Questland
Interview med Freddy Milton
Af bibliotekar Anders Christian Sivebæk

retur

Nu har du altså skrevet en bog, men hvorfor først nu? Det er jo lidt sent at debutere som romanforfatter.

Det er sandt, men jeg har åbenbart hidtil fået opfyldt mit behov for at fortælle historier gennem mine mange tegneserier, hvor jeg har haft og stadig har herlige oplevelser.

Hvorfor blev det så ikke til en tegneserie denne gang?


Tja, jeg havde faktisk allerede skrevet manuskriptet til en tegneserie som spillebog med et lignende tema. Den skulle hedde ”Avatar” og handle om en rollefigur på nettet, som pludselig faldt ud gennem skærmen og kom den stakkels unge netspiller til hjælp med alle de problemer, han havde i sit virkelige liv. Men så fik jeg en masse indfald til overs, som jeg ikke kunne få plads til, og så prøvede jeg forsøgsvis at skrive det ned som bogstavlitteratur, og det greb om sig, så til sidst havde jeg nok til en hel roman. Og her blev opmærksomheden flyttet over på rollespilsfiguren, som i denne udgave blev hovedpersonen.

Hvorfor lige fantasy?

Nu er det ikke kun fantasy, men en cross-over mellem en fantasy-verden og et realplan. Men du har ret. Jeg ville have forsværget, at jeg nogensinde skulle komme til at skrive en fantasy-bog, hvor der som regel foregår en masse eksotisk men uden at der virkelig sker noget. Men så faldt jeg over netspillet, der inspirerede mig til et perspektiv, der ikke blev så ensporet og eskapistisk.

Hvordan kom du på ideen?

Det ligger heller ikke lige for. Jeg spiller nemlig ikke selv computerspil. Men min søn Thorbjørn har i årevis brugt mange timer på at spille ”World of Warcraft” på nettet. Han er nu nået til det højeste niveau og venter vel som så mange andre på, at der skal komme en udvidelse med et nyt niveau. Nu er han også blevet ældre og har fået andre interesser. Så jeg har haft netspil tæt inde på livet i min egen familie. Han gav mig også den oplysning, at avatarer rent faktisk kan falde i et sort hul og forsvinde i et limbo på nettet, hvis man er uheldig at lade sin figur passere hen over et felt, der ikke er tilstrækkelig veldefineret i spilopbygningen. Det var jeg glad for at høre, for så er der jo i det mindste reel basis for den del af logikken, der går på at en rollefigur forsvinder, og så er det i grunden kun tilføjelsen med at han dukker op i vores verden jeg har tilføjet.
Og for at blive i det nære miljø, så ønskede min yngste datter sig en lommegamebox til sin 10-års fødselsdag. Den er blevet opgraderet så den indeholder 60-70 spil, og den bruger hun nu uafladeligt, så computerspil er blevet et emne, der ofres meget tid på, og ikke kun blandt børn og unge. Jeg møder næsten dagligt et yngre par, hvor begge er inkarnerede netspillere, og de har truffet hinanden gennem et netspil, der hedder ”Second Life”. Så jeg syntes efterhånden at den aktivitet og de elementer der indgår fortjente en kommentar i fiktionsmæssig sammenhæng.

Tror du ideen er original? Man kunne godt tro, at så oplagt en idé har været brugt før?


Det har jeg også spekuleret over. Jeg har ikke set det emne behandlet tidligere, hverken i bog eller på film. Og skulle det være tilfældet, så er det nok ikke lige anvendt på min måde. Men jeg blev sat i gang i den retning ved at se en glimrende hollandsk film, ”Ben X” om en asberger autist, der brugte netspillet Archlord som tilflugtssted, fordi han havde besvær med at begå sig i den virkelige verden. Det var en utroligt bevægende og tragisk oplevelse. Jeg har hele mit liv været grebet af temaer, hvor børn eller barnlige sjæle har problemer med at tilpasse sig en hård og krævende virkelighed. Det afspejler mine historier med fabeldyr vel også.

Man kan næsten se bogen for sig som en film?

Ja, og det er nok også fordi jeg tænker i billeder, og det skulle ikke undre mig, hvis et filmselskab på et tidspunkt henvender sig, fordi de ser mulighederne. Den slags emner har jo virkelig publikumsinteresse i biografen, og nu har teknikken nået et stade, hvor man kan præsentere sådan en historie på en teknisk tilfredsstillende måde.

