Kapitel 1
Fort Europa 2

JAGTEN

retur

            Det var min egen fejl. Jeg sku ha passet bedre på. Men selv om man ved hvordan man skal klare sig, kan man somme tider blive uforsigtig.
            Jeg havde gået og tænkt over tingene. Hvad der var sket. Hvordan vi var kommet til at opholde os i skoven for mange år tilbage. Og så skulle vi tilmed være glade for, at der var den mulighed for os. Ikke alle havde været så heldige.
            Der var ikke mange mænd tilbage. Ja, mennesker i det hele taget. Krigen havde taget mange liv, og senere var der epidemierne, hvor man ikke længere kunne skaffe den nødvendige medicin. For ikke at tale om alle de nye lidelser, der var kommet til på grund af den radioaktive stråling.
            Men menneskeheden lod til at have overlevet. Der var måske tilmed enkelte grupper i fjerne egne som ikke var blevet synderligt berørt af de store omvæltninger. Det kunne man ikke vide. Man fik ikke længere besked om hvad der foregik rundt omkring i verden, og måske var det også det bedste.
            Og hvad med én selv? Man troede måske man var sund og rask, men det var ikke tilfældet. Mænd kunne ikke formere sig. Og fandt man en kvinde at muntre sig med førte et afkom kun til piger. Det var virkelig nedslående.
            Det bedste var at prøve at klare sig alene eller sammen med nogle få kammerater. Som mænd havde gjort det for tusindvis af år siden. Menneskene havde virkelig bombet sig tilbage til stenalderen.

            Den gjorde sig klar, growleren. Det var det navn Mankor havde givet mutanten. Og hvor havde han det fra? Han havde smilet og sagt 'Kender du ikke til Questland?'
            Det gjorde jeg ikke.
            'I grunden synd. Det var et spil man fordrev tiden med før alt brød sammen. Og at nedlægge en growler var stort og farefuldt. Man kunne let miste livet. I spillet altså.'
            Nu angreb growleren. Den var halvanden gang så høj som mennesker og de tre rækker af spidse tænder var frygtindgydende. Heldigvis var dens syn ikke godt. Men den kompenserede for det med sin fine lugtesans. Her kunne man ikke gøre noget. Uanset hvor renlig man var, kunne growlere altid få færten af én.
            Jeg slog ud med mit sværd. På den måde kunne jeg holde den på afstand, men kun så længe jeg havde kræfter til det.
            Dens grålige farve var begyndt at gulne. Det var en gammel han. Den svingede med sin lange hale. Den var rigtig i kamphumør.
            Jeg søgte om bag nogle klipper, hvor growleren ikke kunne bevæge sig så let. Der var også nogle nåletræer, hvor man skulle passe på de stikkende rester af brækkede grene.
            Jeg kaldte på de andre i gruppen.
            "Mankor! Galvin! Bolvar! Nu kunne jeg godt bruge lidt hjælp!"
            Disse navne havde Mankor også hentet fra det der gamle computerspil som hed 'Questland'. Rigtige krigernavne. Og krigere og jægere var det vi var. Nu var der ikke længere noget som hed computerspil. Eller radio eller telefoner eller den slags fortidig teknologi. Alt det var gradvist forsvundet i takt med at strømforsyningen brød sammen.

            Jeg kunne mærke jeg var ved at blive udmattet. Jeg kunne ikke holde den gående ret meget længere. Så opdagede jeg et nåletræ med mange rester af grene stikkende frem. Måske kunne jeg klatre op i det.
            Jeg nåede over til træet og begyndte at klatre op. Growleren kom lige efter mig. Men ved at holde mig på den modsatte side af træet og forsvare mig med min lange kniv kunne jeg komme længere op i træet, og dermed holde mig fri af den faretruende growler.
            Skuffet udstødte den sine dybe brøl, men selv om jeg havde vundet           lidt tid var faren ikke overstået. Den havde tænkt sig at holde sig nede under træet til jeg kom ned. Ventetiden kunne godt blive lang.

