Hjemkomsten
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton
returDet her er din fjerde bog med overskridelse af grænser mellem flere planer for eksistens...
Ja, faktisk. Hver gang jeg har fået en idé, lader det til, at det især har inspireret mig, hvis der er det element med i historien. Og jeg har så prøvet at få disse planer til at befrugte hinanden, så at intrigen på denne måde udvikler sig. Det er stimulerende for mig at stræbe efter at få det med.
Selv om bøgerne er ganske forskellige, så kan jeg se, at der er flere fællespræg. Blandt andet den der vekslen mellem to forskellige handlinger, som så på et tidspunkt bliver ført sammen, så dramaturgien ændrer sig.
Ja, og forhåbentlig får et løft. Det er praktisk med dette skift mellem handlingerne i starten, for så kan man nøjes med kernepunkterne i det, man vil fortælle. Når man som læser så har været på besøg på det andet sted og kommer tilbage, så kan der godt være gået lidt til eller vi befinder os et andet sted. Dette skift vil man acceptere automatisk som læser, så jeg ikke behøver pinde det ud som fortæller. Denne gang bruger jeg forskellige typografi til at vise, hvad der er erindringsstof fra fortiden. Nutidsplanet foregår jo i samme by på samme tid i de to handlingsplaner, der efterhånden sammenføres, så de har også hver sit typesnit, alt efter om det er Jonas eller Mathias, der fortæller.
Billedet er lidt mere kalejdoskopisk denne gang?
Det er korrekt. De foregående bøger har været mere stringente i sekvensen og handlingsbundne. Kapitlerne har måttet anbringes i en ganske bestemt rækkefølge. Denne gang er flere kapitler parallelt orienterede. Det er ikke så kritisk hvilken, der kommer først, og de er ikke sorteret tidsmæssigt i Jonas-afsnittene. Når man erindrer noget, så er det heller ikke sikkert disse bidrag kommer i kronologisk orden. Men efterhånden får man hele puslespillet lagt, og så synes jeg, at der efter denne ’build up’ skal være en ’pay off’ som det hedder i fagsproget. Det synes jeg stadig, at man skylder sin læser, så ingen kan sige ’nå, det var så det’ fordi historien ikke har fået et ekstra løft i den sidste ende. Som forbruger påskønner jeg selv det element, når jeg får lov at opleve det.
Hvad satte dig i gang med at tænke i de baner, der førte til ’Transit’?
Det var flere forhold. Da jeg skrev kapitlet om den hvileløse ånd i ’Sannes Skytsånd’ kunne jeg mærke, at der var muligheder for en tragisk vinkel, som jeg tænkte jeg måtte prøve at arbejde videre med. Desuden så jeg en film, ’When did you last see your Father?’, om en mand, der kommer hjem til sit barndomshjem, fordi hans far er blevet alvorligt syg. Også en anden film, ’The year of getting to know Us’ om noget tilsvarende. Et andet og mere konkret forhold var, at Ingo og jeg skulle rydde op i vores forældres hus efter at den sidste af vores forældre døde for nogen tid siden. De havde som mange, der voksede op i tyverne og trediverne og fyrrerne, svært ved at smide ting væk. Der var smalhals i samfundet og rationering til et stykke op i halvtredserne. Så man vidste aldrig, hvad man kunne gå hen og få brug for igen, hvis der atter kom trange tider. Og da huset var stort, så var alle lag fra barndommen intakte, og jeg og min bror fik den oplevelse at træde ind i en tidslomme, hvor tiden havde stået stille i over tredive år. Det var meget specielt. Som det at finde et to-spors magnetlydbånd fra ens konfirmation, som man ikke har hørt i 47 år. Det har givetvis været medvirkende til ønsket om at fortælle denne historie, der foregår på forskellige tidsplaner. Det at begrave sine forældre får også en til at forholde sig anderledes til spørgsmålet om livet og døden og generationernes vekslen. I min alder konfronteres man jo med det faktum, at man selv nærmer sig den sidste del af sit liv. Når man ved et valg får stukket en ekstra stemmeseddel ud til valg til ’Ældrerådet’, kommer man til føle sig tussegammel!
