Kapitel 1
Hjemrensen

JONAS

retur

Landskabet passerede forbi uden for kupevinduet.
Jeg sad og fulgte udsigten. Tænk at det havde været
så længe siden, jeg sidst havde været hjemme på besøg.
Men jeg var jo aldrig kommet særlig godt ud af det med
far.
Da jeg flyttede hjemmefra i sin tid efter gymnasiet,
var det for at være med i et band, vi troede meget på
dengang. Men sådan er det jo, i den alder tror man alting
vil lykkes for en. At man bliver en succes og at man
vil ende med at blive rig og berømt på kort tid.
Far havde selvfølgelig advaret mig, den slags gør forældre
jo. Det sværeste var at overbevise ham om, at jeg
absolut ikke ville overtage hans forretning med salg af
gamle og nye biler. Det er måske også hårdt for en far
at indse, hans eneste søn ikke vil føre familievirksomheden
videre, selv om det vel heller ikke er unormalt.
Uanset hvad, så gik vi hinanden på nerverne. Vi var
begge for temperamentsfulde og selvhævdende. Efter
gymnasietiden flyttede alle vennerne fra byen og jeg
skulle også rejse min vej. Jeg havde ikke fået gode karakterer
i gymnasiet, men kammeratskabet havde været
godt.
Mens togvognen sagte duvede fra side til side, døsede
jeg hen, og jeg drømte mig tilbage til tiden lige op
til vores studentereksamen for mange år siden, dengang
i tresserne…

