Spøgelsesjægerne
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton
returDu har efterhånden skrevet en del bøger...
Da jeg startede på at skrive bøger vidste jeg heller ikke, at det ville komme så vidt. Men da jeg fra bog nummer to opfandt rammetitlen ’Mellem liv og Død’ fik jeg fat på noget inspirerende. Da blev det til en serie, men kun tematisk, for de fleste bøger har jo forskelligt persongalleri.
Der er dog en gennemgående fabeldyrsfigur, Pamfilius, i flere af dem, blandt andet den her.
Det er sandt. Ham har jeg holdt fast ved. Han er inspirerende, eller rettere sagt Den syvende Himmel med Sjæletjenesten og Limbo.
Hvad har du så gang i denne gang?
Det er en større konstruktion, hvor jeg prøver at lave en spændingshistorie med et kosmisk perspektiv.
Som i ’Amalie og Skytsånden’?
På en måde. Men her bliver det langt hen ad vejen en action thriller eller ren adventure. Det har jeg ikke tidligere prøvet kræfter med i samme omfang.
Hvorfor ikke?
Fordi jeg vel ikke har haft brug for det, og så fordi det løsrevet fra en meningsfuld klangbund kan forekomme overfladisk og hult når man lægger bogen fra sig. Men da det her fører hen til genkendelig moralsk vision som klimaks har det et godt formål. Og man skal jo ikke glemme, at publikum vil læse en spændende historie, som er underholdende.
Kan det ultimative klimaks så bære den forventning, man vil møde op med?
Det håber jeg rigtignok. Jeg skal også være overraskende i mine konsekvenser. Men jeg tror heller ikke læserne denne gang gætter, hvor vi lander, så at sige.
Nej, du har aldrig haft så mange transportmidler inde i billedet.
Det er sandt. Lokaliteterne er højt budgetterede. Jeg behøver ikke holde mig tilbage fordi jeg overskrider et budgetloft. Men det var spændende at prøve kræfter med afvikling af en action intrige, der strækker sig over det meste af bogen og vokser i størrelse og perspektiv som forløbet afvikles.
Fakta-oplysningerne bliver afleveret i små portioner.
Det er standardprincipper i denne genre. Man skal hele tiden bære ved til bålet og puste til ilden og så lade intrigegryden småsnurre og til sidst buldre løs. Jeg håber det er lykkedes. Og vi kommer vidt omkring. Længere end i nogen andre af titlerne i serien.
Hvorfor har du holdt dig tilbage med at slippe en heftig handling løs tidligere?
Det er fordi tingene så let kan køre af sporet. Hvis du udbygger et persongalleri og inddrager en masse skiftende locations, så sker der som regel det, at man mister nærheden til de enkelte personer og deres følelser. De risikerer let at føres med af de brede fortællemekanismer og blive til passive brikker i et udstyrsstykke, hvor en eksotisk handling bestemmer vilkårene og udviklingen. Det må helst ikke ske. Det store højdepunkt skal passe med klimaks i historien for personernes involvering.
Er det svært at få til at passe?
Nej, heldigvis ikke i dette tilfælde. De ting jeg efterhånden bringer ind i historien forekommer logiske og nødvendige, og så må man acceptere dem som det de er, trin på vejen mod det ønskværdige mål. Men jeg må indrømme jeg blev lidt betænkelig, for på et tidspunkt mod slutningen har jeg en gruppe på tretten personer, og så kan de ikke alle få lov til at ytre deres mening om, hvad der sker. Heldigvis indgår de i undergrupper på fire personer hver, så i realiteten har jeg kun tre grupper, der optræder som et hele, og så et par hovedpersoner. Derfor gik det.
Du har ingen jeg-fortæller denne gang?
Nej, og heller ingen løbende parallelhandling. Kun lige i starten veksler handlingen mellem to linjer, men hurtigt forenes de, og derefter holder jeg mig til en enstrenget historie. Det er også en nødvendighed, når denne historie kræver så meget opmærksomhed omkring sin action-betonede afvikling. Der er ikke brug for sceneskift for afvekslingens skyld. Afvekslingen sker løbende i hovedhistorien, hvor der er mange skift.
