Kapitel 1
Fort Europa 5: Danmark Drukner
Billund
retur Stormen slog ind over havnen ved Billund, og flåden af sammenkoblede husbåde duvede op og ned i takt med bølgegangen.
Sådan var det langs hele vestkysten fra Vejen over Ikast til Karup. En stor næsten sammenhængende flåde af husbåde gyngede op og ned når stormene kom, og dem lod der til at blive stadig flere af.
Folk havde længe troet, at havvandets stigning ville slutte, men det var blevet ved. For hver generation var mere af det tidligere så frodige landbrugsland blevet opslugt af havet.
Omkring det tidligere Herning var der stadig nogle små øer tilbage, men ellers var alt blevet havets bytte.
Der var enkelte høje punkter tilbage, og fra Himmelbjerget og andre steder langs Jyllands højderyg skuede man langt ud over vandet til alle sider. Der var stadig enkelte øer på det tidligere Fyn og Sjælland, og grundfjeldet på Bornholm havde klaret skærene.
De fleste samlinger af husbåde lå naturligvis langs Jyllands østkyst og i søerne omkring Skanderborg og Silkeborg.
Af Danmark var der ikke meget tilbage.
I Legoland belavede de sig på at lukke for dagen.
"Der kommer ikke gæster i dag."
"Men vi bør holde åbent alligevel."
"Så må de bruge klokken. Det er overflødigt, at vi sidder i billetlugen og venter."
De gik over i udstillingen med dukkehuse, hvor der var et indrettet et cafeteria i den ene ende. Hele området var reduceret i areal, men der var stadig nogle attraktioner, hvor folk kunne få sig en tur med rullen og bump, hvis de ikke havde nok i søgangen under husbådene.
De udstillede dukkehuse var et minde om en længst forsvunden tid, hvor folk havde plads nok til at indrette sig luksuriøst. Nu var det selvfølgelig mest disse flotte huse man havde bygget som dukkehuse, for der var også fattige beboelser dengang.
Der var selvfølgelig frilandsmuseet Hjerl Hede, hvor man kunne se hvordan folk boede i gamle dage, men det lå nu på en ø, som man havde måttet bygge en vold omkring for at bevare det historiske minde.
"Det lader til at blive en af de hårde storme."
"Vi har haft mange i år."
"Mit gamle barndomshjem bliver nok oversvømmet denne gang."
"Men nu må de stigninger i vandstanden da høre op."
"Det har de sagt de sidste hundrede år eller mere."
"Men nu er der ikke mere polaris, der kan smelte."
"Nej, men temperaturstigningerne får også vandet til at fylde mere."
"Og så skal vi være taknemlige for, at vi trods alt stadig har lidt jord tilbage."
"Ja, hele Nordeuropa er jo forsvundet."
"Er det ikke længe siden du har set din onkel?"
"Jo, men de bor på trawleren nu."
"Det kan de jo også lige så godt."
"Familien arrangerer et bådetræf næste år til Cecilias konfirmation."
"Hvor?"
"I den nye marina ved Skanderborg."
"Den har jeg ikke besøgt."
"Den er meget lækker. Der er ikke sparet på noget."
"Men dyr, kan jeg tænke?"
"Sådan er det jo. Konfirmation sker jo kun én gang."
Så ringede klokken.
"Det var som pokker! Det havde jeg ikke troet."
Peter gik ud og over til billetlugen. Han kom tilbage med nogle våde gæster.
"Vores vogn brød sammen lige i nærheden."
"Og så tænkte vi, hvorfor ikke? Matilda har jo længe så gerne villet se dukkehusene."
De kom ind og dryppede af.
"De står her skam endnu. De er endnu ikke skyllet væk."
Matilda var allerede ovre for at beundre et af de flotte dukkehuse.
"Far, sådan et vil jeg også ha'!"
"Det har du sagt før, men det har vi ikke plads til."
"Åh, kan vi ikke have den i en lille robåd på slæb?"
"Du kan tro nej! Der bliver kun mas med det."
"Men nu er vi jo flyttet til bedstefars gård."
"Så ser vi på det når vi er kommet på plads."
"Tænk at folk boede sådan før i tiden."
"Der er stadig et par dyre huse af den slags ovre ved Silkeborg."
"Kan man besøge dem?"
"Ja, det tror jeg. Beboerne skal jo have råd til at betale de meget dyre ejendomsskatter, og så kan de tjene til dem ved at åbne for besøgende."
"Det vil jeg gerne opleve."
"Måske kan vi finde ud af det."
"Går folk så klædt på samme sjove måde?"
Matilda var faldet i forundring over dukkerne, som var klædt på som i begyndelsen af det tyvende århundrede, og det var meget længe siden.
"Ja, jeg tror også de sommetider arrangerer den slags."
