Kapitel 6
Questland

Lillebror

retur

”Der var en hel folk orker i hælene på mig, og på det tidspunkt havde jeg ikke styrke nok til at klare dem alle. Desuden nærmede jeg mig klippekanten, så jeg forberedte mig på at sige mine sidste bavadir.”
”Kunne du ikke bare springe i floden neden for klipperne?”

Vi havde spist et godt måltid som i sig selv var en bemærkelsesværdig oplevelse. Mens Skrupsak gjorde sig nogle forberedelser til morgendagens arbejde var det meningen at knulpitten og jeg skulle rydde op. Vi var da også så småt gået i gang, men så stillede Lillebror mig nogle spørgsmål, og så blev jeg optaget af at fortælle og knulpitten af at høre efter. Han lyttede med stor opmærksomhed til mine farverige beskrivelser og var et taknemligt publikum. Jeg behøvede såmænd ikke overdrive ret meget for at fastholde hans opmærksomhed. Jeg blev opfyldt af en ny og stor veltilpashed, som styrkede min lyst til at fortsætte.

”Luk munden, Lillebror, ellers hopper der bare en fylvor ind.” Han klappede straks munden i og jeg fortsatte.
”Det var et godt forslag du der kom med, Lillebror, for der var faktisk et flodleje i bunden af kløften, men floden løber desværre kun i regntiden. Imidlertid bredte en stor askylon sin krone ud over slugten på den modsatte side og på min egen side stod der en høj smal smirgyt. Den er sej og bøjelig og kan fældes på kort tid. Hvis jeg med mit sværd kunne nå at hugge den ned, så den netop lagde sig over i kronen på Askylonen inden orkerne fik indhentet mig, ville jeg have en chance for at klatre i sikkerhed. Smirgytten ville aldrig kunne bære vægten af blot den mindste af orkerne hvis de skulle finde på at følge efter mig.”
”Det var da godt. Så du klarede det altså...”

Lillebror var tydeligt lettet. Han levede åbenbart fuldt og helt med i min beskrivelse, og nu sad jeg jo også lige her på den ene side af bordet og kunne forsikre ham om at jeg var sluppet heldigt fra den flugt.

”Nej, Lillebror. Orkerne indhentede mig og gjorde det af med mig. Jeg døde.” Nu tabte den stakkels Lillebror igen underkæben.
”Døde du? Ha, nej! Nu laver du altså fis med mig!”

Lillebror morede sig kosteligt. Det var dog helt utroligt at jeg gik hen og døde, når jeg rent faktisk sad her ved resterne af aftensmaden og fortalte ham hele historien. Han fik vel også fornemmelsen af, at jeg nu i hvert fald overdrev min fremstilling, det sagde sig selv.

”Ja, så siger vi det. Man dør heller aldrig helt på vores togter. Det gør man kun hvis man er uvirksom i lang tid og helt sygner hen. Jeg mener bare at jeg mistede næsten alt liv efter mødet med den overtallige skare orker. Der var ikke meget tilbage af liv i mig, da mine fæller fandt mig og med stort besvær slæbte de mig hen til druiden Golgamak. Han bryggede en mikstur til mig, så jeg kunne rejse mig igen. Heldigvis havde jeg vølven Orgeuils opskrift på drikken, og den havde været dyr. Men når man har fået sig en masse erfaring gennem talløse missioner lærer man at være forberedt, og den opskrift går jeg altid rundt med for alle tilfældes skyld. Alt andet ville være letsindigt, når man vover sig dybt ind i farlige områder som Durgamor.”
”Det vil sige du har opskriften på dig lige nu?”
”Nu er det jo lang tid siden jeg var i Durgamor.”

Lillebror var ret snu. Han skulle såmænd nok kunne klare sig der hvor jeg kom fra. Måske ikke som kriger men som væbner eller page eller discipel af en slags. Fremgang ville han sikkert hurtigt få.

”Ha! Jeg ville hulens gerne tro på dig, Aciel, for du fortæller så godt, men du styrer for vildt! Når jeg laver historier, så passer jeg altid på med den slags, så jeg ikke bliver fanget på det forkerte ben!”

Der var ingen vej uden om. Jeg rakte ind under koften der hvor jeg også opbevarer Holbors besværgelser mod Galmors transforbandelser og Skardyks anvisninger til at afhjælpe Gordals lammelser og Sagomels kramper. Jeg fremdrog recepten og foldede den forsigtigt ud. Den var lavet af garvet ygdra-skind fra Solvenien, der hvor de største ygdraer lever.

”Pas på, for det har været et smukt eksemplar og det er meget kostbart. Nu er det selvfølgelig slidt en del. Det er uundgåeligt når man går rundt med den på sig hele tiden.”

