Kapitel 14
Silver Cross
BELLA
retur
Pamfilius og Pollux gik over kirkegården hvor en graver var ved at flytte en sten.
”Skal vi gi en hånd med?”
”Ja, siden I nu alligevel er her, så…”
”Selvfølgelig.”
De hjalp graveren med at få stenen op på en lav rullevogn.
”Det er ellers noget af en sten. Den har været dyr.”
”Ja, og mit navn er på den sammen med min fars.”
”Jeg synes dine årstal står øverst.”
”Ja, jeg omkom da jeg var ung, men der gik mange år inden jeg blev klar over det. Jeg færdedes som et genfærd og prøvede at leve det liv jeg ikke fik lejlighed til at prøve fordi jeg døde så ung. Det var noget af et selvbedrag, men efterhånden fandt jeg da ud af sammenhængen.”
”Men helt affundet dig med det har du åbenbart ikke, siden du stadig er her.”
”Nej, der må nok gå lidt længere tid.”Kirken var tom, men Pamfilius og Pollux blev mødt udenfor af en sortklædt mand med bredskygget sort hat og et emblem hvor der stod ’Enden er nær’.
”Er du præst her?”
”Jeg er sjælesørger for den lille flok af troende, der har modtaget nådegaven.”
”Det der med sjæle stemmer i alt fald, men er din opgave ikke overstået? Som afdød befinder du dig jo i Limbo, men det er du måske ikke selv klar over?”
”Jo, jeg har det skam på det rene. Jeg betragter blot dette som et lille stop på vej mod saligheden i det hinsidige.”
”Hvis du i forvejen mener du hører til de frelste, hvorfor er du så her? Man skulle ellers tro vejen til Himmerige for en sjæl som din foregik helt uden svinkeærinder?”
”Det er såre sandt, men jeg synes jeg endnu kan gøre nytte på vejen. Som I kan se er der stadig brug for min ydmyge gerning. De fleste af de forliste sjæle her har ikke fundet den rette vej, så der ligger en barmhjertig tjeneste i at berede vejen for de stakkels fortabte får.”
”Aha. Ja, nu arbejder jeg selv i den sekulære afdeling, men jeg må indrømme du fra dit ståsted på en måde rækker os en hjælpende hånd. Et af de store ønsker for os i sjælehåndteringen er netop at så mange som muligt af de vildfarne sjæle bekvemmer sig til at søge hen mod de himmelske græsgange, for nu at blive i dit billedsprog.”
”Javel. Jeg har godt hørt om jeres velsignede gerning deroppe, men vi er trods alt ikke helt enige om endemålet. Vi hælder jo til den anskuelse, at sjælene bliver opvakt på den yderste dag, hvor bukkene skal skilles fra fårene og de retfærdige vil få deres bolig i himlen mens de ulyksalige bliver forstødt til fordømmelsen i Helvede.”
”Så meget har jeg også forstået, men desværre er der ikke i Den store Plan råd til den luksus, at hver lille andel af sjælemassen kan få lov at eksistere for sig selv til evig tid, så at sige.” ”Beklageligt.”
”Måske, men på et tidspunkt fandt topledelsen ud af at man blev nødt til at recirkulere det åndelige restbidrag der blev tilbage når menneskenes kropslige hylster brød sammen. Et spørgsmål om ressourcebevidsthed, kan man sige. I vore dage kan man ikke tillade sig at rutte med værdierne.”
”Altså genfødsel.”
”Ja, eller reinkarnation. Det blev simpelthen en nødvendighed da befolkningsantallet eksploderede.”
”Jeg må jo indrømme spørgsmålet om genfødsel ikke figurerer i de kanoniserede skrifter jeg henholder mig til.”
