Kapitel 14
Glemt
Baghold
retur Det var blevet mørkt, da Bo og Kurt kom tilbage til huset.
”Satans!”
Bo var ikke helt med.
”Hvad er der sket?”
Kurt bøjede sig ned og pegede.
”Vinduet der.”
”Jeg kan ikke se noget.”
”Vent.”
De ventede lidt. Så kunne Bo godt se et flakkende lysskær inden for et kort øjeblik.
”Jeg tænkte det nok. Det måtte jo ske.”
”Hvad er det?”
”Medlemmer af banden. De er ude efter mig.”
”Nå, dem.”
”Pokkers også. De forbandede bæster.”
”Hvad så?”
”Vi må undgå, de får ram på os.”
”Det er klart.”
”Satans.”
”Hvor mange mon de er?”
”Det er ikke til at vide. Jeg har set to lommelygter samtidig, så de er mindst to.”
Bo tænkte, at det måske bare var indbrudstyve der var lokket til, netop fordi fortet var så godt befæstet. Så kunne man tro, der var noget værdifuldt indenfor. Men han vidste også godt, at det ikke hjalp at forsøge at mindske frygten hos Kurt. Så ville han blive vred. Men måske kunne han klare problemet.
”Når de ikke finder os, går de nok igen.”
”Og det tror du?”
”Ja.”
”Det hjælper ikke. Så kommer de bare tilbage senere. Vi bliver nødt til at tage opgøret nu, hvor vi har chancen.”
”Hvad skal vi gøre?”
”Jeg har gemt en riffel ovre i garagen.”
”Og så skal vi fare ind og pløkke dem ned?”
”Hvis det bliver nødvendigt. Men det kan også være du har ret i, at de taber tålmodigheden og går igen. Så vil det være lettere at få ram på dem, når de kommer ud.”
”Ja, det vil det vel.”
”Vent her og følg med i hvad de laver. Så henter jeg riflen.”
Bo fulgte lygternes flakken inde i huset bag de halvt blændede ruder. Jo, der måtte være mindst to. Men de kunne vel hurtigt finde ud af, om der var nogen hjemme eller ej? Og hvis de ventede på, de skulle komme hjem, ville de vel ikke gå rundt og bruge lommelygter? Men de ledte måske efter penge eller værdier samtidig?
”Er der sket noget?”
Kurt vendte tilbage med riflen, den med kikkertsigtet. Bo kom frem med sine tanker.
”Hvis de vil ha ram på os, ville de vel ligge skjult og vente på os og ikke gå rundt med lommelygter?”
”De leder selvfølgelig også efter de penge, de er overbevist om jeg har liggende, og som de tror jeg har franarret dem. De er noget så hårdhudede, dem fra den østeuropæiske mafia.”
”Ja, det siger du jo.”
”Jeg ved, hvad jeg taler om. De giver aldrig op. Det er et spørgsmål om ære for dem at slå hårdt ned på alle dem, de mener har snydt dem.”
”Det har du også sagt før.”
”Så, nu er de ude i entréen.”
”Du mener de er på vej ud?”
”Det må vi være forberedt på.”
Kurt gjorde klar til at sigte.
”Ikke et ord!”
Det forstod Bo godt. Det var det samme på deres jagtture. Man skulle koncentrere sig når man sigtede, ellers kunne byttet slippe væk.
Døren åbnede sig en smule. Der kom en bemærkning på et sprog de ikke kunne forstå.
Kurt tog sigte og fulgte den fremmede til han var helt fri af døren. Han tog et skridt ned ad fortrappen. Så skød han. Kun et enkelt skud. Mere behøvede Kurt sjældent. Han ramte meget præcist. Byttet skulle ikke lide unødigt.
”Arr…”
Manden faldt om. Ganske som forventet. Bo hviskede.
”Godt ramt.”
Kurt hviskede tilbage.
”Det her var den lette del. Der er stadig mindst et bandemedlem derinde, og han vil næppe prøve at skyde sig fri. Vi må ind efter ham.”
