Kapitel 21
Spøgelsesjægerne

TAURUS X

retur

 

            Kaptajn Gondwan var tilfreds men også taknemlig. Han var godt klar over, at det var et lykketræf, at han havde undgået at blive tilbageholdt på ’Limbo’. Der kunne let være sket det, at man havde fundet på en eller anden undskyldning, så ledelsen havde insisteret på at gennemsøge rumskibet og tale med passagererne. I så fald ville det komme frem, at det var sjæle, han havde om bord.
            Men denne forsigtighed var nok et udslag af, at rumstationen ønskede at stå på god fod med alle shippingfirmaer i universet. I alt fald så længe de ikke beviseligt overtrådte reglerne. Det måtte være derfor han havde undgået en mere restriktiv behandling. Men måske ville han ikke være lige så heldig næste gang.
            Gondwan var ikke informeret om, at hans transport måske var ulovlig. Det var ikke hans bord. Han var kun kaptajn på et fartøj, som var blevet hyret til en bestemt opgave, og han kunne sagtens forsvare sig med, at han ikke kendte til, hvem der stod bag den trafik.
            Men det var en god forretning. Det var ikke første gang han havde fløjet en ladning sjæle til Taurus X, men det var første gang nogen havde stillet ubehagelige spørgsmål. Måske var der alligevel noget fordækt ved den fragtvirksomhed.
            Kilkabaran havde nu foretaget de hyperhop, der var nødvendige for at nå frem til målet for rejsen. Hvis nogen havde prøvet at følge dens rute ville de ha tabt sporet efter første hop i hyperrummet. Så vidt så godt.
            Noget andet var naturligvis, at havnemyndighederne på ’Limbo’ åbenbart på en eller anden måde havde fået opsnappet, at skibet skulle til Taurus X, og det pinte ham, at han ikke vidste, hvordan det kunne være sket. Denne destination var helt fortrolig, og kun nogle få var informeret om det. Det var en kilde til bekymring, som han ikke brød sig om.
            Hvis han havde indrømmet, at Taurus X var målet, ville rejsen, der foregav at være et luksuskrydstogt, ikke være sandsynlig. Alle vidste at Taurus X var en fængselsplanet med ufattelig dårligt ry. Enhver velhavende krydstogtsturist ville betakke sig for at nærme sig den planet, hvor man frygtede alt kunne ske.
            Naturligvis var det kun vilde rygter. Taurus X var den bedst bevogtede planet man kendte til, og det var næsten umuligt at flygte derfra. De få gange det måtte være sket sørgede man omhyggelig for at holde hemmeligt, så dets omdømme om sikker fangeforvaring ikke blev ødelagt. Sandt var det da også, at man blev pågrebet hurtigt efter en flugt, hvis det overhovedet lykkedes at slippe bort.

 

            Kilkabaran dokkede ved anløbskajen på Taurus X som efter de tidligere transporter. Der var mere kontrol og ventetid end der havde været på ’Limbo’, og så havde der endda været endnu flere sikkerhedstjek de første gange Kilkabaran havde anløbet Taurus X.
            Også omgivelserne var anderledes. På ’Limbo’ var der nogenlunde rent og ryddeligt. Man skulle trods alt opvise et vist billede af organisation og indbydende forhold med de mange forskellige slags besøg man fik fra alle egne af universet. Ingen skulle rynke på næsen og tænke, at man vist hellere skulle satse på en anden rumhavn næste gang man var i nærheden.
            På Taurus X havde man ikke den slags fine fornemmelser. Hertil kom man kun, hvis det ikke kunne undgås, og der var ingen alternativer. På en måde bestyrkede det hærgede og hårde udseende også det image, man gerne så stedet beholdt. Her var der ikke noget pænt og indbydende der kunne gøre besøgende venligt stemte. Det var rå og grove omgivelser, som svarede til det klientel man var sat til at bevogte. Hvis man ikke var klar over det i forvejen ville alene indretningen signalere, hvilke vilkår der herskede på planeten.

