Kapitel 13
Randis Rastløshed

retur

Sydhavnen

”Hvis du ikke kan få fat i mig på mobilen, så luk kuverten op.”

Med den bemærkning havde Randi givet mig et brev, og hvis jeg ikke havde spurgt om noget havde jeg sikkert ikke fået mere at vide af hende, men jeg var blevet nysgerrig.

”Hvad har du nu gang i?”
”Det kan være lige meget. Det er nok bedst hvis du ikke bliver blandet ind i noget, men jeg kan på den anden side få brug for din hjælp. Så bare for en sikkerheds skyld…”

Så jeg gemte kuverten og ringede til hende med jævne mellemrum. Jeg fik bare en kortfattet besked om at alt var i orden men at jeg skulle blive ved med at være stand by.
Efter to dage mistede jeg kontakten til hende. Det kunne selvfølgelig være batteriet var løbet ud, men da jeg havde ringet forgæves nogle gange gjorde jeg som Randi havde bedt mig om. Jeg åbnede kuverten.
Det eneste brevet indeholdt var et stykke papir med et navn og en adresse på. Efter hvad jeg kunne bedømme var det et sted i Sydhavnen. Det ærgrede mig lidt. Hun kunne godt have været mere detaljeret, men måske vidste hun ikke mere. Så måtte jeg vel hellere se at komme af sted, jeg havde på en måde lovet hende det. Jeg havde i alt fald ikke sagt fra, da hun henvendte sig til mig.

Skumringen var ved at falde på, da jeg nåede frem til det  sted hun havde nævnt. Det lod til at være et nedlagt kajområde som ventede på at blive fyldt op og lavet om til boligbebyggelse. Dyre ejendomme med kostbare ejerlejligheder med udsigt over vandet. Man havde begyndt på et af projekterne, men opfyldningen var kun lige påbegyndt. Et omsving i konjunkturerne havde for en tid sat en stopper for investeringerne. Mange allerede opførte boliger andre steder af samme art stod tomme fordi folk ikke længere turde sætte sig i så store faste udgifter.
Jeg havde håbet det var lettere at finde. En del skilte var allerede pillet ned fordi stedet nu lå helt øde hen og kun ventede på bedre tider. Det var nærmest en stor byggeplads.
I mere en time gik jeg forgæves rundt i det gamle kajområde og der var ingen at spørge, men måske var det også bedst. Randi kunne let have vovet sig ud i et eller andet risikabelt og det var også derfor hun ikke ville have mig med i starten.

Jeg var lige ved at give op, da jeg fik øje på en gammel fragtbåd som lå fortøjet henne i nærheden af en lastekran der tidligere havde lastet og losset kul til et depot ved kajen. Det var mange år siden det havde været i brug og det lå nok også bare og ventede på byggemodningen og oprydningen.
Jeg kunne ikke se tingene tydeligt, men der var huller i det gamle hegn flere steder og jeg sneg mig igennem og hen til kajområdet. Så det var forklaringen. ’Janus 2’ fra brevet havde ikke været en adresse, det var navnet på en fragtbåd. Bogstaverne var ved at skalle af på stævnen, men der var ikke noget at være i tvivl om, jeg var nået frem.
Men hvad nu? Skulle jeg vente eller hvad? Jeg bestemte mig for at vente og se tiden an. Jeg havde på fornemmelsen jeg havde vovet mig ud i noget risikabelt, akkurat det som Randi ville undgå jeg blev indblandet i, men skulle jeg vove mig videre var det nok også bedst hvis det blev lidt mere mørkt. Jeg gemte mig bag nogle gamle tønder og paller hvor jeg kunne holde øje med området.
Jeg prøvede at ringe til Randi igen, men stadig forgæves. Hvis der har var tale om noget ulovligt ville det sikkert være bedst at alarmere politiet, men det kunne Randi så også have gjort, og det havde hun valgt at undlade. Måske kunne jeg komme til at modarbejde et eller andet Randi havde planlagt hvis jeg slog alarm. Jeg besluttede at udsætte det.

Efter en times venten listede jeg mig nærmere. Der var store huller i den gamle asfalt på kajen og de stod stadig fyldt med vand fra regnbygerne forrige nat. Jeg var hurtigt ovre ved den smalle stejle landgang der førte op til rælingen på skibet. Der var ingen lys i sigte, men selvfølgelig kunne der være tændte lamper et sted på skibet jeg ikke kunne se. De gamle lygter på kajen var slukkede, men det var ikke så sært. Elektriciteten til denne del af området var sikkert afbrudt, og det målerskab jeg havde set henne ved den øde byggeplads var nok kun tilknyttet de foreløbige installationer man havde brug for til byggeriet.