Matilda gik fra hus til hus i det omfattende museum. Forældrene fik en kop te og en smørkage ved et af cafébordene. Peter stillede tekanden på bordet.
"Kommer I langvejs fra?"
"Vi er lige flyttet til Hornslet."
"Uha, det er jo næsten fra den ene ende af landet til den anden."
"Ja, nu skulle vi lige prøve den nye bil. Og så bryder den sammen."
"Det er sikkert på grund af fugtigheden."
"Visse mærker har stadig problemer med batterierne i vådt vejr."
"De påstår de har ordnet det. Men åbenbart ikke altid."
"Vejhjælpen siger de er på vej."
"Skal I langt endnu?"
"En tante i Jelling har fødselsdag."
"Hun forkæler altid Matilda."
"Vores datter blev ved med at plage os om at vi skulle besøge hende."
"Matilda glæder sig allerede til lagkagen."
Klokken ringede igen.
"Det er garanteret Vejhjælpen. Jeg går ud til dem."
Faderen rejste sig og gik.
Moderen så sig omkring.
"Det er også længe siden jeg har været her."
Peter undrede sig.
"Det er ellers et populært sted at besøge for børnefamilier."
"Hvad jeg mener er, at vi normalt holder os udendørs. Matilda vil jo helst prøve gyngerne og karrusellerne, når der er vejr til det."
"Det forstår jeg. Det er også derfor de fleste gæster kommer."
Der blev et øjebliks tavshed. Peter mente nok han kunne spørge.
"Hvad laver I så mellem måltiderne helt oppe i Hornslet?"
"Vi har lige overtaget vore bedsteforældres landbrug."
"Landbrug er der i den grad behov for."
"Ja, og samtidig er der et gartneri. Vi bliver åh så bæredygtige."
"Godt for jer."
"Godt for alle. Trist at vi kom for sent i gang."
"Gjorde I det?"
"Jeg mener ikke os, men befolkningen som sådan."
Hun kiggede op på en mindeplakette over den svenske pige, der havde sat skub i udviklingen for længe siden. De havde en udstilling om hende. De gik derover.
"Folk var jo skeptiske over for disse klimatosser."
"Ja, der sidder hun helt alene og demonstrerer foran Riksdagen."
"Og året efter taler hun i New York til en tusindtallig skare af tilhængere."
"Hun blev det ikon, der var brug for."
"Desværre var det allerede for sent."
"Kan man nu vide det?"
"I alt fald gik det alt for langsomt for politikerne med at gennemføre de ting, der skulle få udviklingen til at vende."
"Det umulige i at få store grupper af mennesker til at arbejde sammen solidarisk om et fælles mål."
"Man skulle ellers tro at det fælles klima kunne være sådan et emne."
"Men dybest set er mennesker selviske. Det ligger i de dyriske gener. Man er sig selv nærmest. Hvorfor skal jeg frivilligt lide afsavn, når der er så mange, der ikke gør det? Jeg venter og ser om de andre gør noget."
"Og hvis det virkelig kommer til at ramme folk på deres velfærd, bliver politikerne ikke genvalgt."
"Flotte ord i hensigtserklæringerne, men få handlinger med reel vægt."
"Og de rige lande kunne betale sig fra måltallene ved at købe kvoter."
"Udviklingslandene kunne med rette fremføre, at det var overforbruget i de rige lande, der havde bragt tingene ud af balance."
Peter sukkede.
"Det lader til at vi er enige."
"Naturligvis, for det er alle nu bagefter."
"Det er let at være bagklog."
Peter kiggede ud ad vinduerne.
"Det virker som om stormen er ved at løje af."
"Det vil glæde de husbådsejere, der ligger yderst i det flydende bælte."
"Ja, det er hårdt. Men det er jo også de billigste pladser, og nogle har kun råd til dem."
Peter indrømmede sin privilegerede stilling.
"Mine forældre har stadig et rigtigt gammeldags hus."
"Er de formuende?"
"Ikke synderligt, men firmaet her har hjulpet dem. Min far arbejdede i parken her hele sit liv, og nu er turen så kommet til mig."
"Noget legetøj, der har holdt."
Peter tog et par gamle byggeklodser op af lommen.
"Ja, i mere end én forstand. De allerførste plasticklodser havde ingen cylindre på undersiden, og efter at være brugt et stykke tid faldt de fra hinanden."
Han viste damen den gamle klods, og dernæst den nye.
"Men så fandt man ud af at lave de to cylindre på indersiden, og så kunne klodserne holde sammen selv efter lang tids brug."
Damen kiggede på klodserne.
"Det har jeg slet ikke tænkt over."
"Det er ikke så mærkeligt, for ikke ret mange kender til de ældste klodser."
Peter pegede på en montre, der viste klodsernes udvikling. Hun bøjede sig ned og kiggede på udstillingen af de ældste æsker.
