Questland 3 - Daniel og Rollespillet
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton

retur

Hvordan kan det være der alligevel blev en Questland 3? Det så ellers ud til at den historie var blevet afsluttet med bind 2? Du lod jo spiluniverset gå under på en effektiv og nærmest uigenkaldelig måde.

Det er sandt. De løse ender, som Questland 1 efterlod, mener jeg blev tilfredsstillende afsluttet med bind 2. Så der behøvede ikke være kommet mere. Men jeg må være blevet ramt af den bacille, som serie-forfattere lider af.

Hvordan?

Der optræder en del historieelementer, som jeg ikke har fået få præsenteret grundigt nok. Bind 2 indførte nye figurer, men efter at have skrevet den, følte jeg at der var bidrag fra første bind jeg ikke havde fulgt op på, og det syntes jeg var lidt synd.

Hvilke?

Jeg ville gerne tilføje flere facetter. For eksempel at give Mankor og Alice mulighed for at udtrykke sig mere personligt og nuanceret. Og så naturligvis den udstationerede konstabel, Martin, som her bliver en rigtig hovedperson. Hovedideen er at koncentrere underholdningsvold med vold i realiteternes verden, som præsenteres gennem en hjemsendt soldat med PTSD.

Men Questland som computerspil blev jo nedlagt i forrige bind?

Derfor er dette bind også mere en historie omkring det hul, som nedlæggelsen af spillet har efterladt. Hvilke oplevelser spillere og tilhængere af spillet sidder tilbage med, når noget er overstået.

Altså nostalgi?

På en måde, ja. Personligt føler jeg noget tilsvarende omkring den fortællende tegneserie, som ikke længere er et massemedium. Der er mange elementer omkring den udvikling, jeg var en del af, som er på vej til at forsvinde, hvis ikke fysisk så i publikums bevidsthed. Jeg ville også prøve at dække den vinkel, der meget vel kunne gøre sig gældende omkring gamle computerspil. Ja, jeg ved tilmed, at en sådan nostalgi eksisterer. Pacman og Super Mario som flade arkadespil kan jo få stjerner frem i øjnene på gamle nørder, som ellers er blevet vant til tredimensionale effekter.

Er det ikke mest af alt et forsøg på at fortsætte noget gammelt på en kunstig måde?

Jeg ser mere på det som en interessant udvikling. Man bliver tvunget til at tænke i nye baner. Halvdelen af bogen omhandler stadig Sarlydor. Nu er der bare ikke nogen indblanding fra vores verden længere. Hvad vil der ske i et univers, hvor de optrædende selv har lov at træffe deres valg? Det syntes jeg også var en interessant vinkel. Og at figurerne kan interagere og reflektere uden indblanding fra vores verden, er jo et fortælleelement, jeg allerede benyttede i første del. ’Toy Story’ syndromet, kan man vel sige.

Altså, at avatarerne har deres eget liv ved siden af deres optræden som spilfigurer?

Ja, at de er i stand til at tænke over tilværelsen, skønt de ikke kan overskue baggrunden og omstændighederne. Det er måske også tilfældet med vores liv som mennesker på vores planet. Der er i alt fald mange, som har spekuleret over meningen med livet her på Jorden, og det samme gør de åbenbart i Sarlydor. Som eventyr koncept bruger jeg det som et billede eller symbol på en beboet verden, hvor der er større ukendte overliggende kræfter i spil, eller var det dengang universet blev skabt.

Var du ikke i tvivl om, hvorvidt det motiv kunne bære igennem en hel bog?

Det var jeg i starten. Men jeg havde en fornemmelse, at det kunne lykkes, siden min Questland nostalgiker kommer til at opleve noget i sin egen verden, som relaterer til det, han havde oplevet under brug af Questland som computerspil.

Hvad er det?