”Nej, men de er jo også tussegamle og trænger i høj grad til en opdatering. Hvis man graver i tilkomsten af de hellige skrifter er de jo også fremkommet gennem en række beslutninger på diverse synoder i fortiden, hvor de vise kirkefædre har besluttet hvilke af de mytologiske skrifter som skal være gældende. Der findes som du måske ved apokryfe skrifter som påstår noget andet end de lovliggjorte vedtægter, og det er ret beset blot et udtryk for oldgammel kirkepolitik hvor man har givet køb og indgået kompromisser for at få tingene til at køre bedst muligt.”
”Jeg synes du har en ubehagelig nedgørende holdning til hellige skrifter, kære ven.”
”Måske, men det er fordi jeg i tidens løb har været udsat for så mange ubehagelige konsekvenser af ideologiske forskelligheder. På den måde er det, som skulle være en positiv spirituel oplevelse, ofte endt med at blive et politisk argument mellem forskellige jordiske interessegrupper. Hvor livet burde være foregået i fordragelighed med accept og tolerance har det udviklet sig til materielle pindehuggerier, hvor åndelige argumenter er blevet brugt som kasteskyts mellem grupperingerne. En meget sørgelig tilstand.”
”Jeg forstår. Også jeg beklager de mange frafaldne, som ikke har valgt den rette vej. Men menneskene bliver forblændet af alle de falske profeter de møder på deres vej. Ak ja.”
”Jeg kan se vi næppe bliver enige om idégrundlaget, men du gør i det mindste en ihærdig indsats for at få så mange sjæle som muligt lokket over på vejen mod det hinsidige. Så må vi tage den derfra. Målet helliger midlerne.”
”Akkurat mine ord.”
”Ja, selv om visse magtsyge munkeordener i sin tid gik helt over gevind i deres forsøg på at hverve proselytter.”
”Det er vi mange der beklager. Men hvad bringer jer da hid, når det ikke er en søgen efter et holdbart grundlag for tilværelsen?”
”Vi er på udkig efter en vildfaren sjæl som efter sigende skulle besidde særlige kvaliteter. Derfor tænkte vi du måske havde mødt hende? Her er et nogenlunde vellignende portræt som vi også har tilladt os at hænge op nogle steder i byen.”
Prædikanten så et øjeblik på billedet.
”Jeg beklager, hun hører ikke til min menighed. Men det kan jo komme. Hvem skal jeg henvende mig til, hvis hun bekvemmer sig til at opsøge nådens lys?”
Pamfilius rakte ham sit kort.
”Her er alle nødvendige oplysninger. Hun er eftersøgt, og jeg tror myndighederne er beredt til at ryste op med en betragtelig dusør for hendes pågribelse.”
”En lille donation til kirkebøssen?”
”Det vil jeg tro er en oplagt mulighed, ja.”
”Det skal jeg notere mig. I mit jordiske liv gik jeg ud og prøvede at gøre alle folkeslag til Hans disciple, og nu samler jeg kræfterne om min store gerning blandt de fortabte sjæle her. Vorherre har sat mig på denne post og jeg skal beflitte mig på at leve op til Hans tillid.”
”God virkelyst, prædikant.”
”Tak, broder.”
Da de to halevæsner var kommet et stykke bort måtte Pollux kommentere forløbet.
”Ellers noget af en diskussion der, mester.”
”Ja, jeg kunne ikke nære mig. Jeg blev nødt til at fortælle ham om de faktiske forhold, sjælehåndteringen må bakse med i vore dage, men jeg vidste godt vi ikke ville nå til nogen større forståelse på tværs af faggrænserne. Dertil er de ideologiske grøfter for opkørte.”
En lille dreng kom over til dem.
”Er det jer der har hængt plakater op?”
”Ja, det er det. Hvorfor spørger du?”
”Jeg kender godt damen.”
”Gør du virkelig?”
”Ja, og hun er vældig flink.”
”Det havde jeg også en fornemmelse af. Tror du hun er et sted i nærheden?”
”Ja, hun bor her. Jeg kommer tit hos hende.”
”Virkelig? Hvor kan vi finde hende?”
