Questland
Interview med Freddy Milton
Af bibliotekar Anders Christian Sivebæk
retur
Nu har du altså skrevet en bog,
men hvorfor først nu? Det er jo lidt sent at debutere som
romanforfatter.
Det er sandt, men jeg har åbenbart hidtil fået opfyldt mit
behov for at fortælle historier gennem mine mange tegneserier,
hvor jeg har haft og stadig har herlige oplevelser.
Hvorfor blev det så ikke til en tegneserie denne gang?
Tja, jeg havde faktisk allerede skrevet manuskriptet til en tegneserie
som spillebog med et lignende tema. Den skulle hedde ”Avatar” og
handle om en rollefigur på nettet, som pludselig faldt ud gennem
skærmen og kom den stakkels unge netspiller til hjælp med
alle de problemer, han havde i sit virkelige liv. Men så fik jeg
en masse indfald til overs, som jeg ikke kunne få plads til, og
så prøvede jeg forsøgsvis at skrive det ned som bogstavlitteratur,
og det greb om sig, så til sidst havde jeg nok til en hel roman.
Og her blev opmærksomheden flyttet over på rollespilsfiguren,
som i denne udgave blev hovedpersonen.
Hvorfor lige fantasy?
Nu er det ikke kun fantasy, men en cross-over mellem en fantasy-verden
og et realplan. Men du har ret. Jeg ville have forsværget, at jeg
nogensinde skulle komme til at skrive en fantasy-bog, hvor der som regel
foregår en masse eksotisk men uden at der virkelig sker noget.
Men så faldt jeg over netspillet, der inspirerede mig til et perspektiv,
der ikke blev så ensporet og eskapistisk.
Hvordan kom du på ideen?
Det ligger heller ikke lige for. Jeg spiller nemlig ikke selv computerspil.
Men min søn Thorbjørn har i årevis brugt mange timer
på at spille ”World of Warcraft” på nettet. Han
er nu nået til det højeste niveau og venter vel som så mange
andre på, at der skal komme en udvidelse med et nyt niveau. Nu
er han også blevet ældre og har fået andre interesser.
Så jeg har haft netspil tæt inde på livet i min egen
familie. Han gav mig også den oplysning, at avatarer rent faktisk
kan falde i et sort hul og forsvinde i et limbo på nettet, hvis
man er uheldig at lade sin figur passere hen over et felt, der ikke er
tilstrækkelig veldefineret i spilopbygningen. Det var jeg glad
for at høre, for så er der jo i det mindste reel basis for
den del af logikken, der går på at en rollefigur forsvinder,
og så er det i grunden kun tilføjelsen med at han dukker
op i vores verden jeg har tilføjet.
Og for at blive i det nære miljø, så ønskede
min yngste datter sig en lommegamebox til sin 10-års fødselsdag.
Den er blevet opgraderet så den indeholder 60-70 spil, og den bruger
hun nu uafladeligt, så computerspil er blevet et emne, der ofres
meget tid på, og ikke kun blandt børn og unge. Jeg møder
næsten dagligt et yngre par, hvor begge er inkarnerede netspillere,
og de har truffet hinanden gennem et netspil, der hedder ”Second
Life”. Så jeg syntes efterhånden at den aktivitet og
de elementer der indgår fortjente en kommentar i fiktionsmæssig
sammenhæng.
Tror du ideen er original? Man kunne godt tro, at så oplagt en
idé har været brugt før?
Det har jeg også spekuleret over. Jeg har ikke set det emne behandlet
tidligere, hverken i bog eller på film. Og skulle det være
tilfældet, så er det nok ikke lige anvendt på min måde.
Men jeg blev sat i gang i den retning ved at se en glimrende hollandsk
film, ”Ben X” om en asberger autist, der brugte netspillet
Archlord som tilflugtssted, fordi han havde besvær med at begå sig
i den virkelige verden. Det var en utroligt bevægende og tragisk
oplevelse. Jeg har hele mit liv været grebet af temaer, hvor børn
eller barnlige sjæle har problemer med at tilpasse sig en hård
og krævende virkelighed. Det afspejler mine historier med fabeldyr
vel også.
Man kan næsten se bogen for sig som en film?
Ja, og det er nok også fordi jeg tænker i billeder, og det
skulle ikke undre mig, hvis et filmselskab på et tidspunkt henvender
sig, fordi de ser mulighederne. Den slags emner har jo virkelig publikumsinteresse
i biografen, og nu har teknikken nået et stade, hvor man kan præsentere
sådan en historie på en teknisk tilfredsstillende måde.