            Også på Taurus X var der noget man undrede sig over. At blive bedt om at stille kapacitet til rådighed for indkvartering af en stor gruppe skabninger på én gang var ikke normalt. Det sædvanlige var, at forbrydere kom dertil i mindre grupper, og opbevaringen var som regel på ubestemt tid.
            De tilfælde, hvor fanger skulle henrettes var få. Den slags var som regel besluttet i forvejen, og når det var afgjort, var der ingen grund til at fragte de dømte langt bort. Så kunne man nøjes med at ta livet af dem i nærheden af det sted, hvor de var pågrebet og dømt. Det var langt billigere og en dyr transport kunne undgås.
            Så hovedparten af de indsatte var livstidsfanger eller fanger anbragt på ubestemt tid. Når man kom her på de vilkår vidste man, at løbet var kørt. Ingen holdt øje med, om forholdene nu respekterede visse minimumskrav man kunne stille til levevilkår. Der var ingen kontrol, og alle vidste det. Her overlevede man kun, hvis man kunne tilkæmpe sig en niche, som man kunne forsvare og de andre fanger blev nødt til at respektere.
            Hvad de her sjæle i transit angik, var opgaven anderledes. For man måtte regne med, at der var tale om en midlertidig opbevaring. En eller anden myndighed havde lejet sig ind men betalte opholdsafgiften løbende. Man måtte altså formode, at planen var, at de opsamlede sjæle på et tidspunkt skulle transporteres videre. Ellers ville man ha udbedt sig en pris for lang tids ophold, og her ville man kunne ha påregnet at få en vis rabat.
            Planetens drift blev kørt helt forretningsmæssigt. Der var et beskedent overskud til den ledelse som planeten hørte under, og det var et fællesplanetarisk fængselsforbund. Det var accepteret af alle. Faktisk var det med taknemlighed og påskønnelse, at kunderne for et rimeligt beløb kunne slippe af med forbryderiske elementer og langtidsopbevare dem et sted, hvor ingen stillede nærgående spørgsmål om opbevaringsforholdene.

            Kilkabaran lagde til i en mindre anløbsdok, hvor der lige i nærheden var adgang til et specielt lukket anneks, der altid havde været adskilt fra det omgivende fængsel. Det var også mest fordi det pludselig stod tomt omtrent samtidig med at forespørgslen om opbevaring af sjæle var indløbet, at aftalen var kommet i stand.
            Når man på Taurus X havde fået en hel fløj ledig på én gang var det fordi man der tidligere havde indkvarteret et stort antal ikke militære stridsfolk. De måtte ikke kaldes soldater og heller ikke krigsfanger og frihedskæmpere var det udelukket at kalde dem. Terrorister var de heller ikke. Et sted havde en regering udkæmpet en krig og i den kamp var en del krigere blevet taget til fange, som havde kæmpet frivilligt af ideologiske grunde. Men de tilhørte ikke de grupper, der havde regeret der på stedet tidligere. De var rejst dertil for at deltage i modstanden, en strid som de så havde tabt.
            Hvis disse fanger var blevet kaldt krigsfanger eller noget andet, ville den vindende magt ha været tvunget til at behandle dem efter visse love og regler som alle lande havde vedtaget at ville overholde. Men betegnelsen ’kombattanter’ eller ’ikke militære stridsfolk’ var ikke dækket af disse regler. Så man kunne behandle dem som man ville og undgå ubekvemme retssager, som uvægerligt ville kaste et negativt lys på den måde, man havde ført krigen på.
            Da kritikken over denne indkvartering havde varet nogle år, var landets prestige blevet så ramponeret, at man havde lejet indkvartering til disse stridsfolk på Taurus X. Så var de lempet behagelig langt af vejen og folk ville måske gradvist glemme at de eksisterede. Det skete også. Men så indtraf der nogle politiske omvæltninger, og en senere administration anså det for bedst at løslade fangerne, og derfor var annekset blevet tømt og stod ledigt.
            Nu var annekset helt fyldt med transitsjæle, og for øjeblikket var der ophobet så mange, at man havde måttet ta tilgrænsende fængselsfaciliteter i brug for at klare indkvarteringen. Fra ledelsen håbede man på, at der snart ville ske en samlet videre transport, for det kneb med at finde plads til at opbevare flere sjæle.

            ”Sjuba! Sjuba!”

            Sjælene fra Kilkabaran blev gennet ned på kajen og bevogtningen var sparsom. Mange kunne let være forsvundet, men det gjorde de ikke. Flugtmulighederne var også begrænsede.
            Pamfilius bemærkede med det samme den dårlige luft. Alene den ville nok sænke levealderen for de anbragte fanger, men det var sikkert et mindre problem.
            Efter al sandsynlighed havde Taurus X hørt til de planeter, der havde haft nogle eftertragtelsesværdige råstoffer, og som derfor var blevet udsat for rovdrift så længe en udvinding kunne betale sig. I denne proces skete der som regel det, at der opstod en voldsom forurening, så det blev umuligt at dyrke jorden og give tilstrækkelig næring til beboerne. De havde så måttet forlade planeten, der havde ligget øde hen indtil nogen var kommet på den idé, at den måske kunne bruges som affaldsplanet, denne gang for menneskeligt affald. Så kunne ejerne få sig en profit på den måde.

