Silver Cross
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton
returHvorfor ville du tilbage til Limbo?
Det ville jeg på en måde heller ikke i starten, men så fik jeg lyst til at fortælle om et kollektiv af børn og deres skæbne. Tidligere har jeg koncentreret mig om enkelte børn, og jeg har også haft en beskrivelse af to søskende. Spillet mellem dem optog mig meget, så jeg spekulerede på, hvordan det ville være at beskrive en større søskendeflok. Det blev altså fire.
Behøvede du tage livet af moderen?
Jeg ville beskrive hvordan børnene ville tænke og handle hvis hun døde. Serien hedder jo ’Mellem liv og død’, hvor jeg benytter meget fundamentale krisesituationer. Og jeg har altid ønsket at kommentere på myndighedsspørgsmålet. Det at børn bliver offer for forvaltning og skubbet rundt i systemet hvis forældrene falder bort eller ikke kan klare forsørgerrollen.
Nogen inspirationskilder denne gang?
På et kursus i manuskriptskrivning sagde foredragsholderen, at han havde været med til at skrive en historie for TV om tre sammenbragte børn, der begravede deres mor i hemmelighed i kælderen for at undgå at blive splittet og genanbragt. De ville vedblive at være sammen. Efter foredraget spurgte jeg ham, om han kendte den engelske film ’Vor moders hus’, hvor hele syv børn gør det samme. Det gjorde han ikke. Men situationen satte gang i mine tanker.
Har du så genskrevet historien fra den engelske film?
Naturligvis ikke. Jack Claytons film fastholder ikke fokus på børnene men skifter omdrejningspunkt og bliver mere en historie om de voksne, og det er synd. Jeg har ikke set den danske modsvarighed, ’Hemmeligheden’, men jeg er sikker på at jeg ikke rammer den vinkel, som vist er mere kammerspilsagtig, rent bortset fra at jeg har alt det med Pamfilius og Sjæleforvaltningen med.
Men hvorfor Limbo?
Jeg syntes min historie fra virkelighedsplanet blev lidt for trist ved at stå alene, så jeg genindførte Limbo for at få et mere spændende og fantasifuldt modstykke. Så det blev også en historie om moderens sjæl, der ikke har kunnet finde fred fordi hun er død men ikke kan give slip på sine børn. Den kendte omsorgsfulde moderkærlighed, som altså varer ved helt over på sjæleplanet. Jeg så et afsnit af ’Ånderne vender tilbage’ der også handlede om et spøgelse efter en mor, der døde fra sine små børn og blev ved med at hjemsøge den gamle lejlighed fordi genfærdet ikke kunne få fred. Hun måtte så have hjælp af mediet til at finde vejen over til det hinsidige.
Lidt nostalgi har du vel også for din gamle sjælevandringsmodel?
Helt afgjort, det er skam stadig en frugtbar konstruktion. De benyttede muligheder har jeg allerede i teorien gjort rede for i bogen om Amalie, men her konkretiserer jeg det til en alvorlig krisesituation fra virkelighedens verden hvor Pamfilius og Pollux kommer til at spille en afgørende rolle. Det blev en spændende intrige. Efter at have skrevet bogen så jeg den interessante film ’The adjustment Bureau’. Til min glæde opdagede jeg i slutteksterne, at den byggede på en novelle af min ungdoms science fiction forfatterhelt, Philip K. Dick. Kender man hans kapacitet, kan små ånder som Stephen King godt gå hjem og lægge sig.
Så er der August. Hvorfor en vagabond?
Siden min barndoms læsning af Storm P. har jeg haft en svaghed for landevejens farende svende. Og det bliver ikke ved det romantiske og kuriøse, for jeg kommer ind på hans psykologiske baggrund, som er et vigtigt element omkring motivationen.
Hvilken motivation?
Det udviklede sig efterhånden som jeg skrev. I en anden bog, ’Mathias og Undergangen’ havde jeg også en uduelig mand, som oplevede en positiv personlig udvikling da han fik ansvaret for børn, men der var modellen behæftet med tvivlsomme omstændigheder. Det ville jeg ændre på her, hvor engagementet kommer til at bygge på noget mere holdbart.
Der er også nogle skurke med. Damen fra kommunen er en led strigle…
Ja, og jeg var også lidt betænkelig over den beskrivelse. Jeg undskylder mig med at den del af historien foregår for mange år siden, og at socialforvaltningen i dag naturligvis er så meget mere forstående. Men det rokker ikke ved at udefrakommende myndighedspersoner er prædestinerede til tvivlsomme roller i næsten al dramaturgi, ikke bare i ungdomsbøger. Truende kræfter er desværre en nødvendighed hvis man skal fortælle spændende eller gribende historier.
