Kapitel 1
Fort Europa 3

SMITTEN

retur

            Første gang var det overkommeligt. Det var startet i Kina, vistnok på et dyremarked, hvor hygiejnen ikke havde været i top.
En dansk satiretegner var tidligt på banen med en tegning af det kinesiske flag, hvor motivet i hjørnet var ændret til virusbakterier.
            Det havde det kinesiske styre reageret skarpt på. Men allerede på det tidspunkt havde man lokalt oplevet at smitten spredte sig faretruende. Det er ikke nogen god idé at lukke øjnene for den slags.
            Senere så man hvor dårligt myndighederne havde behandlet de syge. Og hvor skræmte de få personer følte det, efter at de havde tilladt sig at nævne sagen på de sociale medier. Efterfølgende måtte man indrømme, at de pågældende personer var blevet fjernet og ingen vidste, hvad der var sket med dem.
            Men sygdommen var der altså alligevel, og i løbet af en måned lærte andre den også at kende.

            Og så var det ikke første gang med epidemier. En sygdom man havde kaldt Sars havde haft sit udspring i en anden provins i Kina mange år tidligere. Sars betyder ’Severe Acute Respirartory Syndrome’ og det var præcis hvad det drejede sig om. At folk kunne få svært ved at trække vejret. Den dukkede op i flere omgange i Sydøstasien.
            Så var der Ebola i Afrika. I det værste udbrud døde omkring halvdelen af de smittede. Der var ikke udviklet en effektiv vaccine specielt mod Ebola, og kritikere mente det skyldtes, at den holdt sig til Afrika, hvor folk ikke havde råd til at betale dyrt for en vaccine. Derfor havde medicinalfabrikkerne kun ringe motivation til at investere de forskningsmidler, der kunne føre til udviklingen af en vaccine. Det er dyrt at være fattig.
            Men ingen af disse sygdomme var blevet pandemier, altså verdensomspændende epidemier. Der kom med Corona smitten, også kaldet Covid-19. Disse luftbårne sygdomme mentes at stamme fra dyr, måske flagermus, som gennem pattedyr, måske katte, havde muteret til også at kunne ramme mennesker.

            Corona smitten havde fart på. Den spredte sig til andre sydøstasiatiske lande og hoppede derpå til de øvrige verdensdele. I vore dage rejser folk jo meget og gør brug af den alt for billige flytrafik. I løbet af nogle få måneder blev Covid-19 erklæret en pandemi, altså en verdensomspændende epidemi.
            Der var dog det forsonlige element, at den ikke lod til at være særlig dødelig. Faktisk stipulerede man, at der kun ville omkomme 50% flere af denne smitte, end det som man regelmæssigt år efter år havde vænnet sig til blev ramt af en almindelig vinterinfluenza.
            Men som sagt, den havde travlt. Det var nok mest af alt det, som gjorde beslutningstagerne bekymrede. Man forsvarede sig med, at der kunne komme en spidsbelastning hos hospitalerne, hvis de når smitten toppede skulle behandle mange ramte med åndedrætsproblemer. Det drejede sig om at forsinke udbredelsen, så man kunne håndtere udfordringen når den blev størst. En rød og en blå udviklingskurve havde alle fået ind på nethinden.

            Smitten kom til Danmark gennem skisportsturister, der havde været på ferie i Sydtyrol i Alperne. Her havde man ikke været hurtige nok til at hanke op i problemet, så derfor blev Italien hårdest ramt af konsekvenserne. Senere kom turen til Spanien. De øvrige lande i Europa nåede at forberede sig bedre.
            I Danmark startede man med at prøve at spore, hvem de smittede turister havde været i kontakt med efter hjemkomsten og så isolere dem, så de ikke kunne smitte flere. Man måtte bruge tid på den indsats, men man havde på dette tidspunkt stadig overskudskapacitet. I forventning om en tilspidsning af situationen klargjorde man faciliteter til modtagelse af kriseramte patienter flere steder i landet.
            Da de midlertidige foranstaltninger blev for omfattende at håndtere lod man være med at teste dem men give de potentielt smittede to ugers karantæne og gik over til at behandle dem der blev bragt ind med alvorlige vejrtrækningsproblemer.

