Sasjas sidste Chance
Interview med Freddy Milton
af Claes Reimerthi, Erik Overgaard og Anders Christian Sivebæk.

retur

Hvor længe efter afslutningen af din første bog gik der inden du fandt ud af, at det ikke skulle være en enlig svale?

Kun et par måneder. Men nu er jeg jo også blevet kraftigt miljøskadet af at dele arbejdsplads med succesforfatteren Jussi Olsen, som alle årene venskabeligt har stukket til mig med bemærkningen: ’Nå, hvornår skriver du så en RIGTIG bog?’
’Hov-hov’, har jeg så sagt, ’du startede jo også med tegneserier...’ På en måde overraskede det mig, at jeg åbenbart kunne skrive mere end én bog, men grunden er nok den, at jeg har fået mere samlet tid til overs, nu hvor børnene er flyttet hjemmefra og jeg ikke længere har bestillingsopgaver. Jeg har helt enkelt fået lejlighed til at arbejde i længere tid uden afbrydelser, og det skal man helst have, når man skal udtænke et større og mere indviklet mønster til en roman.

Er Sasja sidste Chance så den bog, du havde i tankerne, da du havde afsluttet Questland?

Nej, dengang tænkte jeg faktisk på en anden idé til den næste bog, men så kom Sasjas sidste Chance i vejen. Den handler også om liv og død, men denne gang er der ingen avatarer eller fantasiskabninger med.

Er bogen bygget på en sand historie? Det kunne indledningsbemærkningen antyde?

Ikke direkte, men der er efterretninger om andre, som har oplevet den samme form for grænseoverskridelse, som vi møder i min historie, og paralleliteten til vores deltagelse i krigsførelsen i den mellemøstlige region er heller ikke til at komme uden om, selv om jeg helt bevidst ikke ønsker at hænge det op på noget konkret.

Med den titel kunne man godt tro, at det mest er en bog for piger?

Det er det vel også. Hvis Questland måske ser ud til mere at henvende sig til et drengepublikum, fordi historien ses gennem en mandlig identifikationsfigur, så er den nye bog på samme måde nok mere en bog for piger, fordi det er en teenagepige, der er i centrum og fortæller historien. Ja, faktisk to piger.

Kan du overhovedet skrive den slags? Piger er vel også ret kræsne med, hvad de gider bruge tid på? Tror du de køber dit billede af en teenageverden, som måske tilmed er fremskudt i tid?

Det håber jeg da rigtignok. Jeg har virkelig gjort mig umage. Jeg har fulgt to døtre vokse op i min familie, og en tredje er i præpuberteten. Så jeg er blevet konfronteret med lidt af hvert, og jeg ved også godt, hvordan teenagepiger snakker og opfører sig i vore dage, hvad de tillader sig og hvor stride og selvbevidste de kan være, specielt da i den alder som Matilda har. Så den tone, der ligger i sproget, er troværdig og selvoplevet. Der er tilmed situationer i bogen, som er selvbiografiske. Men samtidig er Matilda en meget tænksom pige.

Jeg kunne for resten godt tænke mig at vide, hvor gammel Matilda er?

Jeg har forestillet mig hende som værende omkring 16 år. Det har også den fordel, at det virker tiltrækkende på piger, der selv er yngre, for de stræber jo lidt opefter omkring den alder, de gerne vil lære at kende. Og jeg har sørget for, at der er stof om roller og romantik, følelser og sentimentalitet. Det er på ingen måde noget, jeg har hægtet på, for fortællingens kerne er ganske enkelt fokuseret omkring indadvendthed og hvordan man lærer sig selv at kende og oplever livet. Men Matilda står på sidelinien til dette sociale ungdomsliv, for hun er marginaliseret på grund af sin overvægt.

Hvorfor er hun så overvægtig? Ret meget endda?

Jeg har megen sympati for outsidere. De står mit hjerte nærmest og jeg kan bedst identificere mig med dem og har derfor lettere ved at beskrive dem. Desuden behøver hun så også i højere grad det løft, som historien giver hende. I førsteudgaven af romanen var Matilda ikke overvægtig.

I dine første bøger er der indslag af fantasy og science fiction. Det er der ikke direkte her. Hvad er det for en type bog?