Hvordan mener du?
Jeg så forleden Robert Zemeckis’ ”Beowulf”, hvor
man har filmet Sir Anthony Hopkins og andre gode skuespillere mens de
løber rundt med elektroder hæftet på kroppen. Så har
man en masse digitale referencer og kan udskifte deres identitet med
en computerskabt figur. Man kan stadig fornemme Hopkins-identiteten bag
hans rollefigur. Men at hyre en dyr og god skuespiller som ham og så kun
bruge hans virkelige optræden som reference til en digital person
synes jeg dog er overkill.
Nuvel, i ”Questland”s tilfælde vil man så finde
en skuespiller, der skal optræde i realplanet, og så samtidig
lade ham løbe rundt med elektroder til hans rolle i ”Questland”.
Og her er ideen jo så, at den digitale figur skal ligne ham mest
muligt. Det kan sagtens lade sig gøre i vore dage, så illusionen
bliver perfekt. Og det er vist ikke set før. Så det kunne
jeg tænke mig kunne være en udfordring for et filmselskab.
Specielt fordi man vil præsentere en ny idé og anvende en
populær teknik på en ny måde.
Hvordan kom du på titlen?
Jeg havde hørt udtrykket ”at queste” flere gange,
når Thorbjørn aftalte tidspunkter, hvor hans gruppe på nettet
skulle mødes og spille sammen på en farefuld mission. Det
var ofte ved spisetid, så når man spurgte, om han ville spise
med fik man tit svaret: ”Nej, jeg har en quest”...
Er den ikke brugt før? Titlen lyder så oplagt.
Det troede jeg også. Så jeg googlede navnet, og så fik
jeg kommentaren: ”Mente du Queensland?” Så den var
i orden. Men så sagde en ven til mig: ”Det navn burde du
registrere”. Den billigste måde at gøre det på er
ved at reservere et domænenavn, så jeg har købt ”Questland.dk”.
Jeg ville også godt have købt ”Questland.com” men
den var optaget af en fyr i Texas. Jeg har spurgt ham, om han vil sælge
den, men jeg har ikke fået noget svar. Men det er altså ikke
i brug på nettet.
Tror du netspillere læser bøger?
Nogle gør sikkert, men det er skam ikke nødvendigt at være
interesseret i computerspil for at forstå eller få noget
ud af ”Questland”. Den fungerer på et mere overordnet
plan. For bare det at præsentere en bogudgave af noget som ligner
et netspil er nok lavet før. Jeg ville ikke lave et ”Me
too”-udspil.
Bliver læserne så ikke skuffede?
Det tror jeg ikke. En tredjedel af bogen er ren fantasy, som også kunne
have fungeret uden selve tilknytningen til et netspil. Men der hvor det
sner er selvfølgelig i overgangen mellem fantasiplanet og realplanet.
Michael Ende har i den henseende været et stort forbillede for
mig i retning af, at fantasy-elementet får en særlig strukturel
betydning. Men hvor realplanet ofte kun er en rammefortælling,
så indgår det her som en ligeværdig del af paralleliteten.
Ja, vel i grunden den vigtigste del.
Det er altså en meta-bog?
Nej, ikke hvis du dermed mener, at jeg leger med mediets grænser
og spiller på folks viden om mekanismerne. Faktisk har jeg taget
dobbeltuniverset ganske alvorligt og tilmed gjort de grænseoverskridende
elementer så sandsynlige som tænkes kan. Her har Thorbjørn
været til stor hjælp. Men det var en balancegang at bestemme,
hvor langt de optrædendes viden om paralleliteten skulle strækkes.
De fleste dimensionsportaler i fantasy bliver jo brugt til at føre
personer fra vores verden over i et fantasyunivers, som det sker i ”Narnia”,
men her går overførslen den anden vej.
Og min mellemste datter har bidraget med en piges vinkel på dramaturgien,
som afsløres undervejs, så der er også interessante
motiver for pigepublikummet. Jeg fik som kommentar af min ældste
datter: ”Nå, du har nok set ”Enchanted”?” Det
havde jeg ganske vist, men min cross-over har nu sin helt egen tone og
vinkel, og det er altså ikke en komedie, selv om der også er
sjove situationer undervejs.
Hvorfor har du brugt en jeg-fortæller?
Det forekom helt naturligt og kom ganske af sig selv. Så får
jeg også en ekstra dimension ind i billedet, fordi vores univers
bliver betragtet af en gæst udefra. Vi får dermed som læsere
mulighed for at se på ting fra vores verden med nye øjne.