”Hvad skal jeg?”
Kurt tog en pistol frem.
”Du tager den her og går om til bagdøren. Det kan være, nogen prøver at flygte den vej, og så får du chancen. Hvis jeg bliver skudt, er det også op til dig. Men jeg klarer nok tingene.”
”Det plejer du jo.”
Bo gik om til bagdøren og krøb i skjul bag en trillebør, han vippede om på siden. Udsynet til bagdøren var perfekt. Tidligere havde der været en pergola med slyngroser, men den havde Kurt måttet fjerne, så der ikke var noget, der dækkede for udsynet.
Nu var der mørkt inde i huset, og de tilbageværende overfaldsmænd lå nok i skjul for at få ram på Kurt. Kurt havde dog den fordel, at han kendte husets indretning til mindste detalje. Han ville nok vente lidt i hjørnet bag entréen for at lytte sig frem. Så ville han krybe hen til krogen med dragkisten og derfra over til skabet. Det var det sandsynligste. Det ville Bo i alt fald selv ha gjort. Herfra kunne han se resten af stuen, hvor man ikke kunne skjule sig. Et held det ikke var blevet helt mørkt.
Så kom skuddet. Det var riflen. Kurt havde reageret først. Angreb er det bedste forsvar. Nu var der en lyd af løbende trin. Så kom der endnu et skud og et udbrud af smerte. Havde Kurt nedlagt forbryderen?
Nej, det havde han tydeligvis ikke, for nu vaklede en person ud gennem bagdøren. Han var såret og på flugt. Han lod ikke til at være nogen trussel længere, men hvad var det, Kurt havde sagt gentagne gange? Ingen blødsødenhed. Det vil de heller ikke ha over for dig, hvis det er dem, der har overtaget. De vil binde dig til en stol og trække dine fingernegle af, til trods for at du skrigende fastholder, at du ikke kender noget til de forsvundne penge. Så vil de gå videre til at klippe dine fingre af, og derpå vil de grave dit ene øje ud. Hvis du stadig ikke siger noget, vil de måske give op og være nådig og skyde dig en kugle for panden, så dine lidelser er forbi.
Så Bo skød, nu han havde chancen. Han ramte, men ikke helt præcist nok. Mafiamanden tog sig til brystet men vaklede fremad. Han ville måske styrte om, men man kunne ikke vide sig sikker.
Mens Bo tænkte over, om han skulle skyde nok engang, ramte et skud manden i ryggen, og han rettede sig op og kastede hovedet bagud inden han krummede sig sammen mens blodet dryppede fra munden. Så endelig styrtede han om i græsset.
Bo så op. Kurt stod i bagdøren og havde sænket sin riffel. Han kom over mod trillebøren.
”Godt klaret, Bo!”
”Men jeg nedlagde ham ikke helt.”
”Han ville ikke være kommet meget længere alligevel. Det var et fint skud. Jeg er stolt af dig, min dreng.”
Kurt var også stolt. Der skulle meget til før Kurt sagde sådan noget. Men nu havde Bo heller aldrig før skudt en mand. Det var i grunden ikke så svært. Næste gang ville det blive lettere.
Kurt knælede ned og gennemsøgte mandens lommer. Han fandt en tegnebog og åbnede den.
”Jeg tænkte det fandeme nok.”
”Hvilket?”
Han viste Bo et pas, eller et identifikationsbevis.
”Sproget der. Han er fra Østeuropa. Jeg havde ret.”
”Men det ser ikke ud til, de var bevæbnede.”
”De har nok lagt skydevåbnene et sted, hvor de ikke nåede at få fat på dem, da det brændte på. De havde troet, at det ville blive en let opgave, men vi tog fusen på dem, ja, fanden ta mig, om ikke vi gjorde!”
Kurt smilede, og hans hvide tandsæt skinnede i tusmørket i det brede underansigt med skægstubbene. Håret var kortklippet, og det var Bos også. Så kunne man klare klipningen selv med maskinklipperen og undgik frisørerne. De fleste af dem var desuden bøsser. Det var kun svæklinge, der havde langt hår. Slapsvanse og det der var værre.