Hvis den skal placeres i en genre, så må den vel rubriceres som et drama. Jeg har kaldt det et ’skæbnedrama’ på titelbladet, for at relatere til det prædestinerede i forløbet. Når man prøver at fange dybe følelser, bliver man nødt til at lægge en del humor på hylden. Det var ikke tilfældigt, at de gamle grækere fandt ud af, at de blev nødt til at dele dramatik op i komedier og tragedier. Her er det vel nærmest et drama med elementer af forudbestemmelse. Jussi siger jeg har fanget tidsånden, og en filmproducer syntes det var en god idé til en film, selv om den ikke lige var hendes boldgade at producere. Men lad os nu se hvad der sker, når mine titler bliver lagt ud på nettet på engelsk og kan læses af et anderledes publikum.

Hvordan føles det at forlade din gammelkendte udtryksform og prøve kræfter inden for et nyt område?

Nu laver jeg jo stadig tegneserier, men ellers glæder det mig med det anderledes og formentlig større vingefang man får, når man flytter over i bogstavlitteraturen. Faktisk kan det overraske mig nu, at jeg ikke har forsøgt med det noget før. Når jeg sammenholder med visse af mine tidligere tegneseriemanuskripter kan jeg se, at jeg har forsøgt at håndtere nogle temaer og en form, som jeg måske ville være blevet mere accepteret for at have udformet som skreven litteratur. Visse vinkler i nogle af mine tidligere album er ganske realistiske, og typisk er det de mere alvorlige temaer, som jeg har følt, at folk har været skeptiske over for som tegneserier. ’Hvem tror han egentlig, han er?’ eller ’Han tror da vist han er noget...’ som et udtryk for, at forventningen til tegneserier stadig er, at det helst skal være lalleglad jagt på billige effekter og smæk for skillingen.

Skal det nu også det?

Åbenbart. Eller også skal der en anden tegner til. Bordet fanger. En udtryksform får det publikum den fortjener ved den gentagne brug man gør af mediet. Og den har alt for længe været meget ensporet. Så er det svært at justere på tingene og tiltrække andre brugere. Det har tidligere gjort mig trist og nedslået, at ambitionsniveauet på indholdssiden har været så lavt i fortællende tegneserier. Men nu kan jeg give de alvorlige toner den rigtige form for opmærksomhed, for det må man nemlig godt i skrevne bøger!

Jeg har lagt mærke til steder, hvor du har brugt ting fra dit eget liv - som med puslespillene, og det hus du bor i. Det er ret interessant at kunne genkende de ting.

Sådan er forfattere jo. Man inddrager de elementer fra sin egen sfære, som man nu kan bruge undervejs. Men tingene får som regel en drejning, så det passer med tonen i den del af bogen, man netop er ved at skrive. Hvis man vil signalere et samvær mellem piger i et lidt gammeldags miljø er det at lave nogle puslespil et rimeligt valg.

Alt det om cykler og reparation heraf som Malik kan, det minder mig om, at jeg har lært de samme ting af min far. Hvem har du lært det af?

Af min far. Og i det gamle smalfilmsmateriale jeg er faldet over under oprydningen i mit barndomshjem er der tilmed en scene, hvor min far er ved at lappe en cykel.

Man får at vide undervejs, at der er en afstand i tid mellem de to parallelhandlinger. Er der så tale om en fremtidsroman?

Det kan man godt sige, men det er kun blevet sådan, fordi plottet gjorde det nødvendigt. Og så spiller jeg også på den usikkerhed, der eksisterer omkring udviklingen i verden, og hvor jeg så kommer med et bud. Men det er ikke noget, der ligger fremme i front under læsningen. Denne bog vil faktisk forekomme mere logisk i den engelske udgave, hvor jeg har justeret på referencegrundlaget.

Hvad ligger så fremme af virkemidler?

Ja, udover at være en udviklingshistorie, er det her også en mysteriefortælling, hvor der er noget, vi først får at vide efterhånden, og afviklingen bliver mere spændingsbetonet som handlingen udfolder sig. Derfor er der ting, som jeg simpelthen ikke kan afsløre her. Men jeg er overbevist om, at der er en del, som selv den mest kvikke læser ikke kan gætte sig til i forvejen.

Sasjas sidste Chance har dog det til fælles med dine første titler, at den foregår på forskellige planer...

