Glemt
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton
returHvad nyt er der så i denne bog?
Der omkommer mange personer undervejs.
Hvordan?
De bliver dræbt.
Er det en thriller? En krimi?
Ja, det kan man godt sige, hvis man skal komme ting i skuffer. Man kan udmærket kalde historien for en krimithriller eller mysteriethriller.
Men en spændingshistorie er det altså?
Et skæbnedrama af de dystre, i alt fald. Jeg er altid tiltrukket af det at prøve at fortælle en ny slags historie. Jeg vil nødigt gentage mig selv, og hver gang jeg har skrevet en bog, tror jeg, at jeg ikke kan komme på flere nye originale idéer. Så dukkede der altså alligevel en ny vinkel op.
På hvilken måde adskiller den sig så fra det du tidligere har lavet?
Den begynder med at en teenager vågner op i en ulykkesbil ved siden af en død mand, der har kørt bilen. Han har glemt alt om sig selv og sin fortid, så det bliver et spørgsmål for ham at finde ud af hvad der er sket og hvem han er. Undervejs får han nogle ubehagelige overraskelser.
Har man ikke hørt om den intrigemodel tidligere?
Jo, og jeg postulerer heller ikke at fortællemodellen er ny, men indholdet er nyt. Jeg har i alt fald ikke været på de kanter før.
Hvad inspirerede dig?
Jeg ryddede op i mine gemmer og fandt en corny gammel spændingsserie jeg havde lavet for 45 år siden, ’Manden der glemte at huske’, hvor folk efterstræber hovedpersonen straks han vågner op. Men det her er en helt anden intrige, selv om udgangspunktet er det samme.
Man kunne vel også tænke på ’Bourne Identity’?
Absolut, men min første tegneserie er i så fald meget ældre. Og ’Bourne Identity’ er fortalt som en thriller, noget jeg fandt ud af jeg alligevel ikke rigtigt brød mig om. Figurerne skal ikke være helt så skabelonagtige, og det jeg fortæller, er også mere originalt.
Så du er vel ikke meget for at afsløre noget af indholdet?
Nej. De fleste krimier i vore dage hvor folk udsættes for ekstreme ting har psykopater eller pædofile som drivkræfter i afviklingen, og dem kan alle blive enige om at distancere sig til. Min opgave blev så at tegne et mere nuanceret billede, hvor det ikke blev helt så let at vende sig fra de ubehagelige ting med uforbeholden afsky.
Kan man så det?
Et godt spørgsmål. Jeg prøver på det. Jeg forsøger at forsvare hvad der sker ud fra en eller anden form for indre logik, som man ikke totalt kan afvise. Man bliver nødt til at komme ubehagelighederne i møde for kunne klare dem, og forhåbentlig bliver oplevelsen måske bedre. Det er naturligvis ikke så let. Hverken for min hovedperson eller læserne.
Der er jo moralske implikationer her, som du ikke kommer uden om.
Absolut. Hvordan man forholder sig til det at tage andres liv afhænger af det samfund man lever i. I visse amerikanske sydstater er det acceptabelt at nedskyde ubudne indtrængere på ens ejendom, og jeg så lige den Oscar nominerede danskproducerede dokumentar ’The Act of Killing’ hvor indonesiske bødler med titusindvis af drab på samvittigheden fra tressernes forfølgelse af kommunister i dag ikke har fået samvittighedsnag, fordi det omgivende samfunds foragt for kommunister stadig eksisterer. I Cambodja har samfundet ændret sig fra Pol Pots tid, så her føler bødlerne fra den tid anger over deres ungdoms handlinger. Samvittighed er tæt forbundet på ens oplevelse af samfundets kollektive regler. Det er en vigtig pointe i min historie. Jeg vil ikke sige som Lars von Trier med ’I understand Hitler’ men min dystre hovedperson gør.
Er spændingshistorier ikke for en stor del spekulation i effekter?
Det kan det let blive, men nu beskriver jeg grundlæggende tingene på en jordbunden og menneskelig måde, og jeg synes faktisk det groteske bliver mere virkningsfuld af at fremstillingen er underspillet. Man kan hente en del medvind på den fortællemæssige cykelsti ved at underdrive tingene. Skulle man sætte etikette på, er ’mysteriedrama’ måske et bedre bud på en genre.
Er det så noget nyt?
Det ved jeg ikke, for jeg har ikke læst bøger, der er lavet på den måde, men en engelsk film, ’Sightseers’ gjorde et stærkt indtryk på mig. Den så ud som en hverdagskomedie, men efterhånden gik det op for publikum at de tilsyneladende fredelige campister var skrupelløse seriemordere, som dræbte folk med kun den ringeste anledning og uden moralske skrupler. Det var grotesk fascinerende. Jeg forestiller mig, at jeg kan fange noget tilsvarende med min menneskelige jordnære fremstilling, som så pludselig rammes af farlige hændelser.
Hvad er du ellers inspireret af?