Hvordan mener du?

Jeg så forleden Robert Zemeckis’ ”Beowulf”, hvor man har filmet Sir Anthony Hopkins og andre gode skuespillere mens de løber rundt med elektroder hæftet på kroppen. Så har man en masse digitale referencer og kan udskifte deres identitet med en computerskabt figur. Man kan stadig fornemme Hopkins-identiteten bag hans rollefigur. Men at hyre en dyr og god skuespiller som ham og så kun bruge hans virkelige optræden som reference til en digital person synes jeg dog er overkill.
Nuvel, i ”Questland”s tilfælde vil man så finde en skuespiller, der skal optræde i realplanet, og så samtidig lade ham løbe rundt med elektroder til hans rolle i ”Questland”. Og her er ideen jo så, at den digitale figur skal ligne ham mest muligt. Det kan sagtens lade sig gøre i vore dage, så illusionen bliver perfekt. Og det er vist ikke set før. Så det kunne jeg tænke mig kunne være en udfordring for et filmselskab. Specielt fordi man vil præsentere en ny idé og anvende en populær teknik på en ny måde.

Hvordan kom du på titlen?


Jeg havde hørt udtrykket ”at queste” flere gange, når Thorbjørn aftalte tidspunkter, hvor hans gruppe på nettet skulle mødes og spille sammen på en farefuld mission. Det var ofte ved spisetid, så når man spurgte, om han ville spise med fik man tit svaret: ”Nej, jeg har en quest”...

Er den ikke brugt før? Titlen lyder så oplagt.

Det troede jeg også. Så jeg googlede navnet, og så fik jeg kommentaren: ”Mente du Queensland?” Så den var i orden. Men så sagde en ven til mig: ”Det navn burde du registrere”. Den billigste måde at gøre det på er ved at reservere et domænenavn, så jeg har købt ”Questland.dk”. Jeg ville også godt have købt ”Questland.com” men den var optaget af en fyr i Texas. Jeg har spurgt ham, om han vil sælge den, men jeg har ikke fået noget svar. Men det er altså ikke i brug på nettet.

Tror du netspillere læser bøger?

Nogle gør sikkert, men det er skam ikke nødvendigt at være interesseret i computerspil for at forstå eller få noget ud af ”Questland”. Den fungerer på et mere overordnet plan. For bare det at præsentere en bogudgave af noget som ligner et netspil er nok lavet før. Jeg ville ikke lave et ”Me too”-udspil.

Bliver læserne så ikke skuffede?

Det tror jeg ikke. En tredjedel af bogen er ren fantasy, som også kunne have fungeret uden selve tilknytningen til et netspil. Men der hvor det sner er selvfølgelig i overgangen mellem fantasiplanet og realplanet. Michael Ende har i den henseende været et stort forbillede for mig i retning af, at fantasy-elementet får en særlig strukturel betydning. Men hvor realplanet ofte kun er en rammefortælling, så indgår det her som en ligeværdig del af paralleliteten. Ja, vel i grunden den vigtigste del.

Det er altså en meta-bog?

Nej, ikke hvis du dermed mener, at jeg leger med mediets grænser og spiller på folks viden om mekanismerne. Faktisk har jeg taget dobbeltuniverset ganske alvorligt og tilmed gjort de grænseoverskridende elementer så sandsynlige som tænkes kan. Her har Thorbjørn været til stor hjælp. Men det var en balancegang at bestemme, hvor langt de optrædendes viden om paralleliteten skulle strækkes. De fleste dimensionsportaler i fantasy bliver jo brugt til at føre personer fra vores verden over i et fantasyunivers, som det sker i ”Narnia”, men her går overførslen den anden vej.
Og min mellemste datter har bidraget med en piges vinkel på dramaturgien, som afsløres undervejs, så der er også interessante motiver for pigepublikummet. Jeg fik som kommentar af min ældste datter: ”Nå, du har nok set ”Enchanted”?” Det havde jeg ganske vist, men min cross-over har nu sin helt egen tone og vinkel, og det er altså ikke en komedie, selv om der også er sjove situationer undervejs.

Hvorfor har du brugt en jeg-fortæller?

Det forekom helt naturligt og kom ganske af sig selv. Så får jeg også en ekstra dimension ind i billedet, fordi vores univers bliver betragtet af en gæst udefra. Vi får dermed som læsere mulighed for at se på ting fra vores verden med nye øjne. Vi ved altså mere end vores hovedperson. Det bliver også en udviklingshistorie.