Det er sandt. Der er et ekstra drømmeplan, der trænger sig på i Matildas bevidsthed, og det er noget, som hun føler hun må forholde sig til, fordi det bliver mere og mere påtrængende som tiden går. Så det bliver også et detektivarbejde, der går ud på at finde ud af, hvad der i det hele taget foregår med hende og hvorfor.

Jeg afslører vel ikke for meget ved at sige, at romanen her lader til at kredse om forskellige bevidsthedslag?

Nej, det er okay. Og det har altid optaget mig, hvad bevidsthed i grunden er, og hvordan den manifesterer sig. Det grænseoverskridende denne gang knytter sig altså til, hvordan underbevidstheden giver sig til kende og påvirker folks tilværelse. Det bliver en ret spirituel rejse, men jeg vælger at håndtere disse forhold på en nøgtern og praktisk måde. Derved fremkommer der også en spænding mellem det jordbundne og det sfæriske, der også kan kendetegne det enkelte menneskes tilværelse. Disse planer vægtes forskelligt fra menneske til menneske, men her har vi altså at gøre med en pige, der til sin overraskelse opdager, at hun er mere åben over for alternative fænomener end hun før har været klar over. Det bliver dermed en indre rejse, hvor man går på opdagelse i sig selv.

Det lyder temmelig kryptisk. Tror du piger interesserer sig for den slags?

Ja, det er jeg overbevist om. Nogle gør i alt fald. Teenageårene er jo kendetegnet ved, at man prøver at finde ud af mere og mere om sig selv, så her tror jeg denne vinkel vil blive oplevet som meget spændende og relevant, også for læsere, som ikke har tingene så tæt inde på livet som Matilda, der gennemgår en meget kritisk fase i sit liv.

Hvor kommer tankerne om dobbelt eksistens fra?

Det ligger langt tilbage. Jeg så en filmatisering af en kendt beretninger om en indisk pige, som kommer til en by, hvor hun har været i et tidligere liv og genkender en masse detaljer, specielt det hjem hvor hun boede. Her traf hun sin tidligere ægtemand og kunne beskrive nogle helt private intime forhold, som kun den afdøde hustru og ægtemanden kendte til. Men der er mange andre efterretninger om personer, mest kvinder, også her i Europa, som pludselig har følt sig draget mod lokaliteter, der viser sig at være dem bekendte fra en tidligere tilværelsesform. Jeg så også en udsendelse om et engelsk barn, der havde en fortid et sted i Irland. Og så var der historien om manuskriptforfatteren til Borte med Blæsten, som blev genfødt i en dreng, der kun et par år gammel kendte til en masse detaljer, blandt andet en fødselsdag, som han påstod, var anderledes og som passede med hans tidligere eksistens.

Hvad så med denne Sasja?

Hun tilhører en anden kultur og har en helt anden baggrund i tid og sted. Goristan er min betegnelse for et mellemøstligt udviklingsland med en streng autoritativ tradition og med en situation af borgerkrig over flere årtier. Sasjas muligheder er meget mere begrænsede end Matildas. Hvis situationen var normal, ville det nærmest være forudbestemt, hvilken skæbne hun ville få i livet. Men hun er en meget livsglad og beslutsom pige, som selv prøver at rykke grænserne for, hvilke muligheder hun har. Dette korresponderer på et bredere plan med de konflikter, der findes i det omgivende samfund. Jeg er meget optaget af en sådan parallelitet mellem den enkeltes drømme, håb og ambitioner og så fællesskabets stræben efter noget tilsvarende. Denne mellemøstlige verden får så yderligere en parallelitet, når den kontrasteres med forholdene i den vestlige verden.

Hvor gammel er Sasja?

Jeg tror hun er lidt yngre end Matilda, men det kan også være fordi piger i den del af verden forekommer mere tilbageholdende, end de gør hos os, eller blev opfattet på den måde tidligere.

Hvorfor går der så lang tid inden vi finder ud af, hvad der virkelig er på færde?