”Måske har den anden et våben?”
”Du har ret. Vi må hellere se, om han er helt død.”
De gik om i forhaven.
Manden lå på maven, der hvor han var styrtet om, med hovedet drejet til den ene side. Han udstødte en rallende lyd.
”Satans. Han er ikke helt død endnu. Nej, man kan aldrig vide sig sikker.”
”Han dør nok.”
”Sikkert, men det er uværdigt. Du har pistolen.”
”Hvad skal jeg gøre?”
”Du sætter bare pistolen til tindingen, lige dér.”
Kurt pegede med riflen.
”Vil du ikke gøre det, far?”
”Nej, det synes jeg ikke. Nu har du chancen. At tildele et nådeskud. Det bliver dit første. Det er på en måde stort.”
Drengen gik hen og bøjede sig frem. Han satte pistolen mod mandens tinding. Manden rørte sig ikke og sagde heller ikke noget.
”Jeg tror han er død.”
”Man skal altid være sikker. Ikke tage nogen chancer, det kan man risikere bliver udnyttet. Måske ikke lige her, men så en anden gang. Nej, det er vigtigt at lære, hvordan man bør forholde sig i sådan en situation. Tryk du bare af.”
Det gjorde han så.
Pistolskuddet genlød i den stille aften. Musklerne, der havde været anspændt, slappede nu af. Manden havde fået fred.
De stod lidt der i skumringen.
”Hvad så nu?”
”Hvad mener du?”
”Skal vi udlevere bandemedlemmerne til politiet, så de kan fortsætte efterforskningen og måske komme til bunds i det der med den østeuropæiske mafia?”
Kurt rystede på hovedet.
”Det er en køn tanke, men det fungerer ikke. Ingen kan sætte sig op mod disse bander, og i Østeuropa er forvaltningen gennemkorrupt. En sådan tilbundsgående undersøgelse kan desværre ikke gennemføres.”
”Men vil mafiaen så ikke bare sende flere af deres håndlangere ud for at dræbe dig en anden gang?”
”Det er fint, at du forudser farerne, Bo, men det er også det jeg prøver at lære dig, og det lykkes åbenbart. Du har ganske ret. Vi må skaffe de døde kroppe af vejen. Mafiaen kan også tro, at lejemorderne simpelthen er hoppet af.”
”Hvad skal vi så gøre?”
”Vi bliver nødt til at begrave ligene.”
”Hvor?”
”Her i haven, havde jeg tænkt mig.”
”Hvad med at køre dem ud i skoven og dumpe dem der? Så kan de ikke forbindes med os?”
”Det er godt, du prøver at tænke på at fjerne sporene, Bo, men der er en risiko. På den tur kan vidner lægge mærke til os, og så kan vi få problemer med myndighederne, som lukker øjnene for truslerne fra disse bander.”
”Hvad så, hvis ligene senere bliver fundet her? Så vil vi komme i en slem kattepine.”
”Den tid, den sorg. Vi vil så indrømme, at vi havde været nødt til at skaffe nogle kriminelle udenlandske bandemedlemmer af vejen.”
”Jeg forstår.”
”Godt. Hent en spade og en skovl.”
De valgte at grave et hul i et hjørne af forhaven. Det blev ikke så dybt som en normal grav, men det måtte være nok. Så trak de ligene hen til hullet og smed dem i den fælles grav. De havde været sammen om deres svinagtige handling, så var det også rimeligt, de blev begravet sammen.
”Skal vi sige noget?”
”Hvad mener du?”
”Et par mindeord?”
”Mindeord?”
”Ja, det er noget de gør i kirken.”
”Vi tror ikke på nogen gud her i huset. Det er en opfindelse for svæklinge, der ikke selv kan klare mosten.”
”Men selv uden en kirke plejer man at sige noget. Et eller andet med, at man ønsker det bedste for deres sjæl eller sådan noget.”