            Fra kajen blev de ført op i retning af det store fangeanneks, hvor de skulle indkvarteres i en af tilbygningerne. Vejen var brolagt, og der var kun sparsomt bevokset med forkrøblede vækster mellem de grå betonbygninger. Med jævne mellemrum stod der lygtepæle, så hele området kunne holdes fuldt oplyst, hvis det blev skønnet nødvendigt.
            Der var flere kontrolpunkter inden de nåede frem til deres endelige opholdssted. Det var ikke kun for at besværliggøre flugtforsøg men lige så meget for at sikre sig, at fangerne blev tvunget til at opholde sig på helt bestemte steder inden for de enkelte afgrænsede sektorer.
            Hvis det var muligt at komme fra et fængselsafsnit til et andet eller at etablere en kontakt, ville man på kort tid kunne ændre på fængslets hierarkiske opbygning, så grupper af stærke fanger ville udvide deres magtområde og skabe sig kontrol over tilgrænsende afsnit. Så kunne magten undergå en forskydning, og man kunne ikke udelukke at eventuelle fangeoprør kunne komme ud af kontrol og skabe store administrationsproblemer. Det havde man prøvet tidligere, og det ville man ikke risikere gentog sig.
            I det hele taget havde man gjort sig alle de erfaringer, som man kunne gøre sig omkring fangehåndtering. Man havde også forhørt sig hos andre større fængsler om deres måde at klare forvaltningen på, men det havde kun været mindre enheder. Erfaringen med at håndtere tilværelsen på en hel planet brugt på opbevaring af lovbrydere måtte man selv erhverve sig. Men det var lykkedes. Et eksempel til efterfølgelse, kunne man måske tilmed sige.
            Fængselsledelsen uddelegerede visse underordnede kontrolfunktioner til privilegerede fanger, som oppebar visse goder og en særlig status som belønning for at de gik ledelsens ærinde og sørgede for at være med til at opretholde ro og orden. Det system fungerede tilfredsstillende og det var billigere at forvalte end hvis ledelsen skulle bruge større mandskab og ressourcer på at klare den opgave.

            Da sjælene kom ind i det afsnit, hvor de skulle opholde sig foreløbig, blev de mødt med nysgerrige blikke fra de sjæle, som var der i forvejen. En af dem var mere udadvendt end de fleste, og Pamfilius prøvede at henvende sig til ham.
            ”Hej, jeg hedder Pamfilius.”
            ”Jeg hedder Christopher, men sig bare Chris. Jeg er en alfa plus sjæl.”
            Pamfilius kunne godt mærke, at Christopher var stolt over den seneste tilføjelse.
            ”Aha. Så kommer du måske fra fakultetet der oplevede en kollektiv udvandring?”
            ”Hvad mener du?”
            ”I sjælecentret var der et kollegium, hvis sjæle en nat forsvandt alle sammen på én gang. Det er ikke længe siden.”
            ”Nej, jeg blev lokket bort for nogen tid siden sammen med en gruppe andre sjæle af en vejleder, der påstod, at han kunne tilbyde os nogle bedre genfødselsvilkår. Det var imidlertid en svindler, og vi blev fanget og ført med en større transport af sjæle hertil.”
            ”Hvad lovede han, den svindler?”
            ”Han lovede, vi ville få status af højt rangerede ledere på beslutningstagerniveau, men vi troede naturligvis det ville foregå på Jorden, hvilket vi havde forberedt os på. Der kendte vi jo ligesom strukturen fra tidligere.”
            ”Hvem siger han ikke havde ret?”
            ”Det er selvfølgelig ikke til at vide hvad der vil ske, men hvis vi bliver genplaceret et sted, som fungerer på et lavere niveau end Jorden er det bytte ikke meget bevendt. Og det er jeg bange for.”
            ”Hvorfor?”
            ”Man vil ikke gå på skjult hvervekampagne i en fremmed sjæleadministration, hvis der ikke er ubehagelige skjulte omstændigheder, man ikke vil ud med. Men jeg var dum at gå med til det ligesom visse af mine sjælefæller.”