            Nu kom politikerne på banen. Kollektivt følte man, at man måtte gøre noget. Grænserne blev lukket, selv om Sundhedsstyrelsen ikke mente det ville have nogen synderlig effekt. Måske var det symbolpolitik.
            Regeringen valgte at lukke offentlige institutioner og sende personalet hjem på en lønnet ferie. Børnene skulle så undervises hjemme, men hvem skulle passe dem? En del forældre kunne ikke tage fri, og så blev det måske bedsteforældrene, som skulle se efter børnene, der selv om de ikke udviste symptomer kunne bære smitten med sig. Det kunne blive farligt, hvis de ældre blev smittet ad den vej, specielt hvis de i forvejen var svækkede og sygdomsramte. Denne risiko blev dog nedtonet.
            Folk blev frarådet at forsamles, så det gik ud over underholdningsindustrien og spisestederne. Der og andre steder ømmede man sig over den manglende indtjening, så regeringen kom med en krisepakke til det private erhvervsliv, hvor staten var villig til at betale størstedelen af lønnen til de privat ansatte, hvis virksomhederne afstod fra at fyre dem.
            Hvad angår de selvstændige besluttede man senere at kompensere dem på lignende måde. Alt for mange konkurser kunne gøre det svært for landet at komme på fode igen, når krisen var overstået.
            Skriften på væggen markerede, at hvis man pludselig skulle til at betale arbejdsløshedsunderstøttelse i stor stil ville det også være en alvorlig belastning af statsfinanserne. En sådan gennemgribende beslutning var aldrig før truffet, og når det havde kunnet gøres, skyldtes det nok at landet var lille og befolkningen så homogen, at det kunne finde opbakning fra alle parter.
           
            Endelig måtte flyselskabet kaste håndklædet i ringen. Med grænserne lukkede ville flytrafikken blive minimal, så her blev man også nødt til at sende flere tusind ansatte hjem. Det skete dog med løn, skønt den var nedsat.
            Man kunne overveje, om verdens nationer var udsatte for en lemmingeffekt? At handlinger i ét land blev kopieret af andre lande, som følte sig nødsaget til at gøre noget tilsvarende. Hvad ville der være sket, hvis man fra starten havde betragtet pandemien som en kraftig influenza og accepteret spredningen og dødsfaldene som man gjorde hvert år med de tilbagevendende influenzaudbrud?
            Det var ikke til at vide. Man befandt sig i en ny situation. Men den satte samfundene i stå, mens man ventede på, hvad der ville ske. Og med den langsommere spredning ville pandemien vare længere. Med de lave dødstal blandt dem, der havde overstået sygdommen, var trusselsbilledet dog til at overse. Måske ville samfundet alt taget i betragtning have været bedst tjent med at acceptere de lidt større antal døde end det man var vant til med influenzaerne? Men hensynet til sundhedsvæsenets overbelastning vejede tungere.
            At sætte et samfund i stå har store konsekvenser, og man gjorde det mest fordi man mente, at Covid-19 ville toppe i løbet af forsommeren. Så ville samfundet vende tilbage til det normale og politikerne gå videre med at kævles over de sædvanlige trivielle spørgsmål. Hvis de handlede ansvarligt under krisen, ville de kunne opbygge en goodwill i befolkningen, som kom dem til nytte efterfølgende. Det havde de også hårdt brug for.

            På nødhjælpsdepotet hjalp børnene Anna og Emil med at håndtere det større arbejde. En kunde var fortørnet.
            ”Hvad skal det sige?”
            ”Vi har måttet rationere værnemidlerne.”
            ”Hvorfor det?”
            ”Der er opstået et for stort behov for tiden.”
            ”Det burde I have forudset.”
            ”Det har vi altså ikke kunnet.”
            ”For dårligt.”
            ”Situationen udvikler sig dag for dag.”
            ”Og vi kan ikke acceptere hamstring.”
            ”Hvad så?”
            ”Du må komme tilbage senere.”
            ”Det er meget ubekvemt for mig.”
            ”Det er der så meget der er lige for tiden.”
            ”Det kan være man skal være taknemlig for, at man stadigvæk er i live.”
            ”Netop.”
           
