Questland - Prinsen og Taberen
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton
returSå blev der alligevel en fortsættelse på Questland, som vi vel nu må kalde nummer 1?
Ja, der gik lang tid inden jeg fandt den indgangsvinkel, som kunne udvide konceptet, så fortsættelsen fornyede historien til et andet plan.
Hvad mener du?
De fleste fortsættelser af første episode falder til jorden, fordi skaberne i grunden har udtømt fortællemulighederne i første udspil og så af kommercielle grunde laver en fortsættelse med mere intrigesnedkeri af samme skuffe, og det er sjældent nok.
Kan du give et eksempel?
Ja, ’Toy Story’ var en god historie, men fortsættelsen var faktisk bedre. Da man så skulle lave en tredje film i rækken, vred ophavsmændene deres hjerner for at finde en ny vinkel, og det lykkedes. De skabte en fortælling omkring legetøjs skæbne i større perspektiv. Dermed bidrog det med noget nyt til konceptet og fik sin egen eksistensberettigelse. Men en sådan strategi er vanskelig, fordi der kommer flere elementer og som regel også figurer i spil, så det kan blive et problem at bevare den fornødne nærhed og identifikation.
Har du så prøvet på noget tilsvarende med dit udvidede Questland koncept?
Det har jeg. Jeg indførte i første bog det grænseoverskridende element at avatarer fra spillet kunne blive genfødt i vores verden og beskrev Aciels besvær med at klare den nye tilværelse her på Jorden.
Apropos Aciel, så konfronterer du aldrig Aciel med den hårde virkelighed han som avatar kun er en marionet i hænderne på en dukkefører fra vores verden. Det er der vel en grund til?
Jeg synes jeg vil bevare en vis grad af troskyldighed hos ham. Den hårde erkendelse af, hvordan tingene hænger sammen i detaljer, har jeg villet skåne ham for. Lidt naivitet skal han have lov at bevare. Så det er ikke tilfældigt han ikke får det at vide. Det er et bevidst valg eller fravalg.
Hvad har du så gjort af valg omkring konceptudviklingen?
Først havde jeg tænkt at bruge de samme figurer som i første bog, men det duede ikke. Så Solvej, Kent, Skrupsak og Lillebror blev droppet. Med dem ville det blot blive mere af det samme, og det ville som sagt ikke være nok. Aciel og Mankor bevarede jeg, men publikum fortjente en ny vinkel.
Det er her Prinsen og Taberen kommer ind i billedet?
Netop. De var ikke med i første bind. Det er to jævnaldrende gymnasieelever, som quester sammen i netspillet Questland og oplever de irriterende forstyrrelser, som har grebet om sig efter den seneste opdatering. Du får også scener, hvor du ser dem manøvrere med deres avatarer i spillet samtidig med at man følger spillet. Det er åbningsscenen i bogen.
Med den titel kommer man til at tænke på klassikeren ’Prinsen og Tiggerdrengen’ af Mark Twain? Ligner de to unge her så også hinanden som to dråber vand?
Sådan begyndte det faktisk, men jeg droppede den detalje med ligheden, der kun ville være nødvendig, hvis de to byttede identitet. Det har en pointe i Mark Twains fortælling, men det har det ikke i dag, hvor samfundet ikke i samme grad er strengt klassedelt med de konsekvenser, det medfører.
Alligevel har du beholdt referencen?
Ja, for jeg fik brug for en af dem var meget rig og havde stort råderum til selv at tage beslutninger. Det bidrager så også i starten med lidt kontrast mellem det liv, de to spillere har til daglig.
Hvorfor mødes Tom og Jan først på computerspilmessen?
Det er et dramaturgisk valg. Selvfølgelig kan man spørge, hvorfor de to ikke har snakket sammen på mobiltelefon og udvekslet personoplysninger, når de nu kan chatte på nettet om spillet. Men jeg ville gerne bruge deres tilfældige møde som et spændende kapitel undervejs. Dens slags har forfattere lov til, lige som de også altid har ret til at afskaffe alle mobiltelefoner i begyndelsen af en skrækhistorie, hvor personerne skal overlades til at klare sig selv. Det accepterer man som publikum.
Spændingen stiger, da de to i fællesskab går på jagt efter Magnus den Mægtige.
At indføre den oprindelige skaber af spillet Questland bidrog med noget ekstra grænseoverskridende, som jeg kunne identificere mig med.
Det tror jeg gerne. Han er som en skabende Vorherre i sin computerspilsverden, hvor du er Vorherre som skaber af dine bøger.