            Så dukkede en anden growler op. Den var lige så sulten som den første og ville naturligvis også have festmåltidet for sig selv. Den udstødte sine brøl der var lige så rædselsfulde som den andens og gjorde sig klar.
            De to growlere angreb hinanden, og da de var omtrent jævnbyrdige, kunne dysten godt trække ud. Alt hvad der kunne svække de to uhyrer kunne komme mig til gode. Måske ville de nedlægge hinanden.
            Så heldig var jeg desværre ikke. Den første growler indså efter nogen tid, at den ikke kunne overvinde modstanderen og trak sig tilbage. Så nu sad jeg med to ventende bæster. Den ene lige neden for træet og den anden på afstand.
            Tanken blandt growlerne, hvis man kan bruge det ord, var at det bæst som fik fat på mig ikke kunne fortære det hele. Når den så var mæt, ville den overlade resterne af mig til den anden. Der ville være rigeligt til at mætte dem begge.

            Så indfandt de sig omsider, mine kammerater. De ramte den fortrængte growler med nogle velanbragte pile, og et par spyd gjorde det af med den i forvejen svækkede modstander.
            De kunne naturligvis ikke nære sig.
            "Hvorfor sidder du deroppe, Aciel?"
            "Det er hernede, det foregår."
            "Hørte I ikke jeg kaldte?"
            "Jo, og noget så hjerteskærende, endda."
            "Vi besluttede at vi nok hellere måtte forbarme os over dig, siden du åbenbart var så hårdt trængt."
            "Men du ville jo jage på egen hånd."

            Det var sandt. Det var den besked jeg havde givet dem. Men den virkelige grund var, at jeg gerne ville tænke lidt over tingene. Og det var umuligt med de andre gutter i nærheden, som altid kom med spøgende eller bralrende bemærkninger, der gjorde det umuligt at samle tankerne. Det kunne jeg bare ikke sige. De ville føle sig stødt.
            "Nå ja, så gør du det, for så gør du som du siger."
            "Aciel skal såmænd bare opfinde den dybe tallerken én gang til."
            På en måde havde de ret. Mine tanker havde det med at køre i ring. Jeg fandt som regel aldrig noget nyt. Det var hver gang de samme grublerier omkring de sædvanlige problemer uden at jeg kom nogen vegne. Man kunne lige så godt affinde sig med vilkårene og ikke tænke så meget over det. Tingene var som de var, og det blev der ikke ændret på. Og skulle der ske noget, så ville det uden tvivl ikke blive til det bedre. Men folk er forskellige, og godt for det.

            Nu var de også ved at gøre kål på den anden growler, der ikke havde været fornuftig nok og løbe sin vej, da den så hvad der var sket med dens fælle.
            Den var åbenbart mere sejlivet end den første, så det tog krigerne længere tid at ombringe bæstet. I utålmodighed flækkede Bolvar hovedskallen på uhyret for at få afsluttet den pinlige sag. Det mest pinlige var dog, at jeg havde ladet mig overliste. Det skulle jeg naturligvis høre for.