Vi ved altså mere end vores hovedperson. Det bliver også en
udviklingshistorie.
Er det derfor du har et citat fra ”Kasper Hauser” i
bogens start?
Netop! Det var en stor oplevelse i min ungdom, da jeg så den film
af Werner Herzog for første gang. Hovedpersonen er helt vidunderlig,
når han siger: ”Es kommt mir vor...” Den sætning
var i mange år en intern joke jeg brugte, når man skulle
vise, at man tænkte grundigt over tingene. Temaet med en naiv person,
der pludselig skal lære at begå sig i vores komplicerede
verden oplevede jeg som uhyre fascinerende, og det gør jeg stadig.
Jeg kan også huske en astrologisk personlighedsbeskrivelse af mig,
hvor tydningen gik ud på, at jeg ofte følte mig som en besøgende
fra en fremmed planet, der stod som en slags iagttager af livet omkring
mig. Den analyse gjorde stort indtryk på mig, for jeg syntes den
passede. Jeg har i lange perioder i mit liv følt mig udenfor og
stået og kigget på tilværelsen uden rigtig at formå at
deltage socialt. Jeg kan ikke udelukke, at det har medvirket til mit
livslange ønske om at fortælle historier, der i så fald
kan ses som et forsøg på at få styr på nogle
forhold, som jeg måske ikke selv helt formår at håndtere
på realplanet. Men sådan har visse andre forfattere det måske
også, og kunstnere i øvrigt.
Så fiktionen hjælper i den retning?
Ja, og jeg er nok ikke alene. Jeg tror mange andre bruger fiktionen til
at komme til klarhed over nogle menneskelige mekanismer, både de
bredt anlagte og de mere specielle. Også noget som man ikke selv
tør udleve på realplanet. Som fortæller har man i
grunden et stort ansvar. Men publikum ønsker jo også at
blive udfordret, når de læser en bog, modsat hvad folk i
almindelighed tror er tilfældet, når man læser tegneserier.
Og desværre har en del fortællende tegneserier også forsømt
at udfordre deres læsere i årenes løb, og det har
nok bidraget til den triste læserholdning.
Du har selv prøvet at gøre de fortællende tegneserier
mere meningsfulde...
Ja, men det har været en strid op ad bakke. Jeg har på godt
og ondt gået i skole hos Carl Barks, og fascinationen var for mig
netop hans nuancerede formidling af menneskelige følelser fra
hans bedste periode. Men som tiden gik blev Barks offer for Comics Codes
påtryk i retning af at undgå alt diskutabelt. Til sidst var
graden af infantilitet omtrent så udbredt i hans serier som i andre
tegneserier holdt i den design. Desværre. Det værste er dog,
at det også har ført til en overfladisk fordom om, hvad
den design kan og må bruges til i dag. Mange fantasiløse
formidlere mener stadig, at tegneserier i denne stil kun kan og bør
formidle uforpligtende underholdning til børn. Og det synes jeg
er synd, når den nu har så mange fine kvaliteter, der kan
bruges på en varieret måde. Det har jeg kæmpet for
i årevis så godt jeg nu formår. Jeg får sikkert
på huden for smagløshed, når jeg præsenterer
min tegneserieudgave af Muhammedkrisen til foråret. Med bogstavlitteratur
håber jeg at kunne distancere mig til denne uretfærdige fordom.
Hvem er målgruppen for din bog?
Det er et typisk merkantilt spørgsmål. Specielt hvis man
laver noget, som også skal kunne bruges af børn og unge,
forventes det at tingene tilrettelægges og gennemtygges på en
særlig forbrugerorienteret måde. Ja, faktisk også til
voksne, når man analyserer hvilke indholdsmæssige motiver
som synes at garantere store oplag. Det er lidt forstemmende med alle
de psykopatiske skurke, der åbenbart skal valse rundt i thrillerromaner
for tiden og begå grusomme ting som motor for dramaturgien. Det
er blevet meget udbredt i voksenlitteratur på det seneste, fordi
det giver salgsmæssig fremgang.
Hvad angår min egen bog, så har min redaktør fået
mig til at forenkle sproget, så det er lettere at læse for
et yngre publikum. På den konto har jeg med hjertesuk måttet
fjerne en masse grammatiske sprogblomster, som jeg i starten syntes var
sjove at få med. Så jeg er endt med at prioritere læseligheden.
