Kapitel 6
Questland - Prinsen og Taberen

DDD

retur

Thurok og Salvor var kommet ind i en labyrint hvor de naturligvis var faret vild.

”Der er ingen vej tilbage. Vi har ikke nok liv til at klare en tilbagetur.”
”Vi har heller ikke tid til at udforske alle labyrintens gange.”
”Ikke hvis der…”
”Pas på!”

Det var på et hængende hår. En sten var gledet til side og en bolt fra en armbrøst susede tæt forbi Salvors ene øre.

”Hvem var det?”
”Ikke nogen. Du kom til at udløse en fælde ved at berøre stenen der.”
”Hvordan kunne du vide det, Thurok? Der kom da ingen advarsel?”
”Måske min intuition.”
”Mon dog.” Thurok så sig omkring.
”Jeg har en underlig fornemmelse af at ha været her før.”
”Det har jeg ikke. Har du været på en mission her tidligere?”
”Måske. Der er et eller andet bekendt ved stedet her.”
”Du skulle have taget mig med tidligere. Det her er alt for farligt uden back up.”
”Det var ikke lige her. Jeg mener i denne sammenhæng.”
”Hvad mener du så?”
”Det var et andet sted. Jeg kan bare ikke lige huske hvor. Det var også inden jeg traf dig.”
”Nå, så skal jeg jo ikke være jaloux af den grund.”
”Der er små forskelle, men ellers ligner stedet noget jeg har set før.”
”I en drøm?”
”Ikke rigtig.”
”Kyndige folk kalder det et forvarsel. Det er som regel om noget forfærdeligt som er nær ved at ske.”
”Præcis. Sådan var det.” Salvor var ikke imponeret.
”Det kræver ikke særlig spådomskraft at forudsige det kan gå grueligt galt for os her, og det når som helst.”
”Følg lige efter mig… Pas på! Rør ikke den blok dér!”
”Den dér?”
”Ja! Rør den ikke!”
”Det gjorde jeg heller ikke. Hvad er der i vejen med den?”
”Hvis du havde rørt den ville katastrofen være brudt løs.”
”Hvordan kan du vide det?”
”Det skete i… den anden situation. Jeg undslap kun med nød og næppe.”
”Hmm… Rart at vide… til en anden gang.”
”Buk dig ned!”
”Her eller her?”
”Ja, inden du bevæger dig frem.”
”Sådan?”
”Ja, og nu skal vi krybe langsomt fremad.”
”Flere farlige fælder, måske?”

Thurok behøvede ikke svare, for i samme øjeblik kom der et spyd susende tværs over gangen som ville have ramt ham, hvis han var gået oprejst. Salvor syntes han burde sige noget.

”Tak.”
”Sådan. Nu kan du godt rejse dig op igen.”
”Pyh! Jeg er glad for at ha dig som guide lige her. Jeg er slet ikke misundelig over ikke at ha været med dengang du lærte alle disse nyttige ting.”
”Her deler gangen sig i tre.”
”Det kan jeg se. Så langt er jeg med. Men skal vi til højre, til venstre eller lige frem?”
”Vi skal lige frem.”
”Lige frem? Mener du det? Er det ikke for oplagt?”
”Netop derfor.”
”Fordi folk ville tænke det og undgå det indlysende?”
”Ja, til højre er der en faldgrube, der ender i en brønd.”
”Og til venstre?”
”Det prøvede vi ikke.”
”Vi? Var du ikke alene på den tur?”
”Min ledsager mistede en masse liv dér. Det ville også dengang have været alt for letsindigt at færdes her alene.”
”Logisk nok. Hvorfor sagde du det så ikke direkte? At du var sammen med nogen?”
”For ikke at gøre dig misundelig.”
”Hvordan kan jeg blive misundelig når det var før du traf mig?”
”Det ved jeg ikke. Så det ville du altså ikke?”
”Hm. Det skal jeg lige tænke over.”
”Det var det jeg mente. Når folk lige skal tænke over noget, er det fordi de er usikre på hvad de føler.”
”Okay, så da. Det var hensynsfuldt af dig ikke at sige noget til mig i starten, men også rart du indrømmede det bagefter.”
”Indrømmede…”
”Ja, altså… tilstod du havde haft en god fælle inden mig.”
”Det er der vel ikke noget underligt i. Som sagt vidste jeg jo ikke jeg også kunne komme til at få nogle fine missioner med andre end ham… den anden fyr.”
”Hvad skete der med ham… på missionen… dengang?”
”Han mistede en masse liv. Jeg måtte bære ham, da vi gik gennem denne gang hvor vi går nu.”
”Hvad hed han?”
”Kan det ikke være lige meget?”
”Jo, selvfølgelig. Men han fandt sig måske en anden at tage på togt sammen med?”
”Ja, han fandt faktisk flere.”
”Nå da, da. Sikke en fyr. Hvad skete der så med ham… senere hen?”
”Han forsvandt.”
”Gjorde han det? Nå, gjorde han virkelig? Han var der pludselig bare ikke længere? Eller hvordan?”
”Netop. Du ved jo hvordan det er. Her i dag, væk i morgen.”
”Jaså. Ser man det. Hvad hed han?”
”Aciel.”
”Nå, ham. Ham kender jeg da godt.”
”Det skulle jeg mene. Han havde et godt rygte.”
”Ja, vi har skam drukket mange krus godtøl på Gorwyns kro. Så du kendte ham, inden jeg lærte dig at kende?”
”Ja, det gjorde jeg rent faktisk.”
”Underligt han aldrig sagde noget om det.”
”Det var vist også mest derfor jeg heller ikke sagde noget.”
”Nu forstår jeg det godt. En smule hensyn til Aciel.”
”Ja, på en måde. Og til dig.” Vi gik stille lidt.
”Gad vide hvad Aciel laver i dag?”
”Et godt spørgsmål.”