”Hun bor oppe i huset på bakken. Jeg kan følge jer derop, hvis I gerne vil besøge hende.”
”Tusind tak. Det vil vi gerne. Vi er ikke så kendt her.”
”Nej, I må være nye. Jeg har ikke set jer før.”
”Hvad er det du bærer rundt på der?”
”Det er min hånd.”
Nu kunne Pamfilius godt se det ene skjorteærme var tomt. Han havde troet ærmet var for langt. Nu trak drengen det slidte skjorteærme op. Hånden manglede ganske rigtigt. Det var den han klemte ind til sig med den anden hånd.
”Hvordan mistede du din hånd?”
”Mestermanden huggede den af ved skafottet.”
”Hvorfor dog det?”
”Der var blevet stjålet noget brød og de troede jeg havde taget det. Men det var det ikke. Jeg blev dømt alligevel.”
”Hvorfor troede de det var dig?”
”Vi var syv søskende og vi sultede ofte nede i kæret. Vi var også kendt for at gå rundt og tigge, og han som løb bort lignede åbenbart mig. Jeg kunne ikke klare den uretfærdighed, så jeg druknede mig.”
”Og derfor er du her?”
”Ja.”
”Du skal vide det ikke er nødvendigt du bliver her. Du kan faktisk godt gå videre til Himlen, hvis du ønsker det.”
”Nej, jeg bliver nødt til at vente på retfærdigheden.”
”Oppe i Himlen bekymrer de sig ikke noget videre om den slags. Der ved de godt du er uskyldig.”
”Gør de?”
”Ja, de følger nøje med i den slags. Det er med til at bestemme hvor du kommer hen næste gang. Så den sag med dommen vil du ikke lide under længere.”
”Men der er også hende damen.”
”Bella?”
”Ja, vi kan ikke forlade hende. Det ville være synd for hende.”
”Javel. Jeg kan høre at der er flere gode grunde til at snakke med hende.”
”Der ligger huset.”Drengen pegede med sin raske hånd på et herskabeligt palæ som lå på en bakketop i nærheden. Det var bygget af træ og frønnet og forfaldent, men det gjaldt næsten alt i denne spøgelsesverden. Her var alle kulører blågrønne eller brunligt grå. Der manglede helt klare og glade farver. Den smule græs der var, var også tørt og vissent, og de få træer og vækster vantrivedes, eller de var helt gået ud.
”Hvem er det der leger der?”
Pamfilius pegede over på tre andre børn der legede foran huset.
”Det er nogle andre børn, Bella har taget sig af. Vi behøver hende, og hun har brug for os.”
”Har de andre børn lige så triste skæbner som dig?”
”Ja, de der også blevet uretfærdigt behandlet. De er blevet slået og mishandlet eller er blevet tvunget til at begå forbrydelser hvor de har mistet livet. Derfor er de her.”
”Nu er det ikke alle børn med en trist fortid der havner her.”
”Måske ikke, men de her gør.”
Pamfilius og Pollux fulgte efter drengen op ad trappen. Da de tre andre børn så der kom gæster, løb de også over til trappen, der førte op til en overdækket veranda foran husets facade. De andre børn var nysgerrige.
”Hvem er I?”
”Åh, vi er bare nogle besøgende som gerne vil snakke med Bella.”
De var nysgerrige.
”Kan I helbrede hende?”
”Det må vi se på.”
”Ja, for hun har ligget syg længe.”
”Hvad fejler hun?”
”Det ved vi ikke så nøje, men hun er meget svagelig. Man må tage ekstra hensyn til hende.”
”Og det gør I så?”
”Ja, vi snakker med hende og trøster hende. Hun er god til at lytte.”
De var nu kommet ind i forhallen hvor der var en portal ind til stuen. En tung mørk portiere af fløjl var trukket halvt for. I stuen kunne man skimte plysmøbler og et bord med svungne ben. På piedestaler stod der krukker med små palmer.