Der er en del sange med…
Det blev naturligt da jeg gav August en sideprofil som sanger og harmonikaspiller. Denne gårdsangermentalitet kunne jeg forsvare fordi den del af historien foregår for år tilbage. Personligt har jeg også en svaghed for kulturelle bidrag fra min egen barndom. Der er også en tråd tilbage til en tidligere bog, hvor drengene kun er omgivet af ting som er flere årtier gamle, blandt andet en sangbog med børnesange. Her er det så mere gårdsangerviser i stedet.
Hvor meget af historien havde du på plads inden du gik i gang med at skrive?
Ikke ret meget denne gang. Jeg havde et holdbart tema, som jeg mente jeg kunne videreudvikle, og da jeg fik kombinationen med Limbo på plads vidste jeg, at det kunne blive både spændende og sjovt, rørende og tænksomt. Det er sådanne vinkler jeg gerne vil fornemme som muligheder der er inden for rækkevidde under afviklingen. Men jeg havde med vilje taget stilling til langt færre konkrete forhold inden jeg gik i gang denne gang.
Er du blevet mere dreven og professionel?
Det er jeg forhåbentlig. Men jeg ville også være helt åben over for den retning inklusive svinkeærinder som historien kunne tage efterhånden som jeg arbejdede mig ind i forløbet. Den del er blevet stadig mere spændende efterhånden som jeg har skrevet flere bøger. Tidligere troede jeg mere på værdien af stringente synopser. Nu giver jeg min spontane fantasi mere spillerum. Og man får faktisk ideer når man står og har brug for dem. Når jeg starter om morgenen med det tomme ark på computeren har jeg ikke svært ved at komme i gang, og det flyder ganske jævnt og harmonisk for mig, måske på grund af mine mange års arbejde med manuskripter. En ven af mig siger, at hans skriveproces mere kan sammenlignes med det at hugge en skulptur ud af granit, altså meget langsomt og møjsommeligt. Men skabelsesprocessen er en meget fascinerende oplevelse. Andre taler om skrivearbejdet som en rus og forløbet omkring afviklingen af klimaks som en udløsning eller befrielse. Jeg må indrømme der er en del om snakken.
Så du søger måske ligefrem den tilstand?
Det kan man godt sige. Der er tale om en form for eufori. Foredragsholderen i manuskriptskrivning talte også om ’point of no return’ og det forhold at de gode historier på et tidspunkt tager magten fra forfatteren og insisterer på at blive skrevet færdig på en bestemt måde. Så skal man som forfatter være glad og taknemlig og lade historien skrive sig selv og påskønne, at man er blevet er redskab til at føre en god fortælling til dørs. Når det sker, sidder man tilbage med en god mavefornemmelse af tilfredshed måske tilmed lykke. Man har været en lille Vorherre, som har skabt noget værdifuldt. Men der er en risiko. Med Bella vidste jeg ikke hvad hun skulle ende med at foretage sig efter sjæleskiftet, men jeg vidste det var et vigtigt valg, og heldigvis fandt jeg på noget, som havde det nødvendige grandiose perspektiv.
Hvad befordrer den proces?
Fredelige omgivelser og ro til koncentration. Folk er forskellige. En god ven af mig skal helst sidde med sin fars gamle kasket og ørebøffer på med musik. Så skal skærmen være blå med hvide bogstaver som den er i skriveprogrammet Word Perfect, som han sværger til. Når de ting er på plads og der ikke ligger for mange e-mails og venter, kan han samle tankerne. Skulle der være for mange distraherende omstændigheder i nærmiljøet trækker han stikket ud og tager skriveriet med til forfatterrefugiet på Hald Hovedgård i Jylland og bliver der i nogle uger. Men det virker for ham. Han er nu Danmarks mest succesombruste forfatter og kendt på verdensplan.
Hvordan har du det selv med at sørge for den fornødne kreative parathed?
Jeg har det noget lettere. Jeg er skilt og mine børn er flyttet hjemmefra. Jeg bliver ikke distraheret af mange udenlandsrejser jeg må foretage for at promovere mine bøger. Den separate nye tilbygning til mit hus er lejet ud og med andel af arven efter min mor er det sidste lån betalt. Jeg kan klare mig økonomisk og ofte kan jeg være alene mange dage i træk. Jeg har ro omkring mig, et okay helbred, børn der skikker sig vel og ingen økonomiske bekymringer. Det er for mig ideelle forhold og dér ligger nok en forklaring i, at jeg først nu i mit liv er kommet til at skrive bøger. Tidligere var der mere distraktion og tingene mere hektiske og stressede, selv om jeg trods alt alle dage har fået lov at beskæftige mig med noget jeg selv har valgt og synes om. Hvad det angår har jeg haft en privilegeret tilværelse.
Har du svært ved at finde på nye ideer til dine bøger?