Man mærker, at der er et selvbiografisk islæt i erindringsdelen af historien?
Det er også tilfældet. Jeg er vel kommet dertil, at man gerne vil have nogle af disse ting på plads i sit eget liv, men i bogen gælder det altså kun materielle forhold, for personerne er frit opfundne, selv om jeg da også har referencer til dem forskellige steder fra. Men der er også flere ting i den afdeling af bogen, som jeg er blevet inspireret til efter at have hørt andres oplevelser fra den tid.
Det slår mig, at der ikke er så meget med personers udseende i dine bøger. Er det bevidst?
Nej, det er det nu ikke. Jeg tror det skyldes, at jeg kommer fra et billedmedium, hvor det giver sig selv, men jeg kan da godt se, at det ikke er tilfældet med bogstavlitteratur. For mig er det vigtigere, hvad personerne føler og tænker og hvordan de udtrykker sig og handler. Så hvis jeg ikke lige nævner, at nogen har strithår og flyveører, så er det fordi jeg ikke synes udseendet er så vigtigt. Jeg stiller altså læserne frit med hensyn til at forestille sig, hvordan han eller hun mener, at den person ser ud. Det øger efter min mening også mulighederne for identifikation, når man som læser ikke er bundet til at se et bestemt udseende for sit indre øje. Et udseende, som man måske ikke bryder sig så meget om. I mit tilfælde skal læseren kunne sige: ’Det der kunne godt være mig.’ Og det bliver jo vanskeligere, hvis jeg lader hovedpersonen gå i noget tøj, som læseren ikke selv ville vælge. Jeg gør lidt ud af spøgelsernes udseende, fordi de ikke ser helt normale ud. I ’Sannes Skytsånd’ havde jeg således ikke fortalt hvordan Sanne så ud før Pamfilius blev tvunget til at beskrive hende, da han skulle spørge nogen, om de havde set hende. Som sagt tager jeg ofte kun det med, som jeg synes er nødvendigt.
Du har også henvisninger til scenekunst og TV?
Det er valgt som citater, der belyser temaer i bogen. Jeg er jo ikke den første, der har betrådt det område, men selv om der er elementer, som også andre har brugt, så mener jeg, at jeg er kommet frem til en ganske personlig pakkeløsning, hvis vi nu skal bruge det udtryk. Der var jo den gamle redaktør, som sagde: ’Publikum vil have noget nyt, som de kan kende igen’. Og det havde han ret i. Jeg havde også en længere reference til tegneserier, men det forkortede jeg, fordi det forekom mig en tand for nørdet. Det er ganske vist selvoplevet og dermed helt realistisk, men man skal også passe lidt på, hvad man henter fra sin egen baggrund og vil prøve at påstå virker troværdigt, og på det punkt er jeg vist lidt for speciel.
Hvilket tidsperiode taler vi om?
Det er min egen barndom i halvtredserne og min ungdom i tresserne. Og hvad angår nutidsplanet i bogen, så er det i først i firserne. Derfor er der ingen mobiltelefoner, computere eller computerspil, ikke noget internet og ingen DVD-film. Men det savner man heller ikke, bortset fra et enkelt kapitel, hvor en læser måske vil spørge: ’Hvorfor bruger de ikke bare mobilen?’ Mobiltelefoner forbandes af alle dramatikere. Hvis en intrigesnedker har planer om at gøre tilværelsen sur for sine rollefigurer, så starter han typisk med en undskyldning for at eliminere alle mobiltelefoner. Så er personerne nødt til at klare sig selv. Men jeg var godt nok lige ved at lave en alvorlig fejl. Jeg havde skrevet et helt kapitel, hvor der indgik computerspil inden jeg opdagede, at computerspil slet ikke var udviklet i begyndelsen af firserne. Commodore 64 blev først lanceret i 1982 i USA og kom nok først til Danmark i 1983. På det tidspunkt er nutidsplanet i bogen passeret.
Du kan ikke nære dig. Du skal have et eller andet med ånder og spøgelser med...