Netop. Og frustrationen over at have tabt retten til og ansvaret for sit skaberværk og oven i købet erkendelsen af at hans værk bliver fortsat og udnyttet af kommercielle ejere, der vil tjene penge for enhver pris, kan jeg også identificere mig med som en forfatter, der har arbejdet længe med et univers, jeg ikke selv ejer og kontrollerer.
De utilfredse spillere bliver også aktive på en anden måde. Meget aktive, må man sige.
Det syntes jeg de fortjente. I stedet for at skulle betale for at optræde i et degenereret spil får de nu udfordringer på et andet plan. Det samme gælder avatarerne.
Er den handlingsudvikling sandsynlig?
Det er den, hvis man har accepteret forudsætningen for første bind. Og i vores verden er det efterhånden mere og mere uigennemskueligt, hvem der ejer og kontrollerer tingene i de store pengetanke, hvor en masse selskaber er samlet i store multinationale konglomerater.
Det er lige før bogen får en politisk og ideologisk vinkel?
Det er på en måde uundgåeligt, men jeg bruger det kun som en klangbund, som naturligvis også skal være troværdig. Fokus skal ligge på de konkrete handlinger, som vores hovedpersoner er involveret i, ellers mister man identifikationen.
Er det ikke svært, når man breder perspektivet ud til at blive mere omfattende?
Det er det, men det spørgsmål bliver man nødt til at håndtere, når historien skal have større konsekvenser end det, som knytter sig til enkeltpersoner. Jeg mener dog nok at have fastholdt opmærksomheden, fordi vores hovedpersoner hele tiden er i centrum.
Var det fra starten en vinkel at Jan skulle erkende, at hans egen stilling kunne bero på en virkelighed, der betød udnyttelse og undertrykkelse af andre?
Jeg vidste ikke helt, hvad der blev plads til, men jeg mener at jeg fik det mingeleret på plads, så det ikke kom til at virke alt for meget tynget af politisk korrekthed, som har det med at ødelægge intensiteten i en dramaturgi. Men jeg fik det kogt ned til et koncentrat, så læserne formentlig ikke bliver alt for irriterede. Selv er jeg nemlig også ganske skeptisk, når jeg ser bedrevidenhed folde sig ud i andre fortælleres dramaturgiske sammenhænge.
Du har måske dybest set også en svaghed for enkle upolitiske ramasjang historier, der ikke tynges af pædagogiske tanker?
Ikke ubetinget, men jeg erkender mit ansvar. De medieprodukter, som blot samler så mange billige effekter og slå på tæven action som muligt keder mig også. Der skal være en mening og en holdning bag tingene, som man godt må mærke, men det skal helst vises og ikke blot refereres. Der er tale om en balance, og der ligger en løbende udfordring i at docere sammensætningen, så ens cocktail bruser og bliver smagfuld.
Som i første bog er der også kapitler, som omhandler tilværelsen i Sarlydor.
Det er der, og de er også betydningsfulde. Her har vi jo skaberværket set indefra, og der oplever skabningerne, altså avatarerne, hvordan det er, når et univers bevæger sig mod sin opløsning og undergang. Det er forbundet med store kvaler og trusler, men for en dramaturg er det naturligvis en situation med spændende udfordringer.
Avatarerne bliver grebet af tvivl og filosofiske overvejelser. Hvor realistisk er det?
De afspejler den frustration og forvirring, som også har bredt sig blandt spillerne uden for Sarlydor i vores verden. For dem er det også et spørgsmål, om spillet vil kunne fungere videre og på det personlige plan, om man bliver den næste spiller, der mister sin møjsommeligt opbyggede spilfigur i et sort hul. Al bevægelse i universet bliver forbundet med tvivl og angst for fremtiden, og man bliver opfyldt af en frustration og vrede, som man ikke ved, hvor man skal rette hen. Så i den henseende er der en klar parallel mellem spillernes og avatarernes eksistensvilkår. Den forbindelse oplevede jeg som en ekstra kvalitet, jeg kunne spille på.
Men så dukker Magnus den Mægtige op på ny.
Ja, så bliver sammensværgelsen sat i system, og den person, som i sin tid skabte universet, gennemfører nu apokalypsen, undergangen. Det er meget passende og logisk, når universet er blevet ødelagt af inkompetente administratorer i tiden op mod sammenbruddet.
Er begrebet ’Intetheden’ som griber om sig i Questland et lån fra Michael Endes ’Den uendelige Historie’?