Det troede jeg engang efter de første fire titler, men sådan har det endnu ikke vist sig at være i praksis. Ideer lader til at komme til mig når jeg sætter mig hen og tænker aktivt og koncentreret. Jeg ser også en del film, og der kan godt komme god inspiration fra en halvdårlig film. Jeg kombinerer alligevel tingene på min egen måde. Selv om alle mine bøger er forskellige kan man godt fornemme et fællestræk fordi det er mig der har skrevet dem. Ofte benytter jeg af en eller flere jeg-fortællere. I ’Mathias og Undergangen’ var der tre.
Hvorfor har du ingen jeg-fortæller denne gang?
Jeg prøvede faktisk med Nanna som en jeg-fortæller, men det viste sig at hun var med i for få af kapitlerne. Denne gang blev tingene ikke set så direkte gennem personernes egne øjne som det har været tilfældet i andre bøger. Historiens struktur kom til at spille ind på en måde, så det ikke faldt naturligt.
Man er efterhånden ikke overasket over at opdage, at der som historien skrider frem afsløres nogle sammenhænge man ikke har forudset.
Det er en af grundene til at jeg har haft brug for Pamfilius og Sjæleforvaltningen. På et tidspunkt kræver læseren, at der kommer en rimelig forklaring på hvorfor August meget praktisk kommer til netop det bestemte husmandssted på det rette tidspunkt. Det kan da for pokker ikke være en ren tilfældighed, vel? Og det er det da heller ikke. Med det stærke motiv hos Sjæleforvaltningen der har ligget bag opfyldelsen af behovet i sidste kapitel er vi som læsere parate til at tilgive sådan et tilsyneladende overraskende sammenfald.
Du har et element med alternative handlingsudviklinger som du også har beskrevet andre steder.
Siden jeg læste ’Tidsmaskinen’ i min barndom har jeg haft den fascination af leg med tiden. Det er jo skæbneudviklinger forfatteren løbende arbejder med i hovedet under skriveprocessen, men så nøjes han som regel med kun at vælge den ene mulighed han vil anvende. Jeg lærte brugen af flere parallelle muligheder at kende da jeg udtænkte mønstrene til mine spillealbum.
Er det ikke lidt af en nødløsning at skulle reparere på folks skæbne i livet?
Absolut, og Pamfilius bryder sig heller ikke om det. Det gør administrationen af Den store Plan heller ikke, men her er der altså et overliggende stærkt motiv som tillader den justering. Jeg kommer med vilje heller ikke ind på en sammenlignende vurdering af skæbneplanerne, men holder redegørelsen for konsekvenserne af den nye indførte skæbnelinje underdrejet. Der skal blot fortælles så meget og positivt, at den fastlåste sjæl kan blive frigjort til genbrug.
Det er vel med velberådet hu?
Ja, jeg ville ikke at læserne skal lægge for mange moralske vurderinger ind i en sammenligning, og det ville jeg indbyde til, hvis jeg gjorde for meget ud af beskrivelsen på begge eksistensplaner. Nu fremtræder den nye linje kun i en slags summarisk fotoalbumform under Pamfilius’ fremlæggelse i Limbo.
Nej, det kunne måske godt have ført til opfattelsen af en diskutabel morale omkring konsekvenserne af anbringelser på børnehjem?
Netop. Den negative PR omkring børnehjem daterer sig helt tilbage til Charles Dickens, men der er da også stadig så meget statistisk sandhed i det billede, at en opvækst i en kernefamilie alt andet lige er det bedste for børn, også selv om en del af medlemmerne måske i dag er ’bonus forældre’, ’plus slægtninge’ eller ’pap søskende’.
Hvorfor er det i grunden sådan?
Fordi folk der er ansat til at håndtere den følelsesmæssige tilknytning på institutioner ikke kan blive helt så trofaste, loyale og dybt engagerede som de er i kernefamilien. Jeg har et eksempel i en anden bog, ’Randis Rastløshed’ om en dreng, der knytter sig til en voksen på et børnehjem og bliver desperat ulykkelig, da denne mand bliver flyttet til en anden institution. Brud på følelsesmæssige bånd er noget af det værste, specielt i barndommen. Denne alvorlige vinkel kunne jeg ikke komme udenom.
Afslutningen på bogen må du have vidst fra starten?
Nej, kun det at August skulle have lov at fortsætte som værge for de fire børn. Men afslutningen i Limbo-delen vidste jeg ikke før til allersidst.
Det er umuligt. Det er jo det altdominerende klimaks, som skal begrunde det nødvendige i alt det besværlige undervejs?