Efter at have gået gennem den midterste gang hvor Salvor blev helt betænkelig over, der ikke skete noget i lang tid, kom de til en rotunde hvor der også var en port ud til det fri. På en sokkel midt i rotunden stod en høj kiste. Salvor blev henrykt.

”Det er sikkert ’Dværgenes Dæmoniske Dokument’, der er i kisten.”
”Det tror jeg også.”
”Tror? Så du ved det ikke?”
”Jeg slæbte jo på Aciel.”
”Åh ja. Og så?”
”Aciel havde ikke meget liv tilbage. Jeg måtte hurtigst muligt have ham bragt tilbage til en helbredende behandling. Det lykkedes også lige akkurat.”
”Nå, men alt kommer til den der venter.”

Salvor gik hen og stak spidsen af sit sværd ind under låget på kisten. Thurok blev forfærdet.

”Hvad gør du?”
”Brækker kisten op.”
”Stop!”
”Hvad nu?”
”Du skal bruge nøglen.”
”Hvilken nøgle?”
”Den nøgle, som gudinden Amphoria holder i sit skød.”
”Åh nej!”
”Hvad er der nu?”
”Så skal vi vel fare fra Herodot til Piræus for at hitte den?”
”Nej, den ligger lige derovre.”
”Hvor?”
”Dér!”
”Nå, der?”
”Lad mig.”

Thurok gik over og knælede på det nederste af tre trin foran en lille statue af alabast og fremsagde en kort remse.

”Balyvar nogikarum samphysilor ramsak.”

På de næste to trin gentog ceremonien sig. Derpå foldede han hænderne og bøjede hovedet og stod længe og nynnede en enstonig strofe. Salvor væbnede sig med tålmodlighed.
Til sidst rakte Thurok op og tog nøglen i skødet på den lille figur, der stod på en lav søjle. Derpå kom han tilbage til soklen i midten af rotunden.

”Jeg tør slet ikke tænke på hvad der ville være sket, hvis du ikke havde foretaget de der underlige besværgelser.”
”Det tør jeg heller ikke.”
”Nå ikke? Hvad ville der da være sket?”
”Det ved jeg ikke.”
”Du ved det ikke?”
”Nej, for jeg har jo ikke forsøgt det.”
”Det forstår jeg ikke. Hvor har du så lært det ritual du lige brugte, hvis det altså viser sig at kunne gøre en forskel?”
”Det ved jeg heller ikke. Men det er sikkert noget jeg kan huske fra den der… anden dimension, eller hvad det nu har været.”

Thurok gik hen og drejede nøglen om i låsen på kisten. Der kom en sagte brummen da han løftede låget. De lænede sig begge ind over kanten og kiggede ned i det dybe rum, hvor der i hjørnet længst borte til højre lod til at stå en lille stenbuste, bag hvilken der lå et sammenrullet dokument.
Thurok vendte sig mod Salvor.

”Lån mig dit sværd.”
”Hvorfor det?”
”Det er lidt længere end mit.”

Salvor gav sværdet til Thurok. Han var lidt knotten.

”Før måtte jeg ikke bruge det, men nu er det åbenbart helt i orden når du skal ha det.”

Thurok stak sværdet ned i kisten og rørte ved den lille kvindebuste uden at bøje sig helt ned over kistens kant. Pludselig skød der en række sylespidse klinger op langs kanten af kisten hele vejen rundt. Salvor stod målløs og betragtede det dødbringende sceneri.

