Kapitel 19
Svinefælden
FORFULGT
retur”Det lader til at sidde godt fast.”
”Nu har jeg heller ikke en god skraber.”
”Sprit hjælper vel ikke?”
”Det har jeg prøvet.”
”Så, der kom et stykke til.”
”Jeg vil jo heller ikke så gerne ridse ruden.”
”Det er vist det mindste problem lige nu.”
”Det er også sidste gang jeg sætter klistermærker på min bil.”
Claus prøvede at fjerne DLG-mærket fra bilens bagrude, men det var svært, og nu havde de heller ikke det rigtige værktøj. Køkkenkniven havde besvær med at komme ind under kanten af klistermærket. Andreas var ikke til megen hjælp.
”En skalpel ville være det rigtige værktøj til den operation.”
”Behøver du være så pokkers bedrevidende?”
”Undskyld.”
”Du vil måske prøve?”
Faderen tilbød ham kniven.
”Nej, jeg kan ikke gøre det bedre selv.””Så er der morgenmad.”
Sidsel stod i døren til campingvognen.
”Tak, vi kommer nu.”
De kiggede på resterne af mærket. Man kunne stadig godt se, der havde siddet noget, men man kunne ikke længere se, hvad det havde reklameret for.
”Skal vi lade det være godt med det?”
”Ja, nu er teksten i alt fald fjernet.”
”Man kan i alt fald ikke se, at det var en logo for grovvareselskabet.”
”Vi lader det være godt med det. Vi må se, hvad madmor har fundet på.”
De kom ind og satte sig på skummadrasserne ved bordet, der nu var hævet efter at ha været en del af underlaget til sovepladserne om natten.
”Havregryn med mælk på.”
”Og mulighed for et drys strøsukker.”
”Klassisk husmandskost.”
”Det bliver måske en standardret for os i fremtiden, hvis økonomien dikterer smalhals.”
”Vekslende med øllebrød.”
”Og stegt flæsk.”
”Hvis vi i det hele taget får lov at spise den slags til den tid.”
”Når epidemien driver over.”
”Hvis den da gør det.”
”Det kan være det bliver værre inden det bliver bedre.”
”Og vi bliver lagt endnu mere for had.”
”Nå, vi må hellere se at få slugt maden, så vi kan komme væk herfra.”
De havde lovet at fjerne sig så hurtigt som muligt fra rastepladsen i skoven. Jægeren havde været forbitret, men det var på en måde til at forstå. Man har behov for syndebukke, når der sker noget tragisk i familien som man mente burde kunne være undgået, og hvor årsagen ligger et bestemt sted.
Og deres lille familie var ikke den eneste, der måtte betale prisen. Overalt blev svineavlerne lagt for had, og mange af dem havde allerede frivilligt underlagt sig den udrensning af staldene, som var nødvendig for at komme MRSA smitten til livs. Nu hvor epidemien var en realitet, var denne frivillige ordning blev ændret til et påbud. Man var simpelthen nødt til at få ryddet op i den misere med ’pestsvinene’, som de nu blev kaldt i daglig tale. Journalisterne havde også været hurtige til at kalde hele skandalen for ’MRSA gate’.
Når der igen skulle sættes grise ind i staldene skulle de komme fra en leverandør, der også var blevet certificeret som producent af smittefrie dyr.
Men lige nu hastede det ikke. Svineslagterierne havde skåret ned på produktionen i lyset af, at afsætningen også var mindsket drastisk. Eksporten var gået næsten i stå. Størsteparten af de tidligere forbrugere ventede på, at der kom kød i kølediskene med et mærke, der garanterede, at kødet var MRSA frit.
Sandt nok var MRSA kød ikke farligt at spise, men hvad hjalp det, når visse mennesker kunne videregive den dødelige smitte til modtagelige mennesker?
Situationen var således ikke den samme som den gamle sag om salmonella i fjerkræet. Her var det selve produktet, der var farlig for mennesker, og derfor var der tidligt blevet taget hånd om problemet, og sygdommen blev faktisk udryddet, så folk atter kunne spise æg og kyllinger uden risiko.