Spørgsmålet om, hvad det vil sige at være kriger. Vi er så vant til disse skydespil, hvor man får afløb for spænding eller aggressioner på en skyldfri måde i en underholdende ramme. Forsvarere af den aktivitet vil betragte det som en slags terapi. At mennesker i deres gener er indstillet på en basal kamp for tilværelsen, som blot ikke bliver opfyldt på en tilfredsstillende måde i vores civiliserede samfund, og specielt når man er ung er det behov påtrængende. Nogle siger jo også, at mandfolks interesse for fodbold er sublimeret kampdrift.

Så det er også en kommentar til brugen af underholdningsvold?

Det kan man sige, og samtidig havde jeg en idé i hovedet, som jeg har bakset med et stykke tid, nemlig en hjemsendt soldat, der har måttet søge ud i en naturtilværelse i skoven adskilt fra samfundet, fordi han ikke længere kan styre de indre dæmoner, der er blevet vakt til live i ham gennem krigsoplevelserne.

Er du selv et skovmenneske?

På en måde. Tidligere gik jeg en tur i skoven hver dag og oplevede en næsten meditativ afslapning gennem den tur. Jeg har altid holdt af skoven som biotop, og for nogle år siden fik jeg en fin oplevelse af at læse Gorm Rasmussens ’Skovmanden’, der var en dramadokumentarisk beskrivelse af en subsistensløs, der i flere årtier levede i skovene omkring Silkeborg. Sommetider blev han pågrebet og lukket inde, men når han var ude igen, søgte han atter tilbage til sin skovtilværelse. Han var i øvrigt flink og uskadelig men altså blot anderledes. Jeg har en svaghed for den slags mennesker og deres skæbne. Der er en vagabond som hovedperson i en anden af mine bøger, 'Silver Cross'.

Du lader også til at kende andre i din familie med interesse for skoven? Jeg tænker på dedikationen.

Min morbror Jens Petersen har alle dage været en ivrig jæger og har sørget for at passe sit jagtområde omhyggeligt med nyplantning og vildtpleje. Han var samtidig det skrivende medlem af slægten. Han holdt flere foredrag og blandt andet skrevet en underholdende selvbiografi, 'Krøllede blade af min erindringsbog'. Desuden har han en fortid i Civilforsvaret, så jeg må nok tilstå, at der også er lidt inspiration til bogen fra den side. Han døde desværre sidste år men blev dog langt over 90 år gammel.

Men din romanfigur Martin er altså blevet syg oven på sine krigsoplevelser. Hvor relevant er det?

Det er meget aktuelt, specielt fordi vi var en krigsførende nation i Mellemøsten. Netop da jeg skrev bogen demonstrerede krigsveteraner, fordi diagnosen PTSD skulle være stillet inden for et halvt år efter hjemsendelsen, hvis man skulle have hjælp fra det offentlige til en behandling. Og det er urimeligt, fordi disse reaktioner ofte først kommer til udtryk flere år efter at krigstraumerne er blevet påført. I sin yderste konsekvens har de ført til selvmord.

Har du foretaget research?

Det har jeg. Jeg har læst artikler og set interviews med hjemsendte soldater. Panik og aggressioner, nedtrykthed og irritabilitet, mareridt og selvmordstanker, det er noget PTSD patienter samstemmende beskriver. Dertil kommer nederlagsfølelsen over ikke at kunne slå til i almindelige fredelige sociale sammenhænge, som blot det at komme tilbage og fungere i den gamle familie. Flere skilsmisser er forårsaget af den grund, fordi parterne, skønt de bedste intentioner og viden om problemet, alligevel ikke kan håndtere de dystre praktiske konsekvenser af sygdommen. Martin er en af dem.

Hvad med Daniel?

Han har selv haft en far, der blev dræbt under en fredsbevarende FN mission efter Balkankrigen, men Daniel var stadig meget lille dengang, så han har et behov for at få mere at vide om, hvad der får en konstabel til at træffe de valg, han gør, også for efterfølgende at prøve at forstå sin far og samtidig sig selv omkring de behov han har.

Så hvad gør han?

