Fort Europa 2
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton
returSå blev der altså en fortsættelse af Fort Europa.
Jeg kunne ikke lade være. Dels hører Fort Europa til de bøger der er blevet bedst modtaget, dels er personerne så spændende at jeg ikke kunne lade det være nok med at den gravide Sofia og Markus blot blev parkeret i atombunkeren.
Men de opsøger vel ikke frivilligt mere modgang?
Naturligvis ikke. De bliver involveret i den handling, der fører intrigen videre gennem en meget aktiv kvinde, Herta, de møder på en ekskursion.
Hvor den ene halvdel af bogen som i første bind relaterer sig til nutidsplanet i forhold til sammenbruddet, så er den anden halvdel også denne gang forskudt i tid?
Det er den, men dog ikke så langt fremme, at Jorden er nået til et fremtidigt stammesamfund.
Hvor er vi så i tid?
Vi er et par generationer længere fremme.
Kan der være sket noget mere på den tid?
Det kan der naturligvis. Men det er nærmere det, at man i et andet sted i landet er blevet hårdere ramt af de forudgående krige end der hvor Markus og Sofia har opholdt sig.
Hvad er der da sket?
En atombombe har ramt nær en by, og der er sket det, som vi kender fra Hiroshima, at folk er blevet ramt af den radioaktive bestråling, der har ødelagt formeringsevnen og skabt deforme børn. Mændene fra byen var indkaldt til krigen og omkom ved bombenedslaget.
Der var også vanskabte mennesker i den første bog.
Ja, men her lige efter atomkrigen er der flere af dem, og et sted er der kun kvinder tilbage i byen. De må så lade sig inseminere fra en gammel sædbank, hvor sæden ikke er kontamineret. Desværre bliver der kun født piger, så at en gravid pige kommer til at vente sig et drengebarn er en sensation.
Det er vel hende, som kommer til at være i fokus?
Det må man sige, men den stakkels pige føler sig omklamret af kvindegrupper med forskellige dagsordener, og det har hun det dårligt med.
Men der er vel andre steder, hvor forholdene ikke er helt så slemme?
Det er der, og sådan et sted beskriver jeg også. Det er et mandesamfund langt ude i skoven. De håber at kunne leve i fred dér, og jeg blev inspireret til at tage tråden op fra min første bog, Questland, men altså en parallel, der udspiller sig i vores verden.
Så navnene har du bragt over i denne verden.
Ja, jeg indførte en forklaring, så jeg kunne genbruge navnene. Det var inspirerende at kunne få lov at skrive om de brave krigere igen. Galvin, Bolvar, Aciel, Mankor, Arkel, Gorwyn og Kantaryn.
Der er syv mænd…
Ja, syv er et magisk tal i eventyr.
Og du får på eventyrlig vis sammenført dette mandfolkesamfund med den unge kvinde?
Det ligger nærmest til højrebenet.
Man kunne næsten komme til at tænke på motivet fra Snehvide?
Sjovt nok, det kom jeg også frem til…
Og den onde stedmor er så ledelsen af kvindebyen?
Det kan man sige, ja.
Er du ikke bange for at nutidige kvindegrupper kan kritisere dig for noget kønspolitisk med en kvindeby, der ikke behøver mænd, ja, for nogles vedkommende ikke bryder sig om mænd?
Jo, jeg blev meget bange for den mulige beskyldning, så jeg er gået helt uden om at udvikle en hård magtkonfrontation på det punkt.
Bangebuks.
Nemlig. 'Me too' trækker et kedeligt spor omkring dominerende mandfolk. Og de fleste i håndtering af bøger er jo kvinder. Man skal passe på.
Der er noget bramfrit jovialt over omgangstonen og holdningen blandt de garvede mandfolk.
Det fandt jeg også ud af, så dem udnyttede jeg naturligvis. Den anden del af bogen med Markus og Sofia blev ret så sammenbidt og dramatisk og ikke videre morsom, så det var rart for mig at kunne præsentere en anderledes afslappet fortællevinkel i delen med kvindebyen.
Du vender også tilbage til kollektivet hvor Tobias kom fra.
Det blev jo sønderbombet i første bind, men en af kollektivisterne, Sigurd, overlevede, og Sofia og Markus møder ham og overtaler ham til at passe på bunkeren, mens de tager på den ekskursion, de vil gennemføre inden Sofia nedkommer.
Og den ekskursion kommer til at fylde handlingen i bind 2.
Det gør den. Så læseren må væbne sig med tålmodighed hvad angår fødslen, men den kommer dog til sidst.
Og de når ikke hjem til bunkeren inden da?
Det gør de ikke. Bogen slutter på en helt anden lokalitet.
Sker der så også denne gang en form for sammenføring af handlingsplanerne til et fælles perspektiv?
Det gør der. Det betragtede jeg som et kernepunkt i den første bog, så noget tilsvarende sker her. Og denne gang forlanger jeg ikke af læseren, at de skal sluge den kamel det er at indstille sig på at elektricitetsforsyningen i en bunker kan opretholdes i over hundrede år…
Så du ender igen med en menneskevenlig positiv udgang på historien?
Det gør jeg altid. Og denne gang tilmed bæredygtig. Jeg er jo i bund og grund nølende optimistisk. Jeg håber virkelig at denne verden vil komme til at overleve på en ikke alt for dyster måde.