Alle spændende bøger har jo en opbygningsfase, hvor man bliver præsenteret for personerne og deres baggrund. Man skal vide, hvem man har at gøre med, inden man kan engagere sig i, hvad der vil komme til at ske med dem, når det brænder på. Det er i virkeligheden den vigtigste del af bogen. For når der først rigtig kommer skub i handlingen, er det den, som kræver pladsen og bestemmer forløbet. Og her har jeg to personer fra forskellige kulturer, som jeg skal få placeret i tid og sted på en forsvarlig måde inden det går løs. Men man skal også passe på, at man ikke overbroderer den del af historien. Der skal kun lige være nok til at etablere personerne i vores bevidsthed. Man skal faktisk som historiefortæller huske at holde sig på måtten og koncentrere sig om de punkter, som man gerne vil vende tilbage til senere, så man ikke mister drive og momentum i historiens afvikling. Men den parallelle handling skulle bringes til at passe med overgangen mellem to kritiske kapitler, hvor dramaet tager en ny drejning.

Matilda får en del af de nødvendige baggrundsoplysninger gennem indvandrere fra den region i mellemøsten. Er den beskrivelse ikke påfaldende neutral? Skulle man ikke forvente, at den blev fremført mere subjektivt, når den kommer fra folk fra det område?

Sådan ville det nok også kunne tænkes. Men jeg vover at påstå, at en del indvandrere, som har levet i 20 år i vesten, faktisk er i stand til at se ganske nøgternt på forholdene i deres gamle hjemland og kommentere det på en udramatisk måde. Så i det valg har jeg prioriteret at vise et billede af afklarede og realitetsbetonede indvandrere, som jeg ved også findes. Hvis man bliver ved med at være bitter og hadefuld, ender man jo med at få ødelagt sit livsforløb.

Det slår mig, at tonen i store dele af bogen er underspillet. Specielt i de afsnit i Goristan, hvor Sashas skæbne virkelig brænder på. Kunne man ikke tænke sig mere desperation i beskrivelsen af de dele, der foregår i et krigshærget land?

Jeg har tænkt over det, og den vægtning jeg til slut er kommet frem til har føltes naturlig for mig. Jeg tror, at folk som lever i et land, der har været i en krigstilstand i årtier, har fået indarbejdet en dyb resignation, hvad angår menneskeskæbner og prisen på liv. I vores verden her og nu vil sådanne hændelser naturligvis blive oplevet som meget katastrofale og give anledning til store følelsesmæssige armbevægelser. Bare det, at en dansk konstabel bliver dræbt, får særlig opmærksomhed her hos os. Men i mellemøsten behersker man sine følelsesmæssige udtryk. Også det, at nogle er parate til at foretage selvmordsbombeaktioner fortæller os om en livsholdning, hvor det enkelte individs rolle og betydning ikke er i højsædet som det er tilfældet i vores kultur. Det er i alt fald sådan jeg oplever det. Og jeg håber fortællermæssigt at vinde mere gehør gennem en underspillet fortvivlelse end ved en højtgearet følelsesmæssig beskrivelse. Men visse læsere ville sikkert have foretrukket en mere storladen emotionel fremstilling. Det er nok når alt kommer til alt et temperamentsspørgsmål. Jeg kunne også komme med det forsvar, at alt hvad angår Sasja kommer til Matilda og dermed til os igennem flashbacks i drømme, og i den kontekst behøver Sasja ikke udtrykke sig stærkt rent følelsesmæssigt, for Matilda er på grund af det konceptuelle fuldt og helt i stand til at opfatte situationen uden at det behøver at blive beskrevet i høj svulstig stil. Det skal mest ses som en intern kommunikation mellem dem, som vi så som læsere tilfældigvis bliver koblet på. Men hvad ved jeg? Jeg kommer jo fra Jylland, hvor hele livet mange steder bliver levet og kommenteret i underspillet tilstand...

Er Miss Winterbottom inspireret af nogen bestemt?

Nej. Og på et tidspunkt havde jeg tænkt at lade hendes skæbne stå åben. Nu lod jeg det være onkel Mustafa i stedet. Der skal altid være nogle løse ender, ellers forekommer tingene vel rigeligt tilrettelagt. Det samme gælder Nadia’s fars videre skæbne.

Terroraktionen ved Goristans delegation - kunne det ske nu eller senere?

Det kan det afgjort, desværre. Det er tilmed blevet mere aktuelt i den periode, hvor jeg har arbejdet med manuskriptet.

Der er også en kort sidehistorie med Esben, som bliver afsluttet hurtigt til allersidst?

Jeg syntes hele problematikken omkring indvandring inspirerede mig til en ekstra krølle, som i slutfasen kunne bidrage til et billede af et samfund, hvor man med længsel venter på en smule fremskridt. Og så gjorde en konkret historie som den i bogen et dybt indtryk på mig, da jeg hørte om det i pressen. Der har desværre været flere tilfælde af samme slags, og de er dybt tragiske.