”Nu forstår jeg hvorfor du brugte sværdet.”
”Ja, for med den udløste jeg fælden.”
”Og hvis nogen havde bøjet sig ned over kanten af kisten for at nå dokumentet med hånden ville de ha berørt busten og være blevet dolket i maven af nogle af knivene, da de sprang frem fra kistens kant.”
”Pandoras æske.”
”Hvad mener du?”
”En gammel legende. Når Pandoras æske eller skrin åbnes, slippes en masse forbandelser løs og rammer overalt i verden.”
”En udspekuleret indretning. Jeg går ud fra busten skal forestille Pandora.”
”Lige akkurat.”

En knasende mekanisme gik i gang, og de spidse klinger blev trukket tilbage i kistens tykke sider.

”Det var altså derfor dette såkaldte skæbneskrin her blev udformet som en dyb kiste?”
”Ja, og nu kan vi hente dokumentet op.”
”Du må gerne ha æren.”

Thurok bøjede sig ned og frigjorde dokumentrullen bag den lille figur. Salvor blev atter mistænksom.

”Der er et laksegl der lukker skriftrullen. Skal det nu også fjernes på en mystisk måde?”
”Det tror jeg ikke.”
”Der er et slags mærke i seglet.”
”Det ser ud som tre zigzag streger.”
”Måske lyn. Udgår de ikke fra noget, der ligner en sky?”
”Atter noget truende.”
”Og dine oplevelser på den anden mission har ikke fortalt dig noget, du skal bruge nu?”
”Nej, ikke så vidt jeg husker.”

Med forsigtighed løsnede Thurok det røde laksegl og rullede pergamentrullen ud. De kiggede begge på budskabet. Der stod kun et enkelt ord.

”Demo.”
”Demo?”
”Det siger mig ikke noget.”
”Noget at tænke over.”
”Lidt af en nedtur.”
”Måske et eller andet vi skal holde øje med?”
”Og tage os i agt for?”
”Eller opsøge?” Salvor var lidt ærgerlig.
”Er du sikker på det her er DDD, Dværgenes Dæmoniske Dokument?”
”Det skulle det være.”
”Og du ved ikke hvilken rolle det dokument spillede i den der anden situation du fortalte om?”
”Måske er skriftrullen ikke den samme, men kun omgivelserne og vejen til målet?”
”Det lyder underligt.”
”Ja, det er det faktisk.”
”Men jeg er glad for du ikke skal slæbe mig tilbage til lazarettet eller healeren fordi jeg er blevet stukket i maven og har utrolige smerter og meget lidt liv tilbage.”
”Ja, én gang må være nok.”

Vi stod og tænkte lidt der i rotunden.

”Hvor bragte du Aciel hen, da du reddede ham?”
”Hen til troldmanden Magnus den Mægtige.”
”Og han kunne redde Aciel?”
”Ja.”
”Men på den anden side kunne andre vel også ha gjort det. I Sarlydor er der jo et hav af åndemanere og healere, der har som hovedbeskæftigelse at redde livet på de kvæstede krigere der er lige ved at omkomme på alle de farlige missioner.”
”Denne Magnus skulle være særlig kyndig hvad angår de ting man kan komme ud for i netop denne region. Eller også det tilsvarende sted hvor jeg mener at ha min erindring fra omkring labyrinten og de andre fænomener vi har været ude for.”
”Måske en slags parallelverden?”
”Ja, hvis den slags eksisterer.”
”Hvad ved man? Måske er vores sanser for indskrænkede til at forstå større perspektiver i tilværelsen?”
”Den tanke har andre også haft.”
”Måske burde vi fortsætte tilbage ad den vej du brugte tidligere, og se om den der healer ved navn Magnus stadig er at træffe?”
”Det kan vi lige så godt. Og han kan måske også hjælpe os med at afkode den mystiske besked i dokumentet.”

De to krigere fulgtes ad på hjemturen, der var helt uden farer eller besværligheder. Flere steder standsede Thurok op fordi han var blevet i tvivl om vejen. Salvor blev utålmodig. Et sted var Thurok øjensynlig meget rådvild.

”Hvad er der nu?”
”Jeg ved ikke… På en eller anden måde synes jeg stien skulle dreje her?”
”Det ser det ellers ikke ud til.”
”Nej, og det er underligt. Det burde den.”
”Måske er sidestien groet til?”
”Ja, det kan jo være.”
”Vi fjerner nogle af buskene.”

Ved fælles hjælp fik de to venner ryddet buskene og krattet på begge sider af stien, men det afslørede ikke nogen sti der havde været der tidligere.

”Nå, jeg kan måske huske forkert. Det kan være sidestien hen til troldmanden Magnus den Mægtige kommer på et senere tidspunkt.”

De to følgesvende så sig grundigt omkring på hele turen tilbage, men på intet tidspunkt fandt de vejen til den mystiske troldmand, Magnus. Han lod til at være flyttet eller blot forsvundet som så meget andet i det efterhånden upålidelige Sarlydor.

retur