Men landindustrien havde været utilgiveligt fodslæbende. Det behøvede den ikke at ha været. I Norge var det lykkedes at afskaffe MRSA smitten i slagtesvin. Der dukkede ganske vist med sjældne mellemrum besætninger op, hvor smitten genopstod, men så slog man også disse besætninger ned. Man holdt et vågent øje med udviklingen og det havde også en positiv virkning på afsætningen. Forbrugerne efterspurgte nu norsk svinekød, selv om det var blevet ganske dyrt. Den norske produktion var begrænset men manglen på sundt kød overalt havde fået nordmændene til at øge produktionen.
I Danmark kunne denne nølen ikke undskyldes, selv om den kunne forklares ved, at produktionen var så meget større, at det blev en meget højere omkostning at bekæmpe sygdommen. Det var først nu da den var blevet en alvorlig trussel mod alle mennesker, at man indså, man blev tvunget til at gøre noget ved sagen.
Først ville man gennemføre en plan, hvor slagterierne kunne følge med i afviklingen, men da forbrugerne satte hælene i og slet ikke ville købe kødet, måtte man bide i det sure æble og simpelthen grave de døde svin ned. Det blev et totalt tab for industrien, men folkesundheden vejede trods alt tungere.
Lobbyister havde travlt med at prøve at påvirke politikerne, så der kunne blive vedtaget indtil flere lovpakker med statstilskud for at mindske tabet. Svineavlerne var i forvejen presset på indtjeningen, påstod man, og det var tidligere set, at landindustrien havde fået vedtaget tilskud og lempeligere produktionsbetingelser for stadig at kunne klare sig økonomisk. Dette gjaldt også begunstigelser omkring brug af gødningsstoffer, så man havde svært ved at leve op til målsætningerne omkring CO2 udledningen i fremtiden. Ingen anden dansk industri havde fået så mange fordele i retning af tilskud og lempelser i produktionsvilkår som netop landbruget. Der var stadig en tradition for, at Danmark skulle forblive et landbrugsland, selv om afsætningen ved eksport af svin nu var under fem procent af det samlede danske bruttonationalprodukt.
Men hvis man ikke skulle ha landbrug, hvad skulle man så bruge al den plads til, som man havde inddraget fra naturen? Det var som om denne enkeltstående industrigren havde beslaglagt stigende andele af de fælles naturværdier og tilmed ikke forvaltet dem videre ansvarligt.Senere på dagen kørte familien ind på at spisested for at få et måltid. De kørte med vilje bort fra hovedvejen, for de restauranter der lå langs vejen var altid dyrere end dem der lå et stykke borte fra hovedfærdselsårerne.
De orienterede sig i menuen. Meget var streget ud. Servitricen ventede på bestillingen.
”Kan man ikke engang få en omgang spareribs?”
Claus var irriteret over at revelsben ikke havde kunnet beholde deres danske navn, men sådan var det blevet. Alt skulle ha udenlandske navne, fra firmaer til fødevarer, som regel engelsk, der havde vundet sprogopgøret.
”Nej, det er udgået. Også andre retter med svinekød.”
”Der er måske ingen afsætning for tiden?”
”Jo, det tror jeg såmænd nok. Det er jo ikke alle, der deltager i modstanden mod svin, og kødet kan sagtens spises uden risiko.”
Claus kendte godt svaret, men han ville lige ha sat ord på.
”Hvorfor så?”
”Åh, vi har været udsat for hærværk. En morgen var ruderne knust og der var spraymalet flere steder. ’Pestsvin elskere’.”
”En regulær hetz, altså?”
”Det må man sige. Vi er jo afhængige af kunderne og skal drive en forretning. Så skal man ikke skille sig for meget ud.”
”Er det ikke hærværksfolkene, der skiller sig ud?”
”Det er vel et spørgsmål om, hvem der er flest af og hvor sympatien ligger. Når det bliver politisk ukorrekt at forsvare det system, der førte til epidemien, så må man respektere protestaktionerne, selv om de undertiden går over gevind.”Nu kom nogle unge mænd over mod deres bord.