Jeg slap uset op ad landgangen og stod et øjeblik efter på dækket. Hverken lys eller lyde afslørede der var folk om bord, men måske var det også forkert af mig at dukke op, eller også kunne det være for sent? Men for sent for hvad?
Forsigtigt listede jeg mig hen til en dør som stod på klem. Jeg måtte åbne den en smule mere for at kunne klemme mig igennem. En skingrende piben kom fra de rustne hængsler. Heldigvis var det hurtigt overstået, og jeg mærkede ingen reaktion på lyden.
En smal og stejl lejder førte ned i skibets indre. Det skrøbelige gelænder sad løst men trinene virkede sikre nok. Overalt var den lyse maling gennemtrængt af rustpletter. Det måtte være et meget tolerant skibstilsyn som holdt liv i dette fartøjs gamle registrering.
Neden for trappen løb en smal korridor til begge sider. Jeg måtte have den lommelygte frem jeg havde været forudseende nok til at tage med. Stadig kunne jeg ikke høre nogen mistænkelige lyde. Det eneste som brød stilheden var lyden af et eller andet som med jævne mellemrum slog mod noget metal, men det var naturligt nok da skibet til stadighed bevægede sig i vandet. Så var der et eller andet som dryppede et sted, men det var også ganske forudsigeligt, specielt da i sådan et nedslidt gammelt fragtskib.

Da jeg ikke kunne høre nogen stemmer eller andet som afslørede liv om bord var jeg lige ved at tro jeg var kommet forgæves, men så fik jeg en idé. Jeg begyndte at fløjte begyndelsen  af ’Pomp and Circumstance’. Det var en strofe Randi tidligere  havde anvendt på sin mobiltelefon.
Det lod ikke til at anfægte nogen, så jeg fløjtede lidt højere, og da jeg holdt inde et øjeblik og lyttede, mente jeg at kunne høre en svag banken et sted i skibet.
Jeg gik efter lyden, og jeg skulle åbenbart dybere ned i lasten. Jeg fandt en metallejder der førte ned til nogle rum længere nede i skibet, og det var som om bankelyden blev stærkere. Så snublede jeg over noget. Jeg faldt så lang jeg var og tabte lommelygten der trillede hen ad dørken.
Da jeg rejste mig kunne jeg mærke jeg havde slået knæet, men det var vist ikke så alvorligt og der var heldigvis stadig lys i lommelygten.
Jeg fortsatte med at fløjte og nu kunne jeg tydeligt høre bankelyden.

”Randi, er det dig?”
”Ja, jeg er herovre!”

I løbet af et øjeblik var jeg fremme ved en lukket metaldør. Bag den var bankelydene nu ganske tydelige.

”Ja, ja, nu behøver du ikke banke længere!”

Jeg drejede nøglen om og åbnede døren. Randi var lettet.

”Pyh! Det var på tide... Jeg ville helst ikke at andre skulle dukke op.”
”Det var heldigt de havde ladet nøglen sidde i låsen.”
”Den kan ikke tages ud, ellers havde de nok gjort det.”

Nu ville jeg have spurgt om hun var glad for at se mig, men jeg ville ikke gøre det ubekvemt for hende ved at bringe hende i en situation hvor hun skulle vise positive følelser endsige taknemlighed. Det var alligevel så åbenlyst, at det ikke behøvede at blive kommenteret. Der var også andet jeg hellere ville vide.

”Hvem er det du taler om?” Hun kiggede op på mig.
”Har du noget spiseligt?”
”Ja, det har jeg faktisk tænkt på.”

Jeg tog en pakke kiks op af lommen. Jeg havde også en sodavand. Hun greb ud efter kiksene og gnavede sig hurtigt gennem nogle stykker og skyllede efter med sodavand. Hun foretrak ellers almindeligt kildevand, men lige nu var hun ikke så nøjeregnende. Hun kom mig i forkøbet omkring kommunikationen.

”Der er ikke noget i vejen med min mobiltelefon, men der er bare ingen dækning her i lasten. Mændene hører ikke til de kløgtigste, så de undersøgte ikke engang om jeg havde nogen.”
”Hvor er de nu?”
”Det aner jeg ikke, men de kan måske komme tilbage når som helst, så jeg tror ikke vi skal blive her længere.”

Vi skyndte os tilbage så hurtigt vi kunne ad den vej jeg var kommet. Det var først på vej ned ad landgangen vi blev opdaget.

”Pas på! Der har vi dem! De har fået øje på os! Vi må væk!”

Det tog os kun nogle få sekunder at komme helt ned ad landgangen, men så kunne vi kun løbe til den modsatte side af den retning hvorfra to mænd kom farende imod os. Den ene pegede og råbte et eller andet til sin makker. Vi skyndte os bort, men den eneste retning vi kunne vælge sluttede henne ved enden af kajen, og Randi vidste jeg var en dårlig svømmer.
Ind mod land var der det gamle trådhegn der løb hele vejen rundt om kuldepotet, og Randi satte i løb over i den retning. Hun havde fået øje på et hul vi vist kunne klemme os igennem.