Er det derfor du har et citat fra ”Kasper Hauser” i bogens start?

Netop! Det var en stor oplevelse i min ungdom, da jeg så den film af Werner Herzog for første gang. Hovedpersonen er helt vidunderlig, når han siger: ”Es kommt mir vor...” Den sætning var i mange år en intern joke jeg brugte, når man skulle vise, at man tænkte grundigt over tingene. Temaet med en naiv person, der pludselig skal lære at begå sig i vores komplicerede verden oplevede jeg som uhyre fascinerende, og det gør jeg stadig.
Jeg kan også huske en astrologisk personlighedsbeskrivelse af mig, hvor tydningen gik ud på, at jeg ofte følte mig som en besøgende fra en fremmed planet, der stod som en slags iagttager af livet omkring mig. Den analyse gjorde stort indtryk på mig, for jeg syntes den passede. Jeg har i lange perioder i mit liv følt mig udenfor og stået og kigget på tilværelsen uden rigtig at formå at deltage socialt. Jeg kan ikke udelukke, at det har medvirket til mit livslange ønske om at fortælle historier, der i så fald kan ses som et forsøg på at få styr på nogle forhold, som jeg måske ikke selv helt formår at håndtere på realplanet. Men sådan har visse andre forfattere det måske også, og kunstnere i øvrigt.

Så fiktionen hjælper i den retning?

Ja, og jeg er nok ikke alene. Jeg tror mange andre bruger fiktionen til at komme til klarhed over nogle menneskelige mekanismer, både de bredt anlagte og de mere specielle. Også noget som man ikke selv tør udleve på realplanet. Som fortæller har man i grunden et stort ansvar. Men publikum ønsker jo også at blive udfordret, når de læser en bog, modsat hvad folk i almindelighed tror er tilfældet, når man læser tegneserier. Og desværre har en del fortællende tegneserier også forsømt at udfordre deres læsere i årenes løb, og det har nok bidraget til den triste læserholdning.

Du har selv prøvet at gøre de fortællende tegneserier mere meningsfulde...


Ja, men det har været en strid op ad bakke. Jeg har på godt og ondt gået i skole hos Carl Barks, og fascinationen var for mig netop hans nuancerede formidling af menneskelige følelser fra hans bedste periode. Men som tiden gik blev Barks offer for Comics Codes påtryk i retning af at undgå alt diskutabelt. Til sidst var graden af infantilitet omtrent så udbredt i hans serier som i andre tegneserier holdt i den design. Desværre. Det værste er dog, at det også har ført til en overfladisk fordom om, hvad den design kan og må bruges til i dag. Mange fantasiløse formidlere mener stadig, at tegneserier i denne stil kun kan og bør formidle uforpligtende underholdning til børn. Og det synes jeg er synd, når den nu har så mange fine kvaliteter, der kan bruges på en varieret måde. Det har jeg kæmpet for i årevis så godt jeg nu formår. Jeg får sikkert på huden for smagløshed, når jeg præsenterer min tegneserieudgave af Muhammedkrisen til foråret. Med bogstavlitteratur håber jeg at kunne distancere mig til denne uretfærdige fordom.

Hvem er målgruppen for din bog?

Det er et typisk merkantilt spørgsmål. Specielt hvis man laver noget, som også skal kunne bruges af børn og unge, forventes det at tingene tilrettelægges og gennemtygges på en særlig forbrugerorienteret måde. Ja, faktisk også til voksne, når man analyserer hvilke indholdsmæssige motiver som synes at garantere store oplag. Det er lidt forstemmende med alle de psykopatiske skurke, der åbenbart skal valse rundt i thrillerromaner for tiden og begå grusomme ting som motor for dramaturgien. Det er blevet meget udbredt i voksenlitteratur på det seneste, fordi det giver salgsmæssig fremgang.
Hvad angår min egen bog, så har min redaktør fået mig til at forenkle sproget, så det er lettere at læse for et yngre publikum. På den konto har jeg med hjertesuk måttet fjerne en masse grammatiske sprogblomster, som jeg i starten syntes var sjove at få med. Så jeg er endt med at prioritere læseligheden.
Til gengæld er der jo en masse anderledes betegnelser på ting i Questland, som steder, personnavne, dyr og planter. Og de steder, hvor Aciel bruger sine egne gloser, når han beskriver ting og begreber fra vores verden, tilføjer også en humoristisk vinkel. Jeg ville jo gerne, at historien præsenterede sig som både spændende og rørende, sjov og trist, farlig og eftertænksom undervejs. Derfor er der også temposkift. Flere indslag er rene actionscener, andre er dvælende og stemningsbeskrivende. Men det vigtigste er, at du ikke kan forudsige, hvilken retning intrigen vil tage men bliver overrasket over den drejning, historien får. Afviklingen skifter gear flere gange undervejs, men med et afsæt, der er naturlig i plotudviklingen. Det er den slags historier jeg selv holder så meget af, når andre fortæller dem. Så den ambition havde jeg også. Men det er naturligvis også en efterrationalisering, for når man skriver tænker man ikke bevidst på den slags, for så bliver tingene for mekaniske. Men det har været en stor oplevelse at opdage, at man kunne få så mange detaljer organiseret undervejs til et logisk dramaturgisk mønster.

