gange jeg hørte den smældende lyd af trifitternes piskeagtige udvækst, de brugte når de gik til angreb. Intet af hvad der senere er sket har kunnet gør mig lige så forskrækket som lyden af en trifit, der angriber.”
            ”Hvis nogen havde skrevet om vores situation lige nu for nogle år siden, ville man også have betragtet en beskrivelse af vores virkelighed som vild fantasi”.’

Men den første fremtidsroman om menneskehedens mulige undergang, som satte sammenbrudstanker i gang hos mig, kom tidligere i min barndom, hvor jeg blev meget optaget af et hæfte i serien ’Illustrerede Klassikere, som hed ’Klodernes Kamp’. Det er den klassiske gamle undergangsroman af H G Wells i tegneserieudgave, og den var effektfuldt tegnet. Med skam at melde må jeg tilstå, at jeg aldrig fik læst romanudgaven, lige som jeg kun har læst et par af Jules Vernes romaner, som vi børn fik fingre i gennem tilrettelagte udgaver som ungdomsbøger.

Jeg har dog set filmudgaver af ’War of the Worlds’, både den af Byron Haskins fra 1953 og den mere opulente af Steven Spielberg fra 2005. Men tegneserieudgaven fik faktisk mig og Ingo til at bygge en model af disse trebenede robotter, ligesom vi også byggede modeller af Illustrerede Klassikeres udgave af Tidsmaskinen, Nautilen fra Disneys version af ’En verdensomsejling under Havet’

Fælles for de ældste katastrofehistorier i Science Fiction tilsnit var, at menneskene var ret uskyldige i fremkomsten af disse nedbrydende kaoskræfter. De blev til i en periode, hvor man stadig var overbeviste om at menneskene havde kontrol over tingene. De første undergangsdramaer af globalt omfang med mennesker som skyldige skabere var dem, hvor atomkraften kom ud af kontrol. Ellers var det mere eller mindre bekvemme trusler fra universet i underholdningens navn, som skabninger fra andre planeter eller sygdomme ude fra universet.

Det med sygdomme kunne også være en nutidig årsag til at tingene løber grassat, specielt giver genmanipulationerne anledning til panderynker, hvis de anvendt på afgrøder bliver sat fri i naturen og måske opfører sig anderledes end vi havde forestillet os og på en utilsigtet måde påvirker naturens balance.

En særlig godhed har jeg for en TV serie fra min ungdom. Den hed ’Twilight Zone’ og i den florerer en del kuriøse skrækvisioner af kulørt tilsnit. En tankevækkende episode er dog ’The Shelter’ fra 1961, hvor folk kommer op at slås om adgangen til et beskyttelsesrum, som en forudseende borger har ladet opføre, og så bliver der faktisk brug for det. Men hvem af naboerne skal han tilbyde husrum til? Det bliver et rotteræs af de slemme, og så var episoderne kun på 25 minutter. En gyser man kunne klare, når den ikke varede længere.

Så er det straks værre med de uendeligt lange og udpenslede dommedagsvisioner vi ser i de amerikanske storfilm, hvor budgettet tromler frem og dræber al menneskelig vedkommenhed. Jeg har nævnt et par af dem i min referenceliste, men det er ikke dem, som har gjort stærkest indtryk på mig. Med årene bliver man blasert. Det er oplevelserne fra barndommen og ungdommen som man husker som de stærkeste.

Dette hårde emne kan også vinkles på en anden måde, der kan skabe afstand og nærhed på samme tid. I Jimmy Murakamis ’When the Wind Blows’ er det et ældre ægtepar, der venter på udslettelsen. Den er lavet som tegnefilm og viser, at den udtryksform kan fastholde en særlig stemning. Noget lignende demonstreres i ’Grave of the Fireflies’ hvor japaneren Isao Takahata fremmaler en undergangsstemning efter en krigstilstand, hvor nogle børn forsøger at overleve. Hele verden går ikke under, men børnenes verden gør.