Jeg så en australsk film, ’Last Ride’ om en dreng, der var med sin far på en tur gennem det udstrakte australske landskab. Efterhånden finder drengen ud af, at hans far ikke lever op til det forbillede, drengen har af ham i starten, og da det står klart, at faderen er en kriminel, hjælper drengen politiet med at få ram på ham. Hans loyalitet forrykkes, og denne erkendelsesrejse hos drengen er meget gribende. Og så så jeg en amerikansk film, ’Gardens of The Night’ om børn der bliver bortført med henblik på pædofili. Karakteristisk nok er mellemstykket, hvor den udnyttelse bliver påtrængende, klippet ud af forløbet, og vi møder børnene ti år senere som gadebørn, der ernærer sig ved prostitution. En meget hård og kuldslået beretning.
Så det er også noget i den retning, din historie handler om?
Nej, min udgave er anderledes. Jeg har som i flere andre af mine bøger to parallelle handlinger, hvor den ene er nutidsplanet og den anden glimtvise tilbageblik på de ting, drengen har glemt. Det som læseren får at vide fra de to kilder, sammenstykker så historien. Lige den variation har jeg ikke prøvet før. Og så er min dreng i nutidsplanet ældre end ham i den australske film. Han er heldigvis bedre til at vurdere de ting der sker, men han ser sig ikke i stand til at gøre noget ved det. Det er et tragisk element i historien, men ikke ukendt fra det virkelige liv. At man er klar over, at man burde gøre noget for at ændre på en situation men er ude af stand til det.
Genvinder drengen så til slut sin hukommelse?
Ikke helt. Men som den ansvarlige fortæller jeg er, sørger jeg selvfølgelig for, at læseren får alle trådene forenet til et fyldestgørende billede af virkeligheden. Det chokerende er, at de forfærdelige ting foregår i en helt normal næsten nutidig virkelighed med beskrivelser af normalitet og endda hygge. Historien ligger dog så langt tilbage i tid, at man ikke bruger mobiltelefoner og det er et vigtigt element i intrigeforløbet. Rigtige manuskriptforfattere hader mobiltelefoner.
Undervejs finder vi ud af, at drengen ikke engang er den person han troede han var inden han mistede hukommelsen.
Jeg kom faktisk til at tænke på en dokumentarreportage jeg læste, hvor en dreng udgav sig for en søn, som en familie havde mistet, og tilmed lod til at slippe af sted med det, i alt fald en overgang. Den er for resten også filmatiseret under titlen ’The Imposter’. Den gjorde indtryk, fordi den virkede så usandsynlig, men ikke desto mindre havde den fundet sted. En kriminologisk vinkel, hvor familien havde et motiv til at acceptere drengen som den fortabte søn, blev dog ikke bevist.
Det der med at udgive sig for andre har som regel økonomiske motiver. Svindlere benytter sig af den slags.
Derfor ville jeg heller ikke bruge den model. Jeg måtte anvende en anden begrundelse, som ikke er så let at slippe af sted med, men det kan altså gøres, og den vinkel forsvarer jeg i min version af en anden identitet.
Det er en ’road movie’ både i fortid og nutid.
Ja, og jeg troede det ville blive for meget, men det endte med at falde på plads. Jeg kom rundt til en masse forskellige personer i alle aldersgrupper og sociale lag, i by og på land, så bogen alligevel blev varieret.
Der er jo også historierne om bortførte og indespærrede børn?
Jeg så netop ’3096 Tage’, en filmudgave af Natascha Kampuschs otte år lange indespærring i en kælder. Men det blev for klaustrofobisk at lægge mig op ad det intrigemønster, specielt fordi jeg havde skrevet en historie om to drenge, der havde boet længe i en kælder, og af andre grunde ikke havde mulighed for at kunne komme ud. Og så er der også filmen 'Room, hvor en dreng og hans mor lever indelukket i et enkelt rum.
Drengens voksne ledsager i nutidsplanet her er en jovial type.
Han er repræsentant i hvidevarer og er jordbunden. Han personificerer den gedigne godmodighed, som holder sammen på de spegede handlingstråde. Hans velordnede ungkarletilværelse bliver alvorligt rystet af de grænseoverskridende opdagelser, han drages ind i. Netop spændingen mellem en hyggelig normalitet og de grufulde indslag, som jo kan forekomme også i vores virkelighed, er naturligvis et spændingsmoment men ikke urealistisk.
Er historien om den kørestolsramte far, der nægter at tale med sin datter af første ægteskab, sand?
Det er den. Jeg var selv den formidler, som skulle presse min gamle ven til at komme ud af busken og åbent erklære sin modvilje mod at tale med sin datter. Det lykkedes til sidst i et kortfattet svar, som jeg oversatte til hans italienske datter, der blev knust over den hårdhjertede holdning. I og med at den var skrevet på dansk ved jeg, at han selv sad ved tasterne. Om den dækker over en underdanighed over for hans nuværende kone, hvis dagpleje han er helt afhængig af, er ikke til at afgøre, men en Karen Blixen ville nok have opfundet et tragisk brev, som først måtte overdrages datteren efter hans død.