Til gengæld er der jo en masse anderledes betegnelser på ting
i Questland, som steder, personnavne, dyr og planter. Og de steder, hvor
Aciel bruger sine egne gloser, når han beskriver ting og begreber
fra vores verden, tilføjer også en humoristisk vinkel. Jeg
ville jo gerne, at historien præsenterede sig som både spændende
og rørende, sjov og trist, farlig og eftertænksom undervejs.
Derfor er der også temposkift. Flere indslag er rene actionscener,
andre er dvælende og stemningsbeskrivende. Men det vigtigste er,
at du ikke kan forudsige, hvilken retning intrigen vil tage men bliver
overrasket over den drejning, historien får. Afviklingen skifter
gear flere gange undervejs, men med et afsæt, der er naturlig i
plotudviklingen. Det er den slags historier jeg selv holder så meget
af, når andre fortæller dem. Så den ambition havde
jeg også. Men det er naturligvis også en efterrationalisering,
for når man skriver tænker man ikke bevidst på den
slags, for så bliver tingene for mekaniske. Men det har været
en stor oplevelse at opdage, at man kunne få så mange detaljer
organiseret undervejs til et logisk dramaturgisk mønster.
Der er en del voldsomme scener i ”Questland”...
Det er klart, når temaet er sammenstillingen af præmisserne
for liv og død i et underholdningsunivers og så de tilsvarende
alvorlige vilkår i vores virkelige verden. Jeg havde et behov for
at sætte disse to vinklinger op mod hinanden og se, om det ville
slå gnister, og det synes jeg det gør. Men jeg er jo også groft
forudindtaget. Jeg vil dog tro at historien kan påskønnes
af læsere fra 11-12 år og opefter. I vore dage er aldersgrænsen
for at læse og se ekstreme ting jo rykket et godt stykke nedefter.
Men spørgsmålet om liv og død er vel også aktuelt
for alle, uanset alder. Siden Astrid Lindgren skrev ”Brødrene
Løvehjerte” er der kommet en del bøger for børn
og unge, der handler om Døden. ”Den uendelige Historie” synes
jeg heller ikke kun er en børnebog, selv om et barn er indgangen
til intrigen. Der drejer det sig om liv eller død for al fantasylitteratur.
I almindelighed kan jeg sige, at jeg i tidens løb er blevet mest
grebet af de fortællinger, hvor et barn er indgangen til oplevelsen
af en voksenverden.
I mit tilfælde er det spillet omkring liv og død for en
kriger fra et netspil, hvor han befinder sig i noget i retning af et
middelaldermiljø. Der er idealerne mere klan-orienterede og hårde
end vi er blevet vant til i vores gennemregulerede og civiliserede vestlige
samfund. Vi er måske ved at glemme vores nære fortid og forarges
næsten over de regioner på Jorden, hvor man ikke er nået
så langt i udviklingen men stadig må kæmpe for tilværelsen
på en barsk og hård måde. Et smørhul som vores
lille Dannevang er faktisk en undtagelse i den store verden. Det bliver
vi så gjort opmærksom på, når Danmark mister
udstationerede soldater.
Ja, du har en lejesoldat, som fortæller en barsk historie som udsendt
i mellemøsten. Er det ikke lige hårdt nok?
Det var min redaktør også betænkelig ved, men det
synes jeg overhovedet ikke. I virkeligheden har jeg bare ladet Martin
være deltager i en affære som den ved Haditha, hvor en masse
civile blev mejet ned af vestlige soldater. Han kommer så hjem
og fortæller det til en Aciel, som jo også er kriger. Intet
ville være mere naturligt, og det er nødvendigt at have
den vinkel med i en bog, der handler om vilkårene for liv og død
på forskellige planer.
Er der andre inspirationskilder?
På det mere underholdningsmæssige plan har jeg har haft stor
fornøjelse af William Goldmans ”The princess Bride”,
som jeg oplevede i filmudgaven ”Prinsessen og de skøre Riddere”.
Her spiller Peter Falk bedstefaderen, som hele tiden bliver afbrudt af
den syge dreng, der får bogen læst højt. Det inspirerede
mig til scenen, hvor Lillebror lytter henført til Aciels fortællinger
fra Questland. Forleden så jeg ”Secondhand Lions”,
og det er også en af de film, der beriges af parallelle historier
fra et adventure univers og vores verden.
Du har også voldsomme kapitler fra selve Questland. Er der inspiration
fra tegneserieverdenen omkring drager og søslanger?
Det er klart, at når man er vokset op med Barks og siger ”søslange”,
så får man nødvendigvis visse associationer, og jeg
ville have svært ved at benægte påvirkningen, når
jeg præsenterer en søslange, som kravler op til en kratersø.