Frank bremsede hårdt op ude foran Anitas hus og larmede
overstadigt med hornet. Han havde selv istandsat den store
amerikanske flyder, han havde fundet billigt et sted.
”Ja, ja, Frank, hun har sikkert hørt det.”
Det var Benjamin, der tyssede på ham.
”Tror du overhovedet hun er hjemme?”
”Det sagde hun i alt fald.”
Melissa burde vide den slags, for Anita var hendes bedste
veninde, og hvad den ene vidste, det vidste den anden også
med alle de løse rygter og særlige detaljer, der fulgte med, når
piger skvadrede løs med hinanden.
”Skulle vi ikke ta ud til grusgraven?”
”Grusgraven? Jamen det er jo aften?”
Marie var noget betænkelig, men det var hun som regel,
når der var udsigt til noget nyt og anderledes. Frank havde
dog ventet den indvending.
”Der er det der gamle lysanlæg fra dengang der var Drivein
bio.”
”Det virker da ikke længere.”
Benjamin ville helst ikke ha den bemærkning bekræftet, og
det fik han heller ikke.
”Jo, det gør det faktisk.”
”Det tror jeg ikke på.”
Frank måtte komme med flere detaljer.
”Jeg prøvede at slå afbryderen til i målerskabet derude forleden,
da vi manglede strøm til at oplade Jakobs flade batteri.
Det var et vildt forsøg, for jeg troede det ikke selv, men utroligt
nok var kablet ikke afbrudt. Det må være en forglemmelse,
for nogle måneder forinden arbejdede de stadig på at få biografen
genåbnet, men det lykkedes ikke.”
Nu blev projektet mere tillokkende. Vi kørte sommetider ud
til grusgraven i weekenden om sommeren og tog en dukkert i
den kunstige sø, der var opstået i tidens løb efter at grusgraven
var blevet nedlagt, men det var altid i dagtimerne. En dukkert
i projektørlys en sommeraften ville være noget ganske særligt.
Rundt om grusgraven var der et trådhegn, og selvfølgelig
var der adgang forbudt. Helt ufarligt var det ikke at færdes
i det forladte område, og man havde da også hørt om nogen,
der nær var kommet galt af sted, fordi de var kommet til at
forårsage et jordskred i de kunstige bakker, der var efterladt af
opgravet sand og jord. Men den slags skulle naturligvis ikke
forhindre os i at få en ganske særlig oplevelse.
Frank brugte hornet nok engang.
”Det er bare typisk. Hvorfor skal piger altid leve op til fordommen
om, at de aldrig kan gøre sig færdige? Kan du sige
mig det, Melissa?”
”Nu går jeg ind og henter hende. Det kan selvfølgelig være,
at hun ikke er hjemme, men det ville godt nok overraske mig.”
Melissa hoppede ud og skyndte sig op ad havegangen til
forældrenes parcelhus, der lå tilbagetrukket på grunden.
”Nu har du vel benzin nok på?”
Frank skulle faktisk lige tjekke målerstanden for at se, om
der var en pointe i min bemærkning.
”Jo, jo, der er ingen problemer, Jonas.”
”Ja, for jeg glemmer ikke den dag vi måtte gå flere kilometer
frem og tilbage for at få fyldt reservedunken.”
”Det var altså også fordi jeg havde været så torskedum at
låne bilen til Georg, og han havde ikke fyldt tanken op efter
sin lange tur, og benzinmåleren var i uorden. Men det sker
ikke igen.”
Langt om længe kom pigerne ud ad fordøren. De fnisede
sammen hele vejen ned ad havegangen. Der var ingen tvivl
om, at Melissa ikke havde kunnet nære sig, men allerede havde
afsløret Franks planer om en aftentur ud til det vilde badeland.
”Nå, hvad sagde de gamle så?”
”Åh, de siger ikke noget. De er efterhånden vant til, at jeg
er ude med jer, så der er ikke noget dér.”
”Nej, og hidtil har jeg da også formået at få selskabet bragt
hjem i god behold.”
Melissa krøb ind ved siden af Frank, og da der var bundgear,
kunne der ikke sidde tre på det forreste sæde. Jeg sad ved
siden af Anita i det ene hjørne af bagsædet. Jeg måtte sidde lidt
på skrå, så jeg blev nødt til at lægge armen om Anita, men det
havde hun ikke noget imod. Marie måtte til gengæld sidde på
skødet af Benjamin, men nu var hun også en lille spirrevip, så
hverken Benjamin eller Marie beklagede sig over det.
Det varede ikke længe før vi var ude ved den gamle drive-in
bio. Udefra så det lidt skummelt ud, men vi kendte stedet fra
tidligere. Malingen på skiltet over indgangen var allerede ved
at skalle af. Meget logisk stod der simpelthen bare ’Drive-in
Bio’.
Låsen i kæden, der holdt de to jernporte med trådnet på
plads, var for længst brudt op af andre vandaler, så det var
ingen sag at åbne porten og køre ind. Parkeringsplads var der
nok af, for tidligere havde mere end to hundrede biler kunnet
få plads dengang den store skærm havde vist udstyrsproduktioner
i Todd-A-O og Cinerama.
Frank gik over til målerskabet og åbnede det. Plomberingen
var klippet over. Så slog han den store omskifterkontakt
til, og pludselig lå hele området badet i lys fra de fire høje
standere med et antal projektører på hver mast. Det mindede
gevaldigt om et fodboldstadion, men her gav det spøgelsesagtige
landskab en masse mystiske skygger, som bidrog til den
spændende stemning. Nogle af lamperne var ganske vist gået
ud, men der kom rigeligt med lys fra de øvrige pærer, så man
kunne bekvemt orientere sig overalt.
Det gibbede i os. Her var vi seks unge mennesker helt alene
i et stort område langt fra byen og med kraftige projektører,