Men du har dog en begyndelse på et realplan, som er ret så alvorlig.
Det plejer jeg at have. Vi bliver nødt til at lade opmærksomheden være funderet i noget virkelighedsnært, som fantasidelen så skal håndtere og give et større perspektiv senere. Her er det et spørgsmål om forbrug af nydelsesmidler og konsekvensen af det.
Hvorfor lige alkohol?
Fordi det er en rimelig håndterbar form for misbrug, hvor brugeren længe stadig kan begå sig nogenlunde normalt i samfundet. Havde jeg valgt narkotika ville konsekvenserne være mere ultimative, hvor det ville være sværere at postulere, at moderen kunne blive ved med at skjule sit misbrug og foregive at udfylde forældrerollen med det krævede ansvar.
Sønnens rolle skulle altså sandsynliggøres?
Netop, og i familier med alkoholmisbrug er det ikke ualmindeligt at et af børnene påtager sig den voksenrolle, som forældrene ikke kan magte. Disse børn fratages deres naturlige barndom fordi de alt for hurtigt bliver nødt til at optræde som voksne. Det er en problematik jeg ofte har tænkt over, og nu var der så en naturlig anledning til at bringe det ind i en historie med søskenderelationer.
Bliver adventure-delen så ikke en eskapistisk bortledning af en opmærksomhed, der burde have fastholdt fokus på en alvorlig virkelighed?
Nej, så ville det hele blive for ubærligt. Det ville jeg ikke byde mine læsere, så meget ansvarlighed har jeg trods alt over for at være underholdende i min fremlægning. Men når symbolikken viser sig, kræver det ikke megen fantasi for at se relationen til min rammefortælling. Det er det jeg gør, når jeg fortæller de af mine historier, som godt kan ses som eventyr.
Ja, du har tilmed en reference til Pinocchio.
Det er naturligvis heller ikke tilfældigt. Pinocchio handler om det at blive voksen gennem at udvikle ansvarlighed og konsekvenserne, hvis man ikke gør det.
Det lyder meget moralsk.
Jamen sådan er alle gode eventyr. Spørgsmålet bliver bare, om man kan undgå at være moraliserende, for det kan godt blive kedeligt. Men Pinocchio er jo ikke kedelig, og det håber jeg heller ikke min historie er.
Den oprindelige bog, Pinocchio, er jo en kolos med mange sidehandlinger. Fristede det ikke at til at lave en bredere anlagt intrige når du nu var i gang?
Det gjorde det ikke. Jeg måtte anstrenge mig for at nå dette niveau af bredde i beskrivelsen. Faktisk er jeg tilhænger af enkle historier, og at male et stort og fyldigt billede for effektens egen skyld lod jeg mig ikke friste af. Fremskrivningen af historien skal stadig forekomme logisk og uundgåelig.
Men du benyttede lejligheden til at vende tilbage til steder du har været før. Rumstationen og personerne dér og Limbo med Himmelekspressen og dimensionselevatoren…
Det var fristende. Jeg behøvede ikke kun at introducere nye ting, jeg kunne give gamle elementer en ny funktion, men det er helt normalt når man skrive en ny bog med et etableret figurgalleri. Så vil læserne gerne møde dem igen.
Hvad blev du først inspireret til denne gang? Realdelen eller fantasidelen af bogen?
Jeg tror det kom næsten samtidig. I alt fald gik jeg først videre med at udvikle detaljer på et forløb da jeg havde en overensstemmelse mellem temaerne i de to dele, så de kunne virke sammen og styrke hinanden. Den slags har jeg på fornemmelsen. Men den første strøtanke til bogen kom allerede ved skrivningen af ’Amalie og skytsånden’ hvor jeg tænkte ’Nu foregår der en handel med sjæle, der overføres mellem galakserne, men måske kunne man også tænke sig, at sjæle kunne blive stjålet?’
Så fantasidelen kom først?
Det kan man ikke sige, for tingene udvikles først, når man finder en god motivation for det som sker eller skal ske. Hvis motivationen eller begrundelsen ikke er i top, er resten skønne spildte kræfter. Det er forskellen mellem dusinprodukter i fantasy-genren og rigtig god science fiction.
Hvilket?