Nu skal jeg jo ikke fortælle historien her, men under en hyldestfestival til Questland genskabt som et rollespil i skoven, kommer Daniel til at møde Martin, og skiftet mellem fascinationen af den fiktive verden til optagetheden af virkelighedens konsekvenser omkring det at være kriger i vores verden i dag, slår gradvist igennem. Som menneske træder Daniel i karakter, da han beslutter at prøve at gøre noget, der måske kan hjælpe Martin efter en tilspidset konfliktsituation.

Hvordan følger du så op på vinklen omkring Questland?

Efter mødet med Aciel/Holger i bind 1 har Martin været udstationeret sammen med ham i Mellemøsten, og Daniel finder ud af det og prøver at opsøge den gamle krigskammerat. Også Mankor får lejlighed til at fortælle Daniel omkring nogle sagsforhold fra den ny verden, han selv er kommet til, og skiftet fra et enkelt fungerende samfund til et mere kompliceret.

Bliver Daniel klar over denne parallelitet?

Nej, det forbliver en uvished for ham. De gamle avatarer vil ikke risikere noget omkring den slags tilståelser, som meget vel kan opfattes som psykiske problemer. Som læsere kender vi til sandheden og ved hvordan udviklingen har været.

Jeg er lidt overrasket over, at Daniel kan køre bil.

Det er jeg på en måde også, for han er ikke så gammel som man her i landet skal være for at få kørekort, altså 18 år. Jeg er som forfatter misundelig på amerikanske forhold, hvor unge på 16 må køre bil og tilmed ofte har deres egen bil. Det ville jeg gerne have kunnet bruge i andre af mine bøger, hvor jeg har unge på 16 år, som jeg godt ville have haft lov at sende ud i trafikken på egen hånd for at gøre historiens afvikling lettere. Daniel har dog taget kørelektioner men venter på at blive 18 så han kan få sit førerbevis.

Du har gennem rollespillet medtaget et møde med filosoffen Gandoral?

Det var naturligt, for Daniel skal spille rollen som forræderen Ivanor, og der er en tung byrde af skæbne og skyld forbundet med den rolle. Det var nødvendigt at kommentere på det samvittighedsbetonede problemkompleks, hvis der skulle være nogen mening med at tage den konflikt med i bogen. Jeg ville også vise Daniel som en tænksom og ansvarlig person for at lægge op til det engagement, han beslutter sig for senere i historien.

Selv om Kantaryn, Aciel og Mankor er borte, er der stadig andre gamle avatarer tilbage i Sarlydor…

Det er der, og jeg bruger dem til at fortælle en historie om en større krigssituation, der truer hele landet, hvor de må handle for at bevare samfundets nyfundne friheder.

Ikke ulig flere større krige i vores verden?

Nej, men jeg sammenskriver flere hundrede års udvikling af krigskunsten i denne parallelhistorie, hvor jeg altså præsenterer konflikten på den mere adventureagtige måde, som er almindeligt i en masse underholdende spændingshistorier. Hvis man ønsker det, kan det næsten opfattes som en parafrase på disse effektorienterede krigsbeskrivelser.

Så Galvin og Bolvar får ikke PTSD?

Nej, det ligger konceptuelt uden for den gamle vedtagne ramme for underholdende krigsbeskrivelser. Det er samtidig en vigtig ekstra pointe for mig at skrive på flere planer samtidig. De to måder at gøre rede for konflikter på skulle gerne samkøres til en frugtbar oplevelse hos læseren, men det er på den anden side ikke en nødvendighed. Jeg nedgør jo ikke den enstrengede adventurehistorie ved denne sammenstilling. Jeg er loyal mod den genres konventioner og bruger den også i mine andre ’fantasy cross over’ bøger.

Der er dog noget nyt og anderledes i Sarlydor. Jeg tænker på de motiver, der knytter sig til Baladins oplevelser.

Det er en konsekvens af, at figurerne har fået deres frihed og selv kan udforme deres fremtid. Den del af historien indledes med, at Baladin leverer et kostbart stykke kulturgods tilbage til ophavsstedet. En symbolsk indrømmelse af det urimelige i kolonitidens røvermentalitet, der jo også var herskende i Questland og i øvrigt i en masse andre computerspil. Efter at tiden med opdagelser og erobringer er afsluttet, er mange avatarer desuden blevet ofre for lediggang, og nogle er blevet røverriddere på moralsk nedtur. Da der så opstår en mulighed for, at de kan blive lejesoldater i en større sammenhæng, benytter de chancen for at reetablere deres gamle æresbegreber.