Ja, det er åbenbart en tilbagevendende interesse, jeg har. Jeg tror jo faktisk på den slags. Parapsykologien og den alternative verden. Ikke nødvendigvis det okkulte med alt det dæmoniske djævelskab, selv om det vel også hører med. Det optager mig bare ikke så meget som det enkelte individs uretfærdige skæbne. Hvis min vinkel virker troværdig, så er det fordi jeg af et ærligt hjerte går ind for det. Jeg håber det kan mærkes. Jeg er således godt og grundigt træt af de endimensionelle skrækhistorier, som også min egen datter kom hjem med fra biblioteket efter at hun havde lært at læse. Det er som regel det rene bræk og effektspekulation. Virkelig stene for brød, for at blive i ved et udtryk fra halvtredserne. Jeg bliver så ærgerlig, når jeg oplever det. Det kan godt være, at børn læser den slags, fordi de føler sig tiltrukket af de grove effekter, men det er for dårligt, at man så ikke griber chancen og giver dem lidt mere substans end det de be’r om. For disse elementer har stor symbolværdi, og det er her det sner. Og det er på en måde eventyr, jeg fortæller.
Hvad mener du med symbolværdi i eventyr?
Ja, jeg tænker på psykiske konflikter, der får en konkret vinkel. Tag for eksempel ideen med ’Kys Frøen’ som vi alle kender, også fra ’Skønheden og Udyret’. Og det skal være pigen, der kysser, og nej, det er kun tant og fjas, hvis hun bliver til en frø. Den virkelige symbolik ligger nemlig i, at den grimme mand gennem sin godhjertede opførsel gør et så stærkt indtryk på pigen, at hun af hengivenhed knytter sig til manden trods udseendet. Piger har jo evnen til at skue gennem overfladen og ind til de virkeligt værdifulde karaktertræk bagved. De kender fra sig selv hulheden bag dyrkelsen af overfladen fra fokuseringen på udseendet, der er en pestilens for mange kvinder. Og når han ved kysset bliver en prins for hende, så viser det, at hun har accepteret manden som partner på trods af udseendet. Og forbandelsen? Ja, den kommer ofte fra en gammel heks, der kan ses som et symbol på mandens mor, der gennem opdragelsen har forhindret sønnen i at udvikle sig til en ansvarlig mand. Og det sker så først gennem eventyrets handling eller mandens liv efter han kommer ud af moderens skygge. Det der med forældres psykiske omklamring af deres børn er et andet eksempel på et af de helt store skrækelementer i eventyr. Senest berørte filmen ’Coraline’ det på en glimrende måde, selv om skaberne ikke helt turde gå planken ud.
Så du har en ekstra bagtanke når du bruger skrækelementer?
Det er ikke nogen bagtanke. Jeg er helt bevidst om det. Denne gang bruger jeg spøgelser. Og ånder er ikke bare afskyelige formidlere af gru. Jeg vil gerne forestille mig, at der ligger noget vigtigt bag. Og jeg tror min vinkel med en 12-14årig synsk dreng vil virke spændende på et ungdommeligt publikum. Nu har jeg skrevet et par bøger med piger som hovedpersoner, så nu syntes jeg tiden var kommet til at bruge en dreng. Og kapitlerne fra den unge mands tilbageblik fortæller så noget om den tid, man som dreng selv har foran sig, udviklingsmæssigt i de sene teenageår. Så jeg tror nok interessen vil holde hos børn og unge, også ved læsning af de kapitler. Og det er jo den målgruppe, man må tage hensyn til, som har lært at læse men ikke lagt læseoplevelserne fra sig endnu, fordi hormonerne er kommet til at styre tilværelsen. Skulle nogle voksne komme til at læse bøgerne, er det vel nærmest en sideeffekt.
Har du altid haft en interesse for disse grænseoverskridende fænomener?
Det tror jeg. Jeg kan huske fra min sene barndom i tresserne, at jeg var meget betaget af en serie på den ene TVkanal vi havde, så derfor har jeg også det med i mit kalejdoskop af erindringsbilleder. Det drejede sig om udvalgte afsnit af ’Twilight Zone’ hvor Rod Serling var vært og også selv havde skrevet mange af episoderne. Og nu hvor jeg er ved at gense hele den serie kan jeg tydeligt huske, hvor stort indtryk de afsnit gjorde på mig, og det gør de stadigvæk. Han kunne for eksempel meget intenst præsentere hele vor civilisations sammenbrud omkring et tilflugtsrum, fordi folk tror atombomberne er på vej. Dette og andre temaer er der senere lavet lange budgettunge versioner af, men Rod Serling i ’Shelter’ havde alt det væsentligste med på 25 minutter i billige kulisser. Det er i virkeligheden stort.