Du har en person i bogen, som hedder Martin... Han har i sit liv haft en tilsvarende rolle som Martin i Questland. Er det den samme person?

Nu har jeg lyst til at være lidt fræk og sige ’ja’. Navnet er i alt fald ikke nogen tilfældighed. Jeg kan godt lide den tanke, at det er samme person. I det hele taget er jeg tidligere i mit forfatterskab flere gange vendt tilbage til steder og figurer, som jeg har brugt før, for at skabe lidt kontinuitet og bredde i mit univers. Det samme tænkte jeg her, da jeg skulle navngive min person. Der skulle ikke være noget der forhindrer, at du vælger at opleve ham som værende den samme person.

Hvad har din research bestået i - når det angår ’vores’ verden – Matildas skole, klassekammerater, mobning osv. Og hvad med Goristan, De Retvise, flugten osv.?

Jeg har ikke lavet nogen konkret research på sociale og politiske forhold udover det, som kommer af at man følger med i nyhedsformidlingen. Men jeg har også set en del dokumentarfilm om de forhold, som bogen berører. Der er en nødvendig redegørelse for nogle faktuelle forhold omkring mellemøsten i bogens første del, og på grund af tidsforskydningen må det nødvendigvis foregå som referat. Situationen med de illegale parabolantenner og videofilmene og damen, som kører rundt i bjergene med sin stemmeurne og det provokerende i pigernes første fælles cykeltur har jeg set beskrevet i dokumentarfilm. Hvad angår de unges verden her i vesten, har jeg altså fire børn i alderen 13 til 26 år, og jeg trækker naturligvis på den viden, jeg har fået under deres opvækst. Men jeg har undersøgt de forhold, der drejer sig om den psykologiske tilstand, Matilda befinder sig i, og den er ikke så helt sjælden, hvis man går i dybden og undersøger konkrete enkelttilfælde.

Har du egentlig tænkt Sasjas og Matildas hjemlande som nogle bestemte? Du siger også i starten, at Sasja har anonymiseret navne på personer og steder, men det har vel også en anden grund?

Det har det naturligvis. Jeg ønskede simpelthen ikke at blive hængt op på noget bestemt i relation til en holdning til aktuelle begivenheder. Der er ord, som jeg helt bevidst afstår fra at bruge, som for eksempel fundamentalisme og terrorister, fordi det er magthavernes sprogbrug. Modstanderne vil i stedet bruge ord som selvbestemmelse og partisaner. Også ord som politik, regime, og demokrati benytter jeg med vilje meget sparsomt og islam og religion slet ikke. Som vestlig forfatter kan man let blive beskyldt for partiskhed, så min fremlæggelse er bevidst nøgtern og neutral. Men så skuffer jeg måske de læsere, som kunne ønske sig mere subjektivitet og følelsesengagement i beskrivelsen. Man kan ikke gøre alle tilfreds. Når jeg så som en nødvendig konsekvens af konceptet tillader mig at fremskrive udviklingen, ville jeg risikere at blive mødt med bebrejdelser i retning af, at dette og hint vil jeg altså ikke kunne tillade mig. Der findes mennesker og grupperinger, som har meget i klemme omkring tilstandene i mellemøsten, og meningen med min bog kunne risikere at blive overskygget af nogle ganske overflødige referencer til konkrete forhold og strategier. Det er altså Matildas problematiske dobbeltliv som skal være i fokus.

Alligevel slutter bogen på en optimistisk tone...

Det har jeg naturligvis sørget for. Publikum kender mig jo efterhånden som en venlig og rar forfatter, der nok kan slå til Søren men trods alt er optimistisk. Med al den modgang, der har været i løbet af historien, ville det være hjerteløst, hvis det skulle ende helt nede i kulkælderen. En enkelt pakke lommeletter må være nok! Så hold ud! Der er en mening med det hele til slut, selv om jeg heller ikke selv begriber, hvordan den slags overhovedet kan foregå!

Du afslører en svaghed for det melodramatiske og sentimentale. Er det noget nyt for dig?