Hvad der begrunder handlingen. Er du dybest set ligeglad med det eller er du ikke? I megen ligegyldig fantasy hænder der en masse uden at der reelt sker noget substantielt. Det kunne lige så godt være det ene som det andet. Det er ikke nok for mig.
Det du laver er altså mere science fiction?
I alt fald i henhold til, at det er noget usandsynligt der gøres muligt, hvor fantasy er noget umuligt der sandsynliggøres. Jeg synes selv min konstruktion er plausibel, men den bygger jo også på de talløse uafviselige beretninger omkring spøgelser og genfødsel.
Vi lader postulatet hvile der. Hvorfor Taurus X?
Jeg havde en spændende henvisning i ’Amalie og skytsånden’, som jeg ikke fik udnyttet. Og så følte jeg, at jeg skulle have en større opsamlingslejr for sjæle hvor de kunne opbevares inden den lange tur til en fjern stjernetåge. Den kunne lige så godt ligge på fængselsplaneten, der havde en fløj til overs efter at nogle ikke-militære kombattanter var blevet frigivet.
Men hvorfor frihedskæmperne?
De skal ses som den naive gammeldags indgang til idealsamfundet. Før i tiden var alting pingeling, hvis man bare fik væltet diktaturerne og ondskabens imperier. Nu ved vi bedre. Demokratierne er ikke garant for en sikker fremtid, for de er underlagt en finansiel kapitalistisk beslutningsdagsorden, der kræver vækst og stadig øget profit. Vi ved godt at man bør stræbe efter bæredygtighed i vores forbrug og en ansvarlig klimapolitik, men jagten på kortsigtet overskud vinder hver gang, og det hæmmer forskning og overgang til vedvarende løsninger. Det seneste eksempel er den afskyelige trafik med udvinding af olie og gas gennem ’fracking’ hvor man henter fossilt brændstof op ved at pumpe giftige kemikalier ned i undergrunden. Til sidst sidder vi tilbage med en næse, der er længere end Pinocchios. Det er her tragedien viser sin slemme klo.
Så det er din reelle dagsorden?
Nej, det er Jordens dagsorden, men den kan jo ikke sige noget. Jeg fik en ekstra styrket inspiration af at min yngste datter, Maria, skulle skrive en nytårstale i dansk. Hun endte med at lade Jorden holde en nytårstale, hvor den gjorde opmærksom på sine nytårsønsker. Den blev faktisk ganske original og vellykket. Det skulle ikke undre mig om hun har arvet sin fars fantasi og skrivekløe. Den tale har jeg præsenteret i ’13 uger – en kærlighedshistorie’.
Jeg kommer til at tænke på ’Fort Europa’.
Det forstår jeg. Den har et lignende tema med en civilisation, der ender med at bukke under i borgerkrig. Det sjove er, at jeg skrev Pamfilius bogen inden Fort Europa titlen. Så ideen med en planets undergang var gennemtænkt af mig på et kosmisk fantasiniveau inden jeg lod den ramme vor egen klode.
Har du andre løse strøtanker omkring sjælehåndtering, som du vil vende tilbage til senere?
Det ved jeg faktisk ikke, men det kan dukke op. Jeg skriver under alle omstændigheder ikke en bog til i serien før jeg har en ny og original og bæredygtig idé, som bidrager med noget nyt, jeg ikke før har brugt. Det ser jeg som et vigtigt motiv for mig. På den måde kan jeg forhåbentlig overraske læseren undervejs, så jeg ikke leverer noget forudsigeligt men noget, jeg selv oplever som konceptuelt nyskabende. Sådanne ideer retfærdiggør arbejdet. Men jeg må dog indrømme, at den jeg i den næste bogudgivelse har en rolle til Pamfilius i sidste del af historien, og det var slet ikke udtænkt fra starten. Så man kan aldrig vide.
Hvad nu hvis du løber tør for den slags nye og perspektivrige idéer?
Så holder jeg op med at skrive. Men hver gang jeg har skrevet en ny bog har jeg haft den tanke, at jeg sikkert ikke får flere gode idéer, og at det nok er den sidste. Men så er der alligevel senere dukket en ny idé op. På den anden side har hele min karriere bekræftet det. Jeg har fortalt historier i fyrre år, så jeg gad vide hvornår brønden med inspiration løber tør.