Det var lige før øjnene var ved at trille ud af hovedet på den lille ynkryg der sad for bordenden. Jeg måtte feje resterne til side af den flade knastørre brødskorpe som de vistnok kaldte en ”pisa” for at kunne folde opskriften helt ud.

”Jeg kan ikke selv forstå det hele for dertil behøves en kyndig sejdbrygger eller medicinmand. Særligt når det gælder trækketider og varmegrader for de enkelte bestanddele. Men det der er i hvert fald fumgur, og det er salvak. Nederst har vi bromkyl og samulena. Det er de vigtigste af bestanddelene.”
”Hvad... hvad er det for noget?”

Jeg frydede mig over igen at have knulpittens fulde opmærksomhed. Jeg kunne ligefrem mærke hans skamfuldhed over at han havde tilladt sig at tvivle på min ærlighed. Hvis jeg ville, kunne jeg nu bilde ham hvad som helst ind. Det var dog på ingen måde nødvendigt. Næsten alt hvad jeg fortalte betog ham totalt, ganske uden at jeg behøvede pynte noget videre på det.

”Ser du, fumgur er en slags mos som vokser overalt. Den skal blot indsamles på en ganske bestemt tid af året, men det er noget som alle druider og salveblandere altid har liggende. Salvakken er også ret kendt, særligt hvis du færdes i de nordøstlige regioner. Det er en art siv som findes langs små søer med stillestående vand. Bromkyl er asken fra de små vulkaner man finder i Nyrgakim og den kan man hente uden den store risiko om efteråret hvor vandløbene stadig kan krydses. Men samulenaen er kostbar. Det er blomsterstøv fra arten mistabel som kun blomstrer hvert syvende år i en afsides region af Kantibar og så skal sommeren have været rigtig varm. Det er de sjældent i Kantibar.”

Lillebror følte inderligt med mig her, det var uden for enhver tvivl. Betagelsen lyste i hans øjne. Tænk at skulle behøve noget som fordrede besværlig indsamling af sjældent blomsterstøv fra en ugæstfri region af Kantibar.

”Hvor dyr var den opskrift?”
”Ja, da vi kom tilbage fra kryopternes borg i Laramir med halvdelen af skatten fra Burnos og ydermere fik belønningen for at have reddet prinsesse Marguerite...”
”Margerit?”
”Ja, kender du hende? Du ser lidt skeptisk ud? Hun var vældig smuk, ja det er hun da vist stadig, og hendes far var krysteglad for at se hende igen i god behold. Hun var absolut et togt eller to værd.”
”Hm, javel. Fortsæt.”
”Altså, jeg brugte naturligvis en del af skatten på forbedring af min udrustning og bevæbning, og da jeg vidste hvor slemt det var gået andre som ikke kendte til Orgeuils helende opskrift ville jeg gerne sikre mig mod den slags i fremtiden. Og så var der tilmed råd til at tilbringe en måned hos guruen i Bamlor.”
”Hvad hed han?”
”Hvad han hed? Eh... Rastaban...”
”Rastaban? Helt ærligt, det lyder ikke som en guru... Det er navnet på en... en... landevejsrøver...”
”Virkelig? Sig mig, kender du mere til tingene end jeg selv gør?”
”Nej, nej, godt ord igen... Hvad skulle du så hos ham?”
”Han lærte mig at modstå forbandelser og onde øjne. En slags Salmir-meditation, men med særlige kropsøvelser.”
”Kan du svæve?”
”Om jeg kan svæve? Sig mig, din lille knulpit, ser jeg ud som en der kan svæve, gør jeg?”
”Nej, det tænkte jeg også nok... men nogle guruer kan bare det der... med at svæve... hvis de koncentrerer sig grundigt nok... så jeg tænkte... måske havde du lært det... også...”
”Hør nu her, min kære ven! Jeg er kriger, først og fremmest! Jeg har så måttet lære mig visse andre færdigheder for at kunne klare mig, ja, jeg hører faktisk til de bedste, hvis jeg selv må sige det. Om ikke andet så beviser mine præstationer at jeg kan begå mig næsten overalt, selv hvor truslerne er overhængende. Men svæve, dét kan jeg ikke. Og skulle jeg lære det, ville det sikkert tage en stor del af mit liv, og så ville jeg ikke være ridder længere. Og det foretrækker jeg altså. For mig er der intet som et farligt togt og et truende møde med orker eller growler, hvis altså man er godt forberedt.”