Men i fabeldyrstegneserierne er der jo normalt tale om moderate trusler.
I rigtig fantasy bruger man derimod disse væsner som farlige kaoskræfter,
der truer balancen i samfundet, så det er også den drejning
jeg har valgt i bogen.
Hvorfor har du genbrugt Glimmingehus i ”Questland”?
Jeg havde brug for en borg, hvor prinsesse Marguerite holdes fanget.
Og da jeg tidligere havde gjort grundige studier af Glimmingehus i anledning
af min tegneserieudgave af Selma Lagerlöfs ”Grårotterne
og Sortrotterne” havde jeg billeder og grundplaner liggende. Så jeg
tænkte: ”Hvorfor i grunden ikke anvende den?” Så det
gjorde jeg. Og dens tilstedeværelse også i Questland kan
jo sagtens forklares. Jeg har altid været meget historisk interesseret,
og netop borgen Glimmingehus har fascineret mig, fordi den har et sindrigt
system af forsvarsmekanismer til at imødegå indtrængende
fjender. Det er imidlertid aldrig blevet brugt, for borgen blev opført
på så sent et tidspunkt, at den krigshistoriske udvikling
var løbet fra belejringer og borgangreb. Det syntes jeg på en
måde var lidt ærgerligt, så nu kompenserer jeg for
det ved at lade Glimmingehus opleve et angreb, selv om det bliver i en
parallelverden med en kamp imod en troldkvinde i drageskikkelse og hendes
drabanter.
Udover Glimmingehus og udsendte konstabler, har du så lavet research
på andre emner i bogen?
Jeg hørte en interessant udsendelse om ludomani. Den slags er
meget skræmmende for en fyr som mig, der er meget forsigtig med
sine leveomkostninger. Og hvad banderelateret vold angår, så kommer
dokumentationen rullende af sig selv for tiden. Netop mens jeg skrev
bogen var der en uge, hvor der fem dage i træk var nyheder om attentater
og overfald i København. Men jeg trækker generelt på den
viden jeg får ved at følge med i nyhederne, og så ser
jeg også en masse dokumentarudsendelser på TV. Specielt DR2
er en god kilde til dokumentarfilm. De bedste optager jeg og gemmer i
mit arkiv, så jeg kan gense dem, hvis jeg får brug for at
genopfriske et emne. Da vi så ”Ben X” i aftes syntes
jeg det var morsomt, at jeg bagefter kunne vise dig ”Valo”manden,
der også handler om en autist.
Som tegner må det have været fristende at tilføje
nogle illustrationer eller vignetter? Så hvorfor ikke?
Ja, og jeg kunne jo også have udtænkt et kort over Questland,
men selv det har jeg bevidst undladt. Jeg anser den rene tegneserie og
den rene roman som gode homogene udtryksformer hver for sig, når
det gælder om at præsentere en stærk vision. Derimod
nærer jeg en dyb skepsis over for hybridformer, hvor man fortæller
noget af en historie som tegneserie og noget andet som prosastykker.
Det er ødelæggende for den illusion, man er gået ind
på at bruge til formidling af fiktionen. Du får den indlevelse
spoleret hver gang du skifter udtryksform undervejs. Så sidder
man tilbage med et tab af troværdighed. Du bliver mindet om, at
det her kun er en historie, som man i et udslag af misforstået
brugerimødekommenhed har manipuleret til at se smart og indbydende
ud. Bogstavfolket tror at de får flere læsere lokket til
og illustratorerne tror de får et rygstød af seriøsitet
at læne sig op ad. Begge parter tager desværre grueligt fejl.
Denne form kan måske nok bruges til at formidle enkle historier,
men til fiktion med ambitioner og vingefang duer det ikke.
Andre fantasy-forfattere laver ofte hele serier af bøger. Og du
har jo lavet tegneserier med flere titler. Tænker du på en
opfølger til ”Questland”?
Jeg har ideen til en anden historie med liv og død som gennemgående
tema, men det er ikke ”Questland 2”. Men skulle den første
blive en succes, så er der noget i temaet, der kan give anledning
til yderligere kommentarer i en ny bog. Der er jo allerede et par løse
tråde fra den første bog. Når man ser hvordan Cornelia
Funke kan videreudvikle sin oprindelige idé i ”Blækhjerte” med
folk fra et fiktivt univers, som kommer ind i vores verden, så kan
man naturligvis også tænke sig en
udvikling af Questland idéen . Den kommer dog ikke til at hedde ”Holger
og hans venner vender tilbage og sejrer på ny”...
Allerød, september 2009
retur
|