”Hvad har vi her? Svineelskere?”
”Hvad er der i vejen med en burger eller en halv kylling.”
Claus ville i virkeligheden helst ikke indlade sig i nogen diskussion, men han havde det også svært med at blive ydmyget, og så af sådan et bundt frække lømler.
”Det kan vel også være i orden, men nu ville vi gerne ha en kotelet eller nogle revelsben.”
”Rewelsbjien.”
”Ha ha ha!”
”Besøg fra Lars Tyndskids mark.”
”Derude hvor kragerne vender.”
”Det er jo der griseelskerne holder til.”
”I opdrætter måske selv grise?”
”Og udsætter os andre for risiko?”
Claus kunne ikke tie stille.
”Ja, jeg opdrætter faktisk grise til daglig.”
”Uha, du er måske langt hjemmefra?”
”Så du har husbondafløser på?”
”Eller overlader du det til nogle underbetalte landarbejdere fra Ukraine, så du kan skumme fløden og maksimere profitten?”
Claus blev forbitret. En følelse han ofte blev påtvunget på det seneste.
”Jeg har faktisk besvær med at betale renterne til banken. Der er ikke så meget manøvrerum, hvis man vil holde bedriften kørende. Der bliver holdt øje med, om man opfører sig som alle de andre. Så går det lige akkurat, men jeg ender nok med at kunne tage en mindre indkomst ud til mig selv end mange byboere.”
”Jamen uha dada. Så er der jo ikke noget at betænke sig på. Du må da skippe den urentable forretning og finde dig noget andet. Bønder beklager sig jo også konstant, og det har de altid gjort. Det er ubegribeligt, at de stadig fortsætter, når det nu lader til at være så surt.”
Claus følte sig provokeret til at forsvare sig.
”Man prøver at fortsætte med det, som ens familie tidligere har gjort. Jeg driver rent faktisk en slægtsgård.”
”Jamen dog. Det lyder smadder romantisk. Der er ikke et øje tørt. Bortset fra, at det nu er banken, der bestyrer den.”
”Du har faktisk ret. Jeg har flere gange tænkt på at gi op. Det er slet ikke attraktivt at drive landbrug i vore dage.”
”Så synes vi ærlig talt du skal kaste håndklædet i ringen, brormand. Når du har det på en måde er det ekstra uforståeligt, at du tilmed beskæftiger dig med noget, som er en sundhedsrisiko for os andre. Jeg havde forestillet mig, vi sku ha givet jer en omgang tørre tæsk, men det tør vi fandeme ikke, når man risikerer at blive smittet med svinepest.”
En anden fortsatte.
”I sku ta jer sammen til at få jer testet om I er smittebærere. Og hvis I er det, får I en flot mærkat på tøjet, så vi andre kan gå langt udenom. Så får I muligvis lov at gå i fred, selv om det mest hensynsfulde ville være at opsøge en af interneringslejrene, hvor folk som jer bør opholde sig.”
Claus havde fået nok. Han rejste sig fra bordet.
”Kom, vi går. Jeg har mistet appetitten.”
”Det var da synd. Men siden I ikke kan få jeres højtelskede medisterpølse er det vel det bedste.”
”Også for os andre.”
”Så får vi da smitterisikoen lidt på afstand.”
De gik ud af cafeteriet.
”Jamen så fortsat god rejse.”
”Øf, øf, øf, øf.”
”Oink, oink, oink.”
”Vi har lige noteret os bilnummeret.”De fortsatte i bilen, men stemningen var trykket. De havde mistet appetitten og havde heller ikke lyst til at snakke, ikke engang for at læsse af, for den behandling de havde været udsat for var ganske vist hård, men man kunne godt forstå de unge mennesker.
Efter nogen tid kom der en firehjulstrækker op bag dem. Den brugte det flertonede horn, der lød som de første fem toner af The Woodpecker Song.
”Hvorfor kører han ikke forbi? Der er da plads nok.”