            Den knotne kunde forlod udleveringsskranken og Anna så sit snit til at smutte over til faderen på lageret.
            ”Far, der er næsten ikke flere åndedrætsværn.”
            ”Altså mundbind?”
            ”Kald dem hvad du vil. Nogle er blå og andre er hvide, men vi står snart og mangler.”
            ”Jeg har bestilt flere.”
            Emil kom også.
            ”Vi er også ved at løbe tør for håndsprit.”
            ”Det har jeg også bestilt mere af.”
            ”Men får vi det?”
            ”Det er spørgsmålet. Folk hamstrer alt muligt for tiden.”
            ”Ja, gær og toiletruller.”
            ”Hvad er meningen med det? Der er jo ikke ligefrem mangel på gær og toiletruller.”
            ”Statsministeren kom for skade at nævne, at man ikke burde hamstre. Så hvad fremprovokerer det hos folk? Den tanke at man måske netop burde hamstre for at være på den sikre side.”

            Anna fulgte op på tankegangen.
            ”Så folk fylder indkøbsvognene og står i lange køer midt om natten, hvor de risikerer at blive smittet med Corona virus.”
            Emil rystede på hovedet.
            ”Det er pløk åndssvagt.”
            Faderen slog ud med hånden.
            ”Sådan er mennesker. Man bliver opfordret til at gøre noget, og når man ikke ved, hvad det burde være, så er afværgedagsordenen at opbygge et lager.”
            ”Et svar fra en hamstrer var meget kvikt. Han sagde, at hvis han købte sit lager nu, hvor der ikke var forsyningsproblemer, så ville lagrene også strække bedre til dem der kom senere, når han så ikke behøvede at købe et overskud til forbrug.”
            ”Meget finurligt.”
            ”Som om det var en krigssituation.”
            ”Der er faktisk nogen, der er kommet med den sammenligning.”
            ”Kollektivt set får befolkninger med års mellemrum et behov for at stå sammen om løsning af et fælles problem.”
            ”Sidste gang var det den internationale finanskrise for nogle år siden.”
            ”Og flere siger, at denne nye krise vil få lige så store økonomiske konsekvenser.”
            ”Den usynlige fjende.”
            ”Uha.”
            ”Og bagefter ’Den usynlige fjende vender tilbage’.
            Emil citerede omskrivninger af de gamle titler på seriebøger.
            ”Den usynlige fjendes søn sejrer på ny.”

            Faderen stoppede opremsningen.
            ”Hold nu op!”
            Det gjorde de så.
            ”For nu at vende tilbage til det væsentlige.”
            ”Og kedelige.”
            ”Man kan jo faktisk spritte hænderne i almindelig sprit, og den er stadig til at få.”
            ”Sikkert.”
            ”Og man kan nok også trække vejret gennem en serviet. Man folder den og hæfter en elastik i hver side.”
            ”Folk er opfindsomme, når det behøves.”
            Faderen dannede sig et overblik.
            ”Nå, dagens henvendelser er heldigvis ved at være overstået.”
            ”Åbningstiden er også forbi.”
            ”Folk må klare sig som man nu bedst kan. Eksperter siger, at disse foranstaltninger alligevel ikke betyder stort.”
            ”Men de kan forsinke udbredelsen, så hospitalsvæsenet ikke kommer til at opleve en uoverkommelig pukkel.”
            ”Det er et rimeligt argument for at isolere sig.”
            ”Der er bare det, at folk får pip i låget, hvis de ikke må være sammen med andre.”
            ”Ja, og reaktionerne på den følelse kan måske gå hen og blive lige så slem som selve smitten.”
            ”Det er ikke godt at vide.”
            ”Eller det er godt ikke at vide.”
            ”I Italien dyrker de fællessang fra altanerne.”
            ”Men de er jo også operaelskere.”