der lyste kun for os og på det, som sikkert ville blive vores sidste
svømmetur sammen.
Vi var godt klar over, at noget afgørende var ved at ske. Om
nogle få måneder ville vi blive skilt for hver især at begynde
vores studier eller arbejde i andre byer. Guderne måtte vide,
om vi nogensinde ville mødes igen og hvordan stemningen så
ville blive. Denne oplevelse ville uden tvivl være noget vi blev
ved med at tænke tilbage på. Uden at vi sagde noget om det,
lurede vel også den tanke, at vi måske var ved at sige farvel til
noget af den bedste tid i vores liv. Men nu var scenen i alt fald
sat til noget særligt.
Til den ene side af biografens parkeringsplads lå den store
kunstige sø. Ingen vidste, hvor dyb den var, og der gik rygter
om, at den var lumsk og farlig og at den uventede kulde fra dybet
kunne lamme én, så man fik krampe og hjælpeløs sank til
bunds og aldrig blev fundet igen. Men vi havde heller aldrig
badet der alene, og vi holdt altid øje med hvor vi var, så ingen
pludselig forsvandt.
Der ville selvfølgelig ikke være noget i vejen for, at vi bare
kunne hoppe i vandet fra parkeringspladsen, for der var allerede
sket en vis opfyldning for at gøre tilskuerpladsen stor
nok, men det ville være for banalt.
For at komme til det mest attraktive sted, måtte vi gå om for
enden af søen, hvor der stadig stod resterne af en stålrampe,
der rakte ud over vandet. Seks lange rustne stolper af I-jern
med sikringskryds holdt de femten meter lange stykker skinner
oppe, og yderst stod der stadig en af de tipvogne, der tidligere
havde kørt opfyldningsjord ud på det sted, der senere var
blevet til en sø.
Når vi som drenge for år tilbage havde skullet bevise, at
vi var værdige nok til optagelse i ’Parnassos’, den hemmelige
klub, var det et udspring fra denne tipvogn, som skulle bevise
ens vovemod over for de øvrige medlemmer. Sandt at sige var
den da også en del højere end den høje vippe i de store svømmehaller.
”Har nogen taget badetøj med?”
Det var der ingen, der havde. Frank, der var kommet på
ideen, havde kunnet forberede sig, men den slags ville ha været
ufint. Og pigerne havde også haft chancen. Melissa og
Anita havde sagtens kunnet skifte til badedragt under kjolen
inden vi kørte af sted, og de kunne også ha taget en badedragt
med til Marie, hvis de havde ønsket det, men det havde de
altså valgt at se stort på med den pirrende usikkerhed sådan
en beslutning ville medføre.
”Nå, men så kan vi jo lægge tøjet i tipvognen derude. Jeg
går først.”
Frank gik ud langs sporet til tipvognen, og alene dette var
en smule nervepirrende, for der var næsten en meter mellem
svellerne, og hvis man mistede fodfæstet, ville man plumpe i.
Frank nåede ud til tipvognen og smed tøjet i tipvognen. Så
sprang han ud, og med et lydeligt ’plask’ ramte han den sorte
vandoverflade. Han kom hurtigt op igen og vinkede til os.
Nu var det en af pigernes tur, og da Melissa for tiden blev
betragtet som Franks pige, listede hun forsigtigt den samme
vej ud til den rustne tipvogn. Hun fik smidt kludene og hoppede
ud samtidig som hun slog en saltomortale i luften. Men
hun var også noget af en vandhund.
Så var det Benjamins tur, og han tøvede lidt med at smide
underbukserne, selv om han nu ikke hørte til dem, der behøvede
bekymre sig for den slags. Opmuntrende råb fra de andre
fik ham dog til at følge trop, og allerede inden han ramte
vandoverfladen var Marie halvvejs ude på rampen. Hun måtte
nærmest springe for at nå fra svelle til svelle.
Også hun kom sikkert i baljen, og så kiggede Anita på mig.
Hun rakte hånden ud, og jeg tog den. Vi fulgtes ad hånd i
hånd på turen ud over svellerne til vi nåede tipvognen. Når
man klatrede over den, var der en halv meter alleryderst, hvor
de andre havde smidt tøjet. Nu gjorde vi det samme og kastede
vores tøj op i tipvognen til de andre klude. Så sprang vi i vandet
hånd i hånd.
Men hvor var det dog koldt i dybden. Når vi tidligere havde
prøvet det i dagslys, havde solen opvarmet de øverste lag i
flere timer, men nu var solen gået ned, og ikke langt nede var
vandet rigtig koldt. Men ved overfladen gik det.
Vi svømmede og pjaskede ivrigt. Vi morede os som de børn
vi i grunden stadig gerne ville være, bare et lille stykke tid
endnu. Da vi frysende kom op på det tørre, blev vi mindet om,
at børn, det var vi ikke.
Frank fandt noget.
”Vil I nu bare se her! En af biografgæsterne har tabt en
krone. Det er lige den vi skal bruge til at slå plat og krone med.
Vi må jo finde ud af, hvem der skal hente tøjet.”
Det blev Benjamin, der kom til at hente tøjet i tipvognen.
Da han kom tilbage, stod Marie og ventede på ham. Han
behøvede ikke den store kugleramme for at regne ud, hvad der
var sket med os andre. Frank havde grandiost overladt sin
vogn til mig og Anita, og da vi havde protesteret, havde han
røbet, at han allerede havde forberedt sig på situationen. Der
stod nemlig en drømmeseng inde i det gamle billetkontor. Det
sagde sig selv, at den lås også var blevet brudt op, dog ikke af
Frank. Andre havde åbenbart også tidligere haft behov for et
privat sted at hygge sig.