Claus kørte helt ind i siden af vejen, så der ikke skulle være nogen undskyldning for ikke at køre udenom, men det gjorde bilisten ikke.
Andreas fik en tanke.
”Er det fyrene fra cafeteriet?”
Claus prøvede at se i bagspejlet, men campingvognen gjorde det besværligt.
”Nej, så vidt jeg kan se er det nogle andre.”
Snart efter kom der en ny bilist, der lagde sig bag firehjulstrækkeren. Også han brugte hornet med jævne mellemrum.
”Jeg tror slet ikke de vil passere, de vil bare genere os.”
”Bare og bare. Det lykkes skam for dem.”
Nu kom der yderligere to biler, der lagde sig efter de to første. Så snart spættehornet aktiverede signalet, blev det bakket op af de efterfølgende bilister. Andreas havde en sandsynlig forklaring.
”Det er helt sikkert på grund af lømlernes sidste bemærkning da vi forlod spisestedet.”
”Du mener den om at de havde noteret sig vores bilnummer?”
”Ja, den har de naturligvis sendt rundt til alle de venner der mener det samme, foruden en beskrivelse af vores bil og campingvognen og den vej, vi kørte ud af byen.”
”Godt nok ubehageligt.”
Inden der var gået en halv time var der op mod tyve biler, der istemte firehjulstrækkerens fanfare, når den blev gentaget.
”Hvad skal vi gøre?”
”Vi må se, om der ikke kommer en frakørselsvej.”
Så kørte firehjulstrækkeren forbi dem og lagde sig lige foran. Da de passerede, kom der en bemærkning fra det åbnede vindue.
”Rubber Duck! You’ve got yourself a convoy!”Kortegen fortsatte et stykke tid endnu. Så fik Sidsel øje på en sidevej til højre.
”Der kommer en sidevej.”
”Jeg sagtner farten.”
Da de nåede hen til sidevejen havde Claus fået sat farten så meget ned, at han uden besvær kunne dreje fra hovedvejen.
Firehjulstrækkeren opdagede det og den standsede op. Det gjorde de andre også. Fra familiens bil kunne de se, at de mange bilister standsede op og stod ud for at overveje situationen.
”Så slap vi for dem.”
Sidsel skulle lige ha noget på plads.
”Hvad var det for en bemærkning de kom med?”
Claus kunne huske den fra sin ungdom.
”Åh, det er en replik fra en amerikansk film der netop hed ’Convoy’ hvor en trucker, altså en langturschauffør, samler en hale af biler efter sig.”
”Gik det også hårdt ud over ham?”
”Jeg husker det ikke så nøje, men jeg mener at chaufføren var noget af en helt. Han havde et opgør med en emsig sherif, og konvojen af lastvogne var en støtte til hovedpersonen, der kaldtes Rubber Duck.”Der gik dog ikke længe, før Claus igen kunne høre flertonehornet bag sig, og der hvor den smalle sidevej slog et sving kunne han også se, at de andre biler fulgte efter og deltog i hylekoret.
Andreas havde en tør bemærkning.
”Ja, du helt klart ikke nogen helt i denne udgave af ’Convoy’.”
Sidsel havde igen fået øje på noget.
”Der er en ny sidevej.”
”Det er ikke nogen sidevej. Den fører ned til en gård, og hvis jeg ikke tager meget fejl, så er den store bygning der en svinestald.”
”Det må vel være en forbundsfælle?”
”Snarere lidelsesfælle.”
”Vi ser hvad der sker.”
”Der er halvfems procent chance for, at han er i samme situation som os.”
”Bortset fra, at hans gård endnu ikke er nedbrændt.”
”Hvis den havde været MRSA fri ville han nok ha reklameret med det ude ved vejen, siden det i så fald ville være en sjældenhed.”
Halvvejs nede ad vejen så de sig tilbage.
”Følger de med?”
”Nej, de holder sig ude på den offentlige vej.”
”De har jo også godt og grundigt fået gjort opmærksom på deres holdning.”