            På Facebook var hamstringen en stor inspirationskilde. Et billede viste Gollum fra Ringenes Herre med en toiletrulle, hvor han sagde ’My Precious’. Et andet manipuleret billede viste Jesus, der delte toiletruller ud med en påstand om, at de ville kunne strække til tusinders behov. Man blev også mindet om Robert Crumbs muntre tegning af Tommy Toilet, der opfordrer folk til at huske at bruge toiletpapir. Der var et utal af varianter, som nu oversteg de løbende kommentarer til den amerikanske præsidents daglige groteske udtalelser.

            Så kom den alligevel, fragtbilen med forsyninger fra centrallageret.
            ”Er det her, I mangler værnemidler?”
            Chaufføren smilede og prøvede at bevare humøret, selv om situationen ikke ligefrem lagde op til det.
            ”Lige netop.”
            ”Det var godt du kom, for vi var ved at løbe tør.”
            ”Det hører jeg mange steder.”
            ”Det bliver nok sidste gang I ser mig foreløbig.”
            ”Hvorfor siger du det?”
            ”Hospitalerne har fortrinsret, og de beklager sig for tiden. Patienter stjæler mundbind og håndsprit. Det har hidtil ligget frit fremme fordi det er dér, der er brug for det, men nu er de begyndt at låse det inde, så der går længere tid, inden de kommer til at mangle.”
            ”Folk er og bliver egoistiske.”
            ”Man er tilmed villige til at betale overpris på Den Blå Avis.”
            ”Utroligt.”
            ”Men det har firmaet nu også sat en stopper for.”
            ”Manglede bare andet.”
            ”Noget lignende har Amazon i USA. Under mordtrusler har spekulanten dér doneret sit hamstrede kæmpelager til en kirkelig bevægelse.”

            Fragtmanden bar papkasserne ind.
            ”Er der andet I står og mangler?”
            ”Nej, vi tror vi har, hvad vi skal bruge.”
            ”Det er jo kun en overgang.”
            ”Og det tror I på?”
            ”Det siger de jo.”
            ”Men hvad nu, hvis de tager fejl?”
            ”Ja, så må vi tage den derfra. Som regeringen siger ’Det er en ukendt vej, og vi asfalterer den efterhånden som vi kører frem’.”
            ”Dybest set tror jeg politikerne er godt tilfredse med situationen.”
            ”Mon dog?”
            ”Jo, indtil det viser sig, at krisen trækker ud. Et par måneder eller tre går nok, så længe folk venter på, at pandemien ebber ud, men hvis det så ikke sker, slår tålmodigheden over i utilfredshed. Og så bliver det for alvor galt.”
            ”Nu skal vi jo heller ikke male fanden på væggen.”
            ”Vi har da lov at håbe.”
            ”Ja, håbet er lysegrønt. Jeg siger det bare…”
            ”Det er godt med dig. Du er velkommen til at pege fingre ad os, hvis det viser sig, at du får ret.”
            ”Det har jeg også tænkt mig.”
            ”Farvel.”
            ”Vi ses.”

            Da fragtmanden var kørt og åbningstiden var forbi kunne de slappe af.
            ”Hvad med os selv. Burde vi ikke også ud og hamstre mens tid er?”
            ”Nej, det må gå som det går.”
            ”Og hvis vi løber tør for toiletpapir?”
            ”Så må vi bruge almindeligt papir som i gamle dage.”
            ”Det vil afløbet ikke bryde sig om.”
            ”Så må vi bruge håndbruseren.”
            ”Ja, noget bidet har vi jo ikke.”
            ”Heldigvis har vi nok af gær.”
            ”Og rugbrødet kan vi også selv bage. Vi har jo erfaring med at gemme surdej.”
            ”Det skal nok gå. Under krigen var det værre.”
            ”Ja, dengang var der rationering af mange varer.”
            ”Folk brugte cikorie som kaffeerstatning og dyrkede deres egen tobak.”
            ”Powhatan slår til igen.”
            ”Heldigvis er det ikke et behov vi har.”
            ”Lad os få en kop eftermiddagskaffe mens vi stadig kan.”
            ”Og hønsene leverer vores æg ude i hønsehuset.”
            ”Det skal nok gå.”

            Det gjorde det også. Under den første ombæring af pandemierne…

retur