Du kommer også selv fra en fortid med en nøjsom og koncentreret udtryksform, tegneserierne...
Netop. Og jeg tror det kommer mig til gode nu som bogstavforfatter. For helt intuitivt sørger jeg for at udtrykke mig meget koncentreret og præcist om det jeg vil have frem. Jeg tager simpelthen ikke mere med end jeg har brug for, og jeg tror publikum vil påskønne denne kortfattethed. Det ligger ikke i tiden at pindehugge over bagateller. Man vil hurtigt have noget mere at vide.
Der er flere hentydninger til erfaringer med starten på voksenlivet denne gang...
Ja, og det er om ikke bevidst, så alligevel uundgåeligt. Det fandt jeg ud af undervejs. Men læserne er meget fremmelige i dag, og da nutidsplanet er for tredive år siden, så mener jeg også holdningen virker troværdig. På trods af ungdomsoprøret var unge i almindelighed ikke så erfarne dengang. Og den lidt naive tilgang til tingene påskønner jeg. Jeg er stadig meget betaget af gamle film med det tema, som det er udmøntet i ’Sommeren ’42’ og ’Sidste Forestilling’. Jeg ser bort fra overfladegejlet i ’Sidste nat med Kliken’ der kun skøjter på overfladen, skønt på en charmerende måde.
Det der med clairvoyance, er det et fænomen, som du selv har haft erfaring med?
Kun et lokalt møde i en alternativ forening, hvor en meget amatøragtig person, som havde gået på en clairvoyantskole, klart demonstrerede, at det ikke er alle beskåret at kunne lære sig den slags. Men jeg så en udsendelse om en clairvoyant, der fortalte, at han allerede som barn havde haft disse særlige evner, og han er forbilledet til min clairvoyant i bogen. Men ellers så har jeg jo også en komplet samling af udsendelserne ’Åndernes Magt’ og ’Klarsyn’ fra TVkanalen ’Zulu’ i sin tid, og her er der jo overbevisende eksempler om gode clairvoyanter eller ’medier’, som faktisk kan kommunikere med en alternativ verden og mane spøgelser over på den anden side. Det har nok været den påvirkning, som mest af alle satte gang i arbejdet med bogen.
Var din egen barndom lige så problematisk som den, du beskriver i bogen?
Nej, det var den ikke. Men manglen på følelsesudtryk i handlinger og ord var ganske mærkbar. Nu tror jeg det var almindeligt den gang i middelklassehjem, hvor man aldrig talte dybere om tingene. I alt fald i den nøjsomme jyske provins. Det var vel af tørst efter følelsesudtryk og efter oplevelser i det hele taget, at man flygtede ind i sin egen fiktionsverden, hvor man ikke bare kunne opleve den slags men også være en slags Vorherre, hvis man selv fortalte historierne. Og det må jo siges at holde ved, for nu har jeg professionelt fortalt historier i fyrre år for ikke at medregne årene forinden, hvor jeg også skrev og tegnede historier til skrivebordsskuffen. Man har typisk kapitaliseret de ting, man savnede i sin barndom. Det er jeg i så fald ikke den første, der har gjort. Savn og konfliktstof fra barndommen har været en drivende kraft i mange kreative menneskers karriere. Hvad ville en Ingmar Bergman have drevet det til uden sin dominerende far, som i virkeligheden nok ikke var helt så forfærdelig? Jeg bed også mærke i, at Nils Malmros ikke ønskede at møde sin rival fra skoletiden, som journalisterne ellers havde gravet frem, og som godt ville snakke ud om tingene med Malmros. Og det var ikke tilfældigt. Malmros var givetvis bange for, at hans dramatiske inspirationsmotor ville miste damptrykket, hvis der kom til en forsoning af den slags, og han ville sikkert have ret. Man skal ikke kimse ad oplevelsen af uretfærdigheder i fortiden, hvis man som dramatiker kan håndtere det senere i livet.