Det kan godt siges at være en cadeau til ham. Hans bog er samtidig et af de fornemmeste eksempler på fantasy med en dybere mening. At landet kun eksisterer og fungerer fordi folks fantasi og medleven holder liv i det. Den grænseoverskridende parallelitet forvalter jeg på min egen måde, hvor jeg bruger computerspil i stedet for litteratur. Min Intethed kommer ind som en mangel på et defineret univers eller en uansvarligt opbygget udvidelse af spillet. Det er desuden helt realistisk at nogle tilføjelser er blevet introduceret før de er blevet tilstrækkeligt testet. Det sker også i virkelighedens spilverdener, hvor de også giver anledning til surhed og kritik hos spillerne. I mit tilfælde bliver disse forhold bare overdrevet i stor stil til farlige konsekvenser også i vores verden.
Læserne kommer nærmest til at føle sig som halvguder, der manipulerer med folk i en anden verden.
Det er jo essensen af computerspil, og jeg er så i næste omgang den ultimative skaber og gud, fordi jeg har skrevet bogen. I et kapitel lader jeg endda krigerne sidde og filosofere over, hvad der er meningen med det hele, og hvorfor tingene lader til at bryde sammen. Det bliver en meget apokalyptisk parallel til vor egen verdens skæbne. Måske sidder der nogen som manipulerer med os mennesker? Det berører jeg i ’Amalie og Skytsånden’ og andre bøger.
Du har tilmed en frelserskikkelse i Sarlydor. En åndelig lederskikkelse, der også bliver forrådt og henrettet.
Det er ikke svært at se, hvem han skal være en parallel til i vores verden. Jeg indførte Kantaryn i første bind uden at vide han ville få en afgørende rolle i den nye bog. Jeg blev meget glad for den figur efterhånden som jeg udviklede ham.
Er det logisk at avatarerne får deres eget liv og tænker selvstændigt?
Det er naturligvis et postulat, men hvad er ikke det i fantasy genren? Det var vigtigt for mig at fremstille figurerne som troværdige og sympatiske med flere forskellige facetter end dem, der knytter sig til krigerhåndværket. Computerspillene bliver jo også mere fleksible som tiden går med forskellige parametre, så den udvikling ville jeg også gerne berøre i Questland. Og som man kan se, belaver indbyggerne sig også på en mere varieret tilværelse, nu hvor de til sidst får deres frihed.
Ville det være for hårdt at Magnus skulle ødelægge det hele?
Det kommenterer jeg også i bogens afslutning, hvor beboerne i Sarlydor tænker over skæbnens spil. Hvor sandsynligt er det en skabende magt vil ødelægge hele sit skaberværk efter alt det mas, den eller han har haft med at få det hele til at fungere? Det er ikke videre troværdigt. Heller ikke efter en langsom udviklingsmodel uden overmægtig indblanding.
Du har også overvejelser omkring relevansen af tro og overbevisning?
Siden jeg nu befandt mig i den boldgade, var det en naturlig vinkel at kommentere. At menneskers livskvalitet er det afgørende, og hvis den kan øges gennem en tro på et overliggende, styrende system, er det rimeligt at respektere dette, også selv om det bygger på noget fiktivt. Det er folks oplevelse af sammenhængen og det velbefindende, man oplever derved, der er det afgørende, ikke om den dækker over en korrekt virkelighedsopfattelse. Det skal man selvfølgelig være varsom med at nævne for religiøse fundamentalister, der hver især mener at have fundet den eneste rigtige sandhed. Den slags skråsikkerhed har jeg det meget svært med, for den sår splid i stedet for at skabe sammenhold mellem mennesker.
Kommer der en tredje bog om Questland?
Det havde jeg svært ved at forestille mig, for nu har jeg jo bundet knuder på de løse ender fra første bind, og der er ikke noget hængeparti, nu hvor spillet er bragt til en endegyldig afslutning. Men så kom jeg faktisk på en bærerdygtig idé til et tredje bind, og det vil udkomme senere.
Der er måske stadigvæk nogle frivillige selvmordere fra Sarlydor, som er kommet til Jorden uden at have været med i selve sammensværgelsen?
Ja, det er muligt der er nogle afhoppere, der flakker forvirrede rundt i vores verden, men hvis de taler for højt om deres fortid ender de nok med at blive anbragt på lukkede afdelinger i den psykiatriske forsorg.
Måske lige med undtagelse af Kantaryn?
Ja, han er en kløgtig fyr, så han ville måske kunne tilpasse sig en tilværelse på Jorden som guru af en eller anden slags. Men emnet med guruer har jeg allerede brugt i en anden bog jeg lige har skrevet, ’Dorrit og mesteren fra Vindø’. Den kommer til foråret.