            Pamfilius var enig. Chris lod til at være kvik, men han var jo også en alfa plus sjæl.
            ”Hvor kommer I fra?”
            Anders svarede.
            ”Vi kommer fra et mellemniveau, hvor vankelmodige belastede sjæle opholder sig i kortere eller længere tid inden de søger over i det hinsidige. Bastytjakkerne gennemførte nogle razziaer der, hvor de indfangede sjæle, som de førte hertil.”
            ”Jeg har godt hørt om det mellemlag. Det er ikke så opvakte sjæle, der færdes der?”
            Det måtte Pamfilius protestere imod.
            ”Det kan man ikke sige. Hvis deres tilstand skyldes, at de har haft en uheldig skæbne i livet, er de jo ret uskyldige i deres situation. De kan være lige så kompetente som sjæle fra dit niveau, som bare har været mere heldige i jeres tidligere liv.”
            ”Det er det sædvanlige. Det siger alle tabere jo. At det er de andres skyld. Omstændighederne. Tilværelsen. Men tro mig, når de har ondt i livet er det som oftest fordi det er nogle karaktersvage og initiativløse individer, som har ladet stå til og prøvet at komme så let gennem livet som muligt. Den slags hævner sig.”
            ”Nu er du for overfladisk og generaliserende, Chris. Jeg skal ikke hævde, at visse af dem kan passe med din beskrivelse, men det er kun nogle af dem. Andre af de forliste sjæle har kæmpet lige så hårdt eller mere end sjæle fra dit niveau, så pas lidt på med hvad du påstår.”
            ”Med hvilken baggrund udtaler du dig om den slags?”
            ”Jeg er faktisk skytsånd i Jordens sjæleadministration og kender en del til forholdene.”
            ”Skytsånd? Jamen så hører du vel slet ikke til her?”
            ”Nej, jeg er udsendt på en fortrolig mission for at undersøge denne mærkelige sag med de forsvundne sjæle, og jeg måtte skjule mig i en sjæletransport for at komme hertil og blive klar over trafikken. Ved du, hvor turen går hen herfra?”
            ”Nej, det ved ingen. Der går rygter om, at der har været en stor gruppe sjæle indespærret her før os, men hvor de er bragt hen er der ingen der ved.”
            ”Kom de sjæle også fra Jordens sjælecenter?”
            ”Det ved jeg heller ikke. Men jeg har ladet mig fortælle, at der for tiden også er sjæle her fra andre planeter end Jorden.”
            ”Hvor kommer de fra?”
            ”Det ved jeg ikke, men det lader til at Taurus X bliver brugt som en større fælles opsamlingslejr, hvorfra kæmpetransporter på visse tidspunkter afgår samlet til et fjernt sted i universet, og at der skal fragtes en stor mængde sjæle samtidig for at den trafik overhovedet kan betale sig.”
            ”Ved du, hvordan man kan sende meddelelser ud herfra?”
            ”Det kan ske gennem fængselsledelsen, hvis du har tilladelse, men de bliver naturligvis censureret.”
            ”Det jeg mente var også, om man kan sende budskaber herfra uden om ledelsen? Jeg vil gerne kontakte Jordens sjæleadministration og fortælle at vi er her.”
            ”Det ved jeg ikke, Pamfilius, men det skulle ikke undre mig, hvis det kunne lade sig gøre. I virkeligheden er alting muligt her på Taurus X undtagen lige det at opnå sin frihed. Hvis du har magt og kender de rigtige kontakter kan alting sikkert ordnes. Men afstanden er stor, så man må ha medsammensvorne undervejs, der kan sende ens beskeder videre til den endelige modtager.”
            Pamfilius tænkte over tingene. Chris var uden tvivl en kløgtig sjæl med overblik. Ikke sært, han tilhørte alfa plus klientellet. Og at sjælene fra Limbo var forkrøblede og for det meste kun havde tanker for deres egne personlige problemer var også sandt. De forsøg han undervejs havde gjort med at skabe kontakt til andre sjæle på turen var ikke faldet heldigt ud.
            Hver gang han havde nævnt noget om sin mission og forholdene for sjælene i almindelighed havde de kigget undrende på ham og ikke forstået, hvorfor det var så vigtigt et spørgsmål. Det var tydeligvis en opgave han måtte klare selv. De fleste sjæle var som Chris havde sagt, initiativløse og selvcentrerede og dermed lette ofre for dem, der ville bortføre dem. Det her ville ikke blive nogen let sag.

retur