Hvad med tilskyndelsen fra forældre om at sørge for en fornuftig uddannelse, så man havde en sikret fremtid?
Jo, den kendte jeg også til. Man må ikke glemme, at vores forældregeneration havde måttet kæmpe hårdt for at nå frem til et tåleligt materielt stade, som de så overkompenserede for i stor stil i tresserne. Og selv tog jeg da også en meget fornuftig læreruddannelse, som jeg så bare aldrig gjorde brug af. Men også det var almindeligt dengang. I mange år var for eksempel baggrunden hos rigtigt mange ansatte i Danmarks Radio en læreruddannelse.
Så du havde aldrig nogen diskussioner med dine forældre om livserfaringer, mål i livet og meningen med tilværelsen?
Nej, aldrig. Men formaninger skortede det ikke på. Og hvad meningen med tilværelsen var, så kunne den opsummeres i ’at svare enhver sit, holde sin sti ren og ikke ligge nogen til byrde’. Kunne man det, så måtte det være godt nok. Men samtidig så havde man til gengæld heller ikke et påtryk om en fin karriere, som børn af akademikerforældre kan berette om som et tyngende pres. Så jeg var på ingen måde depraveret eller traumatiseret. Jeg har ikke noget forpasset opgør med mine forældre, som jeg fortryder, at jeg ikke nåede i tide. Jeg er sikker på, at mine forældre gjorde deres bedste på alle måder, og mere kan man ikke forlange af sine medmennesker, heller ikke af sine forældre.
Du har ikke fået inspiration fra oplevelser på rejser, du har været på?
Nej, i mit voksne liv er den eneste ikke-faglige udlandsrejse været min bryllupsrejse til Grækenland for næsten tredive år siden. Jeg har aldrig haft bil, og vi havde i mange år 3-4 børn, hvis rejser så også skulle bekostes, og det følte vi ikke, vi havde råd til, siden min hustru valgte at blive hjemmegående i alle årene og overlod hele forsørgerbyrden til mig. Men behovet har vel heller ikke været så stort. Jeg deler nok også på dette punkt livsholdning med Barks, for hvem de fantastiske rejser i de fortællinger han skrev, var nok for ham. Og så må jeg jo også tilstå, at jeg fik en afsmag for udlandsrejser i min ungdom, hvor jeg skulle tilrettelægge familiens årlige rundtur i sommerferien til så mange døde seværdigheder i udlandet som muligt. Her er kapitlet om campingvognen i bogen desværre helt selvbiografisk. Men jeg ser ganske meget fjernsyn, og jeg har så megen indlevelsesevne, at jeg faktisk får samme oplevelse, som om jeg havde været der selv, og det opfylder mit behov for at komme rundt omkring i verden. Jeg er, når alt kommer til alt, en typisk hjemmefødning, som det ofte er tilfældet med den førstefødte i en søskendeflok, der tidligere var udset til at føre slægtsgården videre. Der ligger noget fundamentalt i en søskendefloks opdragelse hvad det angår, selv om det er ubevidst for de fleste.
Dine historier er noget anderledes end det der ellers tilbydes. Er du ikke bange for at falde i et sort hul hvad angår målgruppen?
Det er den sædvanlige skuffetænkning, som er ganske udbredt. Man skal helst følge nogle forventelige genreskabeloner, så man ved, hvad man får. Men det bryder jeg mig ikke om. Som den kloge gamle redaktør også sagde: ’Man skal ikke give publikum det de kan lide, men det de til deres overraskelse opdager, at de godt kan lide’. Og nu er jeg blevet så gammel, at jeg ikke behøver tænke på, at jeg skal etablere mig med en karriere, der kan holde tyve år frem. I min alder har jeg lyst og pligt til at tænke på at lave det, som jeg bedst kan stå inde for, og så se hvad der sker. Måske bliver min aktuelle udgivelse den sidste jeg får lavet, og så må jeg frembringe det, som jeg synes er det mest originale jeg kan præstere her og nu.