            "Hvorfor lod du den growler komme tæt på dig?"
            "De er jo ikke just lydløse."
            "Og så stinker de så fælt, at selv mennesker kan lugte dem på stor afstand."
            "Du har jo haft tid til at sidde der oppe i træet og finde på en god undskyldning."
            Det var alt sammen sandt.
            "Jeg tror jeg blev tænksom."
            "Uha, en slags er farligt."
            "Det kan vi tillade os om aftenen ved ildstedet."
            "Ja, der kan tænksomhed blive ret så underholdende."
            "Især hvis minderne omhandler oplevelser med det svage køn."
            "Inden de blev det stærke køn."
            "Dengang man kunne få en chance fordi hunnerne gerne ville have afkom."
            "Men nu får de alligevel ikke noget, selv efter en tur i høet."
            "Og det er selvfølgelig vores skyld."
            "Som altid. Det er altid mændenes skyld."
            Jeg syntes forklaringen var for let.
            "De har faktisk ret."
            "Nå, så det har de?"
            "Ja, ret beset var det jo stort set mænd, der sad på alle de besluttende poster dengang det hele kørte skævt."
            "Det er selvfølgelig sandt."
            "Men ville kvinder ha gjort det bedre?"
            "Det får de jo så lov til at vise nu, hvor det er dem, der står ved roret."
            "Der er i alt fald noget at rette op på".
            "Men helt ærligt, så er det jo uhjælpelig for sent."
            "Det bliver nok kun værre fra nu af."
            "Men herregud, så betyder det vel ikke alverden, når nu kvinderne sjældent får børn og det så altid bliver piger."
            "Vi mænd er i den grad kommet ud på et sidespor."
            "Vi må bare prøve at få det bedste ud af det, så længe vi stadig er her."
            "Den snak er blevet noget nedslående. Hvad med de der growlere, vi helt uventet har fået op under neglene?"
            "Ja, noget af kødet er jo lækkert nok."
            "Selv om det skal koge længe for at blive mørt."
            "Vi skærer nogle af de bedste stykker af og tager det med tilbage."
            "De andre bliver overraskede."
            "Og vi kan da godt holde episoden med Aciel i træet for os selv."
            "Det er klart."

            Vi kom forbi vandmøllen.
            "Orker vi male lidt korn?"
            "Friskbagt brød er altid lækkert."
            "Og vi bør bruge den jævnligt, så møllen ikke står og forfalder."
            "Du mener mere end den er i forvejen."
            Møllen havde ikke været i brug i lang tid, da vi fandt den, men vi havde fået den sat i stand. Og siden vi nu også havde korn fra et par marker, var det mere bekvemt at få vandmøllen til at klare den sag, så vi ikke skulle male kornet ved håndkraft.
            Det var ikke bare det, men at få sådan et stykke gammel mekanik til at fungere igen var en udfordring, som mænd gerne tager op.
            Der var en del træ der skulle udskiftes, så her fik vi brug for alt det gamle håndværktøj fra tømrerværkstedet. Vandet i bækken skulle også stemmes op, for det havde ikke fungeret i mange år. Det var noget af en sejr, da vi ledte vandet hen over skovlhjulet og det langsomt gik i gang. Det fejrede vi med et festmåltid og nogle krus af vores bedste øl.
            Der stod stadig et par tønder korn fra sidste sæson, og vi kunne godt male en del af det, siden der ikke var så længe til en ny høst. Så kunne vi lade noget af det stå i en solid tønde til vi næste gang kom forbi og havde lyst til friskbagt brød.
            Bolvar hejsede en sæk korn op med hejseværket.
            "Nu kan I godt sætte i gang."
            Mankor flyttede på brættet i tilløbet, så vandet blev ledt hen over vandhjulet. Men rotationen skete ikke helt smertefrit.
            "Jeg tror det skal hjælpes i gang."
            Galvin fandt stolpen, vi brugte til formålet.
            "Jeg skal ha lidt hjælp."
            Jeg kom hen til ham.
            "Så skubber vi."
            "Nu!"
            Ved fælles hjælp fik vi skovlhjulet skubbet over det døde punkt, og vandet fra slisken kom til at gøre den nytte, der var tiltænkt det.

            Det knirkede i trækonstruktionen da tandhjulene begyndte at bevæge sig. Det var som om der kom liv i hele bygningen, og alle dele ville bidrage i koret af mærkelige lyde, fra den dybe skurren til trissernes snurren i de yderste led.
            Bolvar hældte korn i tragten over de store flade stenhjul. Det kom ned i midten mellem de to hjul, hvor udskårne riller sørgede for at lede kornet udefter, så melet endte uden for stenene og faldt ned i renden, hvortil Bolvar forudseende havde anbragt en tom sæk.
            "Jeg elsker den lyd af møllestenenes kværnen."
            "Det har mænd gjort i generationer indtil man fandt andre metoder."
            "Men der er nu intet som den gamle måde at gøre tingene på. Tilbageslaget har ikke kun været til det værre."