”Jeg ikke tro vi gå rigtigt her. Den tid ikke passe med vores klient. Alt for gammel.”
”Det kan man ikke altid regne med. Sjælene flytter sommetider ind hvor der nu er plads hvis forholdene ellers passer dem, og det her hus er måske et sted Bella kan affinde sig med.”
Fra forhallen snoede en trappe sig op til første sal. Drengen førte an.
”Bella ligger ovenpå.”De nåede op til en repos der førte videre ad en gang, som gik på langs af huset. Henne ved en af dørene bankede drengen på. Pamfilius og Pullux kunne ikke høre noget svar, men drengen åbnede døren der knirkede en smule.
”Bella?”
Der kom ikke noget svar, men drengen fortsatte hen til en stor seng med høje gavle. En kvinde drejede hovedet lidt ved lyden af drengen der dukkede op. Nu var de andre også kommet hen i nærheden af sengen.
”Hvad er der, Jakob?”
”Vi har fået gæster. Nogle sære væsner er kommet for at besøge dig.”
”Lad dem komme herhen.”
Pamfilius og Pollux havde taget deres orange kasketter af.
”Goddag, frue.”
”Goddag. Hvem er I?”
”Jeg hedder Pamfilius og det her er min assistent Pollux.”
Pollux nikkede også.
”Hvad vil I?”
”Vi kommer fra sjælehåndteringen, som er en afdeling under Den syvende Himmel. Vi er udsendt på en specialopgave der går ud på at finde frem til Dem.”
”Jamen du godeste, er nogen da interesseret i at finde frem til mig?”
”Ja, det lader det til.”
”Hvorfor dog det?”
”Det er et godt spørgsmål, men vi ved det faktisk ikke. Det er ikke vores opgave at vide den slags, men det må være noget betydningsfuldt.”
”Hvad kan det mon gå ud på, i store træk?”
”Jeg tror det har noget at gøre med reinkarnationen.”
”Reinkarnationen?”
”Ja, når sjæle når frem til himlens sjæledepot får de mulighed for at blive genfødt, og jeg kunne forestille mig de lige stod og havde brug for en sjæl med de karaktertræk, som udmærker Deres sjæl.”
”Tænk dog, så burde man vel føle sig beæret?”
”Det er også min overbevisning. Så kan vi ledsage Dem over på den anden side?”
”Det går desværre ikke.”
”Hvorfor ikke? Når det nu går til et værdigt formål?”
”Jeg kan ikke forlade mine børn.”
Pamfilius så sig omkring.
”Jeg tror gerne de vil følge med, der hvor De går hen.”
”Det er ikke dem jeg tænker på. Det er dem jeg forlod på Jorden. De behøver mig. De må have nogen til at tage sig af dem. Det er min pligt.”
”Men helt ærligt, frue, så er De jo her og jeg har på fornemmelsen De har været her et stykke tid. Måske er Deres børn voksne nu? De har uden tvivl affundet sig med Deres bortgang og har fortsat Deres liv.”
”Så må jeg vide det er gået dem godt i deres liv. Først da kan jeg forlade dette sted og gå videre til det hinsidige. Det må De kunne forstå?”
”Ehh… Ja, jeg… tager Deres betænkelighed til efterretning.”
”Mange tak. Men kom endelig tilbage og fortæl mig hvordan det er gået dem. Om de har udviklet sig til nogle livsduelige mennesker. Hvis det er tilfældet kan jeg få fred i sindet og forlade dette sted. Vil De det?”
”Hm… Ja, naturligvis. Det bliver vi så nødt til.”
”Tusind tak. Det ser jeg frem til. Jeg håber det bedste. Men jeg er bange for jeg ikke har kunnet nå at give dem det der skal til for at de kan klare sig godt i livet.”
”De kan være ganske rolig. Jeg kan ikke forestille mig det er et problem. Men det vil vi så undersøge.”
”Held og lykke.”
”Tak.”