Jeg nærmede mig mit bestemmelsessted. Toget skulle
kun standse ved et par små stationer forinden. Det kørte
planmæssigt uden forsinkelse. Der var ikke mange,
der stod af eller på, men nu var det vel også en af de
mere ubekvemme afgange. Toget var siden sidst blevet
afløst en skinnebus, og det var formentlig mest tidligt
om morgenen og om aftenen at toget var fyldt. Og så
om eftermiddagen, når de unge kom tilbage efter at ha
benyttet skolerne i nabobyerne.
Allerede i de små klasser havde far været meget påpasselig
med, at jeg havde lektierne i orden.

”Jonas, har du lavet dine lektier?”
”Ja ja, det er helt i orden.”
”Det har jeg svært ved at forstå. Jeg ser dig ikke bruge ret
megen tid på dem.”
”Sommetider laver jeg dem ovre i skolen.”
”Gør man det i vore dage? Det er dog uhørt. Sådan gjorde
man virkelig ikke i min tid. Hjemmearbejde var hjemmearbejde,
og det lavede man når man kom hjem.”
”Nu er de fleste jo i pasningsordning eller på fritidshjem.”
”Ja, og hvad er også det for en uskik? Børnene burde komme
hjem efter skole, hvor deres mor kunne se efter dem.”
”Det har ingen folk jo råd til i vore dage.”
”Nej, og det er også for galt. Et samfund hvor kvinderne
ikke kan få lov til at leve op til deres husmoderrolle er et samfund,
der er alvorligt ude på et skråplan.”
”Det kunne jo være, kvinderne havde lyst til et karriereliv
som mændene.”
”Det er både unaturligt og ukvindeligt. Mærk dig mine
ord, min søn. Det er naturens orden, at mændene er jægere
og krigere, der beskytter stammen og bringer byttet hjem. Det
kræver ubønhørlighed, mod og risikovillighed. Det er anlæg,
der går tilbage til vores ældste fortid.”
”Måske kunne det mønster trænge til en justering.”
”Vissevasse. Det er misforstået øllebrødsbarmhjertighed.
Forretningssans kræver i lidt ændret form netop de maskuline
kvaliteter, der kan føres tilbage til vores fortid som jægere og
krigere, og det er helt andre egenskaber end dem, der pryder
kvindekønnet.”
”Jeg ved hvad du vil sige. Ømhed og omsorg, tålmodighed
og opofrelse. Alt det som kendetegner den perfekte selvudslettende
husmor.”
”Jamen er der måske noget galt i det? Det er i forskellen
mellem kønnene, at meningen med rollefordelingen ligger.
Mændene elsker netop kvindekønnet for de kvaliteter, de besidder
i højere grad end mændene. De sidste flere tusinde års
udvikling har demonstreret bæredygtigheden af den rollefordeling,
så det må vel være i orden at lære af den og leve med
den uden brok og besvær.”
”Du er dog utroligt gammeldags.”
”Det siger du jo, min søn. Men en anden bivirkning af
denne udjævning af kønsrollerne er den, at spillet mellem
kønnene bliver udvandet. Det er kun masochistiske mandfolk,
som kan begære en kvinde, der er lykkedes med at vinde i det
maskuline magtspil på arbejdsmarkedet. Og helt ærligt, hvilken
mandhaftig kvinde vil føle sig tiltrukket af en rigtig mand,
når hun selv kan klare sig i det ubønhørlige spil i forretningslivet?
Nej, jeg siger dig, min søn, den udvikling spænder ben
for den naturlige attraktion mellem kønnene.”

Jeg blev bragt ud af min døs, da vi standsede ved en
lille station. Ja, sådan havde det ofte været med min far,
vi havde haft den slags diskussioner masser af gange.
Efterhånden havde jeg vænnet mig til ikke at sige far
imod, det hjalp alligevel ikke noget. Han var og blev
overbevist om hele tiden at ha ret, så det nærmest var en
fornærmelse, hvis andre ikke hurtigt indså det, så han
ikke behøvede at blive ved med at argumentere. Og han
forstod jo at formulere sig, næsten som når han holdt en
af sine mange taler.
Jeg gad vide, om det var en fordel for ham, da han
blev formand for Handelsstandsforeningen og noget senere
blev valgt ind i byrådet. Også her fik han folk til
at lytte og langt hen ad vejen rette sig efter hans synspunkter,
han havde skam visse evner i den retning. Mig
lykkedes det ham dog aldrig at få overbevist, og jeg tror
det ærgrede ham, at han ikke i sit eget hjem blev bakket
op i alle sine vurderinger.
Det var i den sidste ende nok også derfor jeg ikke
havde været hjemme i rigtig mange år. Jeg havde fået
så rigeligt af hans dominerende væsen, at jeg slet ikke
havde savnet ham i alle årene. Det var i alt fald hvad jeg
indbildte mig selv.

retur