”Skynd dig, Lasse!”

Hun brugte i det mindste ikke nedladende bemærkninger omkring mine manglende evner, men nu havde jeg jo faktisk også reddet hende. Hun kunne godt se jeg humpede, og hvis hun havde lyttet efter kunne hun nok gætte sig til, at det var kommet dengang  jeg snublede på dørken.
Randi var nået gennem det ramponerede trådhegn og havde rakt hånden frem for også at hjælpe mig. Vores forfølgere var nu så tæt på, at jeg kunne høre de råbte til hinanden på et fremmed sprog jeg ikke kendte.
Det var i sidste øjeblik Randi fik hevet mig gennem hullet, og havde hun ikke trukket så kraftigt, havde jeg ikke kunnet slippe fri af det greb den ene af mændene havde nået at få i mit ene bukseben, men nu blev han tvunget til at slippe fordi Randi trak så hårdt og samtidig fik sparket til hans anden hånd på nettet.
Da jeg slap fri, tumlede jeg tilbage og jeg ramlede lige over i en stabel af gamle bildæk der væltede ned over os. Det gav Randi en idé. Mændene var allerede ved at gøre hullet i hegnet større så de også kunne komme igennem, men Randi væltede flere af de høje stabler af bildæk så de faldt over i retning af hegnet og så måtte de opgive at komme den vej ind. Med nogle højlydte eder og forbandelser opgav de.
Vi havde fået et pusterum vi måtte udnytte så godt som muligt. Min strategi var klar nok.

”Nu er det vist på tide vi underretter politiet...”
”Vent! Det er bedst hvis vi gør det senere. Måske kan  vi undgå det. Jeg skal fortælle dig hvorfor, men ikke lige nu...”
”Der er masser af huller i det gamle hegn. Vi har dem i hælene igen om et øjeblik!”
”Det ved jeg godt. Måske har du ret. Okay så da, ring alarmcentralen.”

Jeg fik heldigvis forbindelse med det samme. Jeg vendte mig mod Randi for at få en nærmere angivelse af, hvor vi befandt os. Den kunne hun heldigvis give dem og politiet lovede at sende en patruljevogn straks.

”De kan være her inden for ti minutter, så vi skal bare holde stand så længe.”
Jeg så mig omkring.
”Hvad med drejeskiven dér?”

Randi afviste ikke mit forslag med det samme. Vi sneg os over til stedet og håbede ikke at være blevet set.
Inden en masse skidt og ragelse var begyndt at fylde op på den gamle lagerplads havde der været et net af gamle tipvognsspor som på kryds og tværs kunne køre kul og koks hen til nogle terminaler hvor de kunne tippes på lastvogne, så kullene kun skulle håndteres en enkelt gang. En gammel rusten kran stod stadig i det ene hjørne af pladsen.
Randi gik med på forslaget, så meget desto mere fordi en tipvogn var skubbet ned i drejeskives cylinderformede udgravning, og hvis vi krøb ind under den var vi næsten helt skjult. Der ville være ringe sandsynlighed for, at vores forfølgere opdagede os dér.
Vi kunne høre mændene løbe rundt på pladsen og råbe irriterede bemærkninger til hinanden. Heldigvis var der fyldt med masser af efterladenskaber overalt, så det var svært at finde frem til os. Det var den erkendelse som var ved at gå op for mændene og bidrog til deres mere og mere frustrerede udbrud.

Så kunne vi høre politibilens sirener og mændene blev febrilske. De forstod hurtigt vi havde slået alarm, men hvor meget vi kunne fortælle var ikke til at vide, så for en sikkerheds skyld prøvede de at skynde sig bort mens tid var.
De løb over til den modsatte side af hegnet, men det tog sin tid for dem at komme igennem hullet, og de to betjente nåede frem og pågreb mændene.
Jeg havde forestillet mig vi så også skulle give os til kende siden faren nu var overstået, men Randi greb min arm netop som jeg var ved at krybe frem for at signalere til politipatruljen.

”Vent, Lasse. Det er ikke nødvendigt. Ikke lige nu, i alt fald. Vi kan altid henvende os senere. Der er noget jeg trænger til at tænke igennem først...”
”Jamen de to mænd skal vel stå til ansvar for... et eller andet...?”
”Ja, måske, og politiet vil da også kræve at få at vide hvem de er, så de bliver tilbageholdt. Det betyder ikke så meget, det er små fisk.”
”Synes du ikke, jeg efterhånden fortjener at få noget at vide om alt det her?”
Randi så over på mig som om det spørgsmål ikke var helt så ligetil. Hun tænkte sig grundigt om.
”Jo, det gør du vel, Lasse. Det kan vel ikke være anderledes...  nu...”

retur