En særlig inspiration til sammenbruddet er TV filmen ’The March’ hvor folk på grund af tørke Afrika tvinges til at vandre nordpå og finde et bedre sted at bo. Dermed bidrager de til den mængde af flygtninge, der af sociale og politiske grunde også har et motiv til at søge mod nord til ’Fort Europa’ som i min udgave har fået et elektrisk hegn.

Så er der forsøgene med omstilling til en alternativ levevis, og her husker jeg specielt udsendelserne om opbygningen af en overlevelsessfære i Sydengland, hvor nogle dedikerede fortalere for lukkede økosystemer ville demonstrere, at man kunne overleve i disse store glaskupler. I min udgave med frustrerede overlevende udenfor er det oplagt, at sådanne anlæg hurtigt bliver offer for sabotage, fordi de udfordrer staklerne udenfor med en overlevelsesstrategi som ikke bliver alle til del.

Jeg skulle også have en kommentar til den spirituelle vinkel på overlevelsen, så derfor lader jeg mine hovedpersoner dumpe indenfor i en frikirke, hvor en prædikant taler til sin gruppe af tilhængere. Det ville være let at nedgøre dette bidrag, men det afstår jeg fra. I stedet gør jeg ham til et fornuftigt analytisk menneske som ikke løber fra delansvaret i sammenbruddet.

Et helt kompleks af referencer knytter sig til den økonomiske udvikling, der i den sidste ende vil have et afgørende ansvar for, at det går så galt som det måske går. Hele vores kollektive fokusering på spild, kassation og overforbrug i den uhæmmede vækstøkonomis hellige navn er afgørende faktorer til at påvirke udviklingen i en negativ retning.

Veje til genopretning er allerede nu kendte, men det hjælper jo ikke, når de skal udvikles på kapitalismens profitmaksimeringsvilkår og derfor kun bliver hjulpet halvhjertet på vej og alt for sent til at have en slagkraftig effekt. Det hjælper heller ikke, når en lalleglad Lomborg fortæller os, at vi hellere skulle bruge de midler på noget helt andet som er lettere at forholde sig til. Effekten vil blive alt for lille og alt for dyr, siger han, så lad os hellere håbe på, at en kommende istid måske indhenter os og trækker i en bedre retning. Så skal vi dog væbne os med tålmodighed. Måske skal vi opsende en stor reflektor over Arktis, der kan afbøje noget at den alt for kraftige solskin. De mekanistiske påfund til at redde skinnet på næsen for os mennesker er talløse og finurlige.

Jeg kunne sagtens have valgt et andet motiv til at sandsynliggøre et globalt sammenbrud. En svensk dokumentar anførte ti scenarier for undergang, men halvdelen af dem kom ude fra universet uden at være grønne marsmænd. Det var dog de sidste fem på listen. Af de mere sandsynlige parametre for undergang som skyldtes vores egen uansvarlighed var der teknologiske forsøg på fremskridt som slog fejl og så vores miljømæssige overgreb. Ingen af disse mulige katastrofescenarier nævnte noget om, at vi helt enkelt kunne komme at slås om tilgængelige ressourcer for vedligeholdelse af vores levestandard, som hurtigt bliver mindre og kan skabe utilfredshed grænsende til krigsmotivation rundt omkring. At tage den mulighed med ville nok også blive betragtet som ekstra kontroversiel. Det blev så den vinkel jeg benyttede.

Et kuriøst efterspil skyldes min gode ven og gamle tegneseriekollega, Niels Roland. Han har en serie kørende i Weekend Avisen, ’Kloge Hoveder’, hvor han i tegneserieform kommenterer på alt mellem himmel og jord, således også Jordens skæbne. Nogle striber fra serien er samlet i en bog, ’Menigmands guide til Dommedag’. Det er uhyggelig hyggelig læsning om alt hvad der kan gå galt og sommetider også gør det, inklusive Jordens undergang, hvilket ofte er synonym med civilisationens undergang, som jeg også benytter mig af. Jorden skal såmænd nok fortsætte, selv uden os mennesker som ansvarsløse beboere. Hvad det angår anfører jeg et slags kompromis.

retur