Der er også kriminelle lejesoldater i vores verden. Jeg tænker på bandemedlemmerne i Broderskabet.

Det er uundgåeligt men også en del af paralleliteten. I slutningen af bind 2 åndede folk lettet op, fordi Aciel/Holger fik en ny identitet, så han formentlig kunne slippe for Broderskabets hævn, men er det nu realistisk? Det viser sig så, at det ikke er det.

Så du lader ham blive offer for et attentat?

Det kunne jeg oplagt forsvare som en logisk risiko, ja.

Man tror man alligevel skal træffe ham igen i dette bind.

Det troede jeg også selv, men undertiden opnår man mest ved at afstå fra det oplagte. De forhold han kunne repræsentere kunne lige så godt fremføres af Mankor og Alice, så meget desto mere som de ikke har fået så meget opmærksomhed tidligere.

Noget siger mig, at dine avatarer måske ikke er så naive længere omkring deres tidligere liv?

Nej, da jeg hørte Mankors overvejelser slog det mig, at han må være blevet orienteret om hvordan Questland i sin tid fungerede som computerspil og accepteret det. Så den uvidenhed og mangel på erkendelse jeg tidligere har tilladt dem, er åbenbart ikke til stede længere.

Det er vel ellers noget du som forfatter bestemmer?

Det kan man sige, men det er sommetider sådan at de optrædende får deres eget liv og forlanger at få lov at udtrykke sig på deres egen måde. Det må man som forfatter bøje sig for, og her var Mankor altså blevet en mere velovervejet person end jeg tidligere havde troet han var.

Du giver trods alt til slut Daniel lov til at få et indblik i, at der stadig eksisterer et Sarlydor, der er under udvikling?

Jeg syntes jeg skyldte ham det, så jeg lånte ham den adgangsnøgle, Magnus den Mægtige skabte i sidste bind.

Men Magnus den Mægtige er ikke selv med i historien. Var det ellers ikke oplagt?

Jeg overvejede det, men opgav det. Det ville blive en kende for nørdet og studentikost at analysere og kommentere for meget på den skabelsesvinkel, da jeg kom til det valg. Det synes jeg var blevet dækket tilstrækkeligt i bind 2.

I andre sammenhænge viger du ellers ikke tilbage for nørdede anskuelser?

Nej, men her faldt det ikke naturligt inden for dramaturgien. Det skulle i så fald ligge sidst i historien, men hen mod slutningen får intrigen sit eget momentum, som man som forfatter bliver nødt til at respektere. På det tidspunkt er der fysisk set gang i afviklingen af dramatiske handlingselementer, og der må ikke være for meget ekstra tankegods, der kan forstyrre den fremdrift.

Nej, du har eksplosive klimakssituationer i begge parallelhandlinger samtidig.

Sådan er det med den slags. Og når man er kommet så vidt, er det bedst at skynde sig hen mod afslutningen, så vi kan få pakket sammen og ånde lettet op.

Du fik brug for Jan i den sidste ende, i det mindste?

Det gjorde jeg, for han havde faktisk mulighed for at tilbyde en situation, der kunne imødekomme Martins nuværende behov. Jeg er jo en menneskevenlig fortæller, der gerne mod slutningen vil være rar mod mine figurer, som jeg har behandlet så hårdt gennem hele historien.

Har du gjort dig tanker om, hvorvidt Martin vil forblive i sin skovmandstilværelse?

Nej, det ved jeg ikke, for jeg er ikke klar over hvor alvorligt sygdommen har ramt ham. Det er han næppe selv. Der findes mange variationer omkring den slags sygdomsforløb, men jeg håber selvfølgelig, at han efter nogen tid bliver så restitueret, at han vende tilbage til et mere normalt liv i vores civiliserede samfund.

retur