"Interessant."
"Jeg tror tilføjelsen af de cylindre er den produktudvikling som har været den vigtigste her til lands."
Hun kiggede op.
"Vindmøllerne må vel også ligge højt på listen."
"Det er klart. De fik udviklingen på deres side."
"Det gælder om at vide, hvilken vej vinden blæser."
Peter kiggede igen ud ad vinduerne.
"Og lige nu er den ved at lægge sig."
Manden kom ind i cafeteriaet igen. Hustruen vendte sig om.
"Nå, er tingene bragt i orden?"
Han rystede på hovedet.
"Desværre. Vi har været så uheldige, at vi har fået en mandagsmodel."
"Hvad så?"
"Vi får en ny."
"Og hvor længe vil det vare?"
"Han har ringet til hovedkontoret i Vejle. De kører en ny vogn herover med det samme."
"Og hvilken farve har den?
Manden slog opgivende ud med hånden.
"Det ved jeg virkelig ikke. Hvis du ikke kan li den, får vi den uden tvivl byttet. Men lige nu skal vi til fødselsdag."
"Det bliver sent. Chokoladen bliver kold."
"Nå ja, den kan vel varmes."
"Det kan den vel. Men jeg må ringe til Rigmor."
Det gjorde hun så.
"Hallo?"
"Hallo, det er Agnes."
"Nå endelig. Jeg har været så bekymret. Jeg troede I havde været ude for en ulykke. Er der sket noget med jer?"
"Nej, men bilen brød sammen."
"Er den ikke helt ny?"
"Jo, men det var en mandagsmodel."
"Mandagsmodel?"
"Ja, det siger man om nye ting, der har en fabrikationsfejl."
"Hvad så? Tager i en taxa?"
"Nej, sælgeren insisterede på at ordne problemet med det samme, så lige nu vi venter på en anden ny vogn."
"Hvor langt nåede I?"
"Bilen brød sammen lige uden for Legoland, så netop nu befinder vi os i dukkehusmuseet."
"Åh, det var held i uheld. Så er Matilda vel glad?"'
Hun kiggede over på Matilda, der i andægtig tavshed betragtede et kongeligt dukkehus fra England.
"Ja, hun jubler af fryd og begejstring."
"Gør hun det?"
"Nej, udvendigt er hun meget stille."
"Det ligner hende også mere."
"Ja, men i morgen vil hun snakke op ad stolper og ned ad vægge om de smukke dukkehuse."
"Så må I vel forbarme jer over hende og skaffe det dukkehus hun så inderligt ønsker sig. Og nu får I jo plads."
"Tja, det må vi vel."
"Jeg kender nogen, som har et godt Lundby dukkehus."
"Jeg er bange for hun ønsker sig noget mere i retning af Empirestil."
"Med antiktapet og petroleumslamper?"
"Sådan noget, ja."
"Lige den variant kender jeg ikke nogen der har."
"Vi må kigge i Den blå Avis."
"Det må I vel. Men først er der fødselsdagsselskabet."
"Det er der. Vi kommer så hurtigt vi kan."
"Jeg siger det til Knud og Elly. De har også været så bekymrede."
"I må godt begynde på lagkagen."
"Ja, nu får vi se. Jeg tror vi kan tage en rosinbolle til."
"Vi ses."
"Farvel, og kør forsigtigt."
Hun ringede af og kiggede over på sin mand.
"Vi er ventet med længsel."
"Det kan jeg tænke mig. Men nu ringer de nok snart om den nye bil."
Matilda kom farende.
"Det er bare så overvældende."
"Det kan jeg forestille mig."
"Jeg kunne rigtig godt forestille mig det derovre."
"Det store der?"
"Ja, netop."
"Det er jo et dukkehus fra den engelske kongefamilie."
Matilde sukkede.
"Det er nok frygteligt dyrt."
"Ved du hvad, lille sukkerknald. Det er slet ikke til salg."
"Er det ikke?"
"Nej, det er det ikke. Sådan er det med ting på et museum. Når de først er kommet der, så er det meningen at alle skal kunne glæde sig over dem. Det er altså blevet til noget, som mange skal kunne få lov at opleve."
"Nå, øv…"
"Men vi finder et andet i Den blå Avis. Og du har ret. Nu hvor vi skal bo på en gård har vi plads til et dukkehus."
"Jeg skal nok passe godt på det."
"Det ved jeg du vil."
Så ringede mandens telefon. Det var en kort besked.
"Nu holder bilen derude. Klar til afgang."
"Jubieh! Så skal vi til fødselsdag! Med lys og lagkage!"
"Ja, det skal vi lige netop."
Faderen var glad.
"Og stormen har lagt sig. Ypperligt!"
"Men hvilken farve har bilen?"