            Da møllen havde kværnet så meget som de fire mænd kunne bære tilbage til bopladsen gav Bolvar signal.
            "Så, Mankor, nu kan vi godt stoppe for i dag."
            Mankor skubbede brættet tilbage og forhindrede dermed vandet i at løbe hen over skovlhjulet. Snart forstummede de mange lyde i vandmøllen.
            Da mængden af mel blev gjort op, havde de som sædvanlig lavet for meget.
            "Vi må lade noget af det blive tilbage i en tønde."
            "Ja, nu har vi også kødet fra growlerne at slæbe på."
            "Men alt i alt godt, at vi ikke skal sulte."

            Det blev næsten aften inden vi nåede tilbage til bostedet. Det var en bjælkehytte, vi havde sat i stand. Selvfølgelig savnede vi madammerne, men på den anden side undgik vi så kritik af, at stedet ikke var tilstrækkelig rent og ryddeligt.
            Galvin var den mest pernittengrynede, så han fik lov at passe køkkenet. Vi skulle jo heller ikke gerne risikere madforgiftning.
            "Den rest har stået for længe. Vi får tyndskid."
            "Den fejler da ikke noget."
            "Giv den til hønsene."
            "Er det bedre de får det?"
            "Det er der vist ingen, der lægger mærke til."
            "Nej, de er ret hårdføre."
            "Når vi er borte til sin tid, vil der nok stadig være nogle høns der basker rundt i skoven."
           
            Vi hilste på de andre.
            "Vi tog nogle growlerbøffer med hjem."
            "Så de stod i vejen for jer?"
            "Det var nærmere os, der stod i vejen for dem."
            "Hvis de havde været fornuftige nok til at forsvinde, havde vi ladet dem gå."
            "Der er jo lettere bytte at nedlægge."
            "Så I følte jer for en gangs skyld truet?"
            "Dertil må vi sige ja."
            "Det var nu mest Aciel."
            "Og ham var vi ikke lige indstillet på at undvære."
            "En for alle og alle for én, som man siger."
            "Hvem?"
            "Kan du ikke huske den der 'De tre måske fire'?"
            "De tre musketerer."
            "Så vidt jeg husker var de da fire?"
            "Nej, den fjerde var ikke rigtig musketer."
            "Det er sandt. Det blev han først til sidst."

            Galvin satte stegen i ovnen.
            "Det er hurtige i suppegryden."
            "Ja, men en steg smager nu engang bedst."
            "Det bliver midnat inden den er klar."
            "Det må blive som det bliver. I kunne jo være dukket op noget før."
            "Vi skulle lige male lidt mel siden vi nu kom forbi møllen."
            "Hvor betænksomt. Så får vi også nybagt brød."
            "Ja, der er ingen smalle steder."
            "Vi har det i grunden godt."
            "Efter omstændighederne, ja."
            "Det er alt sammen et spørgsmål om at tilpasse sig."

            Jeg kom tilbage med bogen.
            "Den fjerde musketer er ganske rigtigt ikke musketer fra starten."
            "Hvad var det nu han hed?"
            "D'Artagnan."
            "Sært navn."
            "Det foregår jo på et sted, der hedder Frankrig, hvor de åbenbart har den slags navne."
            "Undtagen ham der Haremis."
            "Aramis."
            "Nå ja."
            "Måske skulle vi se at få genopfrisket den som godnatlæsning en af dagene."
            "God idé."
            "Jeg kunne godt tænke mig at høre noget mere om hende det skrækkelige kvindfolk."
            "Milady."
            "Ja, det hed hun vist."
            "Man kan ikke stole på kvindfolk."
            "Som vi heldigvis ikke har her hos os."
            "Sagde ræven om rønnebærrene."
            "Hvad mener du med det?"
            "Glem det. Man bliver bare i dårligt humør."
            "Det var jo det jeg sagde."

retur