Nu var jeg vist blevet for ophidset. Det sker desværre sommetider at jeg mister besindelsen. Det har kostet mig dyrt, men i andre situationer har det også været til nytte. Det var lige før knulpitten sad med tårer i øjnene. Han ville jo ikke nedgøre mig, på ingen måde. Siden jeg åbenbart kunne så meget, så var det naturligt for ham at vide om jeg også kunne svæve. Havde jeg sagt at jeg kunne, ville han selvfølgelig også gerne have set det. Sådan er knulpitter jo. Og havde jeg hævdet at jeg kunne spy ild eller gå på vandet, ville han også have betragtet det som noget ganske naturligt. Jeg måtte prøve at beherske mig. Men jeg havde aldrig før haft en stund sammen med en størrelse på hans alder, så jeg måtte finde ud af disse nye ting. Men han var det værd.

”Hvad sulen, sidder I stadig der og stanger tænder? Jeg troede da I havde ryddet bordet? Kan I så set at få rubbet neglene! Det er jo ved at blive sent, og du burde have været i seng for længst, Lillebror, særligt da oven på en dag som i dag, hvor du må være slidt helt ned til sokkeholderne sådan som du har fiset rundt ude i dalen.”
”Jeg er ikke spor søvnig og jeg behøver jo ikke komme tidligt op i morgen.”
”Gør du ikke? Nåe-nej, det er osse sandt! Lærerne har jo denne her arbejdsnedlæggelse i morgen som kritik af budgetlægningen. Det har jeg saftsuseme helt glemt. Det var værre! Hvad gør vi så? Jeg kan jo ikke lade dig være alene hjemme.”
”Jeg er da ikke alene hjemme. Aciel er her jo...”
”Aciel? Åh ja, det er han jo også. Men det går ikke. En fyr der har mistet hukommelsen. Det vil myndighederne bebrejde mig, hvis det kommer ud.”
”Han behøver da ingen hukommelse for at passe på mig. Jeg kender til byen, og han har råstyrken til at forsvare mig. Vi bliver et udmærket team.”

Den knulpit var ikke uden evner. Han ville sikkert kunne snakke sig ud af enhver situation når han blev gemt lidt. Uden tvivl fik han sikkert sin vilje masser af gange allerede nu. Men at jeg blev betragtet som et nødvendigt kødbjerg til sikring af hans kløgtige eksistens var svært at sluge for en velanskrevet ridder som mig. Men ret skal være ret. Jeg var ikke hjemme. Meget gik mig imod for tiden. Det var noget jeg måtte affinde mig med som sagerne stod.

”Ser du, det her er Storesøsters værelse. Det er helt i orden at du overnatter her et stykke tid. Vi har ikke set hende de seneste måneder, og skulle hun pludselig dukke op, så må hun affinde sig med at nogen har brugt hendes værelse i mellemtiden.”

Jeg var kommet ind i et lille rum med et sengeleje som så behageligt ud. Ved vinduet var der et lille bord med en skrøbelig stol og der stod et skab i hjørnet.  Der var også et møbel med boghylder med forskellige småting. Alt var akkurat og præcist i udformningen og uden udskæringer eller forsiringer som andet, jeg havde set. Jeg stod og kiggede på et lille billede på den øverste boghylde. Det var ikke noget maleri, men det lignede uomtvisteligt en køn ung jarmir.

”Så din datter er bortrejst?”
”Bortrejst og bortrejst. Jeg har fået at vide at hun tilbringer sin tid hos en eller anden sekt som i den første fase forventer, at de nye medlemmer mindsker kontakten til familien, hvis de ikke også er med i sekten. Og det er vi altså ikke.”
”Er du gået med til det? Hun ser ellers ikke ud til at være fuldvoksen, hvis det her portræt yder hende retfærdighed?”
”Nej, men her i vores samfund er det ikke altid let for forældre at bestemme over deres børn. Om et års tid har hun jo alligevel lov at beslutte selv. Så er hun myndig. Ja, sådan er det altså her. Jeg er heller ikke glad for det, men jeg er bange for at gøre ondt værre, hvis jeg sætter hårdt mod hårdt, og piger i hendes alder kan være pokkers selvhævdende.”

Skrupsak sukkede. Det var tydeligt at det bekymrede ham dybt, hvad datteren foretog sig på egen hånd. I mit hjemland var en sådan adfærd utænkelig. Det ville være helt umuligt for en jarmir at leve uden for hjemmet uden beskyttelse. Men det sørgede sekten måske for. Der var mange nye ting at lære. Men den første dag var forløbet overraskende godt. Det var med ro i sindet jeg faldt i søvn i den helt ubeskriveligt behagelige seng. Hvor mærkeligt det end lyder, så var det lang tid siden jeg havde sovet så godt.

retur