Det er ikke desto mindre sandt. Jeg havde undervejs en fornemmelse af at Pamfilius blot skulle levere den tabte sjæl tilbage til Sjælecentret og at han ville få ros eller en medalje eller lønforhøjelse, men jeg indså da heldigvis, at det ville være totalt ordinært og dermed et antiklimaks. På et tidspunkt troede jeg også at Pamfilius skulle tage tilbage til hovedkvarteret for at få lov til at foretage de skæbnejusteringer ting han indførte, men alene det ville sagtne tempoet i afviklingen. Når historien tager fart må man holde rytmen med nye tiltag som fastholder eller hæver tempoet og forventningerne til en overraskende konklusion som heller ikke må skuffe. Den slags fornemmer man undervejs og tager bestik efter det.
Og så indfører man en incidentplotter som kan alt det man tilfældigvis får brug for?
Unægtelig. Og det at kunne undgå en gentagelse af de bekvemme hyperhop med Cleopatra II som jeg allerede havde brugt i forrige bog var også et plus. For at kompensere for det digitale sammenbrud på den front måtte jeg indføre et aftrædelsesrum, et gammelt damptog som Himmelekspres og en slidt dimensionsscooter. Det gjorde også det hele meget sjovere.
Hvorfor brugen af cirkuselementerne?
Fordi cirkus knytter sig til det frigjorte, muntre og barnlige. Det er en udvikling af Augusts personlighed med de sjove udtryk, historierne og musikken. Det er kvaliteter som kan være ganske positive men som også har fastholdt ham i en tilstand af umodenhed og uansvarlighed, som han omsider på et fremskredet tidspunkt i sit liv må indse og gøre op med. Det er på en måde hans udvikling som menneske der er fortællingens virkelige kernepunkt. Disse forhold forblev kun en intention hos voksenfiguren i ’Mathias og Undergangen’, men her bliver det ført videre til en beslutning som gennemføres af en voksen, vi følger hele vejen gennem historien. Men cirkuselementet tilføjer også et tiltrængt moment af lystighed og afslapning. Man behøver det for at kunne klare alt det alvorlige.
Så du starter med at tage livet af Bella, men du ender med at redde Sørines liv? Udsletter den skæbnejustering så de tidligere eksisterende livslinjer?
Det er et godt spørgsmål, som jeg med vilje ikke besvarer præcist i bogen. Jeg kommer ind på det i Pamfilius’ forklaring med netværket af de mange parallelle skæbneplaner, men jeg afgør ikke hvordan det mønster i øvrigt er organiseret. Det kunne godt ende med at blive temmelig langhåret og udvande den gode hensigt med teorien.
Er det med vilje vi ikke får så meget at vide om den justerede virkeligheds udgaver af børnene som voksne?
Det er det. Hvis jeg valgte at komme ind på karrieremæssige udsving hos de enkelte og holdbarheden af deres parforhold og hvor mange af Bellas børnebørn som måske var børn af tidligere parforhold ville jeg åbne op for en sand syndflod af mulige overvejelser og sammenligninger af tidslinjernes konsekvenser. Det vurderede jeg lå uden for bogens virkelige tema. Det eneste nødvendige var at præsentere så meget af en virkelighed, at den kunne accepteres af en omsorgsfuld og bekymret moderfigur. Det var den psykologiske prop der forhindrede handlingen i at komme videre og som måtte fjernes.
Vi får til slut en kommentar om, at den gennemførte sjælefrigørelse sker i sidste øjeblik. Hvorfor har du undladt at slå på tidsfaktoren undervejs som et spændingsmoment?
Fordi det bliver irrelevant i et univers med hop i tiden. Man må hele tiden økonomisere med sine virkemidler. Hvis jeg slår for meget på følgerne af tidsmæssige spring mister historien intensitet i sin spændingskurve. Går du for meget ind på den tankegang svækkes spændingen i virkeligheden. Så man må begrænse sig når det gælder brug af tidsforskydninger. Det kan uhyggelig let blive for meget.
Kommer der flere reportager fra Limbo?
Det kan meget vel tænkes. Med indførelsen af den nye digitale teknik i Sjæleforvaltningen har jeg en kommentar til nogle interplanetariske hackere, som vil nedbryde den planlagte forvaltning af Den store Plan. En mulig udvikling af denne fjerne trussel kunne være tilstedeværelsen af regulære pirater eller fribyttere i Limbo, som dukker op for at gennemføre en alternativ dagsorden omkring reinkarnation. Det kunne give anledning til nogle farlige situationer. Men den idé har jeg ikke fået styr på endnu. Det ville ganske vist være nok for en af de talrige skuffetænkende fantasyforfattere, som lader deres historier foregå i en osteklokke af eskapistisk selvtilstrækkelighed. Den slags giver måske salgsmæssig fremgang, men det er slet ikke mig. Jeg skal have en holdbar relation til noget virkelighedsnært fra vores egen verden for at jeg bliver engageret.