Det følte Carl Barks jo at han oplevede på et tidspunkt.
Men han skulle også holde sig inden for bestemte afstukne rammer. Det behøver jeg ikke. Jeg har ofte spekuleret på, om Carl Barks ville kunne have skrevet bogstavlitteratur.
Du har et indledende citat af Carl Barks…
Ja, og det opsummerer i grunden det hele i en enkelt sætning. Jeg måtte dog koncentrere teksten fra flere tegneseriepaneler. Vi mennesker er som børn, vi vil hellere have opfyldt vores behov lige nu end at vente på at få en en større belønning senere hen. Derfor vælger vi de politikere, som sætter os den umiddelbare behovsopfyldelse i udsigt. Mennesker er og bliver grådige og umådeholdne skabninger, der kun tænker på sig selv. Vi fortjener ikke at være gudelignende forvaltere af vores planet. Vi kan på ingen måde leve op til det kolossale ansvar.
Men måske bliver det bedre, når en øget kollektiv ansvarlighed breder sig på verdensplan?
Det er et sødt men nok desværre et naivt håb. Mennesker er som dyreart kun optaget af den umiddelbare overlevelse. Ren darwinisme. Vi som tænkende dyreart har så fået mulighed for at lave opfindelser, som gør det muligt for os at drive rovdrift på vores planet, den mulighed har andre dyrearter ikke. Vi vil lalleglade køre mod afgrunden i fuld fart på første klasse og først begynde at tænke os om når alle kan se hvor det bærer hen, men så er det for sent. Til den tid vil vi kæmpe om de sidste få ressourcer. De overlevende bliver opgivende og søger tilflugt i glemsel gennem narkotika.
Hvordan vil det så se ud her på Jorden om hundrede år?
Det tør jeg næsten ikke tænke på, men de overlevende efter de fordelingspolitiske krige vil nok undres over at se slidte kopier af amerikanske film fra vor tid, der præsenterer en luksuriøs tilværelse med umådeholdent overforbrug og det faktum, at vi på grund af modeluner udskifter ting der virker. De vil næppe heller tro, at fabrikkerne indsatte forbrugslåse i smartphones og printerenheder, så de kun kunne bruges i en vis tid for derigennem at øge efterspørgslen og dermed produktionen. Vi er inde i en ond spiral af opskruet forbrug, som bliver understøttet af kravet om vækst og bevarelse af arbejdspladser. Vores senkapitalistiske system er råddent og på et tidspunkt bliver vi nødt til at indse det og ændre på tingene. Den krise vi har nu vil efterfølges af flere, for det nuværende system kan ikke opretholdes.
Det er et deprimerende perspektiv.
Ja, men min historie om det på kosmisk niveau har jeg sørget for at gøre spændende, akkurat som menneskenes katastrofekurs her på Jorden er det. Men jeg er jo en menneskevenlig forfatter, så jeg holder en kattelem åben i min historie. Den vil jeg dog ikke afsløre her.
Er der andre inspirationer?
Generelt kan jeg sige, at jeg er blevet bekræftet i hele baggrunden for min tankemæssige konstruktion med sjæle gennem den række udsendelser, som TV3 i flere omgange har vist under overskriften ’Ånderne vender Tilbage’. Her blev man uge efter uge mindet om, at selv mennesker der starter med at være skeptiske omkring ånder må indrømme, at der er ’mere mellem himmel og jord’, når de skal have renset deres hus for spøgelser. Det ekstra spændende er tilmed, at man ofte lykkes med at finde ud af, hvem det pågældende spøgelse er. Det er utroligt at så mange forbenede modstandere kan blive ved med at benægte fakta, fordi det er noget de ikke kan forstå. Det må være fordi der endnu ikke er håndgribelige videnskabelige beviser for fænomenet. Men samtidig er der jo masser af mennesker som tror på et eller andet religiøst, der heller ikke kan bevises. Det er i grunden ret underligt, men jeg er glad for at have skabt en serie, der til en vis grad bygger på noget, som har en sandhedsværdi eller sandsynlighedsværdi hos mange.