Hvad angår det udtryksmæssige er det på en måde noget nyt, for disse fortælletræk har svære kår i tegneserier. Men ved at tænke tilbage kan jeg se, at jeg har haft den svaghed fra barndommen af. Jeg kneb i lighed med min mor en tåre under sørgelige film på TV. Jeg husker også jeg måtte snøfte lidt, da filmklubben i gymnasiet viste en 16 mm 4:3 udgave Pigen med Paraplyerne. Stemningen overlevede de mange spoleskift og Michel LeGrands musik understregede jo i uhyggelig grad det vemodige. Historien er en gallisk udgave af Hosekræmmeren men stadig meget trist. Så det var en øm tilbagevenden til gamle reaktionsmønstre at skrive de sørgelige afsnit i Sasjas sidste Chance. Jeg kneb tilmed en tåre under genlæsningen.

Var det svært at lægge humoren på hylden?

Nej, egentlig ikke. Og sjove bemærkninger og drillerier er der jo alligevel en del af undervejs, så det er på ingen måde en deprimerende bog. Faktisk er livsviljen et kernepunkt i fortællingen. Jeg glad for, at jeg nu med bogstavlitteratur kan trække uhæmmet på melodramatiske virkemidler, som jeg ikke har kunnet bruge lige så virkningsfuldt i mine tidligere udgivelser. Alt i alt kan man dække et større episk felt i bøger, hvor det meste af pladsen ikke skal bruges på illustrationer. Det har bragt mig megen glæde at prøve at håndtere denne nye udfordring.

Ret beset har du jo også været inde på det grænseoverskridende for længe, længe siden.

Ja, min allerførste rigtig gode grænseoverskridende idé havde også et tema med liv og død. Det var i den humoristiske Det store Nys, hvor befolkningen på ø var afhængige af at kunne balancere en diæt af gammelmandskartofler og vand fra ungdommens kilde. Når dragens redeperiode i passet en overgang trak ud, omkom indbyggerne på øens ene halvdel af hurtig alderdom og på den side døde de som spædbørn. Det er da en ganske magtfuld fantasy vision, som allerede for 35 år siden engagerede mig så meget, at jeg lavede den i flere udgaver. Så det er nok ikke tilfældigt, når jeg nu vender tilbage til det store tema om vilkårene for liv og død og giver det en række nye drejninger...

Du delte hver uge arbejdsplads med en kollega, som har fået De gyldne Laurbær og et stort internationalt gennembrud. Bliver du ikke lidt misundelig?

Overhovedet ikke. Hvis man skal udvikle den slags skavanker, så kræver det, at nogen anden får medgang med noget, som man selv gerne ville have haft succes med, og måske tilmed mener man kunne have gjort bedre selv, og sådan har jeg aldrig haft det. Jeg har ikke haft ambitioner om at lave noget som kolleger har haft held med. Tværtimod glæder det mig, når nogen får medvind i en besværlig branche. Hvad min tidligere studiofælle angår, så har jeg fulgt ham fra før han blev rig og berømt, og han havde skrevet tre glimrende thrillers inden han fik rigtig medvind på cykelstien. Da det skete, var det også et udtryk for, at tiden var blevet moden til den vinkel og at han befandt sig på rette tid og sted med det rette produkt i slipstrømmen på en succes som en afdød thrillerkollega netop havde banket på plads, og sådan er det ofte med den slags. Modtageligheden skal være til stede, ellers er det ligegyldigt hvor godt et udspil man kommer med, men i min vens tilfælde gør der sig jo det vigtige gældende, at han henvender sig til et voksenpublikum, som vil betale dyrt for bøgerne. Det er generelt vanskeligere at begå sig inden for det, som bliver bedømt til at være børne- eller ungdomslitteratur, for der køber brugerne som regel ikke selv deres læsestof, men er afhængig af formidlere, og så er det deres smag, som bestemmer tingene. Det filter kommer man desværre ikke uden om.

Mod slutningen får intrigen næsten mindelser om Nelson Mandela?

Det blev bare sådan. Det var ikke planlagt fra starten, men siden man nu havde reddet en fremstående fortaler for et nyt samfund, lå det lige til højrebenet også at afslutte med et præsidentvalg, hvor Vadim naturligt nok ville få medgang, fordi hans mangeårige fravær på den politiske scene havde forhindret ham i at blive kompromitteret af de realpolitiske aftaler, som andre havde været involveret i undervejs.

retur