Der er en del voldsomme scener i ”Questland”...


Det er klart, når temaet er sammenstillingen af præmisserne for liv og død i et underholdningsunivers og så de tilsvarende alvorlige vilkår i vores virkelige verden. Jeg havde et behov for at sætte disse to vinklinger op mod hinanden og se, om det ville slå gnister, og det synes jeg det gør. Men jeg er jo også groft forudindtaget. Jeg vil dog tro at historien kan påskønnes af læsere fra 11-12 år og opefter. I vore dage er aldersgrænsen for at læse og se ekstreme ting jo rykket et godt stykke nedefter. Men spørgsmålet om liv og død er vel også aktuelt for alle, uanset alder. Siden Astrid Lindgren skrev ”Brødrene Løvehjerte” er der kommet en del bøger for børn og unge, der handler om Døden. ”Den uendelige Historie” synes jeg heller ikke kun er en børnebog, selv om et barn er indgangen til intrigen. Der drejer det sig om liv eller død for al fantasylitteratur.
I almindelighed kan jeg sige, at jeg i tidens løb er blevet mest grebet af de fortællinger, hvor et barn er indgangen til oplevelsen af en voksenverden.
I mit tilfælde er det spillet omkring liv og død for en kriger fra et netspil, hvor han befinder sig i noget i retning af et middelaldermiljø. Der er idealerne mere klan-orienterede og hårde end vi er blevet vant til i vores gennemregulerede og civiliserede vestlige samfund. Vi er måske ved at glemme vores nære fortid og forarges næsten over de regioner på Jorden, hvor man ikke er nået så langt i udviklingen men stadig må kæmpe for tilværelsen på en barsk og hård måde. Et smørhul som vores lille Dannevang er faktisk en undtagelse i den store verden. Det bliver vi så gjort opmærksom på, når Danmark mister udstationerede soldater.

Ja, du har en lejesoldat, som fortæller en barsk historie som udsendt i mellemøsten. Er det ikke lige hårdt nok?

Det var min redaktør også betænkelig ved, men det synes jeg overhovedet ikke. I virkeligheden har jeg bare ladet Martin være deltager i en affære som den ved Haditha, hvor en masse civile blev mejet ned af vestlige soldater. Han kommer så hjem og fortæller det til en Aciel, som jo også er kriger. Intet ville være mere naturligt, og det er nødvendigt at have den vinkel med i en bog, der handler om vilkårene for liv og død på forskellige planer.

Er der andre inspirationskilder?

På det mere underholdningsmæssige plan har jeg har haft stor fornøjelse af William Goldmans ”The princess Bride”, som jeg oplevede i filmudgaven ”Prinsessen og de skøre Riddere”. Her spiller Peter Falk bedstefaderen, som hele tiden bliver afbrudt af den syge dreng, der får bogen læst højt. Det inspirerede mig til scenen, hvor Lillebror lytter henført til Aciels fortællinger fra Questland. Forleden så jeg ”Secondhand Lions”, og det er også en af de film, der beriges af parallelle historier fra et adventure univers og vores verden.

Du har også voldsomme kapitler fra selve Questland. Er der inspiration fra tegneserieverdenen omkring drager og søslanger?

Det er klart, at når man er vokset op med Barks og siger ”søslange”, så får man nødvendigvis visse associationer, og jeg ville have svært ved at benægte påvirkningen, når jeg præsenterer en søslange, som kravler op til en kratersø. Men i fabeldyrstegneserierne er der jo normalt tale om moderate trusler. I rigtig fantasy bruger man derimod disse væsner som farlige kaoskræfter, der truer balancen i samfundet, så det er også den drejning jeg har valgt i bogen.