”Der er heller ikke noget der hedder en sjæl. Prøv nu at få det ind i din knold, Bo, vi er alene her på Jorden og hver for sig må kæmpe for at holde os i live, om nødvendigt på andres bekostning. Livet er en kamp, en forbandet hård kamp, Bo.”
For at lægge vægt på sine ord bankede han med sin kno let på drengens knold.
”Nå, ja, du er jo stadig så ung, Bo, så den slags blødsødenhed må man vel tilgive dig indtil videre.”
”Hvad med våbnene?”
”Hvad med dem?”
”Bekymrer det dig ikke, at vi ikke har fundet dem?”
”Jo, det er mærkeligt. Dem må de vel ha ladet ligge i deres vogn et sted i nærheden. Så er de kommet for at sondere terrænet først. At risikere at blive pågrebet med våben på vejen herhen kunne forhindre deres mission.”
”Vi har altså skudt og dræbt ubevæbnede mænd.”
”Sådan er vilkårene. De kunne da også lade være med at snige sig herind på privat ejendom og gå rundt og lyse i mørket med stavlygter? Hvis det var i USA, vil man mange steder være i sin gode ret til at skyde ubudne gæster ned uden at spørge først, hvis de trænger ind på privat grund. Det er et land, der forstår sig på retten for den enkelte til at forsvare sig selv. Man kan købe våben hvor som helst, og man behøver ikke at være medlem af en skytteforening eller eje et jagttegn for at få lov at bruge dem.”
”Der bliver også slået mange flere ihjel derovre. Også uskyldige mennesker.”
”Det er prisen for at ha et samfund, der er parat til at kæmpe for orden og sikkerhed. Her er vi alt for godhjertede.”
”Vi skulle måske flytte til USA?”
Kurt så indtrængende på Bo.
”Det ville ikke være nogen dårlig idé. Måske skulle man undersøge mulighederne. Men det er svært, for de lukker ikke alle og enhver ind i deres lykkeland.”
”Nej, vi må nok desværre blive her.”
Inde i huset tændte de lyset og ledte efter våben. De fandt kun nogle plasticposer, hvor de fjendtlige gæster havde stoppet nogle udvalgte sager.
”Hvorfor har de samlet disse ting, hvis de var kommet for at dræbe os?”
”Åh, de ville vel ha noget med sig herfra, siden de nu var kommet. De er grådige og griske uanset hvad.”
”Måske var det kun indbrudstyve? Man har jo hørt, at der også er helt almindelige indbrudstyve, der kommer fra Østeuropa? Vi har måske taget fejl af dem?”
”Vi har ikke taget fejl, Bo, forstå det nu. Okay, så kan det måske være, at de var indbrudstyve, men er det i orden? At der kommer røvere hertil fra udlandet, som stjæler og plyndrer? Gu er det ikke nikke nej! Og hvis nogle af dem mister livet, som de ville ha risikeret i USA, så er det bare noget de må tage med. En kalkuleret risiko som man siger. Det er surt, men så kunne de jo bare ha ladet være med den slags.”
”Ja, det kunne de jo.”
”Nemlig. Men nu skal du heller ikke løbe rundt og prale med, at du har været med til at dræbe et par forbistrede østeuropæere her i aften, for så kan der falde brænde ned. Myndighederne er pernittengrynede med den slags her hos os, og det må vi finde os i indtil forholdene bliver lavet om. Det må du love mig.”
”Jeg skal nok lade være med at sige noget.”
”Ja, for ellers risikerer vi at blive buret inde.”
Da de var færdige, havde de fortjent et eller andet.
”Nå, hvordan skal vi fejre det, Bo?”
”Hvilket?”
”At det lykkedes os at forhindre et anslag.”
”Det ved jeg ikke. En portion is?”
”Det synes jeg også. Løb ud i fryseren og hent en boks flødeis.”
”Chokolade eller nougat?”
”Ved du hvad, tag dem begge to. Der skal ikke være nogen smalle steder efter en vellykket aktion som den i aften.”
”Okay.”
Bo fisede ud efter flødeisen.