Den voksne i tilbageblikkene er mere sammensat.
Han har heftige humørsvingninger og er lettere at bringe ud af balance. Heldigvis har drengen Bo lært at tackle ham, så han afværger en del farlige konsekvenser af Kurts omskiftelighed. En stor del af spændingen bunder i Bos forsøg på at klare tilværelsen på Kurts svingende præmisser. Et spørgsmål om at overleve både fysisk og psykisk og uden at blive moralsk korrumperet. Han er vidnet, der føler sig tvunget til at tie med hvad han ved. Lige på det punkt kan der godt være en vis overensstemmelse med motivet i ’Last Ride’.
Du beskriver diametralt forskellige voksenroller?
Netop. I denne bog fremstiller jeg en anden form for kontrast. Den ene person ville være blevet en god far, men får ikke lov at spille den rolle, og den anden forældreperson burde slet ikke have haft ansvaret for børns opdragelse, men får det alligevel. Der ligger en stor del af resignation over for livets tilskikkelser i den fremstilling. Jeg blev selv meget berørt efterhånden som jeg udviklede denne parallelle beskrivelse.
Var det svært at sætte sig ind i Kurts hævngerrige personlighed?
Overhovedet ikke. Jeg havde selv indbrud og kom hjem og overraskede tyvene. Da jeg satte nøglen i låsen, flygtede de to ud gennem bagdøren. Hvis jeg havde et våben og haft dem på skudhold løbende ned gennem baghaven ville nok jeg have skudt efter dem. Måske kun efter benene, men man kan jo misse og risikere manddrab. Lige i det øjeblik ville jeg have risikeret det. At se sine låste skuffer brækket op og møblerne ødelagt og tingene spredt rundt omkring er forfærdeligt provokerende og ydmygende. Nabokonen så flugtbilens nummer, men det var naturligvis stjålne nummerplader. Så, nej, nok er Kurt syg, men det er ikke svært at identificere sig med hans motiver.
Der er meget dialog.
Det er der. Det er en af mine bøger, som har mest dialog. Dels mener jeg, jeg har jeg en styrkeposition hvad det angår, dels er der ikke behov for de store udfoldelser omkring miljøbeskrivelser, da det stort set foregår inden for en ramme af normalitet, vi alle er bekendt med. Fortællingen er meget ’filmisk’, men det gælder alle mine bøger. Jeg har haft større oplevelser med gode fortællinger som film end som bøger.
Det er vel også her værdien med bogen ligger, hvis man tør nævne noget sådant, når det gælder en spændingsroman?
Det mener jeg afgjort. Børn lærer at klare sig med de voksne relationer du nu engang er belemret med, og ofte erkender de først manglerne eller fejlene når de har fået opvækstvilkårene på afstand. Så længe man står midt i det, tror man tingene er normale, og børn har jo en helt utrolig overbærenhed og tilgivelse over for de voksne, de har i deres nærhed. Måske i bund og grund en mekanisme man udvikler for at overleve med menneskeligheden i behold. Det er nærmest chokerende, så tolerante børn er.
Hvor meget vidste du inden du gik i gang?
Ikke ret meget. Det var et stormasket netværk, jeg havde spændt ud, så der skulle fyldes en masse på. Men efterhånden har jeg fået bekræftet, at jeg er i stand til det, når jeg sætter mig ved tasterne. Så griber det ene indfald det andet og udbygger beskrivelsen, både af miljøet og personerne. Mine tanker angående det afskyelige har sine grænser, så jeg er ikke motiveret til gennemført at søge efter en ekstremt spændingsmættet fremstilling. Det er altså min vinkel. Der er også nok af forfattere, der går efter den konstant spidsvinklede variant. Jeg ønskede en bredere klangbund. Men i og med at jeg ikke dyrker det farlige uhæmmet kommer de indslag måske til at virke stærkere, når de så pludselig alligevel indtræffer.
Så du skal ikke kæmpe indædt for at få tingene til at flyde eller hænge sammen?
Nej, det kommer til mig, når jeg har brug for det. I og med at jeg trods alt arbejder med ret enkle handlingsmodeller, holder strukturen sammen på detaljerne, så det ikke stritter i alle retninger med en masse løse ender. Men metoden kræver en grundig redigering og efterfølgende justering.
Denne historie er jo typisk for en struktur, du ofte har i dine bøger. Quest-princippet. At bogen bliver en slags road-movie, der langsomt afdækker menneskers skæbne?
Det stemmer. Det er en regulær ’page-turner’. En krimi har jo spændingsmomentet med opklaring, men da det ikke er min genre, så har jeg erstattet det med en mysterie-struktur, hvor man også finder ud af noget undervejs, selv om det ikke er rent kriminologisk. Desuden kan man på den måde blive ført gennem en række miljøer og træffe forskellige mennesker på en naturlig og afvekslende måde. Så det virker meget tilfredsstillende på mig.