Hvorfor har du genbrugt Glimmingehus i ”Questland”?


Jeg havde brug for en borg, hvor prinsesse Marguerite holdes fanget. Og da jeg tidligere havde gjort grundige studier af Glimmingehus i anledning af min tegneserieudgave af Selma Lagerlöfs ”Grårotterne og Sortrotterne” havde jeg billeder og grundplaner liggende. Så jeg tænkte: ”Hvorfor i grunden ikke anvende den?” Så det gjorde jeg. Og dens tilstedeværelse også i Questland kan jo sagtens forklares. Jeg har altid været meget historisk interesseret, og netop borgen Glimmingehus har fascineret mig, fordi den har et sindrigt system af forsvarsmekanismer til at imødegå indtrængende fjender. Det er imidlertid aldrig blevet brugt, for borgen blev opført på så sent et tidspunkt, at den krigshistoriske udvikling var løbet fra belejringer og borgangreb. Det syntes jeg på en måde var lidt ærgerligt, så nu kompenserer jeg for det ved at lade Glimmingehus opleve et angreb, selv om det bliver i en parallelverden med en kamp imod en troldkvinde i drageskikkelse og hendes drabanter.

Udover Glimmingehus og udsendte konstabler, har du så lavet research på andre emner i bogen?

Jeg hørte en interessant udsendelse om ludomani. Den slags er meget skræmmende for en fyr som mig, der er meget forsigtig med sine leveomkostninger. Og hvad banderelateret vold angår, så kommer dokumentationen rullende af sig selv for tiden. Netop mens jeg skrev bogen var der en uge, hvor der fem dage i træk var nyheder om attentater og overfald i København. Men jeg trækker generelt på den viden jeg får ved at følge med i nyhederne, og så ser jeg også en masse dokumentarudsendelser på TV. Specielt DR2 er en god kilde til dokumentarfilm. De bedste optager jeg og gemmer i mit arkiv, så jeg kan gense dem, hvis jeg får brug for at genopfriske et emne. Da vi så ”Ben X” i aftes syntes jeg det var morsomt, at jeg bagefter kunne vise dig ”Valo”manden, der også handler om en autist.

Som tegner må det have været fristende at tilføje nogle illustrationer eller vignetter? Så hvorfor ikke?

Ja, og jeg kunne jo også have udtænkt et kort over Questland, men selv det har jeg bevidst undladt. Jeg anser den rene tegneserie og den rene roman som gode homogene udtryksformer hver for sig, når det gælder om at præsentere en stærk vision. Derimod nærer jeg en dyb skepsis over for hybridformer, hvor man fortæller noget af en historie som tegneserie og noget andet som prosastykker. Det er ødelæggende for den illusion, man er gået ind på at bruge til formidling af fiktionen. Du får den indlevelse spoleret hver gang du skifter udtryksform undervejs. Så sidder man tilbage med et tab af troværdighed. Du bliver mindet om, at det her kun er en historie, som man i et udslag af misforstået brugerimødekommenhed har manipuleret til at se smart og indbydende ud. Bogstavfolket tror at de får flere læsere lokket til og illustratorerne tror de får et rygstød af seriøsitet at læne sig op ad. Begge parter tager desværre grueligt fejl. Denne form kan måske nok bruges til at formidle enkle historier, men til fiktion med ambitioner og vingefang duer det ikke.

Andre fantasy-forfattere laver ofte hele serier af bøger. Og du har jo lavet tegneserier med flere titler. Tænker du på en opfølger til ”Questland”?


Jeg har ideen til en anden historie med liv og død som gennemgående tema, men det er ikke ”Questland 2”. Men skulle den første blive en succes, så er der noget i temaet, der kan give anledning til yderligere kommentarer i en ny bog. Der er jo allerede et par løse tråde fra den første bog. Når man ser hvordan Cornelia Funke kan videreudvikle sin oprindelige idé i ”Blækhjerte” med folk fra et fiktivt univers, som kommer ind i vores verden, så kan man naturligvis også tænke sig en
udvikling af Questland idéen . Den kommer dog ikke til at hedde ”Holger og hans venner vender tilbage og sejrer på ny”...

Allerød, september 2009

retur